Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Skyggen over Tyskland

Tv og dele af pressen formidler et indtryk af, at Tyskland er ved at blive

gennemnazificeret. Det er en grov generalisering, skriver Marianne Madelung og Jørn Ruby i den følgende kronik i Politiken 23. februar 1994.

 

Et genfærd marcherer gennem Europa. Nynazismen og fascismen stikker hovedet frem, senest i skikkelse af en liberal demokrat i Rusland.

Fortiden hjemsøger os. Men er det andet end et spøgelse, andet end en projektion af vores egen angst? I Tyskland har såkaldte nynazister gennem de sidste fire år påkaldt sig en mediemæssig prominens, der er ude af proportion med deres politiske betydning. Det drejer sig om brutaliserede unge mennesker - oftest fra de laveste sociale lag - der søger en tilknytning, en retning, en mening.

Udstødte, som hopper på den første den bedste limpind og sparker deres frustration ud, hvis de får udpeget en syndebuk. Men dødsensfarlige, hvis deres aggressioner bliver spændt for de skolede højreekstremisters vogn.

Tyskerne behandler selv fænomenet løbende. Siden genforeningen er der kommet en strøm af bøger og artikler, som behandler emnet. Fælles for dem er ønsket om at forstå, hvad der sker i en tid, hvor den tyske folkesjæl endnu en gang skal igennem et opgør med sin umiddelbare fortid.

Den unge forfatter Bodo Morshäuser fra Berlin ser skærpelsen af den politiske debat på gadeniveau som et 'idiotisk meningsspil', hvor den ene side overdriver, den anden underdriver i en slags fordoms-recycling.

De venstreorienterede ser muligvis deres fjender i de højreorienterede og omvendt. Men det er ikke det, det drejer sig om længere. Man tvinger ikke hinanden ud i diskussioner med henholdsvis højre- og venstreorienteret

Det er heller ikke nødvendigt, da hver side er begrænset af sine egne fordomme. Hvad bliver der da forhandlet om, når 'højre-unge' og 'venstre-unge' banker skallen ind på hinanden? Om det at være tysk. Den ene part vil minde tyskerne om Adolf Hitler, den anden om Auschwitz, for kun på den måde bliver de hørt,' skriver Morshäuser i sin bog «Hauptsache deutsch« om de unge i den lille by Kellinghusen syd for Lübeck.

Han ser dem som den tredje generation efter krigen, der er dømt til selv at behandle det at være tysk, indtil det bliver normalt. Først var der 'overlever-generationen', medløberne og medviderne, som med deres tilknappede tavshed om krigen provokerede den 'anden generation' til at beskæftige sig næsten fanatisk med fascismen. Det var 68-generationen, der anfægtede kapitalismens normer og principper. Den 'tredje generation' er de ca. 20-årige unge i dag, som har haft den 'anden generation' som opdragere og forældre. For at adskille sig fra dem og provokere dem foregiver de at have genopdaget det nationale tankegods.

Den første generation ville glemme Auschwitz, fordi sandheden var for tung at bære. Den anden generation ville have Auschwitz frem i lyset, fordi tavsheden var grundlaget for deres skam over at være tyske. Den tredje generation forkaster Auschwitz som udgangspunkt for deres moralbegreb. De kræver retten til at være stolte over at være tyske.

Punktum. Hver generation har et sikkert instinkt for, hvor den forrige generations tabu-områder befinder sig og graver skånselsløst efter dem.

Fortiden som sådan har været et tabuområde, som ikke kun oprørske unge har gravet i, men også modige skribenter har provokeret ved at rejse spørgsmålet om, hvad tyskerne stillede op med deres krigsoplevelser.

Den jødisk-tyske forfatter Hannah Arendt var en af de første, der pressede på for at få en reaktion på Holocaust. I 1950 besøgte hun Tyskland fra sit amerikanske eksil, men i samtaler med sine landsmænd mødte hun hverken sorg eller skam. Medløbergenerationens manglende evne til sorg ( Die Unfähigkeit zu Trauern) blev senere et begreb i Tyskland, da ægteparret Alexander og Margrete Mitscherlich i 1967 udsendte en debatbog med denne titel. Heri beskriver de det mentale billede af Adenauer-æraen som en sprogløs levenhen over fortiden, en undertrykkelse af smerte og medlidenhed og en manglende bearbejdning af erindringerne fra krigens tid.

I midten af 1980'erne var dette manglende opgør med fortiden det centrale tema i forfatteren Ralph Giordanos »Die Zweite Schuld«, hvor han sidestiller fortrængningen af fortiden som en skyld på linie med krigstidens medviden.

Bogen har gjort Giordano til et moralsk orakel i den seriøse presse, men hans teser står ikke uimodsagt. Sidste efterår forsøgte Manfred Kittel, historiker ved Münchens Universitet, at relativere Giordanos kritik i Die Legende von der Zweiten Schuld.

Han påviser over 500 sider alle de planer, hvor man kan tale om et opgør med nationalsocialismen, fra udformningen af den antiautoritære grundlov over Nürnbergprocesserne til 50'ernes litterære opgør som f.eks. Carl Zuckmayers »Djævelens general« eller Wolfgang Borcherts »Draussen vor der Tür«.

Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at netop det intense og smertefulde opgør mellem første og anden efterkrigsgeneration, har givet de unge fra tredje generation en sådan afsmag for ideologi, at de regrederer til ritualer og slogans.

 

At de unge, der i dag kalder sig skinheads, savner ideologisk baggrund eller forståelse, opdager man så snart, man har hørt et par stykker forsøge at udlægge teksten. Der er ingen tekst, ingen historieforståelse, ingen plan. Det vidste den første førertype i efterkrigstidens Tyskland, Michael Kühnen, der døde af AIDS for to år siden. Når han rekrutterede unge skinheads til 'bevægelsen', forsøgte han ikke at indpode et teoretisk fjendebillede i dem. Han arbejdede bevidst med deres betingede reflekser.

'Når vi bliver politisk aktive, får vores unge medlemmer det bedste billede af, hvem der er vores fjender,' sagde han. Med andre ord: Kühnen satte sin lid til antifascisterne, der med garanti ville dukke op, når hans gruppe af glatragede begyndte at marchere gennem gaderne. Så ville de blive overdænget med tilråb som nazisvin og fascister og dermed se deres konkrete fjender. I gadekampens dynamik bliver de så at sige pånødet en identitet, de ikke var sig bevidst. Dermed opstår det farlige spil, som Morshäuser beskriver som 'en drejebog over betingede reflekser'.

Psykiateren Horst-Eberhard Richter (årgang 1923) har med en helt anden tilgang forsøgt at knytte forbindelsen mellem tysk fortid og nutid. Han mener, at en åben, fornuftpræget omgang med fortiden og anerkendelsen af, at den tyske krigsfortid ikke kan sammenlignes med noget som helst andet og derved relativeres, er grundlaget for psykisk sundhed, også for kommende generationer. Skylden skal bearbejdes.

'Intet er lettere,' siger Richter, 'end hastigt og per syndebuksprojektion at distancere sig fra de unge gerningsmænd bag mordbrandene i Solingen og Mölln, men en anden vej står åben: at lukke op for egne erindringer fra krigen og for den sorg, der hører med.' Denne åbning ville give kraft til demokratisk årvågenhed og til at påtage sig medansvaret for de unge.

Når nynazisterne har fået så stor tilslutning i det tidligere DDR, mener Richter, at det hænger sammen med den tyske regerings forfejlede genforeningspolitik. Socialismens sammenbrud blev fejret med triumf efter Murens fald. De ublodige demokratiske oprørere mod DDR-diktaturet blev gjort til tabere, og befolkningen blev over en kam gjort til moralsk plettede støtter for regimets Stasi-aktiviteter. Gennem Stasi-anklagerne, der ramte skyldige og uskyldige i flæng, blev en hel nation ydmyget og kriminaliseret, et forhold som også fremtrædende østtyske demokrater som f.eks. fredsprismodtageren Friedrich Schorlemmer har gjort opmærksom på.

De unge, der er vokset op i Gotha for eksempel - industribyen hvor det tyske socialdemokrati for over hundrede år siden formulerede sit allerførste program for en bedre og mere ligeværdig fremtid - har levet i huse, hvor vinduerne er gået itu, trapperne er rådne, murværket er mørnet, og intet er blevet vedligeholdt. De har forståeligt nok ingen forventninger til socialdemokratiet eller til CDU, men de kan i hvert fald slå fast, at de er tyskere og se nostalgisk tilbage på en tid, hvor tyskerne satte dagsordenen midt inde i Europa. Nostalgien bliver en afmagtsreaktion. De

afmægtige unge søger deres fremtid i fortiden, det giver dem en følelse af magt, som medierne er med til at støtte.

Præcis denne tolkning understøttes af filminstruktøren Winfred Bonengels bog om nynazisten Ingo Hasselbach fra Østberlin, der er skrevet med Bonengel som ghostwriter. Bogen er stilet til Ingos far, en kendt DDR-journalist og senere partifunktionær, der levede adskilt fra familien, og som aldrig havde tid. Ingo tilhører gruppen af unge, der rendte på gaden og lavede ballade, mens forældrene havde travlt med at opbygge og forvalte socialismen. Hans søgen efter kontakt går gennem punk- og nazi-miljøerne i Berlin, ind og ud af fængsler, inden han sidst i 1980'erne ender som formand for Nationale Alternative, en gruppe på omkring 800, der havde stort tilløb fra 1990 og fremefter. Beskrivelsen af Ingos arbejde som formand bekræfter vores opfattelse af, at unge i denne og lignende grupper ikke har selvstændige ideer, og at ide-indholdet ikke er vigtigt for dem.

Mens Ingo var beskæftiget med at optage unge i gruppen, meldte ældre sig efterhånden og tilbød både krigspropaganda og penge.

Men det, der virkelig siger de unge noget, er den følelse af magt, de får, når de har banket en eller anden sønder og sammen. Så kommer alle jounalisterne. Så kan de se sig selv på skærmen, og på gerningsstederne samles i tusindvis af mennesker med fakler. Da de havde set en film om sig selv, skriver Ingo: 'Man kunne kun få det indtryk, at vi var ekstremt farlige og stod kort før magtovertagelsen. Det var lige noget, der passede os.' Det drejer sig om journalisten Michael Schmidts tv-film: »Wahrheit macht frei«, som er blevet vist i 16 forskellige lande, og som selv de

ledende nynazister anser for ret overdreven, og netop derfor som vellykket propaganda.

Michael Schmidt har i flere år været meget tæt på det nynazistiske miljø.

Han har kortlagt hele det tilsyneladende opsplittede brune landskab i Tyskland og i udlandet, de nogle og firs forskellige grupperinger, hvoraf en del allerede er kendt fra en lignende oversigt, »Drahzieher im braunen Netz«, udarbejdet af en antifascistisk redaktionsgruppe i Berlin i 1992.

Schmidt forsøger at påvise, at truslen mod det tyske demokrati rækker langt ind i de regerende politikeres cirkler. Han anklager domstolene for at lade højreekstremistiske voldsmænd og mordere slippe med urimeligt milde straffe, og han giver talrige eksempler på, at politiet i de nye forbundslande har vendt ryggen til overgreb mod fremmede.

Men i sin iver efter at påvise og advare gearer han over. Støder han på skuldertræk hos redaktører eller politikere, bliver det til nazificeret medviden. Tv-folk, Spiegel-udgiveren, Frankfurter Allgemeines redaktører mistænkeliggøres som  kabsnazister. Schmidts bog »Heute gehört uns die Strasse« er en enestående insider-reportage fra miljøet, men som politisk analyse er den ubrugelig. Manden har erkendt genfærdet, men ser spøgelser alle vegne.

Konklusion: De nynazister, der marcherer i gaderne, nyder den opmærksomhed de vækker og den skræk de spreder. De provokerer sig til en opmærksomhed, som de ellers aldrig ville få, og som mange af dem aldrig har fået. De er selvfølgelig farlige, fordi de vælger en brutal fremtrædelsesform, og fordi det adfærdsmønster, som de bruger til at bygge en identitet efter, er en trussel for folk, der ikke ligner dem på andet, end at de også befinder sig i bunden af samfundet. Indvandrerne, gæstearbejderne og de politiske

flygtninge bor i de samme elendige kvarterer som nynazisterne.

Det er i samspillet mellem de frustrerede unge energibundter og deres manipulatorer, at det virkelige politiske sprængstof opstår. Ansvaret for, om der bliver sat ild til krudtet ligger hos tre forskellige manipulatorer: de ideologiske nazister, politikerne og medierne.

Alle tre har deres gode grunde til at bruge de unges energi. De ideologiske nazister - de gamle koryfæer og deres yngre arvtagere – vil bruge de unge som stormtropper i deres angreb på demokratiets bastioner med det endelige formål at overtage magten og skabe et fjerde rige.

Politikerne - på den konservative højrefløj - bearbejder bevidst deres programmer efter et opportunistisk ønske om at kunne hente stemmer blandt ekstremisterne med populistiske forenklinger a la 'Ud med ud-lændingene'.

Også medierne, der gerne pryder sig med sproglige smykker som 'demokratiets vogtere' eller 'den fjerde statsmagt' bærer deres del af ansvaret for, at der bliver holdt ild i lunten. Glatragede unge, der taktfast marcherer gennem gaden med den tyske krigsfane forrest, hånden strakt frem til Heil-Hitler hilsen og munden aggressivt brølende truende slogans, er, hvad enhver inden for mediefaget vil kalde en skidegod historie.

Hvorfor? Fordi den rammer lige ned i fællesnævneren for vores angst for alt, hvad der er værst ved Tyskland. Den lægger sig kælent op ad vores indgroede fordomme, lindrer vores nationale mindreværdskompleks og bekræfter os som verdensmestre i demokrati. Det gælder med en vis gradbøjning inden for den trykte presse, men i superlativ form for tv-mediet. Det er en historie med oplagte billeder i.

Naturligvis er det pressens opgave at holde øje med de skjulte bevægelser i samfundet, men det er også pressens opgave at undgå generaliseringer ud fra enkelte sensationer. Tyskland er ikke ved at blive gennemnazificeret, men der er stærke kræfter, der forsøger at underminere det tyske demokrati.

Efter en bølge af angreb mod asylhjem og en række mordbrande er demokratiet gået til modangreb. De strenge domme over Mölln-morderne, den store opbakning bag fakkeltogene og forbudene mod de mest ekstreme af de nynazistiske organisationer signaliserer et samfund, der er sig problemet bevidst og handler derefter.

 

Tekst 13 | Oversigten over kildetekster | Tekst 15

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk