Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Striden om Paracel- og Spratley Øerne

En række lande gør hævd på Paracel- og Spratley øgruppen, hvoraf mange af øerne blot er små rev. En løsning synes ikke umiddelbart inden for rækkevidde, og det kommer med mellemrum til væbnede sammenstød i området. Teksten er skrevet af historikeren Steve Carson i tidskriftet The Yale Journal Of International Law, 1997.

 

Paracel- og Spratley-øerne ligger i Det sydkinesiske Hav på den anden side af de omkringliggende landes territorialgrænser. De blev i århundreder undgået på grund af de mange skibbrud, der skete her, og de mange tropiske storme, der forårsagede dem. De har aldrig været beboede, men er i tidernes løb blevet besøgt af fiskere. Disse to øgrupper er nu i vælten på grund af udsigten til biologiske og mineralske rigdomme. Siden det kejserlige Japans fald og landets tilbagetrækning fra Det sydkinesiske Hav, har øernes strategiske placering vakt opmærksomhed, og nabolande har hævdet deres suverænitet over dem for at få kontrol over fiskerettighederne og potentielle oliereserver. Blandt de lande, der strides om øgruppen, har Vietnam det mest direkte historiske krav. Kravet bliver stærkest imødegået af Kina, der har fastholdt en militær besættelse af øerne siden 1956. Taiwan, Malaysia og Filippinerne har også gjort krav på øerne.

Folkeretten opfordres til at tilvejebringe en fredelig løsning af den nuværende konflikt. Den manglende tilstedeværelse af fastboende eller større økonomiske interesser har udelukket Paracel- og Spratley-øerne fra det internationale diplomatis indblanding og har placeret øerne uden for de omkringliggende landes klare suverænitet indtil det 20. århundrede. Fastlæggelsen af ubeboede øers suverænitet ligger ud over Sørettens rækkevidde. Behørige forholdsregler til fastlæggelse af, hvilken nation eller hvilke nationer, der kan gøre krav på øerne og deres potentielle rigdom, kan tilvejebringes af en evaluering af hver af de stridende landes historiske krav på øen. Blot opdagelsen af øerne eller en enkel erklæring om herredømme over dem er ikke tilstrækkelig til at opnå suveræniteten. Snarere bør de stridende lande kunne påvise en stadig og systematisk udvikling af øerne for at underbygge deres krav. Vietnam har det ældste og mest direkte krav til øerne. Kejserriget Annam (Vietnam) finansierede så langt tilbage som det 18. århundrede to søgående selskaber til at genvinde effekter fra skibsvrag på øerne. Det antages at begge selskaber skød sig ind på en af øgrupperne og etablerede således et Annamitisk krav på både Paracel- og Spratley-øerne. Kejserriget rejste en stele (en indgraveret søjle) og et tempel på øerne og plantede træer for at markere øerne for søfarende. Franskmændene, der koloniserede Annam i 1884, tilegnede sig de annamitiske krav på øerne og fastholdt en spinkel overvågning af øgruppen under hele protektoratets eksistens. Men med tilståelsen af Vietnams uafhængighed i 1954 og den følgende borgerkrig bortfaldt de historiske krav til øerne, indtil Vietnams genforening efter krigen i 1976.

Kina har ikke haft konkrete krav på øerne før det 20. århundrede, da japanernes udvidelsespolitik tilskyndede dem til at iværksætte deres egne sonderende operationer. Frankrigs ligegyldighed over for kinesernes tilstedeværelse på øerne opmuntrede Kina til at hævde sin suverænitet over Paracel- og Spratley-øerne så tidligt som 1909. Japan erobrede meget af det Sydkinesiske Hav under Anden Verdenskrig, deriblandt øerne. Japans senere nederlag og tilbagetrækning skabte et tomrum, der ikke blev løst af efterkrigstraktaterne. Efter franskmændenes endelige tilbagetrækning fra Indokina tog det kinesiske militær den østlige halvdel af Paracel-øerne i 1956, den vestlige halvdel i 1974 og Spratley-øerne i 1988. Kina har siden befæstet sine garnisoner på øerne for at styrke sit krav om suverænitet.

Kina argumenterer for, at kravet om suverænitet over øerne ikke kun er baseret på militær overlegenhed, men også på historiske kendsgerninger. Men før det 20. århundrede bedyrede Kina officielt, at det ikke havde nogen bånd til øerne for ikke at pådrage sig ansvaret for skibbrud omkring øgruppen. Senere har Kina hævdet, at Nordvietnam i 1958 afstod sin suverænitet over øerne. Men denne overførsel af rettigheder er ugyldig, fordi demarkationslinjen mellem Nord- og Sydvietnam overgav kontrollen over øerne til sidstnævnte.

Den primære konflikt mellem Kina og Vietnam blussede op i 1974 og 1988, da kinesiske styrker overvandt vietnamesiske patruljer. Begge implicerede har siden styrket indsatserne i striden ved at indgå kontrakt med udenlandske olieselskaber for at udvinde potentielle oliereserver. Muligheden for udvidelse af fjendtlighederne er store og Folkeretten må finde en løsning. Eftersom hverken Kina eller Vietnam er underskrivere af statutten for Den internationale Domstol i Haag, er deres underkastelse af domstolens kendelse frivillig. Kina har en dommer siddende i domstolen og modsætter sig i princippet ikke, at konflikten løses i Haag. Landet har ikke gjort noget forsøg på at gøre det, fordi de ikke-militære krav på øerne er spinkle, og dets seneste fremstød overtræder den FN-pagt, der ikke anerkender territoriale forøgelser med væbnet magt. Det er således usandsynligt, at Kina frivilligt vil underkaste sig Den internationale Domstol i Haag, der er den mest egnede institution til at løse konflikten.

Forfatteren hævder, at eventuel løsning af konflikten, hvad angår Paracel-øerne, bør være tosidige mellem Kina og Vietnam. Konflikten over Spratley-øerne, der kan vise sig at være mere skadelig på grund af de potentielle oliereserver, bør afgøres mellem Kina, Vietnam, Taiwan, Malaysia og Filippinerne, eftersom alle disse lande gør krav på øgruppen. Fremgangsmåden i løsningen af den nuværende strid er uklar, eftersom den ikke hører ind under Sørettens rækkevidde og er uden for Den internationale Domstols jurisdiktion. Presset for at afgøre suveræniteten over øerne er voksende, eftersom olieselskaberne, der er ivrige efter at iværksætte undersøgelser, er trætte af at gøre store kapitalinvesteringer, førend den politiske situation falder til ro. Den manglende indgriben fra internationale forligsfolk gør, at Kina har overtaget i striden på grund af landets militære tilstedeværelse på øerne. Kina, der med sin angrebspolitik kan tilrane sig Vietnams historiske krav på øerne, har udsigt til at drage fordel af tomrummet i Folkeretten.

 

Tekst 52 | Oversigten over kildetekster | Tekst 54

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk