Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Et øjenvidne beretter

Studenterlederen Chai Lings vidnesbyrd fire dage efter massakren i Beijing. Hendes opfattelse er helt forskellig fra den officielle version (se tekst 4). Chai Ling var en af de tre ledende studenterledere på Den himmelske Freds Plads i Beijing. Det lykkedes hende siden at flygte til udlandet og hun lever i dag i USA, hvor hun er forretningskvinde. Artiklen er trykt i særnummer af Kina Information, 1990.

Studenterlederen Chai Ling gav på videobånd den første øjenvidneskildring af nedslagtningen på Den himmelske freds Plads natten til den 4. Juni. Båndet, der er optaget på et hemmeligt sted i dagene efter massakren, blev smuglet til Hongkong og dér vist på TV. På et tidspunkt gik der rygter om, at Chai Ling var sluppet ud af Kina, men sidst i august blev hun rapporteret arresteret af det kinesiske politi. Hvis det sidste er rigtigt, er der overhængende fare for at hun ender som et af de mange dødsofre i kampen for et demokratisk Kina.

Det er den 8. juni 1989. Klokken er 4 om eftermiddagen. Jeg er Chai Ling, leder af hovedkvarteret for Forsvaret af Den himmelske freds Plads. Jeg er fortsat i live. Jeg mener, jeg er den, der er mest kvalificeret til at fortælle, hvad der skete på pladsen fra den 2. til 4 juni. Det er også min pligt at fortælle sandheden til enhver af mine kinesiske medborgere. Omkring kl. 10 om aftenen den 2. juni kom den første antydning af, hvad der var ved at ske, da en politi-jeep kørte ind i fire fodgængere og dræbte de tre af dem. Den anden episode var, da busser fulde af soldater uden kamp overlod deres våben, uniformer og anden udrustning til civile, som blokerede deres vej til bymidten. Jeg og mine medstuderende var til stede ved de to episoder. Vi bragte omgående våbnene, uniformerne og udrustningen til nærmeste politistation og fik en kvittering for tingene. Klokken 2 om eftermiddagen den 3. juni gik horder af soldater og bevæbnet politi løs på studenter og civile ved Xinhuamen, indgangen til partiets hovedkvarter i Zhongnanhai. Nogle studenter, som stod og tog imod passérsedler, råbte: ”Folkets politi er på folkets side”! En student havde lige nået at råbe det én gang, da en soldat styrtede frem og sparkede ham i maven, mens han skreg: ”Hvem i helvede har lyst til at være på din side!” Han slog løs på studentens hals med en knippel. Studenten bukkede sammen og faldt om. Lad mig forklare, hvor vi var. Jeg var leder [for studenterbevægelsen]. Vi havde denne radiostation, som vi kaldte Sultestrejke-stationen. Vi brugte den til at dirigere aktionerne på Pladsen [Den himmelske freds Plads!]. Der var andre studenterledere ved stationen, for eksempel Li Lu, Fen Kunde og flere. På det tidspunkt fik vi hele tiden rapporter om, at studenter og civile blev banket og slagtet uden nåde. Situationen forværredes mellem kl. 8 og 10 om aftenen. Der kom mindst ti separate rapporter om dræbte. Ved 7-8 tiden samme aften havde vi sammenkaldt til en pressekonference for at fortælle, hvad vi vidste, til lokale og udenlandske reportere. Der var meget få udenlandske journalister. Vi hørte, at mange større hoteller, som huser udenlandske reportere, var blevet gennemsøgt af soldater. Vi fortalte reporterne, at vi havde et eneste slogan, nemlig ”Ned med Li Pengs marionetregime.” Kl. 9 rejste alle studenter på pladsen sig, løftede højre hånd og svor: ”For demokratiseringen af vort land, for virkelig velstand i vort land, for at forhindre, at vort land bliver overtaget af en lille bande sammensvorne, for at forhindre, at 1,1 mia. mennesker skal ofres på ”den hvide terror´s alter sværger jeg herved, at jeg med livet som indsats vil forsvare den hellige Himmelske freds Plads og stå vagt om Republikken. Der kan rulle hoveder, der kan flyde blod, men folkets Plads må ikke falde. Vi er parate til at kæmpe til sidste mand.” Kl. 10 erklæredes Det demokratiske Universitet på Pladsen formelt åbnet. Næstkommanderende [for studenterbevægelsen] Zhang Baoli blev universitetets leder. Alle på Pladsen havde store forhåbninger til Det demokratiske Universitet. Mens dette skete, fik vi fortsat haste-bulletiner om, at situationen var meget anspændt. Folk ved Pladsens nordlige side klappede ad universitetets åbning. Universitetet befandt sig i nærheden af Demokratiets Gudinde [den mini-statue, studenterne lavede og opstillede på Den himmelske freds Plads som symbol og samlingsmærker for deres demonstration. O.a.]. Overalt omkring os, på den vestlige og østlige Chang’an Boulevard, flød blodet allerede i strømme. ”Slagterne”, soldaterne fra 27. Armé, brugte kampvogne, geværer og bajonetter. De gad ikke besvære sig med tåregas. De dræbte enhver, som råbte så meget som et eneste slagord eller smed en eneste sten mod dem. De skød dem med rifler. Blodige lig lå på Chang¢an Boulevarden. Studenterne, som kom løbende til kommandoposten for at fortælle, hvad der var sket, var oversprøjtet med blodet fra deres faldne kammerater. Efter kl. 10 appellerede vi, der var i hovedkvarteret, til alle på Pladsen om fortsat at afstå fra vold. Lige siden dengang i april, da studenterne startede den patriotiske demokratibevægelse, til dens udvikling til en landsomfattende folkebevægelse i maj havde vort hovedprincip været at protestere med fredelige midler. Det højeste princip for vor kamp er fred. Mange studenter, arbejdere og borgere kom hen til hovedkvarteret og sagde: ”I kan ikke fortsætte uden vold, I må bruge våben og slå igen.” Der var også mange studenter, der blev rasende. Vi i hovedkvarteret måtte minde alle om, at vor protest var fredelig, og den fredelige protests yderste pris er at ofre sig selv. Arm i arm, skulder ved skulder sang vi ”Internationale” og gik langsomt hen mod Monumentet for folkets Helte. Vi satte os stille ned ved Monumentet og ventede med værdighed på, at vore bødler skulle komme. I det øjeblik var vi klar over, at det, der var ved at ske, var en konflikt mellem kærlighed og had og ikke en brutal voldelig kamp. For vi vidste alle, at hvis vi i den patriotiske demokratibevægelse veg fra vort princip om ikke-vold og brugte stokke og flasker mod disse afsindige soldater, som var bevæbnede med geværer og kampvogne, ville det ende i den værst tænkelige tragedie for hele bevægelsen for demokrati. Derfor sad vi der bare ganske stille, rede til at ofre os selv. Netop da begyndte kommandoposten at transmittere sange ”Efterkommere af dragen”. Vi sang med tårer i øjnene, vi omfavnede hinanden og tog hinanden i hånden. Vi forstod, at vor sidste time var kommet. Det var ved tiden, vi skulle dø for det kinesiske folk. Der var en student der hed Li. Han var kun 15 år, og han havde skrevet at afskedsbrev. Jeg har glemt dets nøjagtige ordlyd. Men jeg husker, han havde skrevet: ”Livet er mærkeligt. Kun en brøkdel skiller det fra døden. Hvis et insekt kommer kravlende imod dig, behøver du kun en impuls for at dræbe det, og så vil det omgående standse sin kravlen.” Han var blot 15 år, og alligevel tænkte han allerede på døden. Fædreland, glem ikke. Glem ikke dine børn, som kæmpede for dig. Mellem kl. 2 og 3 natten til den 4. juni måtte vi rømme vort hovedkvarter ved foden af Monumentet og flytte op på soklen for fortsat at dirigere situationen på Pladsen. Jeg gik over til min næstkommanderende, Li Lu, for at se til studenterne rundt om Monumentet og opmuntre dem. De sad der bare stille og roligt. De ville blive siddende i første række, sagde de, standhaftige og urokkelige. Folk i rækkerne bagved sagde det samme. ”Vi er ikke bange”. Selv om første række bliver massakreret, trækker vi os ikke tilbage. Vi vil ikke gøre gengæld og slå ihjel.”  Jeg fortalte dem en gammel historie. En historie, de alle kendte: ”Der var 1,1 milliard myrer, som levede på en bjergtop. En dag gik der ild i bjerget. Skulle de redde livet, måtte de ned ad bjerget. De klumpede sig sammen i en kæmpemæssig bold og rullede ned. Myrerne på ydersiden blev brændt ihjel, men de andre overlevede. Kære venner, Vi her på Pladsen er det yderste lag, for i vore hjerter ved vi, at kun ved at dø kan vi redde vort land.” Studenterne sang ”Internationale” om og om igen og knugede hinandens hænder. Til sidst kunne fire sultestrejkende, Hao Dejian, Liu Xiabo, Zhou Dao og én mere ikke holde det ud længere. De sagde: ”Kære venner, lad være med at ofre jer selv på den måde.” Men hver og én af studenterne stod fast. De sultestrejkende gik hen for at forhandle med den såkaldte Krigsrets-kommandopost og sige, at vi var på vej væk. Og at vi håbede, de ville sikre, at rømningen kunne foregå i ro og orden. Vort hovedkvarter rådførte sig med studenterne om, hvorvidt vi skulle forlade Pladsen eller blive. Vi besluttede os for rømning. Men bødlerne holdt ikke ord. Da studenterne var ved at drage bort, angreb tropper med hjelme og skydevåben Monumentet helt op til tredje fag. De ventede ikke på, at vi kunne få informeret alle om beslutningen om at forlade Pladsen. De havde allerede skudt vores højtaler i stumper og stykker. Det skete ved Monumentet. De veg ikke tilbage for at åbne ild mod Monumentet for folkets Helte! De fleste af studenterne trak sig tilbage. Med tårer i øjnene begyndte vi at forlade Pladsen. Folk sagde til os, at vi ikke skulle græde. Vi svarede, at vi ville komme tilbage, for dette er Folkets Plads. Vi fandt først senere ud af, at nogle af studenterne stadigvæk havde forhåbninger til regeringen og mente, at det værste, der kunne ske, var, at de blev slæbt væk. Så kom kampvognene og lavede dem til hakkekød. Nogle siger, at der døde mere en 200 studenter. Andre siger mere end 4.000 alene på Pladsen. Jeg kender ikke tallet, men folk fra De uafhængige Arbejderes Forbund [en spire til uafhængig fagforening, som netop havde set dagens lys. O. a.] var udenfor. De stod fast, og de er nu alle døde. De var mindst en 20-30 stykker. Jeg hørte, at kampvogne og pansrede mandskabsvogne tromlede hen over teltene, som der var mennesker i, efter at studenterne var væk. De hældte benzin over ligene og brændte dem. Derefter skyllede de sporene væk med vand. Vores symbol, Demokratiets Gudinde, blev slået i stumper og stykker. Vi gik rundt om Formand Maos Mindehal og mod syd. Der så vi for første gang titusinder af hjelmklædte soldater. Studenterne løb hen imod dem og råbte: ”Hunde, fascister!” Da vi satte afsted mod vest, så vi geled på geled af soldater, som løb mod Pladsen. Borgere og studenter blev ved med at råbe, nu med stemmer, der var hæse af at skrige: ”Fascister, hunde, dyr!” Men de blev ignoreret af soldaterne, der fortsatte mod ”vores” plads. Da vi nåede frem til Xinhuamen [indgangen til Zhongnanhai vest for Den forbudte By, hvor de kinesiske ledere har til huse. O.a.], var alle vi fra hovedkvarteret i front. Det var ved Xinhuamen, det første blodige slag fandt sted den 3. juni om eftermiddagen. Der var affald og murbrokker overalt. Fra Xinhuamen løb vi ad den blodklistrede Chang¢an Boulevard. Vi så ikke andre end udbrændte køretøjer, betonbrokker og affald, spor efter voldsom kamp. Senere fandt vi ud af, at disse fascister mejede folk ned med maskinpistoler, andre soldater samlede de døde og sårede op og smed dem på busser og ladcykler. Nogle var endnu i live, men kvaltes efterfølgende. Det var sådan, fascisterne forsøgte at skjulte deres skændselsgerninger. Vi ville tilbage til Pladsen. Men folk prøvede at standse os. De sagde: ”Børn, er I ikke klar over, at de har stillet maskingeværer op derovre? I må ikke gå tilbage til den visse død?” Så fortsatte vi nordpå ad Xidan Boulevarden og ud mod vest til universitetsområdet. På vejen så vi en mor, der græd bittert. Hendes søn var død. Vi så også liget af fire soldater, de var blevet pryglet ihjel af folk. Da vi nærmede os universitetsområdet, havde alle tårer i øjnene. Der var nogle folk, der sagde: ”Har jeg da købt statsobligationer, for at de kan få kugler til at slå uskyldige mennesker ihjel? Uskyldige børn!” Førstehånds-beretninger fra studenter og borgere fortalte, at disse bødler myrdede grundigt løs. De sigtede mod boligkvarterer langs Chang¢an Boulevarden og fyrede raketter mod dem. Børn og gamle blev dræbt. Folk, som ikke engang råbte slagord! En ven fortalte, hvordan han havde stået og spærret for kampvogne på Chang¢an Boulevarden kl. 2. samme nat. Han så en pige, hun var ikke ret stor. Hun stod foran en kampvogn og vinkede med højre hånd. Kampvognen tromlede hende ned, maste hende til hakkekød. Min ven sagde, at studenten på hans højre side, studenten på hans venstre side blev dræbt af kugler. Han kom bogstavelig talt tilbage fra de døde. På vejen så vi en mor, der ledte efter sin søn, som hedder … Hun sagde, han var i live dagen før. Er han stadig i live? Kvinder søgte efter deres mænd, lærere efter deres studenter. Regeringsbygninger var stadigvæk behængt med bannere, det opfordrede folk til at støtte ”Partiets korrekte politik”. Studenterne rev dem ned i vrede og brændte dem. I radioen sagde de igen og igen, at tropperne var kommet til Peking for at tage sig af ”oprørske elementer” og opretholde ro og orden i hovedstaden. Jeg tror, jeg er den bedst kvalificerede til at slå fast: Vi studenter er ikke ”oprørske elementer”. Enhver der har en samvittighed, skulle lægge hånden på hjertet og se for sig børn, der sidder stille, arm i arm og skulder mod skulder, ved Monumentet og venter på bødlens økseklinge. Er det ”oprørske elementer”? Hvis de var, ville de så sidde stille? Tænk, hvor langt ude de er, disse fascister! De kan koble samvittigheden fra og sende de største løgne ud. Hvis vi siger, at soldater, som dræber uskyldige folk med skydevåben er dyr, hvad skal vi så kalde dem, der sidder foran kameraet og lyver? Mens vi var undervejs af Chang'an Boulevarden, væk fra pladsen, tog en kampvogn sigte mod os og affyrede tåregas mod nogle af studenterne. Bagefter tromlede den hen over dem. Vi fandt ikke én eneste af vore klassekammerater, som ikke var blevet lemlæstet. Hvem er det, der er ”oprørske elementer”? Trods alt dette gik vi, der var forrest, videre. Folk tog masker på på grund af tåregassen. Vi kunne jo ikke gøre de studenter, som var gået til, levende igen. Men deres ånd vil for altid være til stede på Chang'an Boulevarden Vi, der forlod Den himmelske freds Plads, nåede frem til Peking Universitet i live. Der var mange studenter fra andre universiteter og udenbys fra. De havde redt senge til os og ville byde os velkommen, men vi var ødelagte. Vi var i live, men mange andre blev efterladt på Den himmelske freds Plads. De kommer aldrig tilbage. Aldrig! Efter at vi var nået frem til Peking Universitet, vi, der havde trukket os tilbage fra Den himmelske Freds Plads, blev der med vold gjort ende på vores fredelige protest, den sultestrejke, der efter den 13. maj var blevet til en sit-in. Senere hørte vi, at Li Peng den 3. juni kl. 10 om aftenen havde givet tre ordrer: For det første: Tropperne må åbne ild. For det andet: Militærkøretøjer skal rykke frem uden tøven, og de skal have erobret Pladsen tilbage senest 4. juni. For det tredje: [Studenter] bevægelsens ledere og organisationer skal dræbes. Landsmænd, sådan er det vanvittige marionetregime, som fortsat manøvrerer rundt med tropper og hersker over Kina. Men, kære landsmænd, selv når mørket er tættest, vil daggryet bryde frem. Selv det vildeste fascistiske anslag må vige pladsen for en sand demokratisk republik. Afgørelsens time er kommet. Landsmænd, alle kinesere med samvittighed, kinesiske folk, vågn til dåd! Den endelige sejr er folkets! Yang Shangkun, Li Peng, Wang Zhen og Bo Yibo, dommedag er nær for jeres marionetregime! Ned med fascismen! Ned med militærstyret! Længe leve Republikken!

 

Tekst 39 | Oversigten over kildetekster | Tekst 41

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk