Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

I folkets vold – selvtægten blomstrer i Sydafrika

Kernen i menneskerettighederne er beskyttelsen af individets integritet og værdighed. Den værdighed, der skal beskyttes, kan imidlertid være forskellig fra sted til sted. Mens vi i Vesten har lært at betragte vold og fysisk afstraffelse under en hvilken som helst form som et krænkende og nedværdigende overgreb på individet, viser artiklen Sydafrika som et samfund, hvor vold i visse områder nyder anerkendelse som et legitimt middel til konfliktløsning og fysisk afstraffelse. Artiklen fortæller, hvordan sorte sydafrikanere, som har forbrudt sig mod fællesskabet, med glæde modtager den korporlige afstraffelse, der i visse townships bliver betragtet som en måde at genvinde den tabte respekt og værdighed på.

Artiklen er bragt i Politiken i februar 2002 og er skrevet af Jesper Strudsholm og Lars Buur.

 

Selvtægten blomstrer i Sydafrikas townships, hvor organiserede folkebevægelser mod kriminalitet bruger den tortur mod kriminelle, som politiet mod eget ønske ikke længere har lov til. Politikerne lever med den private udlicitering af det gamle apartheidsamfunds politimetoder, fordi alternativet kan være lynchninger.

 

»Vi ved, hvad det vil sige at få forhuden sat i klemme i en skuffe. Vi har selv prøvet at få brændende cellofan fra cigaretpakninger presset mod huden. Der er ikke nogen, der kan fortælle os noget om at forhøre en person. For det lærte de os dengang«.

Michael Mnunu bekæmpede i sin ungdom Sydafrikas hvide apartheidstyre, hvis politi rutinemæssigt brugte tortur i forsøget på at bremse den uundgåelige omstilling til sort flertalsstyre. I det ny demokratiske Sydafrika slås Mnunu og andre veteraner fra dengang igen. Denne gang vil de være fri for den bølge af kriminalitet, der fulgte i hælene på politistatens opløsning. I fattige sorte townships som Kwazakele uden for Port Elizabeth er fortidens torturerede frihedskæmpere blevet nutidens selvbestaltede ordenshåndhævere.

I Kwazakeles Safety and Security-gruppe har selvtægten fast åbningstid i et lagerrum bag en købmandsbutik. De otte kvadratmeter fungerer som både kontor og forhørslokale, ofte samtidigt. Skilte på væggen forlanger 20 procents kommission for indkradsning af misligholdte lån, den største indtægtskilde. Indbrud, voldtægt og andre forbrydelser registreres i en kolonnebog og efterforskes – med den nødvendige magtanvendelse – for et gebyr på ti rand, godt syv kroner.

Intet nonsens
»Vi accepterer ikke noget nyaka-nyaka her«, siger Msimilelo Msitshana, der er sekretær i gruppen. Nyaka-nyaka betyder nonsens eller vrøvl på xhosa, og Msitshanas driftssikre middel mod nyaka-nyaka er inspireret af hans tidligere fodboldtræner. »Når jeg kom for sent til træning, blev jeg tvunget til at stå på hovedet. Efter en tid gør det ondt her«, forklarer han og trækker fingrene hen over kravebenet. En time af fodboldtrænernes visdom var ikke nok til at lokke en tilståelse ud af to unge fyre, som Msitshana i august mistænkte for at have stjålet vinduesrammer og døre fra et hus i nabolaget. I stedet blev de to anholdte sat til at smække hinanden lussinger, ti ad gangen. Efter fire runder og mere nyaka-nyaka fik de en gummipisk. Som Msitshana forklarede, så havde metoden den indlysende fordel, at han ikke bagefter kunne gøres ansvarlig for volden. Undervejs nåede han at give sin besøgende fem-årige datter instruktioner om aftensmaden. Ved kontorets lukketid blev de to mænd sendt hjem med besked om at møde op til videre forhør næste morgen klokken ti. Men samme aften indrømmede en helt tredje mand tyveriet. For at kompensere de to uskyldige, fik de lov at gennembanke tyven. »Sådan blev alle glade«, forklarede formanden for Safety and Security. Fem måneder senere har Msitshana ikke det store problem med episoden. For de to uskyldigt afstraffede havde jo tidligere brudt ind i huset. Som naboer burde de desuden have vidst, hvem der denne gang var ansvarlig.

Bremse på pøblen
Andre steder – og i Kwazakele til andre tider – kunne de to mænd lige så let være blevet myrdet på mistanken. Pøbeljustits har de seneste tre uger taget livet af fire mænd i townships omkring Cape Town. Flere af dem var tilsyneladende uskyldige. Safety and Security-gruppen er en tæmmet udgave af den selvtægt, der hærgede Kwazakele i 1999. En af den nu forhenværende præsident Nelson Mandelas tidligere medfanger på Robben Island samlede dengang de vilde unge og sagde, at selv om han forstod deres vrede over kriminaliteten, måtte de nedtone den vold, de brugte til at slå igen. Gruppen er i dag medlem af Community Policing Forum, et landsdækkende og formaliseret samarbejde mellem borgere og politi. I det lille rum bag købmandsbutikken er selvforståelsen, at man opererer efter stramme regler, men blot har justeret landets love, så de harmonerer med den lokale virkelighed. »Vi må ikke slå. Men sommetider må vi lukke vore øjne og ører en lille smule for at få dem til at fortælle sandheden. Jeg ved, det er forkert. Men jeg arbejder for borgerne her. Og sommetider må jeg slå nogen for at få det tilbage, som er blevet stjålet«, siger Msimilelo Msitshana. I nabo-townshippen New Brighton opererer Amadlozi, en hel folkebevægelse mod kriminalitet, der tre aftener om ugen samler 200-300 mennesker i et tætpakket klasselokale. Her lytter ’styringsgruppen’ til anmeldelser om vold, tyveri og familiestridigheder, hvorpå ’arbejdsgruppen’ af hurtigtløbende unge mænd med skarpladte våben sendes i marken for at ordne opklaringsarbejdet.

Fætterens bekendelser
I en typisk sag forklarer en lokal bygmester, at han har mistet to maskiner til fremstilling af mursten. Han har fundet et hul i hegnet til naboen, hvis fætter han mistænker for tyveriet. Politiet har været tilkaldt, men har »ikke gjort andet end at stille spørgsmål«. Fætteren er til stede i rummet på »opfordring« fra Amadlozi og bliver kaldt op foran. Han nægter, men bliver udspurgt om sin livsstil. Det bliver betragtet som et væsentligt indicium på hans formodede kriminalitet, at han ofte bliver set på smugkroerne, til trods for at han ikke har et job. Den nu ophidsede forsamling kræver, at han bliver afhørt, hvorefter ’arbejdsgruppen’ tager ham med ind i det tilstødende lokale. Ingen kan undgå at høre skrigene derfra, men heller ingen prote-
sterer. Til gengæld klapper de højlydt, da to murstensmaskiner en time senere bliver båret ind i lokalet. Derpå følger den stærkt forslåede fætter, der undskylder til forsamlingen, at han har løjet. Da bygmesteren bagefter læsser sine maskiner på sin bil, roser han i høje toner Amadlozis evne til at skabe retfærdighed i lokalsamfundet. Der er dog et mindre problem: »Den ene af maskinerne er ikke min. Så vi er åbenbart ikke færdige med den sjuft. Men nu kan jeg i det mindste arbejde igen. Jeg er meget taknemmelig«.

Guds straf
Lederne af Amadlozi mener, at mange af New Brightons problemer skyldes en afgrund mellem Sydafrikas lovgivere og den virkelighed, de selv lever i. Landets nye internationalt roste grundlov fra 1996 afskaffede dødsstraffen og understreger respekten for menneskerettigheder, også de kriminelles. »Hvem er de intellektuelle, der skrev den grundlov? Spurgte de nogensinde folk ude i samfundet om råd? Den siger, at alle har retten til liv. Men vil du fortælle mig, at en morder har ret til at leve«, spørger Mbuyiselo Tolom, Amadlozis næstformand. »Vi forsøger af al magt at overholde grundloven. Men man må huske på, at man er præget af sine omgivelser«, siger gruppens efterforskningschef, Zukile Sinama, og forklarer: »De kriminelle her vil ikke tale til politiet. De er ikke dumme. De ved alt om menneskerettigheder, demokrati og den slags. De ved, at politiet ikke må røre dem og føler sig som i deres moders favn. Men vi ved, at klageren forlanger at få den videomaskine tilbage, han har arbejdet så hårdt for. Så når de kriminelle er i vores hænder, bliver de nødt til at tale. Enten samarbejder de. Eller også bruger vi minimal magtanvendelse«. En af de mest populære forhørsmetoder er at lade fire mand slynge de mistænkte op i luften og lade dem falde til jorden. »Hvordan kan vi gøre os til dommere over disse slyngler? Vi kaster dem op i luften til Vorherre. Men han vil heller ikke have dem. Så de kommer ned igen«, forklarer Sinama.

Vold som opdragelse
Vold har altid været en del af sydafrikansk opdragelse. Undertrykkelse af smerten ved omskæring med en spydspids er den centrale del af den ceremoni, der gør xhosa-drenge til mænd. At indrømme forbrydelser uden at være blevet slået bliver derfor betragtet som kvindagtigt af de fleste unge xhosaer. Mændene i Amadlozi og Safety and Security udtrykker på deres side stor respekt for de unge kriminelle, der holder til mere end blot minimal magtanvendelse: Nok er de kriminelle. Men de er også stærke mænd. Sådan svarer selvtægt ofte bedre end Sydafrikas vestligt inspirerede grundlov til townshippens moralske univers.

Sædernes forfald
For lederne af Amadlozi hænger kriminaliteten nøje sammen med sammenbruddet af gamle værdier. De ser deres børn vende hjem fra raceblandede skoler med mærkelige ideer, som at teenagere skal have lov at invitere deres kærester med hjem. »En 16-årig pige bør ikke ryge i offentlighed. Når de vender hjem til vores konservative kultur, er det ikke tilladt«, siger Mbuyiselo Tolom. Mange af sagerne ved de offentlige høringer er derfor familiestridigheder. En bedstemor fortæller, at hendes 14-årige barnebarn – som hun i moderens fravær opdrager – insisterer på at sove hos sin kæreste og blive væk fra skolen. ’Arbejdsgruppen’ henter piger. Hun beklager sig over, at bedstemoderen ikke forstår hendes behov. Men hun lover også at opføre sig ordentligt og går til salens begejstring over og omfavner den ældre kvinde. Det er ikke nok for bedstemoderen, der er træt af tomme løfter. Den ophidsede sal brokker sig over, at grundloven forbyder fysisk afstraffelse af børn. Amadlozi-lederne sender derpå pigen, bedstemoderen og en håndfuld hårdtslående teenage-piger ind ved siden af. »Det er ikke retfærdigt«, klager en kvinde. »Det er ikke retfærdigt, at pigerne slår hende – det burde være bedstemoren«. Efter afstraffelsen kommer pigen og hendes bedstemor ud sammen, begge i højt humør. Bedstemoderen har gjort sin pligt som opdrager, pigen har genvundet forsamlingens respekt ved at tage sin straf.

Blodet af væggene
Amadlozi har for nylig måttet flytte den minimale magtanvendelse fra skolen til et privat hjem, fordi lærerne blev trætte af at skulle tørre blod af væggene. Men omverdenens betænkeligheder ved selvtægt går hånd i hånd med accepten. Saftey and Security i Kwazakele har haft politiet med på en lytter, mens de selv torturerede. Betjentene kunne dermed i deres selvforståelse overholde loven, men samtidig få de oplysninger, de havde brug for. Amadlozi blev sidste år blåstemplet med optagelse i det lokale Community Policing Forum og aftaler jævnligt med politiet, hvem der tager sig af hvilke sager. Sådan er apartheids politimetoder i det ny Sydafrika blevet privat udliciteret. Et forhold, som magthaverne har svært ved at acceptere, men heller ikke rigtig tør stoppe. For selvtægtsgrupperne har en oplagt mission i et samfund under kaotisk omstilling. Alternativet vil – med tingenes fortvivlede tilstand i politiet og retsvæsnet – ofte være lynchninger uden nogen form for kontrol.

 

Tekst 9 | Oversigten over kildetekster | Tekst 11

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk