Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den biologiske verdensanskuelse

Følgende tekst er skrevet af den fremtrædende, men nu forhenværende, formand for de danske nazister Povl

Heinrich Riis-Knudsen. Uddraget er fra hans bog »Den biologiske verdensanskuelse« fra 1985.

 

Som nationalsocialist oplever man gang på gang, at det er vanskeligt – ja, undertiden endog direkte umuligt – at føre en meningsfyldt dialog med en ikke-nationalsocialist. Grunden hertil er naturligvis til dels det velkendte propagandabillede af nationalsocialismen som højdepunktet af al menneskelig ondskab. Hos den unge genration er dette dog ikke længere så væsentligt. Gennem fjernsynet har den fra en tidlig alder kunnet følge levende med i al den grusomhed, der har plaget verden siden ”humanismens sejr” i 1945, og der en velgørende tendens blandt unge mennesker til at betragte livet og dets problemer mere nuanceret, end den forrige generation gjorde.

Heller ikke den unge genration har imidlertid nogen som helst forestilling om, hvad nationalsocialismen i virkeligheden er. Den er opvokset i en verden, hvor man bevidst har fremmedgjort ungdommen over for alle naturlige værdinormer og moralbegreber, således at den befinder sig i et totalt tomrum, hvor selv løgn og sandhed er blevet noget særdeles relativt, som man ”kan forholde sig til” fuldstændig, som man vil. I et sådant univers er den nationalsocialistiske idé nødvendigvis et uforståeligt fremmedelement. I stedet for den uforpligtende relativisme, hvor én idé kan være lige så god som en hvilken som helst anden, sætter nationalsocialismen kravet om, at man finder den absolutte sandhed og drager konsekvenserne af denne. I stedet for tomhjernede skrivebordsfilosoffers tågesnak og orientalsk mystik repræsenterer nationalsocialismen den sunde fornuft, som søger sine argumenter i virkelighedens verden, hvor forskellen mellem løgn og sandhed afgøres af kendsgerninger og ikke af verdensfjern ønsketænkning. På denne baggrund må nationalsocialismen forkaste alle de herskende ideologiers forestillinger og moralbegreber, og dette fører naturligt nok til en forståelseskløft, som det er ret så vanskeligt at slå bro over. Nationalsocialismen betegner ganske enkelt et absolut og konsekvent brud med grundlaget for hele den herskende verdensorden. Hvad dette vil sige, skal vi i det følgende forsøge at forklare nærmere.

Som det vel allerede turde fremgå af ovenstående, har den nationalsocialistiske idé meget lidt med politik at gøre i dette ords normale betydning. Den nationalsocialistiske bevægelse er ikke en af de sædvanlige politiske organisationer, der repræsenterer nogle gruppeinteresser af mere eller mindre materialistisk karakter, og som af al kraft forsøger at sammenstrikke et program, der er tilstrækkeligt vagt og intetsigende til at tiltrække det nødvendige stemmekvæg for at opnå magt i parlamentet, således at ”de folkevalgte” kan tilrane sig selv og deres vælgere den størst mulige del af samfundskagen på andres bekostning.

Nationalsocialismen er langt mere end dette – den er en verdensanskuelse, dvs. en bestemtmåde at betragte livet i alle dets aspekter på. Som tilhænger af en sådan verdensanskuelse ser man alle sider af tilværelsen udfra én og samme synsvinkel, således at hvert enkelt aspekt kommer til at udgøre en del af en større helhed, ligesom ens synspunkter på alle områder bliver bestemt af det selv samme, gennemgående princip, som gør en i stand til at forstå og forklare alle sider af livet og dets mysterier. En verdensanskuelse udgør således grundlaget for sine tilhængeres indstilling til religion, moral, politik, økonomi osv. under ét.

[…]

En ægte verdensanskuelse som nationalsocialismen har ingen plads for en sådan atomisering af tilværelsen. Den er i stand til at løse alle de praktiske problemer i et samfund ud fra den principielle grundholdning, og dens tilhængere behøver intet fremmedelement til at tilfredsstille dem spirituelt. Verdensanskuelsen selv giver en forklaring på alle de spørgsmål, mennesket kan stille.

[…]

I modsætning til disse andre filosofier er nationalsocialismen aldrig blevet opfundet – den er afledt af naturens evige love, som har eksisteret lige så længe som universet og regeret over alt liv lige siden de første spæde organismers opståen. Dette er et udtrykt med mesterlig klarhed af den berømte, nu afdøde, nationalsocialistiske filosof Savitri Devi Mukherji i bogen »The Lightning and the Sun«:

»I sin væsenskerne rækker den nationalsocialistiske idé ikke blot ud over Tyskland og vor tid, men også ud over den ariske race, ja, endog ud over hele menneskeheden og enhver tidsalder. I sin fulde konsekvens udtrykker den den mystiske og ufejlbare visdom, ud fra hvilken naturen lever og skaber: den upersonlige visdom, der bor i urskovens mørke og oceanernes dyb, og som lyder fra sfærerne i verdensaltets dunkle rum; og det er Adolf Hitlers ærefulde fortjeneste ikke blot at være gået tilbage til denne guddommelige visdom men at have gjort den til grundlag for en praktisk fornyelsespolitik af verdensomspændende format«.

Nationalsocialismen er med andre ord et udtryk for de fundamentale naturlove, som styrer vort liv. Dem bygger på en uendelig kærlighed  til skabelsen i al dens mangfoldighed, en dyb respekt for naturens visdom og en brændende vilje til at bevare det liv, der er fremvokset af denne visdom, ved at organisere det menneskelige samfund i nøje overensstemmelse med disse grundlæggende love. På denne baggrund bliver det at være imod socialnationalismen lige så absurd og ulogisk, som det ville være at være modstander af tyngdeloven eller den kendsgerning, at jorden er rund. Nationalsocialismen er intet andet end anvendelsen af fysiske og biologiske lovmæssigheder på politiske, økonomiske, sociale og religiøse områder af menneskelivet på samme måde, som de i dag anvendes på det tekniske område. Derved er nationalsocialismen – i modsætning til marxismen – i sandhed videnskabelig. Den ønsker ikke at få virkeligheden tilpasset forudfattet teorier men at tilpasse teorierne til virkeligheden, nye skelsættende videnskabelige landvindinger vil således få øjeblikkelig virkning for udformningen af det nationalsocialistiske samfund.

[…]

Som nationalsocialister forestiller vi os en fuldstændig ny verdensorden, baseret på den ”ufejlbarlige visdom, ud fra hvilken naturen lever og skaber”. Kun en sådan verdensorden kan på længere sigt sikre livets beståen. Oprettelsen af denne nye orden forudsætter imidlertid, at mennesket accepterer, at det ikke  er hævet over naturen. Mennesket er ikke skabningens herre men en integreret del af naturens hele, og det er underkastet de samme love som alle andre levende organismer. Ligeledes må vi acceptere den videnskabeligt beviste kendsgerning, at menneskeracerne er forskellige – ikke blot i det ydre men også hvad angår deres sjælelige og intellektuelle egenskaber – samt at alle mennesker er individer, skabt ulige, og at deres liv hovedsagelig bestemmes af arvelige faktorer og ikke af deres miljø.

Dette kan naturligvis forekomme ”uretfærdigt”, men det hører med til menneskets nødvendige erkendelse, at der ikke findes nogen højere naturlig retfærdighed. Som mennesker kan vi skabe samfund, bygget på en juridisk retfærdighed og en juridisk lighed ud fra den betragtning, at alle individer har en funktion i samfundet og derfor har krav på lige beskyttelse. Dette er en del af den tryghed, der er nødvendig og selvfølgelig i et ordnet samfund, ja, det er en del af selve baggrunden for menneskets etablering af en fast samfundsorden, at man ønsker denne tryghed. Vi kan imidlertid ikke skabe nogen biologisk retfærdighed – lige så lidt som vi kan skabe en biologisk lighed. Ud fra en menneskelig betragtning vil det til stadighed synes bunduretfærdigt, at nogle skal angribes af forfærdelige, smertefulde og uhelbredelige sygdomme i en ung alder, medens andre kan nyde et godt helbred, indtil de bliver hundrede – også selv om den, der må dø som 25-årig, havde langt større evner og kunne have udrettet langt mere for menneskeheden end den, der bliver højt oppe i årene. Det er imidlertid således, og mennesket må lære at acceptere, at der i naturen intet retfærdighedsbegreb findes, og ethvert forsøg på at indføre en slags guddommelig retfærdighed i det hinsidige må afvises som forvrøvlet virkelighedsflugt.

I denne forbindelse hævder nationalsocialismens modstandere ofte, at det biologiske menneskesyn, som danner grundlaget for den nationalsocialistiske verdensanskuelse er ”uetisk”. Hertil kan man kun svare, at det er disse modstanderes egen såkaldte ”etik”, der er umoralsk, fordi den går ud fra normer, som ikke er begrundet i naturen. For os er der kun én sandhed baseret på naturens love, og alt, hvad der ikke er i fuld overensstemmelse med denne sandhed, er absolut 100% forkert.

Dette betegner nødvendigvis en total afvisning af kristendommen, hvis naturfjendske dualisme netop er baggrunden for den herskende ”etik” – også selv om den er forsynet med en liberal-humanistisk eller marxistisk etiket.  Ifølge kristendommen indtager mennesket en særstilling blandt alle skabninger ved at have en guddommelig sjæl. Denne sjæl er endvidere universel, sådan at forstå, at den er ens for alle mennesker, uanset race, intelligens osv. og uden at været undergivet nogen indvirkning fra naturen. At tale om mennesket som et biologisk væsen er for den kristne en ”nedvudering”. Ifølge kristendommen består hele livet af en kamp imellem den guddommelige sjæl og ”materien”, dvs. naturen, eller – på det personlige plan – legemet, idet naturen repræsenterer det onde, som skal overvindes for at opnå evigt liv i et ubestemmeligt paradis. Det jordiske liv er kun en forberedelse til dette – i sig selv er det uden nogen værdi. Kristendommen er således i udpræget grad en livsfornægtende religion for tabere og sværmere, der ikke magter livets udfordringer og blot håber på, at ”de sidste skal blive de første”, idet jo enhver kriminel døgenigt og underbegavet tåbe for den kristne er et mere værdifuldt menneske end den arbejdsomme samfundsborger. Den repræsenterer et sæt værdinormer, der sætter jomfruen over moderen, munken over familiefaderen og den svage og lidende over den stærke og sejrende, ja, den døde over den levende. Den hilser selvpineri og selvfornedrelse som positive tegn på, at mennesket bekæmper legemet ud fra den erkendelse af sin medfødte syndighed, fordi det ikke er ren ånd. Dette er en i alle måder pervers og menneskefjendsk livsholdning uden eksistensberettigelse i et sundt samfund.

Det nationalsocialistiske menneske skal leve – det skal udfolde sig så meget som muligt inden for rammer af dets biologiske natur – legemligt såvel som åndeligt. Det skal ikke tilbringe tilværelsen op knæ foran en mellemøstlig guddom for at tigge om ”nåde” og ”tilgivelse” for den synd det ifølge kristendommen er at være født ind i naturen. Vi ønsker at se stolte og harmoniske mennesker, som er sikre på sig selv og deres mission i livet – ikke forskræmte og nedslåede produkter af menneskefjendske begreber som ”arvesynden”, hvor den eneste glæde skyldes, at ”gud” tilgiver dem, blot de tror. Vi ønsker imidlertid heller ikke usikre og resignerede ofre for det pluralistiske verdensbilledes fornægtelse af absolutte værdier. Vi er ikke ateister. Vi tror på en guddom, men denne guddom er den absolutte modsætning til den jødisk-kristne Jahve. For nationalsocialismen er den eneste sande guddom den uudgrundelige skaberkraft, der kommer til udtryk overalt i naturen. Det er den guddom, vi hylder gennem vor ærefrygt og respekt for naturlovens visdom. Som nationalsocialister følger vi ingen anden stemme end naturens stemme og ingen anden moral end naturens moral, og vi kender kun en dødssynd: at forsøge at sætte sig op imod denne moral.   

 

Tekst 10 | Oversigten over kildetekster | Tekst 12

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk