Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

En rødgardists beretning

Dai Xiaoai fra Guangzhou blev skuffet over Kulturrevolutionen og flygtede til Hongkong, hvor han fortalte to udenlandske journalister om sine oplevelser. De fleste rødgardister var teenagere, som oprigtigt troede, de var i gang med at hjælpe deres fædreland.

Da vi nåede den 23. august, virkede det som om hver eneste skole i Guangdon havde dannet rødgardistgrupper, og de alle sammen var gået på gaden. Når vi gik forbi de andre grupper lykønskede vi dem og spurgte, hvad de havde lavet, hvor de havde været, og hvor vi kunne finde »klassefjenderne« … For det meste begyndte vi for enden af en vej og arbejde os frem mod den anden ende. Med politiets optegnelser som vejviser hængte vi skilte op på porten af alle de huse, hvor der boede et »sort element« [dvs. en klassefjende]. Skiltene var altid ens: en sort baggrund med hvide skrifttegn, der forkyndte: »NN, sort element«. Senere kom vi så tilbage og undersøgte husene enkeltvis for at finde gamle ting. Hver af os afgjorde selv, om de forskellige ting svarede til den »socialistiske basis«. I praksis konfiskerede vi ting som vaser og møbler, der var udsmykket på traditionel vis. Hvis de havde revolutionære udsmykninger som billeder af  Mao Zedong eller soldater fra Folkets Befrielseshær, lod vi dem i fred. Statuer eller religiøse genstande blev enten konfiskeret eller smadret […]. Vi var bange for at folk ville gemme deres ting, så vi gennemsøgte husene meget grundigt. Nogle af  os brød væggene ned og kiggede bag pudset, mens andre greb skovle og hakker og splittede kælderrummene ad på udkig efter skjulte sager. Jeg kan endda huske, at der var et par stykker fra min gruppe, der klemte al tandpastaen ud af en tube på jagt efter skjulte smykker. De så så skægge ud med tandpasta over det hele, at jeg ikke kunne lade være med at grine […]. Efter et par dage begyndte jeg at mærke forandringer. På dette tidspunkt var der næppe et område i byen, som ikke havde haft besøg af rødgardisterne. Folk begyndte at tage skridt til at forsvare sig, som f.eks. at dække deres gadedøre med citater af formand Mao. Nogle gange gik vi ind i et hus kun for at opdage, at alle møblerne var klistret til med citater og malet røde. Det blev sværere at finde gamle ting, da folk selv begyndte at ødelægge dem. Vi kunne se, hvor bange de var […] Den fjerde eller femte dag havde vi nået det punkt, hvor næsten alle kvarterer havde haft besøg af mindst to rødgardist-grupper. Det var svært at finde spor efter »de fire gamle«. Selv på gaderne var stramme bukser, spidse sko, jakker og slips og langt hår blevet afløst af kort hår, bomuldsbukser og –jakker og kludesko […].

Da vi langsomt nærmede os Den Himmelske Freds Plads kunne vi kun med nød og næppe skelne »partispidserne« under de røde lanterner. I lang tid, selv før jeg begyndte at gå i skole, havde jeg kunnet synge »Østen er rød« og vidste at »Kina har født en Mao Zedong«. Sangen beskrev ham som en »frelsende stjerne«, men da jeg var mindre, syntes jeg, at når selv bordtennisbolde var større end stjerner, så var det ikke storslået nok at sammenligne vores leder med en stjerne.  Især fordi jeg på det tidspunkt følte, at vores leder ikke var født som et almindeligt menneske. Mao Zedong kunne være blevet født som solgud […]. Da vi passerede balustraden [hvor Mao stod] steg vores følelser til en feber. Råbene med »formand Mao længe leve« var øredøvende. Jeg vil gerne understrege, at mange rødgardister og unge mennesker tilbad Mao Zedong, og der var mange, der fik tårer i øjnene det øjeblik, de så ham; som et minde skrev alle senere ned i deres bog med Mao-citater, at vi havde passeret Den Himmelske Freds Plads præcis kl. 12.45 […]. De sidste par dage syntes vi, at vi hellere måtte kigge på nogle skoler. Når det var netop det, vores medstuderende havde valgt os til at gøre, var vi bange for ikke at have nogen oplysninger med hjem. Vores første besøg aflagde vi på Beijing Universitet og Qinghua Universitet, hvor vi fik indtryk af, at uddannelsesinstitutionerne i Beijing var langt mere berørt af kulturrevolutionen end i Guangzhou. Ikke blot havde de larmende højttalere, men deres vægaviser var også enormt store […] Folk blev kritiseret skånselsløst på disse vægaviser i dygtigt tegnede tegneserier […]. Vi diskuterede længe denne åbenbaring af oprørsånd i Beijings skoler og besluttede, at når vi kom hjem, ville vi gøre på samme måde. Ved at skrive de største transparenter og plakater og ved at tegne de mest farverige karikaturer ville vi dominere opslagstavlen for vægaviser. Ved at få kontrol over skolens radiostation ville vi kunne kontrollere propagandaen. Vi havde planer om at lave en frygtelig larm, sparke (skolens ledelse) ud og få sat hele mellemskolen i bevægelse. Det lærte vi i Beijing. 

 

Tekst 32 | Oversigten over kildetekster | Tekst 34

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk