Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Ny nazisme

Følgende tekst er skrevet af den danske forfatter Klaus Rifbjerg og trykt i tidsskriftet »Politik i Norden«, april 2000.

 

Det er højst besynderligt at have oplevet en krig, hvis udtrykte formål var at udrydde nazismen og se den komme tilbage spillevende. Men selvfølgelig var der hinsides enhver naivitet at tro, at en krig, der kostede 50 mio. mennesker for alvor skulle være i stand til at fjerne en ideologi, hvis voldsmidler, man selv havde anvendt for at komme den til livs!

Allerede som flygtning i Sverige under anden verdenskrig tumlede Poul Henningsen med problemet: Hvad stiller vi op med nazismen og nazisterne, når krigen er vundet? Han vidste nemlig udmærket, at der ikke sættes en definitiv grænse mellem før og efter, når det drejer sig om kræfter af et så atavistisk tilsnit som nazismen. Man stod i 1945 foran et retsopgør, hvor »landsforræderne« skulle dømmes og en »udrensning« finde sted. Men kan man dømme folk med tilbagevirkende kraft og genindføre dødsstraffen, som demokratiet med god grund for længst havde afskaffet? Og er det i det hele taget muligt at komme de tendenser til livs, som skaber reaktion, vold og diktatur uden at lave samfundet og systemet om fra grunden?

Spørgsmålene kan ikke besvares umiddelbart, men reaktionerne dengang er oplysende. Danmark havde oplevet en besættelse og en krig, hvor alt det normale var vendt på hovedet. Retsløshed herskede i hvert fald de sidste to år af krigen, og for de fleste var der ingen tvivl om, at den værste tøjlesløshed leveredes af fjenden. Situationen var ekstrem, lignede ikke noget man var vant til. Men der skabtes et fjendebillede af sådanne dimensioner, at det kom til at forstyrre den individuelle, etiske selvopfattelse. Man overtog i for høj grad fjendens skabelonagtige tænkemåde, valgte den hårde linje, angiveligt i et forsøg på at afværge »de lange knives nat.«

Efterhånden ebbede hævntørsten ud, men noget blev tilbage – bl.a. en frustration over en tilsyneladende mangel på konsekvens. Små medløbere blev straffet relativt strengere end de store, og noget egentlig opgør af ideologisk art blev aldrig gennemført. Nazismens skygge overlevede i bedste velgående og faldt både udvendig og indvendig, mens man hyggede sig i bevidstheden om, at nu var demokratiet reetableret med fuld styrke.

Personlig tror jeg ikke den såkaldte »nynazisme« har ret meget med den gamle at gøre bortset fra de larmende symboler, skaftestøvlerne, jernkorsene og de oprakte arme. Jeg tror i meget højere grad, der er tale om en form for frustration, der nok kan sammenlignes med den, der bar spiren til den oprindelige nazisme i sig, og som var af småborgerlig art, men alligevel er anderledes, fordi den sender sine pseudopodier langt videre ud og dybere ned på en langt mere subtil måde end bagstræbet i sin tid. Den har nemlig inficeret selve demokratiet.

Der er ikke noget nemmere end at sende politiet efter nynazistiske demonstranter og bure Jonni Hansen  eller Pedersen eller Jensen inde. Men hvad hjælper det, når deres skingre slagord på en anden måde for længst er daglig kost i de fleste af de politiske megafoner? Hvis man for længst har accepteret normalfascismen som legitimt politisk udtryk i form af mere eller mindre udtalt racisme, nationalisme, militarisme, menneskeforagt og manglende solidaritet, hvad hjælper det da, at man hidser sig op over en flok pubertære ynglinges skvalder? Og hvad stiller man op med en tilfældig nynazist, hvis dekadencen er nået helt derop, hvor landets ansvarlige og vise fædre færdes?

Det er jo en kendsgerning, at der heller ikke på tinge tales klarsprog, når det drejer sig om at forsvare demokratiet. Det er ligesom noget man har, ikke noget man tænker over, ikke noget man på ethvert tidspunkt – dag og nat – er klar til at kæmpe for, undtagen hvis man lige bliver spurgt, naturligvis. Det gæler i langt højere grad om at bevare vælgersympatien, og det gør man – som bekendt – ved altid at appellere til den lavest mulige fællesnævner. I flygtningedebatten siger man aldrig lige ud: det, det drejer sig om, er først og fremmest at hjælpe andre mennesker i nød. I stedet for taler man om kvoter og begrænsninger og økonomi, som om vi var et lidet fattigt land af samme slags, som den folk flygter fra. Og det er det samme med kulturpolitikken, her beskæftiger man sig med »ratings« eller m.a.o. med det, man formoder er den kompakte majoritets ønsker – med det resultat at dumhed og egoisme flyder fra alle officielle kommunikationskanaler og sætter sig i hovedet på folk som svamp.

Nazisme er ikke noget man behøver at have uniform på for at demonstrere, en trives bedst under vesten, i sofaen med benene på bordet foran fjernsynet, og selvom man ikke kan skære det danske folk eller den danske mentalitet over en kam, så vil jeg påstå, at den i en vis udstrækning er genneminficeret med det, man normalt hidser sig voldsomt op over, når det giver sig voldeligt udtryk, og en tumbe med armbind braser ind i en demonstrant og smadrer ham til servelat. Normalfascismen slår ikke på kæften, den er pæn og dannet og kører med sikkerhedsselen spændt, ja den vil til enhver tid hævde, at det netop er de udskejelser, den vil bekæmpe! Alligevel udgør den grobunden, for det er af frustrationerne, indespærringen, fremmedangsten og egoismen, den sorte tro vokser.

Jeg mener ikke, man kommer nynazismen til livs ved at forbyde den. Til gengæld er jeg overbevidst om, at nazismen vil brede sig, som det sker f.eks. i Østrig, hvis man ikke radikalt skifter signal politisk og indser, at kun ved at styrke uenigheden i stedet for altid at søge ulden konsensus vil det være muligt at rense luften og angribe problemerne direkte. Så længe socialdemokratiet mere eller mindre camoufleret lægger sig i slipstrømmen af de ultrakonservative for at tækkes vælgerne, vil følgevirkningen automatisk blive, at reaktionen breder sig og den åndelige depression sænker sig.

Hvad Jörg Haider i dag indser og Adolf Hitler indså dengang, er det samme: Hvis man uafladeligt appellerer til lumpenheden og lader propagandaen tage sig af resten, er det muligt at forføre hvem som helst til hvad som helst. I Danmark er der ingen direkte nazistisk propaganda undtagen den, de forstyrrede hvalpe forsøger sig med, til gengæld er der næsten ingen synlig eller hørlig modstand mod de tendenser, der fører til nazisme. Medløbet er her nær 100%, man skal ikke have noget klinket, man skal ikke fornærme nogen – hverken store eller små. Ansvaret udliciteres til andre i en forrykt tanke om storfællesskab (med U.S.A. og EU), og det er i højere grad fra onkel Adolf og onkel Joe (i det gamle Sovjetunionen) vi har vores ideer og i langt mindre grad fra Jefferson, når det gælder drømmen om et stor-Europa – i hvert fald så længe vi fastholder tanken om, at det skal være Fremdenfrei i så stort omfang som muligt.

Jeg skal ikke spilde mange ord på den indre svindehund, jeg har fem års erfaring med den ydre, og der er ingen tvivl om, at Danmarks besættelse i den sammenhæng er eksemplarisk. Man kunne se fjenden, man vidste, hvor man havde ham, han gik i grøn uniform! I dag er det meget vanskeligere, »fjendens« ansigt er sammensat og i flere kulører, man har heller ikke lov til at hade ham åbenlyst, derfor slår raseriet indad og bliver vind og skævt og rammer på en vis måde alle. Og sætter kimen til det som meden anden formulering kan kaldes nynazismen.

Kun ved at styrke vores demokratiske institutioner, kun ved at tænke demokratisk d.v.s. hinsides  ekstremt egoistiske og nationalistiske interesser, kan vi dæmme op for en eskalerende nazisme. Dens uniformerede repræsentanter kan vi møde med sindsro, de er uden betydning i den store sammenhæng, det er den »usynlige« nazisme, der skal bekæmpes.

 

Tekst 16 | Oversigten over kildetekster | Tekst 18

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk