Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Livet i Manchu Guo

Uddrag af romanen Vilde Svaner (1991), som handler om tre generationer kvinder i Kina i det 20. århundrede. Her er det moderens oplevelser i det japanske besatte Manchu Guo, hvor Kinas afsatte kejser Puyi blev indsat som japanernes marionet.

 

Tidlig i 1938 var min mor næsten syv år. Hun var meget klog og ivrig efter at komme i skole. Hendes forældre mente, hun skulle begynde, så snart der nye skoleår gik i gang, straks efter kinesisk nytår. Undervisningen var under streng japansk kontrol, især kurserne i historie og etik. Japansk, ikke kinesisk, var det officielle sprog i skolerne. Efter grundskolens fjerde klasse foregik al undervisning udelukkende på japansk, og de fleste af lærerne var japanere. Den 11. September 1939, da min mor gik i grundskolens anden klasse, kom Manchukuos kejser Pu Yi og hans hustru til Jinzhou på officielt besøg. Min mor blev udtaget til at overrække kejserinden blomster ved ankomsten. En stor skare mennesker stod på en rigt udsmykket tribune, og alle bar gule papirflag i Manchukuos farver. Min mor fik en stor buket blomster og var fuld af selvtillid, som hun stod ved siden af hornorkestret og en gruppe jaketklædte honoratiores. En dreng på samme alder som min mor stod stift i nærheden med en buket blomster han skulle overrække Pu Yi. Da det kejserlige par nærmede sig, intonerede orkestret Manchukuos nationalmelodi. Alle stod ret. Min mor trådte frem og nejede og balancerede fermt med sin buket. Kejserinden var i hvid kjole og meget fine lange handsker som gik til albuerne. Min mor syntes, hun så utroligt smuk ud. Hun sneg sig til at se på Pu Yi, som var i militær uniform. Hun syntes, han bag de tykke brilleglas havde »griseøjne«. Bortset fra at min mor var en mønsterelev, var en af grundene til at hun blev udset til at overrække blomster til kejserinden, at hun altid, ligesom dr. Xia, på blanketter beskrev sin nationalitet som »manchu«, og Manchuriet var efter sigende manchuernes egen, uafhængige nation. Pu Yi var specielt nyttig for japanerne, fordi de fleste følte, hvis de overhovedet tænkte på det, at de stadig var under manchu-kejseren. Dr. Xia betragtede sig selv som en loyal undersåt, og min bedstemor havde samme holdning. Traditionelt var en af de vigtigst måder en kvinde kunne udtrykke sin kærlighed til sin mand på at give ham ret i alt, og dette faldt min bedstemor helt naturligt. Hun var så tilfreds med dr. Xia, at hun ikke ønskede at vende sit sind den mindste smule i retning af uenighed. I skolen lærte min mor, at hendes land var Manchukuo, og at der blandt nabolandene var to kinesiske republikker – den ene fjendtlig, anført af Chiang Kai-shek; den anden en god ven, ledet af Wang Jing-wei (Japans marionethersker over en del af Kina). Hun lærte ikke om et »Kina«, af hvilket Manchuriet var en del af. Eleverne blev opdraget til at være lydige undersåtter i Manchukuo. En af de første sange min mor lærte var:

Røde drenge og grønne piger går på gaderne, og alle fortæller hvilket lykkeligt sted Manchukuo er. Du er lykkelig og jeg er lykkelig. Alle lever i fred og arbejder lykkeligt og sorgløst.

Lærerne sagde, at Manchukuo var paradis på jorden. Men selv dengang kunne mor se, at hvis stedet kunne kaldes er paradis, var det kun for japanerne. Japanske børn gik i særlige skoler, som alle var godt udstyrede og opvarmede, med blanke gulve og rene vinduer. Skolerne for de lokale børn lå i forfaldne templer og dårlige bygninger private velgører havde givet. Der var ingen varme. Om vinteren var hele klassen nødt til at løbe rundt om husblokken midt i en time eller alle give sig til at stampe med fødderne for at holde kulden borte. Ikke alene var lærerne for det meste japanske, de brugte også japanske metoder såsom rutinemæssigt at slå børnene. Den mindste fejl eller manglende overholdelse af foreskrevne regler og etikette, såsom hvis pigernes hår nåede bare en centimeter under øreflippen, blev straffet med slag. Både drenge og piger blev slået i ansigtet, hårdt, og drenge blev hyppigt slået i hovedet med træknipler. En anden form for straf gik ud på i timevis at skulle knæle i sneen. Når lokale børn mødte en japaner på gaden, skulle de bukke og gøre plads, også selv om japaneren var yngre end de selv. Japanske børn standsede tit lokale børn og slog den uden grund. Eleverne skulle omhyggeligt bukke for deres lærere, når de mødte dem. Min mor sagde spøgende, at en japansk lærer der gik forbi var som en hvirvelvind der fór over en græsmark – man så kun græsset bøje sig, idet vinden strøg forbi. Også mange voksne bukkede for japanerne af frygt for at krænke dem, men den japanske tilstedeværelse påvirkede i begyndelsen ikke familien Xia nævneværdigt. Stillinger på mellem- og undertrinene var besat af lokale, både manchuer og han-kinesere, som min bedstefar, der beholdt sin stilling som vice-politichef i Yixian. I 1940 var der omkring 15.000 japanere i Jinzhou. Familien Xias naboer var japanske, og min bedstemor var gode venner med dem… En dag sidst i 1941 var dr. Xia i sin konsultation, da en mand han aldrig havde set kom ind. Han var klædt i pjalter, og hans udtærede krop var næsten knækket sammen. Manden forklarede at hans var jernbane-kuli, og at han havde lidt af forfærdelige mavesmerter. Hans arbejde bestod i at bære tunge byrder fra morgen til aften, hver dag året rundt. Han vidste ikke hvordan han kunne fortsætte, men hvis han mistede sit arbejde ville han ikke kunne forsørge sin hustru og sit nyfødte barn. Dr. Xia sagde til ham, at hans mave ikke kunne fordøje den grove kost han var nødt til at spise. Den 1. juni 1939 havde regeringen meddelt, at ris herefter var forbeholdt japanerne og et lille antal medløbere. Størstedelen af befolkningen måtte leve af agernmel og durra, som var svært fordøjeligt. Dr. Xia forærede manden noget medicin og bad min bedstemor give ham en pose ris, som hun ulovligt havde købt på den sorte børs. Kort efter hørte dr. Xia at manden var død i arbejdslejr. Da han forlod klinikken, havde han spist risen, var gået på arbejde igen og havde så kastet op på sporterrænet. En japansk vagt havde set riskorn i hans opkast, og han var blevet arresteret som »økonomisk forbryder« og sendt i en lejr. Hans svage tilstand gjorde, at han kun overlevede i få dage. Da hans hustru hørte hvad der var sket med ham druknede hun sig selv og deres barn. … Min mor og hendes kammerater skulle som en del af deres uddannelse se filmede reportager om Japans fremskridt i krigen. Japanerne var langtfra skamfulde over deres brutalitet og pralede af den for at indgyde frygt. Filmene viste japanske soldater der huggede folk midt over, og fanger bundet til pæle som blev flænset ihjel af hunde. Der var dvælende nærbilleder af ofrenes rædselsslagne øjne, når angriberne gik løs på dem. Japanerne iagttog de 11-12-årige skolepiger for at sikre sig at de ikke lukkede øjnene eller prøvede at stoppe lommetørklæder i munden for at kvæle deres skrig. Min mor havde mareridt i mange år derefter. I løbet af 1942 opdagede japanerne, med en hær der var spredt ud over Kina, Sydøstasien og Stillehavet, at deres arbejdskraft var ved at slippe op. Hele min mors klasse blev tvangsudskrevet til arbejde i en tekstilfabrik ligesom de japanske børn. De lokale piger skulle gå 6-7 kilometer hver vej; de japanske børn kørte med lastbil. De lokale piger fik en tynd vælling af muggen majs, hvori der flød døde orme; de japanske piger fik madpakker med kød, grønsager og frugt. De japanske piger havde let arbejde, såsom vinduespudsning. Men de lokale piger skulle betjene indviklede spindemaskiner, som var meget krævende og farlige, selv for voksne. Deres arbejde bestod for det meste i at forbinde knækkede tråde, mens maskinerne kørte i fuld fart. Hvis de ikke fik øje på den brudte tråd, eller ikke bandt den hurtigt nok sammen, blev de brutalt slået af det japanske tilsyn. Pigerne var rædselsslagne. Kombinationen af angst, kulde, sult og udmattelse førte til mange ulykker. Over halvdelen af min mors kammerater kom til skade. En dag så min mor en skyttel flyve ud af en maskine og flå øjet ud på en pige ved siden af. Hele vejen til hospitalet skældte den japanske inspektør hende ud for ikke at have været forsigtig nok. … Min mor var i en ukarakteristisk melankolsk stemning, da vinteren faldt på i Jinzhou. Selv da endnu en formation amerikanske B-29ére dukkede op på den klare, kolde decemberhimmel, genvandt hun ikke sit tidligere humør. Japanerne blev mere og mere nervøse. En dag fik en af min mors kammerater fat i en bog af en forbudt kinesisk forfatter. For at finde et sted at læse i fred og ro tog hun ud på landet, hvor hun fandt en hule som hun troede var et tomt beskyttelsesrum. Hun famlede omkring i mørket og mærkede med hånden noget hun troede var en lyskontakt. En gennemtrængende larm brød løs. Hvad hun havde rørt ved var en alarmknap. Hun var faldet over et våbendepot. Hendes ben blev til gelé. Hun prøvede at løbe, men nåede kun nogle få hundrede meter før nogle japanske soldater greb hende og slæbte af med hende. To dage senere blev hele skolen kommanderet til at marchere ud til en gold, snedækt strækning uden for den vestre byport, ved et sving i Xiaoling-floden. Lokale beboere var også blevet tilsagt af distriktslederne. Børnene fik at vide, at de skulle overvære »afstraffelsen af en ond person som trodser det Store Japan«. Pludselig så min mor japanske vagter slæbe hendes veninde hen til et sted lige foran sig. Pigen var i lænker og kunne knap nok gå. Hun var blevet torteret, og hendes ansigt var så opsvulmet, at min mor næppe kunne genkende hede. Så løftede de japanske soldater deres rifler og sigtede på pigen, som lod til at prøve at sige noget, men uden at få en lyd frem. Der lød en skudsalve, og pigen faldt sammen, men blodet begyndte at dryppe i sneen. »Æsel«, den japanske rektor overvågede rækkerne af elever. Med en særlig kraftanstrengelse forsøgte min mor at skjule sine følelser. Hun tvang sig til at se på venindens lig, som nu lå i en blank pøl i den hvide sne. Hun hørte én forsøge at undertrykke en hulken. Der var frk. Tanaka, en ung japanske kvindelig lærer som hun kunne lide. Strakt faldt »Æsel« over frk. Tanaka og slog og sparkede hende. Hun faldt om på jorden og forsøgte at rulle væk fra hans støvlers rækkevidde, men han fortsatte med brutalt at sparke hende. Hun havde forrådt den japanske race, brølede han. Omsider holdt »Æsel« op, så på eleverne og gøede en befaling af afmarch. Min mor kastede et sidste blik på lærerens forvredne krop og sin venindes lig og tvang sit had i sig.

 

Tekst 19 | Oversigten over kildetekster | Tekst 21

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk