Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Milosevic’ tale på Kosovo Polje 28. juni 1989

Præsident Milosevic holdt hovedtalen under mindefesten for 600-årsdagen for slaget på Kosovo Polje.

I retssagen mod ham ved den internationale krigsforbryderdomstol har anklageren brugt talen som dokumentation for, at Milosevic allerede i 1989 havde intentioner om at skabe et ’Storserbien’ gennem folkemord og etniske udrensninger af ikke-serbere. Milosevic forsvarede sig med, at den engelske oversættelse var fejlagtig og kritiserede anklageren for citatfusk. Efter hans egen opfattelse var talen en opfordring til fortsat fredelig sameksistens mellem de forskellige etniske grupper i såvel Kosovo som Jugoslavien.

Uddrag fra BBC’s udskrift på engelsk af det originale lydbånd fra serbisk tv:

http://www.icdsm.com/milosevic/milosevic1.pdf.

Egen oversættelse til dansk, hvor de usikre ord er markeret med spørgsmålstegn.

 

Kammerater, kammerater!

Her på dette sted, her på dette sted – her på Kosovo-sletten i hjertet af Serbien fandt ét af de største slag i historien sted for 600 år siden. Slaget rejste mange spørgsmål, og historien om det rummer mange hemmeligheder (?). Sociale omstændigheder har bevirket, at denne storslåede 600 årsdag for Kosovo-slaget finder sted i år, hvor Serbien efter mange år, ja mange tiår, har genvundet sin status og nationale og åndelige integritet. Derfor er det i dag ikke svært for mig at besvare det gamle spørgsmål: Hvordan skal vi (det efterfølgende er utydeligt og derfor usikkert) se Milos i øjnene.  Historiens og livets spil har villet, at Serbien, netop i år, i 1989, har genvundet sin status og sin værdighed og således kan fejre en begivenhed fra en fjern fortid, der har stor historisk og symbolsk betydning for fremtiden.
I dag er det svært at sige hvad der er den historiske sandhed om slaget i Kosovo og hvad der er legende.  Men i dag er det ikke længere så vigtigt. Tynget af smerte og opfyldt af håb plejede folket at huske og glemme (?), akkurat som alle andre folk i verden gør, og skammede sig over forræderi (?) og forherligede heroismen. Derfor er det i dag svært at sige, om Kosovo-slaget var et nederlag eller en sejr for det serbiske folk, om vi på grund af dette slag havnede i slaveri - eller om vi overlevede (?) slaveriet. Videnskaben og folket søger konstant efter svar på disse spørgsmål.

Hvad der i århundreder har været sikkert er, at uenighed ramte Kosovo for 600 år siden. Hvis vi tabte slaget, så skyldtes det ikke kun det Osmanniske Riges samfundsmæssige (?) overlegenhed og geografiske (?) fordel, men også den daværende uenighed i den serbiske stats ledelse.
I det fjerne år 1389 var det Osmanniske Rige ikke kun stærkere end det Serbiske, det var også (utydeligt ord) end det Serbiske Kongerige. Uenighed og forræderi i Kosovo har fulgt det Serbiske folk som en ond skæbne (?) gennem hele dets historie. Selv under sidste krig førte manglende enighed og forræderi det Serbiske folk og Serbien ud i en dødskamp, hvis konsekvenser i et historisk og moralsk perspektiv overgik den fascistiske aggression.
Selv senere, da der var skabt et socialistisk Jugoslavien, forblev de serbiske ledere splittede (?) til skade for deres eget folk. De indrømmelser, som mange serbiske ledere gav på folkets bekostning, ville være historisk og etisk uacceptable for enhver nation på jorden, især fordi serberne aldrig nogensinde i deres historie har erobret eller undertrykt andre. Serberne har altid nationalt som historisk været frihedsstræbende gennem hele historien, gennem de to verdenskrige og også i dag. De befriede sig selv, og - når de kunne - hjalp de andre med at befri sig selv.  Den kendsgerning, at de udgør flertallet (?) i regionen, er ikke en synd eller en skam for serberne; det er en fordel, som de ikke har brugt mod andre - og jeg må tilføje, at serberne heller aldrig har draget fordel af at være i flertal her på denne store, legendariske Kosovo-slette.
Takket være deres ledere og politikere og disses vasalagtige mentalitet har serberne følt sig skyldige i forhold til sig selv og til andre. Uenighed mellem serbiske politikere fik Serbien til at sakke bagud, og Serbien blev ydmyget af disse politikeres underlegenhed.

[…]

Serbien er i dag forenet, ligeværdig i forhold til de andre republikker [i Jugoslavien] og rede til at gøre alt for at forbedre samfundets og borgernes økonomiske og sociale forhold. Det vil lykkes, hvis der er enighed, samarbejde og alvor.  Det er derfor at den optimisme, der nu hersker i hele republikken (?) i dag, er realistisk, ikke mindst fordi den er baseret på frihed, hvad der gør det muligt for alle folk at udtrykke deres positive, kreative og menneskelige evner med henblik på at videreudvikle det sociale og personlige liv.
Gennem historien har der ikke kun levet serbere i Serbien. I dag lever der i højere grad end tidligere medborgere fra andre folkeslag (narodi) og etniske grupper. Det er ikke et handicap for Serbien. Jeg er helt overbevist om at det er en fordel. Den nationale sammensætning ændrer sig i denne retning i den moderne verden, især i de mest udviklede lande. Folk med forskellige nationale, religiøse og racemæssige baggrunde lever i stigende grad sammen og med stadig større succes. Især socialismen, der er en progressiv og retfærdigt demokratisk samfundsorden, bør ikke tillade folk at blive splittede p.g.a. nationalitet eller religion. De eneste forskelle som kan tillades i et socialistisk samfund er mellem dem der arbejder hårdt og dagdriverne - og mellem ærlige og uærlige mennesker. Alle de, der i Serbien lever af deres arbejde og som er ærlige, og som respekterer andre mennesker og nationer, lever i deres egen republik. Hele vores land burde være baseret på sådanne principper.

Jugoslavien er et multinationalt samfund, der kun kan overleve på betingelse af fuld lighed mellem alle de dets nationer (narodi). Den krise, der har ramt Jugoslavien, har medført splittelse mellem nationerne (narodi), men også sociale, kulturelle, religiøse og mange andre mindre væsentlige opdelinger. Blandt alle disse splittelser har de nationalistiske vist sig at være de mest dramatiske. At afskaffe dem vil gøre det lettere at fjerne andre opdelinger og neddæmpe de konsekvenser, de har skabt.
Så længe der har eksisteret multinationale samfund, har deres svage punkt været forholdene mellem de forskellige nationer (narodi). En dag kan der opstå den trussel, at spørgsmålet om én bestemt nation vil blive udfordret af andre – og at dette kan så starte en bølge af mistanker, beskyldninger og intolerance, en bølge som uvægerligt vil vokse, og som det vil være svært at stoppe. Denne trussel har hele tiden hængt som et sværd over vores hoveder. Indre og ydre fjender af sådanne multinationale samfund er klar over dette og organiserer derfor deres aktiviteter mod multinationale samfund ved navnlig at ophidse til nationale konflikter. For tiden opfører vi os i Jugoslavien som om vi aldrig har haft sådanne erfaringer og som om vi aldrig nogensinde i vores nære eller fjerne fortid har oplevet den værste tragedie i form af nationale konflikter, som et samfund kan opleve – og alligevel overleve.

Lige og harmoniske relationer mellem de jugoslaviske folk (narodi) er en nødvendig forudsætning for Jugoslaviens eksistens og for, at det kan finde en vej ud af krisen. De er navnlig en forudsætning for den økonomisk og social fremgang. I den henseende adskiller Jugoslavien sig ikke fra det sociale miljø i den moderne og navnlig den udviklede verden. Verden er mere og mere præget af national tolerance, nationalt samarbejde og endog national lighed.

Den moderne økonomiske og teknologiske, såvel som den politiske og kulturelle udvikling, har ført mange forskellige folk sammen, har gjort dem indbyrdes afhængige, men også gjort dem mere lige.

Lige og forenede folk kan frem for alt blive en del af den civilisation, vi bevæger os hen imod. Hvis vi ikke kan ligge i spidsen for feltet mod en sådan civilisation, behøver vi absolut ikke at ligge bagerst.

Dengang da dette berømte historiske slag blev udkæmpet i Kosovo, kiggede folket mod stjernerne og håbede at få hjælp derfra. Nu, seks århundreder senere, kigger de igen mod stjernerne, idet vi venter (?) at kunne erobre dem. I det første tilfælde kunne de tillade sig at ikke at være forenede og ikke nære had og forræderi, fordi de levede i mindre og svagt sammenkædede verdener (?). Nu – som et folk på denne planet – kan de ikke engang erobre deres egen planet, hvis de er splittede. Og slet ikke andre planeter, hvis de ikke lever i fælles harmoni og solidaritet.

Derfor har ord, der er rettet mod enhed, solidaritet og samarbejde mellem folkene ikke have større betydning (?) på fædrelandets jord end her på Kosovo-sletten, som er et symbol på uenighed og forræderi. I det serbiske folks erindring, var denne uenighed en afgørende årsag til nederlaget og den skæbne, som Serbien led under i hele seks århundreder. Selv om det ikke skulle være helt sådan set fra et historisk synspunkt, er det dog sikkert, at folket har betragtet uenigheden som den største ulykke. Derfor er det også folkets pligt at fjerne uenighederne, så at det kan beskytte sig mod nederlag, fejltagelser og stagnation i fremtiden.
I år har det serbiske folk indset (?) nødvendigheden af gensidig harmoni som en klar forudsætning for opretholdelsen af deres liv og fortsatte udvikling. Jeg er overbevist om at denne bevidsthed om harmoni og enhed vil gøre det muligt for Serbien ikke kun at fungere som stat, men også at fungere som en succesfuld stat. Jeg mener derfor, at det giver god mening at sige dette netop i Kosovo, hvor denne uenighed er en tragedie (utydeligt) og hvor denne fornyede enighed kan skabe fremgang og igen genskabe værdigheden […] (utydeligt ord) udgør en elementær nødvendighed også for Jugoslavien, for dets skæbne er i alle dets folks samlede hænder.
Kosovo-slaget indeholder et andet stort symbol. Det er symbolet på heroisme. Digte, danse, litteratur og historie er helliget til det. Kosovo-heroismen har inspireret vores kreativitet i seks århundreder og må ikke få os til at glemme, at vi dengang var tapre og (?) og blandt de få, der forlod slaget ubesejrede.
I dag, 600 år senere, befinder (?) vi os igen i kamp, vi står over for nye konflikter (?). Det er endnu ikke tale om væbnede kampe, skønt sådanne ikke helt kan udelukkes. Men uanset hvilke kampe (?), der er tale om, så kan de ikke vindes uden beslutsomhed, mod og opofrelse, uden de ædle egenskaber, som blev vist på Kosovo-sletten dengang i fortiden. Vores vigtigste kamp nu drejer sig om at skabe økonomisk, politisk, kulturel og almindelig social fremgang, om at udvikle en hurtigere og mere succesfuld vej til den civilisation, som folk vil gå ind i det 21. århundrede (?) med. Vi har i høj grad brug for heroisme i den kamp, naturligvis af en anden slags, men også her skal der udvises mod, for uden et sådant mod kan vi ikke opnå noget virkeligt (?) stort.
For 600 år siden forsvarede Serbien sig på Kosovo-sletten, men det forsvarede også Europa. Serbien var dengang den bastion, der forsvarede den europæiske kultur, religion og hele den europæiske samfundsorden. Derfor forekommer det i dag ikke alene uretfærdigt, men uhistorisk og komplet absurd at diskutere, hvor vidt Serbien hører til Europa. Serbien har altid været en del af Europa, nu så meget nu som i fortiden, naturligvis på sin egen måde, men altid på måde, der historisk set altid var præget af værdighed.

I denne ånd vil vi stræbe efter at opbygge samfundet på en lige og demokratisk måde og således bidrage til fremgang for dette smukke land, der så uretfærdigt har lidt så meget, og også bidrage til den indsats, som vor tids progressive folk yder for at skabe en bedre og mere lykkelig verden.

 

De følgende linjer findes kun i den amerikanske version:


Lad mindet om Kosovo – heroismen leve for evigt!
Længe leve Serbien!
Længe leve Jugoslavien!
Længe leve freden og broderskabet mellem folkene!

 

Tekst 9 | Oversigten over kildetekster | Tekst 11

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk