Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Jeg var i Auschwitz

Den følgende tekst er fra den tidligere nazist Thies Christophersens bog »Jeg var i Auswitch«, der blandt andet handler om fornægtelsen af mordet på jøderne under Anden Verdenskrig. Bogen er udgivet af Dansk nationalsocialistisk Pressetjeneste 1999.

 

Den mest sejlivede propagandaløgn om Det Tredje Rige og nationalsocialismen er myten om udryddelsen af 6 millioner jøder under Den anden verdenskrig. Med det 20. århundredes største løgn, der oprindeligt skabtes af zionistiske kredse for at støtte kravet om oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, er det lykkedes de allierede sejrherrers monopoliserede historieskrivere at afspore enhver seriøs diskussion om det nationalsocialistiske Tyskland. Stillet overfor de utallige rædselsberetninger om denne påståede systematiske nedslagtning af mennesker i de tyske koncentrationslejre er det vel kun naturligt, at den almindelige borger i sin tro på videnskabens og mediernes ufejlbarlighed ganske glemmer sin kritiske sans og fyldes af en grænseløs afsky, der ikke levner plads for nogen form for saglige indvendinger. Der er således oparbejdet en emotionel stemning, hvor tvivl om udryddelsesmytens troværdighed forekommer lige så absurd som en påstand om, at jorden er flad. »De 6 millioner« er indgået i summen af menneskehedens almindelige viden – og det til trods for, at der til dato ikke er blevet fremført ét eneste bevis, der kan stå for en nærmere undersøgelse. Alt andet er udslettet af almindelige menneskers bevidsthed. Glemt er således ikke blot nationalsocialismens genrejsning af Tyskland efter magtovertagelsen i 1933, men også de sejrrige allierede troppers bestialske krigsforbrydelser imod det tyske folk. Glemt er bomberne over Dresden, hvor over en kvart million civile flygtninge omkom, glemt er mordene på Balkan-tyskerne, glemt er udsultningen og nedslagtningen af den tyske befolkning i de af russerne og polakkerne besatte østområder, glemt er russernes massedrab på polske officerer i skovene ved katyn – alt sammen er veldokumenteret grusomheder, hvis umenneskelige bestialitet overstiger civiliserede menneskers fatteevne.

 

[…]

Livet i lejren

Det var koldt og blæsende, da jeg den 15. januar 1944 ankom til banegården i Auschwitz. Jeg overvejede, om jeg ikke skulle tage en drosche, men der fandtes kun hestedroscher, og jeg besluttede mig til at gå. Jeg afleverede min bagage i garderoben på stationen og spurgte om vej til lejrkommandanturen. Det var slet ikke langt. Lejren, et kaserneanlæg med hæslige, men massive bygninger, lå lige i nærheden. Porten til lejren med indskriften »Arbejde gør fri« var det første, jeg så af koncentrationslejren Auschwitz. Hvad jeg straks lagde mærke til var, at mange fanger gik frit omkring uden bevogtning. Senere hen fik jeg at vide, at lejren, som var omgivet af et elektrisk pigtrådshegn, kun blev bevogtet om natten. Om dagen kunne fangerne bevæge sig frit på et kæmpemæssigt område, der dog var omgivet af vagtposter, som så blev inddraget om aftenen efter appellen.

Jeg meldte mig hos min foresatte, Obersturmbannführer Dr. A. En høj, statelig mand med stålblå øjne og let rødligt hår. Han hilste hjerteligt på mig. Det viste sig, at han kendte min broder, der også gjorde tjeneste ved SS, særdeles godt.  Jeg stillede straks nogle nysgerrige spørgsmål angående koncentrationslejren.  For eksempel ville jeg således gerne vide, hvad det var for mennesker, der sad indespærret her. Hans svar: »Hvad vi har af tyskere, hører til her … Fjender af folket … ellers er det den europæiske elite, der sidder her«. Som jeg senere kunne fastslå, var der noget sandt i disse ord. Jeg blev præsenteret for hans medarbejdere. Hauptsturführer B., en russisk emigrant og tidligere zaristisk officer, der foruden russisk også talte perfekt tysk og fransk, tilbød at køre mit til mit kvarter. Officererne ved landbrugsafdelingen havde ikke biler, men hestevogne med kusk til rådighed, hvilket jeg fandt noget pralende. Jeg følte det også lidt pinligt, at de fanger, vi mødte, standsede, tog huen af og indtog retstilling. Men vi var jo officerer, og også SS-soldaterne hilste os med militær honnør.

Mit kvarter lå i Raisko, ca. 3 kilometer fra hovedlejren. Her fandtes der en kvindelejr, samt drivhuse og laboratorier for vort planteavlsarbejde. Jeg fik anvist et værelse i et ensomt beliggende hus som jeg delte med min kollega, Obersturmführer Dr. C., som havde opsynet med afdelingen for planteavl. Han var en særdeles glad og lystig mand, og hans latter havde noget inderligt forfriskende over sig. Han var meget populær blandt de internerede og korresponderer endnu i dag med tidligere fanger fra Auschwitz. Han havde giftet sig i en ung alder, og lod senere sin kone og sine to endnu ikke skolepligtige børn komme og bo hos sig i lejren. Jeg flyttede senere ind i en lejlighed i et nybygget drivhus, hvor jeg boede sammen med en videnskabsmand fra kaiser-Wilhelm-Institut. Hans navn kan jeg nævne, det var Dr. Böhme. Han blev efter kapitulationen skudt af polske civilister, der gik amok. Han havde bestemt ikke gjort nogen noget ondt og var elskværdigheden og hjælpsomheden i egen person.

Den første fange, jeg lærte at kende, var ”Agnes”. Agnes tilhørte »Jehovas vidner«, og var tildelt os som ”stuepige”. Jeg ville udspørge hende om forholdene i koncentrationslejren – men hun forblev tavs. Ganske anderledes var det med fru Pohl, som herskede i køkkenet. Hun forskede også i Bibelen og uddelte skrifter til fangerne. Det var ganske vist ikke tilladt – men det var ikke min opgave at overvåge fangerne. Desuden fandt jeg hendes skrifter harmløse. I trosspørgsmål har jeg altid været tolerant.  Jeg kan stadig ikke lade være at nære en vis beundring og agtelse for Jehovas Vidner. De lod sig spærre inde på grund af deres tro og led, fordi de ville lide. Bevogtning behøvede de ikke, og de kunne også bevæge sig frit uden for det område, der var omgivet af vagtposter.

I vores kvindelejr var der anbragt ca. 3003kvinder i tre barakker. Det var udsøgte folk, der næsten udelukkende arbejdede i afdelingen for planteavl. Der var i hovedsagen tale om jøder, polakker og nogle franskmænd. Alletalte særdeles godt tysk og mange havde en akademisk grad. Deres arbejde havde videnskabelig karakter, og de var meget selvstændige. Det var rent faktisk sådan, at det var fangerne, der måtte sætte mig ind i arbejdet, og ikke omvendt. Jeg lod dem forklare mig, hvori deres arbejde bestod, hvilket de gjorde med en vis stolthed – næsten grænsende til praleri. Det gav mig imidlertid indtryk af, at fangerne udførte deres forskningsarbejde med iver og glæde. 

Planteavl efter udvælgelsesmetoden bygger på undersøgelse og sortering. Kautsjukplantens rødder blev undersøgt for deres kautsjukindhold og videreformeret ved hjælp af stiklinger. Disses frø blev omhyggeligt høstet og udsået igen. Det ville have været let at øve sabotage – men der blev aldrig konstateret et eneste tilfælde. Nu skal det dertil siges, at fangerne indbyrdes ikke havde megen tillid til hinanden. Der herskede det gamle had imellem polakker og jøder. Imod dette var det nationalsocialistiske jødehad harmløst. Resultaterne i bestræbelserne for at øge kautsjukindholdet var helt igennem tilfredsstillende, desværre kan jeg ikke mere huske de pågældende tal.

Haupsturführer B. rejste til de besatte østområder for at lede efter videnskabelige medarbejdere. Han bragte nogle russiske videnskabsmænd med familier med tilbage til Auschwitz, hvor de arbejdede for os som civilansatte – og gjorde det med glæde.

Dramatisk blev det, da han bragte den russiske agronom J. sassmoschek til Auschwitz. Denne genfandt sin tidligere kæreste blandt fangerne og dette gensyn forblev ikke uden følger. Sassmoschek kunne imidlertid gifte sig med sin kæreste. Hun blev løsladt. Efter evakueringen fra Auschwitz mødte jeg dem begge i Halle a.d. Saale. De strålede begge af lykke. Selv følte jeg mig ikke spor lykkelig, thi jeg havde netop oplevet bombeangrebet på Dresden den 13. februar 1945. som ved et under slap jeg uskadt fra det, men jeg tror, at der på denne ene dag er omkommet flere mennesker i Dresden end der er omkommet i Auschwitz i løbet af hele krigen. Alligevel er der stadig ikke nogen, der taler om de allieredes krigsforbrydelser.

Hvordan var fangernes dagsprogram i Auschwitz? Klokken 700 vækning, vask og brusebad, morgenmad, morgenappel. Klokken 800 begyndte arbejdet. Fra 1200 til 1300 var der middagspause og klokken 1700 fyraften. Kl. 1900 holdtes der appel med mandtal, hvorefter posterne udenfor lejren blev inddraget, således at kun selve lejren blev bevogtet. Fangerne fik dagligt udleveret post. Pakker blev åbnet ved appellen og kontrolleret af lejropsynet. Det var sjældent, der var noget, som ikke blev udleveret, f.eks. medikamenter og visse bøger og skrifter, fotografiapparater, radiomodtagere og andet teknisk udstyr. Disse ting forblev imidlertid fangernes ejendom. De blev bragt til ”Kanada” og dér opbevaret.

Kanada var en enorm lagerhal, hvor de interneredes ejendele blev opbevaret. I Kanada fandtes alt – deraf navnet. Men Kanada blev udadtil meget strengt bevogtet. Vi havde på vores meteorologiske station en kvindelig SS-hjælper, som engang organiserede sig et par silkestrømper i Kanada. Hun blev af den grund stillet for en krigsret… for plyndring! De fanger, der arbejdede der, stjal imidlertid som ravne. Jeg kunne ikke lade være at lægge mærke til, hvor elegant vore fanger var klædt. Ganske vist måtte de gå i fangetøj, men deres undertøj, strømper og sko var upåklagelige og tiptop. Heller ikke skønhedspleje skortede det på. Læbestift, pudder og sminke hørte naturligt til de kvindelige fangers rekvisitter. Medens jeg var i Auschwitz forekom det ikke, at man klippede kvinder skaldede, men jeg har ladet mig fortælle, at noget sådant tidligere skulle have fundet sted. Det var imidlertid et så forfærdeligt syn, at selv ikke de mest hårdhudede SS-førere kunne udholde det. Hver lørdag blev der sendt en kommando af vore kvinder til hovedlejren for at hente og udlevere vasketøj. De kom så altid tilbage med det herligste bytte, som blev fordelt blandt fangerne. Det var min opfattelse, at man stiltiende så igennem fingrene med disse tyverier.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk