En dissident i Havana
I Cuba bliver der slået hårdt ned på kritikere af systemet. En del har fået lange fængselsdomme. Her kan du møde en tidligere topadvokat, der har været i fængsel og er blevet arbejdsløs, fordi han kritiserede Fidel Castros styre.
Artiklen blev bragt i Amnesty-bladet, nr. 1, 2001.
Besøg hos én af de samvittighedsfanger, som Amnesty har arbejdet på at få frigivet.
Havana. Den ellers velfungerende telefon skratter som i en gammel spionfilm. Opkaldene til en af Cubas mest fremtrædende systemkritikere, René Gomez, udløser underlige lyde i røret. Det er ikke muligt at lave en telefonisk aftale.
René Gomez har ingen ringeklokke på døren. Man skal råbe, så han kan høre det op på første sal. Men det lykkes at komme ind til advokaten, der har siddet fængslet fra 1997 til maj 2000 for sin kritik af Fidel Castros styre.
»Det er nok meget godt, at telefonen er blokeret i dag«, siger René Gomez i sin mørke lejlighed. »Hvis det var lykkedes at komme igennem, ville myndighederne vide, at interviewet skulle finde sted. De holder skarpt øje med udenlandske journalister. Og vi regner med, at telefonen her bliver aflyttet, når den ikke bare er spærret af myndighederne«.
Siden René Gomez blev løsladt fra fængslet i maj sidste år, har han delt en beskeden lejlighed med sin bror i Havana. Malingen skaller af væggene og René Gomez’ gyngestol mangler det halve af ryggen. Den tidligere fremtrædende advokat har været arbejdsløs siden 1995 på grund af sin kritik af styret.
4-gruppen
Og i 1997 blev han fængslet sammen med tre andre. Den såkaldte 4-gruppes forbrydelse var at skrive om Cubas eneste lovlige politiske parti, det kommunistiske.
I en lille folder med titlen Fædrelandet for alle retter de en sønderlemmende kritik af Fidel Castro og kommunistpartiets politik. »Regeringens filosofi er ikke at tjene folket, men at være dets diktator«, hedder det i folderen, hvis mest kritiske afsnit slår Fidel Castro og kommunistpartiet i hartkorn med nogle af verdens mest berygtede diktatorer:
»Ved at påtvinge et-partistaten sætter Cubas kommunistparti sig i et lidet misundelsesværdigt selskab med Stalin, Mussolini, Hitler, Franco og Saddam Hussein…«.
»Fidel Castro taler altid i timer om den cubanske revolutions glorværdige historie. Men han vil ikke tale om, hvad vi skal gøre med det repressive politiske system, eller med økonomien der ligger i ruiner«, siger René Gomez med høj og indtrængende stemme. »Fidel Castro havde selv opfordret til konstruktiv kritik inden partikongressen i 1997. Men vi blev smidt i fængsel, da vi gav kritikken«.
Fjernt fra Havana
De fire systemkritikere, eller dissidenter som de kaldes i Cuba, blev sendt til afsoning i hvert sit fængsel langt fra Havana og familierne, der på grund af afstandene havde store vanskeligheder med at komme på besøg.
»Min celle var helt lukket bortset fra et lille hul øverst i døren. Den eneste udsigt var et beskidt loft i gangen«.
Ingen af de fire blev dog udsat for tortur eller andre fysiske overgreb. »Nogle mennesker får tæv med stokke i fængslet. Men det sker i alle lande, og det er ikke værre på Cuba end andre steder. Derfor vil jeg ikke fokusere på det. I stedet skal man tale højt om en hel række andre basale menneskerettigheder, der dagligt overtrædes«.
René Gomez er blandt andet utilfreds med, at man ikke kan rejse frit ud af landet. Man skal søge tilladelse, og den kan være svær at opnå. »Hvis det endelig lykkes at få en tilladelse til at forlade Cuba permanent, så konfiskerer myndighederne alle ens ejendele«.
»Der er ikke frihed til at udtrykke sig, der er ikke mødefrihed, og vi kan ikke rejse frit. Økonomisk skal produktionen sættes fri. For eksempel skal bonden have lov til at så, hvad han vil, og sælge sine varer frit. Cubanerne skal have lov til at udvikle deres forretningsevner«.
Sovjetstøtte
Den cubanske økonomi er aldrig kommet sig over Sovjetunionens fald. René Gomez og hans meningsfæller regner med, at Cuba har modtaget mere støtte fra Sovjet end hele Vesteuropa fik i Marshall-hjælp efter Anden Verdenskrig.
Cuba var en integreret del af Sovjets planøkonomi. Nu er landet afhængigt af dollars fra turisterne og fra de hundredetusinder, der har slået sig ned i udlandet, især i USA. Og økonomien styres stadig stramt af staten.
En del af økonomien er dog givet delvist fri. Det er for eksempel tilladt for private at eje en restaurant med op til 12 stole, så turisterne kan få mad. »Men cubanere har stadig ikke lov til at investere direkte i turisme. En dansker må gerne, men vi kan ikke selv. En udlænding kan købe en bil, en cubaner kan ikke. Vi er tredjerangsborgere i vort eget land«, siger en hovedrystende René Gomez.
»Rent økonomisk var Cuba i toppen i Latinamerika før revolutionen i 1959. Nu er Cuba helt i bund. Før revolutionen flyttede tusindvis af sydeuropæere hvert år hertil. Nu er det et land alle flygter fra«.
René Gomez medgiver dog, at sundhedssystemet er blevet forbedret under de over 40 år med Fidel Castro og kommunisterne ved roret. »Men alle forbedringer er sket med subsidier fra dengang vi var knyttet til Sovjet«.
René Gomez’ broder er i lejligheden under hele interviewet. Han holder øje med folk på gaden og trækker skodderne for, så det bliver lidt sværere for genboen overfor at følge med. Partiet har organiserede informanter i alle boligkvarterer.
Takker Amnesty
Gomez er teknisk set stadig fængslet, han er blot prøveløsladt.
»Jeg skylder Amnesty International en stor tak. De anerkendte mig lynhurtigt som samvittighedsfange og kørte en international kampagne for at få mig ud«, siger René Gomez.
Amnestys kampagne blev taget op internationalt. Paven gik i forbøn for 4-gruppen, ligesom den canadiske og den spanske regering lagde pres på Cuba. Endelig blev tre af de fire prøveløsladt efter tre år bag tremmer.
»Jeg ved ikke præcist, hvorfor de beholder den fjerde af os, Vladimiro Roque. Og vi andre kan ryge ind igen, hvornår det skal være. Det er nødvendigt at blive ved med at klage over behandlingen. Hvis det internationale samfund glemmer os, har vi ikke en chance«.
USA's enegang
Et stort flertal i FN mener, at USA bør ophæve blokaden mod Cuba.
USA fører en handelsblokade mod Cuba, som blev indført under præsident Kennedy i 1962. Blokaden betyder blandt meget andet, at amerikanske turister ikke kan rejse direkte fra USA til Cuba De skal flyve en omvej, typisk via Mexico eller Bahamas. Skibe, der anløber cubansk havn, får karantæne i seks måneder, før de igen kan lande varer i USA.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skriver i sin rapport om Cuba, at blokaden giver Fidel Castro og den cubanske befolkning en fælles ydre fjende, der samler folket. Det bliver dermed sværere at samle folk til kritik af det undertrykkende system og fører reelt til større opbakning bag regimet.
Et stort flertal i FN er enig med Human Rights Watch i, at blokaden bør stoppes. Ved en afstemning i efteråret 2000 var 167 lande enige om at opfordre til at ophæve blokaden. Kun USA, Israel og Marshall-øerne mener, at blokaden skal fortsætte.
Stramninger og lettelser
I 1996 skød det cubanske luftvåben to privatfly ned, der krænkede det cubanske luftrum. Nedskydningen førte til en alvorlig stramning af den amerikanske handels-blokade. Blandt andet har USA siden 1996 kunnet retsforfølge private firmaer, uanset hvilket land de kommer fra, hvis firmaerne har handlet med amerikansk ejendom, der blev beslaglagt af cubanerne efter revolutionen i 1959.
I år 2000 lettede USA en smule på handelsblokaden. Såfremt cubanerne betaler forud, er det nu tilladt at indføre mad og medicin til østaten direkte fra USA. Samtidig med de lettelser af blokaden, strammede USA reglerne for amerikanske borgeres mulighed for at rejse til Cuba.
Flere politiske iagttagere vurderer, at USA’s nye præsident George Bush ikke har nogen interesse i at hæve blokaden. En eventuel ophævelse giver ikke støtte fra nogen side, kun ballade med de flere hundrede tusinde eksilcubanere, der har slået sig ned i Florida og organiseret den politiske modstand mod Fidel Castros styre.
