Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Hungersnød

Teksten er en skildring af, hvordan sulten hærgede så voldsomt under Det Store Spring Fremad, at folk spiste menneskekød. Teksten er et uddrag af historikeren Jasper Beckers bog Hungry Ghosts (1997).

Under hungersnøden, der affødtes af Det Store Spring Fremad, dræbte og spiste bønder deres børn i mange dele af Kina. I Vilde Svaner genfortæller Jung Chang en historie, som blev fortalt af en ældre partiembedsmand om en episode i Sichuan:

”En dag brød en bonde ind i hans værelse og kastede sig foran ham på gulvet og skreg, at han havde begået en frygtelig forbrydelse og tryglede om at blive straffet. Til sidst kom det frem, at han havde dræbt sit eget barn og spist det. Sult havde været en ukontrollabel kraft, der drev ham til at gribe kniven. Med tårerne trillende ned af sine kinder beordrede embedsmanden, at bonden skulle anholdes. Senere blev han skudt som en advarsel mod barnemordere.”

I den anden ende af landet i Liaoning-provinsen, rapporterede Shenyangs provinspartiavis også om tilfælde af kannibalisme. I Chi an fortælles om en af Chi Ans klassekammerater, hvad der skete i hendes egen landsby.

”En bondekvinde, der var ude af stand til at bære sin toårige datters uophørlige gråd efter mad, og som måske overvejede at gøre en ende på hendes lidelser, havde kvalt hende. Hun havde givet pigens lig til sin mand og bedt ham om at begrave hende. I stedet havde han ude af sig selv af sult lagt liget i en gryde sammen med den smule mad, de havde. Han havde tvunget sin kone til at spise en skål af den ret, der var kommet ud af det. Konen havde i et anfald af anger anmeldt sin mands forbrydelse til myndighederne. Den kendsgerning, at hun havde meldt sig frivilligt, gjorde ingen forskel. Selv om der ikke var nogen lov mod kannibalisme i strafferetsplejen i Folkerepublikken Kina, havde Ministeriet for Offentlig Sikkerhed behandlet den slags sager, som var alt for almindelige, med meget hård hånd. Både mand og kone blev anholdt og uden videre henrettet.”

I interview havde bønder beredvilligt indrømmet, at de på første hånd havde været vidner til kannibalisme. ”Det var ikke noget exceptionelt,” fortalte en lokal embedsmand mig i Anhui, mens en tidligere leder af en landsbyproduktionshold sagde, at han mente, det var sket ”i hvert et amt og de fleste landsbyer”. Officielle partidokumenter bekræfter dette. I et amt i det sydlige Henan, Gushi, registrerede myndighederne 200 tilfælde af kannibalisme i en befolkning på 900.000 i begyndelsen af hungersnøden. I Anhuis Fengyang amt, hvor der boede 335.000 mennesker i 1958, registrerede partiet 63 tilfælde af kannibalisme i én kommune alene. Interviewede fortalte også om, at der forekom kannibalisme i Sha’anxi-, Ningxia- og Hebei-provinserne. Tidligere indsatte i arbejdslejre overværede personligt tilfælde af kannibalisme i lejre i Tibet, Qinghai, Gansu og Heilongjiang. I fængselslejrene i Qinghai skar de indsatte jævnligt kødet af lig og solgte eller spiste det. Uden for lejrene var det ligesådan. En tibetansk bonde fra Tongren amt i Qinghai husker, at blandt de unge fra Henan, der slog sig ned der, dræbte en pige et otteårigt barn og spiste liget sammen med tre andre. Alle fire blev anholdt. I et andet tilfælde blev en tibetansk familie taget i at spise kødet fra et barns lig.

Der er nok rapporter fra forskellige egne af landet til at tydeliggøre, at kannibalisme ikke var begrænset til en bestem region, klasse eller nationalitet. Bønder spiste ikke blot kødet af de døde, de solgte det også. Og de dræbte og spiste børn. Både deres egne og andres. Omfanget af hungersnøden taget i betragtning er det meget tænkeligt, at der forekom kannibalisme i en målestok, som er uden fortilfælde i det 20. århundredes historie. Desuden havde regeringen, der stadig er ved magten, og som har stor verdensomspændende indflydelse, kendskab til det. Denne rystende kendsgerning er så meget desto mere sandsynlig, når man ser på kannibalismens dokumenterede historie i Kina og andre dele af verden.

I Vesten er kannibalisme tabubelagt og anses som den værste form for barbari, men det er langt fra ukendt. Græsk litteratur og skrifter fra det gamle Egypten nævner ofte sultrelateret kannibalisme. I Vesteuropa er det ofte forekommet under hungersnød og belejringer i krig i det 16. Og 17. århundrede. I dette århundrede skiller to større forekomster af dokumenteret kannibalisme i Vesten sig ud: I de nazistiske koncentrationslejre og i Ukraine.

 

Tekst 28 | Oversigten over kildetekster | Tekst 30

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk