Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Operation Hestesko

Heinz Loquai var som tysk brigadegeneral ansat ved den tyske OSCE-repræsentation i Wien 1996-1999. Han havde bl.a. til at opgave at rådgive de OSCE-observatører, der blev sendt til Kosovo for at overvåge våbenhvilen fra oktober 1998 indtil kort før krigsudbruddet i marts 1999. Men senere blev han en stærk kritiker af den tyske deltagelse i NATO’s luftkrig mod Jugoslavien, som han mente byggede på løgne og propaganda-numre for at sikre støtte til krigen i befolkningen.

En af disse løgne var ifølge Loquai påstanden om, at den serbiske regering længe for krigen havde udarbejdet en ’hestesko-plan’ med henblik på en total etnisk udrensning af de to millioner albanere i Kosovo. Det skrev han en bog om, ligesom han medvirkede i dokumentarfilmen Det begyndte med en løgn om samme emne.

 

Uddrag fra det tyske nyhedsmagasin Konkret 5/2000 af Hans Loquais bog: Kosovo-Konflikt – Wege in einen vermeidbaren Krieg. Egen oversættelse

Kort efter starten på NATO-luftangrebene dukkede de første kritiske spørgsmål om formålet med krigen op. Da den humanitære katastrofe udviklede sig for alvor, blev offentligheden informeret om en hemmelig plan, som den jugoslaviske ledelse stod bag. Den 29. marts henviste Clintons talsmand til, at Milosevic længe havde planlagt etniske udrensninger, som han ville have udført uanset NATO-indgreb eller ej. Fra denne dag blev denne samme uspecificerede teori gentaget dagligt af NATO-talsmanden på de daglige pressemøder.

[…]

Men i begyndelsen af april ændrede kvaliteten af beskyldningerne mod Forbundsrepublikken Jugoslavien sig betragteligt. Det tyske forsvarsministerium forsikrede, at det havde fået fat på den serbisk-jugoslaviske ledelses operationsplan for fordrivelse af den kosovo-albanske befolkning fra Kosovo.

Ifølge forsvarsminister Scharpings dagbog var kronologien som følger:

 

»31. marts 1999: Jeg bliver helt elektrisk ved at få oplysning om, at der er åbenbare beviser på, at den jugoslaviske fremrykning i Kosovo følger en længe fastlagt operationsplan …

2. april 1999: Oplysningerne om, at disse forholdsregler fra den jugoslaviske side længe har været forberedt, er blevet mere sikre.

5. april 1999: Jeg får via [udenrigsminister] Joschka [Fischer] et papir fra hemmelige efteretningskilder, som dokumenterer den jugoslaviske hærs forberedelser og gennemførelse af Operation Hestesk”. Har vi nu det endelige bevis på en længe planlagt serbisk fordrivelse i Kosovo? Det bør øjeblikkeligt undersøges.

7. april 1999: Nu foreligger der en nærmere analyse af operation Hestesko. Endelig har vi bevis på, at en systematisk udrensning og fordrivelse af kosovo-albanerne allerede i december 1998 blev planlagt i alle detaljer med benævnelser af de jugoslaviske enheder, der skulle sættes ind til formålet. […] Disse informationer stammer fra en pålidelig efterretningskilde. Undersøgelsen gav en hårrejsende klart billede. Jeg besluttede at denne ’Hestesko-plan’ skulle offentlliggøres næste dag …

Den 8. april 1999: På en pressekonference præsenterede den nye generalinspektør de væsentligste resultater af undersøgelsen af Hestesko-planen. Dens første fase indebar, at den kosovo-albanske befolkning i nord og langs begge sider af hovedforbindelsesvejene i Kosovo skulle fordrives efter årsskriftet 1998/99. Det svarer til nogle andre informationer, hvis baggrund vi hidtil ikke var sikre på før nu. Derefter begyndte jugoslaviske kamp- og sikkerhedsstyrker i januar 1999 i forstærket grad at angribe området i nord omkring byerne Podujevo og Mitrovica, bl.a. med panserafdelinger. I fase to blev disse operationer systematisk udbredt mod syd, samtidig med at de jugoslaviske styrker blev kraftigt forstærket. Mens vi forhandlede i Rambouillet (og senere i Paris), blev der altså indledt en systematisk fordrivelsespolitik på basis af en præcis militær operationsplan. Beograd foregav over for verdensoffentligheden at være villig til forhandlinger, mens serbiske militser plyndrede og myrdede i Kosovo. Næste fase i operationen var i fuld gang under forhandlingerne i Paris, altså i marts 1999: kampene i det centrale Kosovo, i Drenica-højlandet, i det vestlige Kosovo og Pec-området blev stadig mere og mere intense. Skridt for skridt blev operationsplanen realiseret samtidig med, at militærfolk som fx den jugoslaviske hærs generalstabchef Peric, der var modstander af at bruge soldater mod civile, blev fjernet«.

 

Opdagelsen af ’Hestesko-planen’ gav den tyske forbundsregering en fortræffeligt mulighed for at retfærdiggøre NATO-luftkrigen mod Jugoslavien på et tidspunkt, hvor situationen ellers blev vanskeligere og vanskeligere. ’Planen’ afslørede den jugoslaviske ledelses ondskabsfuldhed og nederdrægtighed på en helt særlig måde. På mødet i den tyske forbundsdag den 15. april 1999 blev planens politiske funktion og virkning tydeligt demonstreret. Forbundskansleren erklærede: »Den jugoslaviske regering har fra starten troet på og planlagt et felttog, som vi i dag er vidner til. Det har indtil nu kostet tusinder af mennesker i Kosovo livet, mine damer og herrer […] Da NATO begyndte sin militæraktion, var fordrivelser og mord for længst i gang« (Protokol, s. 2620).

Og Socialdemokratiets gruppeformand: »Milosevic har siden foråret 1998 i stor stil gennemført udrensningsaktioner og ødelæggelser af landsbyer i Kosovo, Under og efter aftalen med Holbrooke er fordrivelsesplanen ’Hestesko’ blev udarbejdet, mens Milosevic lod sine folk sidde ved forhandlingsbordet. Denne plan har som mål at affolke Kosovo for albanere. Det må ikke ske« (s. 2633).

[…]

Gregor Gysi fra [det venstreorienterede oppositionsparti] PDS kom med den eneste kritiske bemærkning til ’Hestesko-planen’: »Må jeg fortælle Dem, hvad der er mærkeligt ved denne plan? Forbundshærens generalinspektør har læst planens originale overskrift op. Dens overskift var skrevet på kroatisk og ikke på serbisk. Kan man i fuldt alvor forestille sig, at det serbiske militær skulle have skrevet en sådan plan på kroatisk. Det fremkalder tvivl. Men ved ganske enkelt ikke, hvad man skal tro og ikke tro« (s. 2636).

[…]

Den 11. maj 1999 sendte forsvarsministeren en skriftlig information til alle medlemmer af Forbundsdagen, hvori der står: »Som vi siden april har vidst, var fordrivelserne og de voldelige overgreb på ingen måde umiddelbare reaktioner på NATO’s luftangreb, men som omtalt en del af den såkaldte Operation Hestesko, der blev udarbejdet allerede i slutningen af sidste år og udført i begyndelsen af dette år«. 

Under overskriften »Den jugoslaviske ledelse går planmæssigt frem og iværksætter sin plan skridt for skridt siden januar« blev der vist tre billeder, som åbenbart skulle bevise denne påstand. Det første billede viser en episode, hvor serbisk specialpoliti den 29. januar grusomt udsletter et UCK-støttepunkt ved Rogovo/Rogove. De to andre billeder, som viser brændende huse, blev ifølge billedernes datooplysninger taget af tyske spionfly (dronefly) den 10. og 13. april, altså omkring tre uger efter NATO-luftangrebenes start. Kan man med billeder, optaget i midten af april, bevise at noget allerede er sket før den 24. marts? Kan man med sådanne billeder på nogen måde gøre det troværdigt, at der siden begyndelsen af året blev indledt en langsigtet plan om fordrivelse af civilbefolkningen? Havde ministeren ikke mere bevisstærke fotos til rådighed til trods for, at tyske spionfly siden januar regelmæssigt fløj over Kosovo? […]

Hvis en analyse af Scharpings og forsvarsministeriets skriftlige dokumenter giver anledning til betydelig tvivl, om at der rent faktisk fandtes en jugoslavisk operationplan ’Hestesko’ – ja så forstærkes denne tvivl, hvis man anskueliggør de jugoslaviske stridskræfters faktiske fremfærd, som de kendes fra detaljerede beretninger fra stederne og fra forsvarets militære efterretningsvæsen. Det viser sig, at man ikke kan tale om en planlagt og storstilet fordrivelse af albanerne fra Kosovo før luftkrigens begyndelse – uanset de jugoslaviske aktioners brutalitet. Scharping giver selv et bevis herpå. I hans bog s. 233 ses en grafisk fremstilling af flygtningeudviklingen i Kosovo.  Den viser, at flygtningetallene først vokser kraftigt fra den 27. marts, altså 3 dage efter NATO-luftangrebenes begyndelse!

Forsvarsministeren påstod to ting i relation til ’Hestesko-planen’. For det første at det handlede om en hemmelig plan fra den politiske og militære ledelse i Serbien-Jugoslavien om en fuldstændig fordrivelse af den albanske civilbefolkning fra Kosovo. For det andet at denne plan blev systematisk gennemført siden januar 1999.

Hvad angår den første påstand, så var det, der blev præsenteret som planens fakta af forsvarsministeren og hans ministerium noget, som enhver stabsofficer kunne sammenstykke på basis af de lokale begivenheder. De sandsynlige jugoslaviske hensigter kunne man også slutte sig til efter en analyse. Planens vigtigste hemmelighed er ikke så meget dens indhold, men dens eksistens, dvs. dokumentationen for at den jugoslaviske ledelse allerede i november 1998 lod en sådan plan udarbejde og dermed viste, at den overhovedet ikke regnede med en fredelig løsning på konflikten i modsætning til Vesten, der endnu tillidsfuldt troede på og forhandlede om en sådan løsning. Forsvarsministerens modsigelser i bevisførelsen er dog så store, at man må have en begrundet tvivl om et sådant dokuments eksistens og ægthed.

En sådan tvivl kan bedst fjernes, hvis man blev præsenteret for i det mindste den side, hvor underskrifterne på den jugoslaviske plan findes.

Scharpings anden påstand, at Jugoslavien allerede i januar begyndte på den storstilede og systematiske fordrivelse af den albanske civilbefolkning, kan ikke bestyrkes af begivenhederne i Kosovo. Informationerne fra Scharping egner sig overholdet ikke til at støtte hans påstande. Desuden modsiger efterretningseksperternes overfladiske analyse ministerens beskyldninger.

Eksemplet ’Hestesko-planen’ viser på overbevisende måde, hvor let det kan være at føre en succesfuld politisk kampagne for at retfærdiggøre en politisk handling, når jordbunden er gødet til det. I en retsstat ville ingen statsanklager vove at rejse en anklage med et så modsigelsesfyldt anklageskrift og med så svage beviser. Men forsvarsministeren serverede alligevel sine anklager for parlamentarikerne, medierne og offentligheden. Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at hans påstande blev overtaget beredvilligt og næsten uden kritik.  På den anden side så opfyldte ’Hestesko-planen’ dens indenrigspolitiske funktion. Den skubbede den offentlige kritik af NATO’s luftkrig til side, den skabte sågar en yderligere legitimering af den, som politikerne slet ikke havde kendt til, da de traf beslutningen om en krig.

Der er en sammenhæng mellem ’Massakren i Racak’ og ’Hestesko-planen’. Chefen for KVM, Walker, antændte med sin ikke-beviste version af ’Racak-massakren’ den lunte, der førte til krigen mod Jugoslavien. Scharping slukkede med sin ’Hestesko-plan’ kritikken af denne krig. Begge beskyldninger blev – til trods for velbegrundet tvivl – ukritisk taget for gode varer og kunne dermed opfylde deres mål.

 

Tekst 19 | Oversigten over kildetekster | Tekst 21

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk