Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Oplevelser under Kulturrevolutionen

Uddrag af romanen Vilde Svaner (1991). Her beretter Jung Chang om sine egne oplevelser under Kulturrevolutionen, som hun indledte som glødende rødgardist – en tilværelse, hun dog hurtigt opgav og vendte hjem til Chengdu, hvor familien levede. Hendes forældre interneres jævnligt under mistanke for revisionisme.

Ved udgangen af 1966 havde mine teenage-søskende og jeg besluttet, at vi havde fået nok af at være rødgardister. Børn i fordømte familier skulle »trække en linje« mellem sig selv og deres forældre, og det gjorde mange. En af præsident Liu Shaoqis døtre skrev vægaviser hvori hun »afslørede« sin far. Jeg kendte børn som tog nye efternavne for at demonstrere at de fornægtede deres fædre, andre som aldrig besøgte deres internede forældre, og nogle som endda deltog i fordømmelsesmøder mod deres forældre. Engang da der blev lagt pres på min mor for at hun skulle søge skilsmissen fra min far, spurgte hun os hvad vi syntes. At stå last og brast med ham indebar at vi kunne blive »sorte«; vi havde alle oplevet den diskrimination og lidelse sådanne folk blev udsat for. Men vi sagde vi ville bakke ham op, uanset hvad der skete. Min mor sagde det glædede hende, og at hun var stolt af os. Vores hengivenhed over for vores forældre blev forstærket af vores medfølelse med deres lidelser, vores beundring for deres integritet og mod, og vores had til deres plageånder. Vi oplevede en ny grad af respekt for, og kærlighed til, vores forældre. Vi blev hurtigt voksne. Vi havde ingen rivaliseringer, ingen stridigheder og følte ingen vrede mod hinanden, ingen af ungdommens sædvanlige problemer – eller glæder. Kulturrevolutionen ødelagde den normale pubertetsalder med alle dens farer, og kastede os allerede tidligt direkte ind i den fornuftige voksenalder. Som fjortenårig nærede jeg en kærlighed til mine forældre som var så intens, at den ikke kunne have været til under normale forhold. Mit liv kredsede helt og holdent om dem. Hver gang de var hjemme på kort ophold, holdt jeg øje med deres stemning og prøvede at være underholdende. Når de var interneret, gik jeg gentagne gange til de hånlige rebeller og forlangte besøgstilladelse. Sommetider lod de mig sidde og tale med mine forældre i et par minutter i overværelse af en vagt. Så fortalte jeg dem, hvor meget jeg elskede dem. Jeg blev en kending af Sichuan-regeringens og Chengdus Østdistrikts tidligere personale, og en irritation for mine forældres plageånder, som også hadede mig, fordi jeg nægtede at vise frygt for dem. Engang skreg fru Shau at jeg »så tværs gennem« hende. Deres raseri fik dem til at opfinde en anklage og trykke den på en af deres vægaviser om, at Røde Chengdu havde ladet min far få særbehandling, fordi jeg havde brugt min krop til at forføre Yong. […]

Mod slutningen af 1967 begyndte Røde Chengdu at angribe vores boligområde , som var under 26. augusts kontrol, og vores ejendom blev til en fæstning. Vi fik ordre til at flytte fra vores lejlighed på anden sat til nogle værelser i stueetagen i naboejendommen. Mine forældre var på det tidspunkt interneret. Min fars afdeling Dauwei/enhed som normalt ville have taget sig af flytningen, gav os nu bare ordre til at flytte. Da der ikke fandtes flyttefirmaer ville min familie ikke have haft en seng, hvis det ikke havde været for vores venners hjælp. Men vi flyttede kun de nødvendigste møbler og efterlod for eksempel min fars tunge bogreoler; vi kunne ikke løfte dem, for ikke at tale om at få dem ned ad flere trappeafsatser. Vores nye bolig lå i en lejlighed som allerede var beboet af familien til en anden kapitalist-baner, som nu fik besked på at rømme halvdelen af den. Gennem hele boligområdet blev lejligheder omrokeret på denne måde, så de øverste etager kunne bruges som kommandoposter. Min søster og jeg delte værelse. Vi holdt vinduet ud til den nu øde baghave permanent lukket, fordi der, så snart det blev åbnet, trængte en voldsom stank ind fra de tilstoppede kloakker udenfor. Om natten lød der udefra råb om at overgive sig og spredt skyderi. En nat blev jeg vækket af lyden af glas der knustes: en kugle var trængt gennem vinduet og havde boret sig ind i væggen overfor. Mærkeligt nok var jeg ikke bange. Efter de rædsler jeg havde været igennem, havde projektiler mistet dens virkning. For at holde mig beskæftiget begyndte jeg at skrive digte i klassisk stil. Det første digt som jeg var tilfreds med blev skrevet på min sekstenårsdag, den 25. marts 1968. Fødselsdagen blev ikke fejret. Begge mine forældre var interneret. Mens jeg den nat lå i min seng og lyttede til skuddene og rebellernes højttalere der brølede hårrejsende udfald, nåede jeg et vendepunkt. Jeg havde altid fået at vide, og havde troet, at jeg levede i et jordisk paradis, det socialistiske Kina, hvorimod den kapitalistiske verden var helvede. Nu spurgte jeg mig selv: hvis dette er paradis, hvad er helvede da? Jeg besluttede, at jeg ved selvsyn ville konstatere om der virkelig fandtes et mere smertefyldt sted. For første gang hadede jeg bevidst det regime jeg levede under, og havde intenst behov for et alternativ. Og dog undgik jeg ubevidst Mao. Han havde været en del af min tilværelse fra jeg var lille. Han var idolet, guden, inspirationen. Mit livs formål var formuleret i hans navn. Selv om hans magiske magt nu var forsvundet fra mit indre, var han stadig fredhellig og umulig at tvivle på. Selv på dét tidspunkt drog jeg ham ikke i tvivl. Det var i denne sindstilstand jeg skrev mit digt. Jeg beskrev min indoktrinerede og uskyldige fortids hedengang, som døde blade der af en hvirvelvind blev fejret af et træ og båret til en verden, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage. Jeg beskrev min forvirring over den nye verden, over ikke at vide hvad og hvordan jeg skulle tænke og tro. Det var et digt om at famle i mørket, om at søge. Jeg skrev digtet ned og lå i min seng og gennemgik det i hovedet, da jeg hørte en banken på døren. Af lyden kunne jeg høre at det var en razzia. Fru Shaus rebeller havde flere gange foretaget razzia mod vores hjem. De havde fjernet »borgerlige luksusgenstande« såsom min bedstemors raffinerede tøj fra tiden før kommunisterne, min mors pelsforede manchuriske frakke, og min fars jakkesæt – også selv om de var i Mao-snit. De konfiskerede endda mine uldne bukser. De blev ved at vende tilbage for at finde »beviser« mod min far. Jeg havde vænnet mig til at vores hjem blev endevendt. Jeg blev grebet af frygt for hvad der ville ske, hvis de så mit digt. Da min far i sin tid kom under angreb, bad han min mor om at brænde de digte han havde skrevet; han vidste hvordan skrevne ord, enhver form for skrevne ord, kunne vendes imod deres ophavsmand. Men min mor kunne ikke få sig selv til at ødelægge dem alle. Hun gemte nogle få som han havde skrevet til hende. De kostede ham flere brutale fordømmelsesmøder. I et af digtene gjorde min far nar ad sig selv, fordi han ikke nåede toppen af et naturskønt bjerg. Fru Shau og hendes kammerater anklagede ham for at »begræde sin kuldkastede ambition om at tilrane sig Kinas øverste ledelse«. I et andet beskrev han sit arbejde om natten:

Lyset skinner hvidere når natten mørkner,

Min pen iler for at møde daggryet […]

Rebellerne hævdede at han omtalte det socialistiske Kina som »mørk nat«, og at han arbejde med sin pen for at byde et »hvidt daggry« velkommen – Guomindangs tilbagekomst (hvidt var kontrarevolutionens farve). På den tid var det almindeligt at lægge sådanne meningsløse tolkninger i folks skriverier. Mao, som elskede klassisk poesi, tænkte ikke på at undtage den fra denne forfærdelige regel. Det blev en yderst risikabel beskæftigelse at skrive digte. Da dunderet på døren begyndte, løb jeg hurtigt ud på toilettet og låste bag mig, mens min bedstemor åbnede for fru Shau og hendes flok. Med skælvende hænder lykkedes det mig at rive digtet i ganske små stykker, smide dem i toiletkummen og skylle ud. Jeg undersøgte omhyggeligt gulvet fot at sikre at ingen småstykker var faldet udenfor. Men papiret forsvandt ikke første gang. Jeg måtte vente, og så trække ud igen. På det tidspunkt hamrede rebellerne på toilettes dør og befalede studst, at jeg straks skulle komme ud. Jeg svarede ikke. Min bror, Jin-ming, fik sig også en forskrækkelse den aften. Lige siden Kulturrevolutionens begyndelse havde han frekventeret en sortbørs med speciale i bøger. Kineseres forretningsinstinkt er så stærkt af sortbørser, Maos største kapitalistiske béte noire, eksisterede hele tiden under Kulturrevolutionens knusende tryk.

[…] Da rødgardisterne begyndte at storme folks hjem og brænde deres bøger, begyndte en lille skare at forsamles på dette øde sted for at handle med de bind som var undsluppet bålene. Her kunne man finde alle slags folk: rødgardister som gerne ville tjene lidt rede penge på de bøger de havde konfiskeret; skuffede handelsfolk som kunne lugte penge; lærde som ikke ville have at deres bøger blev brændt, men som var bange for at beholde dem; og bogelskere. De bøger som blev handlet var alle udgivet eller tilladt under det kommunistiske styre før Kulturrevolutionen. Ud over kinesiske klassikere omfattede de Shakespeare, Dickens, Byron, Shelley, Shaw, Maupassant, Flaubert, Dumas, Zola, samt mange andre af verdenslitteraturens klassikere. Selv Conan Doyles Sherlock Holmes, som havde været meget populær i Kina. Bøgernes pris afhang af mange faktorer. Hvis de bar et biblioteksstempel undgik de fleste dem. Den kommunistiske regering havde et sådan ry for kontrol og orden, at folk ikke ville risikere at blive grebet med statslig ejendom de var kommet ulovligt til, for det ville de blive straffet strengt for. De ville langt hellere købe privatejede bøger uden identifikationsmærker. Romaner med erotiske afsnit indbragte de højeste priser, men indebar den største risiko. Stendahls Rødt og Sort, som blev regnet for erotisk, kostede hvad der svarede til fjorten dages gennemsnitsløn.

 

Tekst 34 | Oversigten over kildetekster | Tekst 36

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk