Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Theodor Herzl: Det jødiske spørgsmål (1896)

Ingen kan benægte alvoren i jødernes situation. Alle de steder, hvor de bor i større grupper, bliver de mere eller mindre forfulgt. Deres lighed for loven, som er lovmæssigt vedtaget, eksisterer kun på papiret. De holdes ude fra alle højere embeder, både i hæren og på alle andre offentlige og private områder. Man forsøger oven i købet at holde dem ude fra forretningslivet: ”Køb ikke noget af jøderne!”

 

Hver dag kommer der flere angreb; i de lovgivende forsamlinger, i pressen, fra prædikestolen, i gaderne, på rejser – se f.eks. hvordan de ekskluderes fra visse hoteller – selv på steder, hvor man slapper af og morer sig. Forfølgelsen varierer i art alt efter hvilke lande og sociale kredse, den finder sted i. I Rusland lægges der særlige skatter på jødiske landsbyer; i Rumænien slås nogle få mennesker ihjel; i Tyskland får de af og til en omgang tæv; i Østrig udøver antisemitter terror i hele det offentlige liv; i Algeriet findes der omrejsende agitatorer, der udtaler sig mod dem; i Paris bliver jøderne holdt ude fra de såkaldte bedste sociale kredse og afvist fra klubberne. Den anti-jødiske følelse findes i et utal af grader. Men dette skal ikke være noget jamrende forsøg på at klassificere jødernes prøvelser.  

 

Jeg har ikke til hensigt at vække medfølelse på vores vegne. Det ville være en tåbelig, nyttesløs og uværdig måde at gå frem på. Jeg vil stille mig tilfreds med at stille jøderne de følgende spørgsmål. Er det ikke sandt, at i de lande, hvor der bor større grupper af os, bliver situationen for jødiske advokater, læger, teknikere, lærere og ansatte af alle arter mere og mere uudholdelig for hver dag? Er det ikke sandt, at den jødiske middelklasse er alvorligt truet? Er det ikke sandt, at folkemængdens vrede vendes mod velhaverne blandt os? Er det ikke sandt, at vores fattige oplever større lidelser end noget andet proletariat? Jeg tror, at dette pres udefra lader sig mærke alle vegne. I vores økonomiske højere klasser skaber det ubehag, i middelklassen vedvarende og alvorlig ængstelse, og i de lavere klasser ren fortvivlelse.

 

Alting leder i virkeligheden til én og samme konklusion, som er klart formuleret i den klassiske Berliner-udtalelse ”Juden Raus” (Ud med jøderne).

 

Jeg vil nu stille spørgsmålet så kort som muligt: Skal vi ”ud” nu, og hvorhen?

 

Eller kan vi blive lidt endnu? Og hvor længe?

 

Lad os først afgøre sagen i forhold til at blive, hvor vi er. Kan vi håbe på bedre dage, kan vi holde os tålmodige i sjælen, kan vi vente fromt og resigneret på, at denne verdens folk og førere bliver mere nådigt stemt mod os? Jeg mener ikke, at vi kan håbe på nogen forandring i strømmen af uvilje. Og hvorfor ikke? Selv hvis vi stod førernes hjerter lige så nær, som deres andre undersåtter gør, ville de ikke kunne beskytte os. De ville blot blive lagt for folkets had, fordi de viste os for megen venlighed. Med ”for megen” mener jeg i virkeligheden mindre, end hvad hver eneste typiske borger eller typiske race kræver som deres ret. De nationer, jøderne lever blandt, er alle antisemitiske, enten åbenlyst eller i det skjulte.

 

Den brede befolkning har ikke, og kan heller ikke have, nogen forståelse for historien. De ved ikke, at Europas nationer lige nu bliver hjemsøgt af Middelalderens synder. Vi er det, som ghettoen har gjort os til. Vi har indtaget en førende stilling inden for finansverdenen, fordi middelalderens forhold drev os til at gøre det. Det forløb bliver nu gentaget. Vi tvinges igen ind i finansverdenen, nu på børsmarkedet, fordi vi holdes ude fra andre grene af økonomisk aktivitet. Og vores position på børsmarkedet gør så, at vi bliver udsat for ny foragt. Samtidig frembringer vi til stadighed en overflod af middelmådige intellekter, som ikke kan afsættes, og dette er til lige så stor fare for vores sociale position, som vores stigende velstand er det. Veluddannede jøder, der ikke har nogen midler, bliver i stigende grad socialister. Vi er derfor sikre på at lide meget alvorligt under klassekampen, fordi vi står i de mest udsatte positioner i både de socialistiske og de kapitalistiske lejre.

 

Tidligere forsøg på at finde en løsning

 

De kunstige midler, man indtil videre har benyttet for at overkomme jødernes vanskeligheder, har været enten for smålige – såsom forsøg på kolonisering – eller forsøg på at indføre jøderne i bondestanden i deres nuværende hjemlande. Hvad opnår man ved at transportere nogle få tusinde jøder til et andet land? Enten kommer de med det samme galt af sted, eller også går det godt for dem, og så fører deres held og fremgang til antisemitisme. Vi har allerede diskuteret forsøgene på at dirigere fattige jøder ud i nye områder. Denne omdirigering er tydeligvis mangelfuld og forgæves, hvis den da ikke faktisk virker mod sin egen hensigt, for den forhaler og udsætter bare en egentlig løsning, og måske skaber den endda flere vanskeligheder.

 

Hvis man prøver at føre jøden ind i bondestanden, begår man en overordentlig fejltagelse. For bonden befinder sig i en tidligere historisk gruppe; beviset er hans dragt, som han i nogle lande har gået med i flere århundreder, og hans redskaber, som er identiske med dem, der blev brugt af hans tidligste forfædre. Hans plov har ikke ændret sig; han bærer sædekornet i sit forklæde; mejer med den historiske le og tærsker med den hævdvundne plejl. Men vi ved, at alt dette kan gøres af maskiner. Landbrugsspørgsmålet er blot et spørgsmål om maskineri. Amerika kommer til at indtage Europa, på samme måde som store landejendomme indlemmer mindre. Bonden er derfor en type, som er på vej til at uddø. Der, hvor han bliver holdt kunstigt i live, sker det på baggrund af de politiske interesser, man vil have ham til at tjene. Det er absurd, ja, faktisk umuligt, at skabe moderne bønder ud fra det gamle mønster. Ingen er velhavende eller magtfuld nok til at få civilisationen til at træde bare ét skridt tilbage. Alene vedligeholdelsen af forældede institutioner er så hård en opgave, at den tvinger den autokratisk styrede stat til at sætte alle sine despotiske virkemidler i værk.

 

Skulle vi så kunne forestille os, at intelligente jøder nærer et ønske om at blive gammeldags bønder? Man kunne lige så godt sige til dem: ”Her er en armbrøst; gå så i krig!” Hvad? Med en armbrøst, mens modparten har geværer og langtrækkende artilleri? Under de omstændigheder er jøderne i deres fulde ret til at nægte at røre sig, når folk forsøger at gøre bønder ud af dem. En armbrøst er et smukt våben, som vækker sørgmodige følelser i mig, når jeg kan afsætte tid til dem. Men den hører rettelig til i et museum. Der er bestemt nogle områder, hvor desperate jøder dyrker jorden, eller i hvert fald er villige til at gøre det. Kaster man et blik på disse områder – såsom Hesse-enklaven i Tyskland og visse russiske provinser – ser man, at de netop er hovedsæder for antisemitismen.

 

Verdens reformtilhængere, som sender jøderne til ploven, glemmer nemlig en meget væsentlig person, som har en hel del at sige om sagen. Det er landmanden, og han er også i sin fulde ret. Hans liv er allerede hårdt nok på grund af landbrugsskatterne, den risikable høst, presset fra større landejere, som gør arbejdskraften billigere, og i særdeleshed konkurrencen fra Amerika. Desuden kan kornafgifterne ikke blive ved med at stige i uendelighed. Og fabrikanten kan heller ikke overlades til sultedøden; faktisk har han en stigende politisk indflydelse, og man er derfor nødt til at behandle ham mere hensynsfuldt. 

 

Alle disse besværligheder er alment kendte; derfor kommer jeg kun kort ind på dem. I ønsker blot klart at påpege, hvor nyttesløse de tidligere – typisk velmenende -- forsøg på at løse det jødiske spørgsmål har været. Problemet kan hverken løses ved at omdirigere strømmen eller ved kunstigt at nedsætte vores proletariats intellektuelle niveau. Jeg har allerede behandlet den ufejlbarlige løsning, som man formodede, at assimilation skulle udgøre. Ingen af disse midler kan hjælpe os til at få overtaget over antisemitismen. Den kan ikke dø ud, før vi fjerner årsagerne til den. Men kan de fjernes?

 

Årsager til antisemitisme

 

Vi vil ikke igen komme ind på de årsager, der har at gøre med temperament, fordomme og snævre livssyn, men vil begrænse os til udelukkende at se på politiske og økonomiske årsager. Moderne antisemitisme må ikke forveksles med tidligere tiders religiøse forfølgelse af jøderne. Den tager af og til en religiøs drejning i nogen lande, men hovedstrømmen i denne aggressive bevægelse har ændret sig. I de primære lande, hvor antisemitismen er udbredt, skyldes det jødernes frigørelse. Da de civiliserede nationer fik øjnene op for det inhumane i diskriminationslovgivningen og gav os borgerret, kom vores borgerret for sent. Det var ikke længere muligt at fjerne de handicap, vi levede med i vores gamle hjem. For besynderligt nok havde vi i ghettoen udviklet os til et borgerligt folk, og da vi trådte ud af den, var det blot for at styre direkte ind i en skarp konkurrence med middelklassen. Vores frigørelse placerede os altså pludselig midt i middelklassens kredse, hvor vi er nødt til at udholde et dobbelt pres, både udefra og indefra. Det kristne borgerskab er ikke uvillige til at ofre os til socialismen, selv om det ikke ville hjælpe stort på sagerne.

 

Samtidig kan jødernes lige rettigheder for loven ikke trækkes tilbage, nu hvor de er blevet tildelt. Ikke kun fordi det ville være imod tidsånden, men også fordi det med det samme ville drive alle jøder, rige som fattige, ind i de samfundsfjendtlige partiers rækker. Man kan ikke gøre noget virkelig effektivt for at skade os. I gamle dage beslaglagde man vores skatte. Hvordan skulle man i dag kunne få fat på vores løsøre? Det udgøres af trykte papirer, som er under lås og slå et eller andet sted i verden, måske i kristne pengekister. Det er selvfølgelig muligt at komme efter andele og obligationer i togbaner, banker og alle slags industrielle foretagender gennem beskatning, og hvor den progressive indkomstskat gælder, kan man efterhånden få tag i alt vores løsøre. Men alle disse indsatser kan ikke rettes mod jøderne alene, og skulle man alligevel gøre brug af dem, ville det umiddelbare resultat være en alvorlig økonomisk krise, som bestemt ikke kun ville ramme jøderne, som ville føle den først. Det, at det er umuligt at ramme jøderne, nærer og forbitrer hadet mod dem. Antisemitismen vokser dag for dag og time for time blandt nationerne; den faktisk vokse, fordi årsagerne til dens vækst fortsat eksisterer og ikke kan fjernes. Dens fjerntliggende årsag er, at vores mulighed for at blive assimilerede gik tabt i Middelalderen; dens nære årsag er, at vi til overflod frembringer middelmådige intellekter, der ikke kan afsættes hverken opad eller nedad i systemet – det vil sige, at de ikke i nogen retning kan sættes i brug på en sund måde. Når vi falder, bliver vi et revolutionært proletariat -- de underordnede officerer i alle revolutionære partier. Og når vi omvendt stiger opad, vokser også vore pengepunges frygtelige magt.

 

Antisemitismens effekter

 

Den undertrykkelse, vi går igennem, gør os ikke til bedre mennesker; vi er ikke den mindste smule bedre end alle andre. Det er sandt, at vi ikke elsker vores fjender; men kun den, der kan overvinde sig selv helt, kan klandre os for dét. Undertrykkelse fører helt naturligt til fjendtlighed mod undertrykkerne, og vores fjendtlighed forøger undertrykkelsens pres. Det er umuligt at undslippe denne evige cyklus.

 

”Nej!”, vil nogen blødhjertede visionære sige: ”Nej, det er muligt! Når menneskeheden når den ultimative fuldkommenhed, er det muligt”.

 

Er det nødvendigt at udpege det sentimentale og tåbelige i denne holdning? Den, hvis håb for bedre vilkår hviler på menneskehedens ultimative fuldkommenhed, sætter i sandhed sin lid til Utopia! Jeg henviste tidligere til vores ”assimilation”. Jeg ønsker på ingen måde at antyde, at jeg håber på en sådan ende. Vores nationalkarakter har for stort et historisk rygte, og trods al fornedrelsen er den for god til, at man kunne ønske, at den skulle gå til grunde. Måske kunne vi være i stand til at opløse os selv helt i de omgivende racer, hvis de ville lade os være i fred i et par generationers tid. Men de vil ikke lade os være i fred. De tolererer os i en kort periode, og så bryder deres fjendtlighed atter og atter ud. Verden bliver på en eller anden måde provokeret af vores fremgang, fordi den i mange århundreder har været vant til at betragte os som de usleste af alle de fattigdomsramte. Dens uvidenhed og snæverhjertethed får den til at overse, at fremgangen svækker vores judaisme og udsletter vores særheder. Det er kun presset udefra, der tvinger os tilbage til den fædrene stamme; det er kun det had, der omgiver os, der igen gør os til fremmede. Så om vi bryder os om det eller ej, er vi nu, og vil i al fremtid forblive, en historisk gruppe med umiskendelige karaktertræk, der er fælles for os alle.

 

Vi er ét folk – vores fjender har gjort os til ét uden vores samtykke, som det ofte er sket gennem historien. Trængslerne knytter os sammen, og i dette fællesskab opdager vi pludselig vores styrke. Ja, vi er stærke nok til at oprette en stat, endda en eksemplarisk stat. Vi besidder alle de menneskelige og materielle ressourcer, der er nødvendige til formålet.

 

Dette er dermed det rette sted at redegøre for det, der her groft er betegnet som vores ”menneskelige ressourcer”. Men det kan ikke forstås ordentligt før de brede linjer i planen, som alting afhænger af, er blevet trukket op.

 

Planen

 

Planen er i hele sin essens ganske simpel, som den nødvendigvis må være, hvis den skal kunne omfattes af alles forståelse.

 

Lad os blive tildelt suverænitet over en del af kloden, der er stor nok til at tilfredsstille en nations retmæssige behov; resten klarer vi selv.

 

Oprettelsen af en ny stat er hverken grotesk eller umulig. Vi har i vor egen tid været vidne til det samme i forbindelse med nationer, der ikke i store træk var medlemmer af middelklassen, men var fattigere, mindre veluddannede og dermed også svagere end os selv. Regeringerne i alle de lande, der plages af antisemitisme, vil være særdeles ivrige efter at hjælpe os til at opnå den suverænitet, vi ønsker os.

 

Tankegangen bag planen er enkel, men dens udførelse er kompliceret. Den vil blive ført ud i livet af to organisationer: det Jødiske Samfund og det Jødiske Selskab.

 

Det Jødiske Samfund skal udføre det forberedende arbejde inden for videnskabens og politikkens områder, som det Jødiske Selskab efterfølgende skal sætte i praktisk brug.

 

Det Jødiske Selskab skal afvikle de afrejsende jøders forretningsmæssige interesser, og skal organisere handel og erhverv i det nye land.

 

Vi må ikke forestille os, at jødernes afrejse vil være pludselig. Den vil være gradvis, vedvarende og vil finde sted gennem mange årtier. De fattigste tager først af sted for at dyrke jorden. I overensstemmelse med en forudlagt plan skal de konstruere veje, broer, jernbaner og telegrafer; regulere floderne og bygge deres egne boliger; deres arbejde kommer til at skabe handel, handelen til at skabe markeder, og markederne til at tiltrække nye tilflyttere, for alle skal tage dertil af egen fri vilje, for egen regning og på egen risiko. Det arbejde, der lægges i jorden, vil øge dens værdi, og jøderne vil snart se, at her skabes et nyt virkefelt for den foretagsomhedens ånd, som indtil nu kun er blevet mødt med had og bebrejdelse.

 

Hvis vi ønsker at grundlægge en stat i dag, vil vi ikke gøre det på den måde, som havde været den eneste mulige for tusind år siden. Det er tåbeligt at gå tilbage til tidligere civilisationsstadier, sådan som mange zionister ønsker det. Hvis vi for eksempel var nødt til at rydde et land for vilde dyr, ville vi ikke tage hånd om opgaven på samme facon som det femte århundredes europæere. Vi ville ikke gribe spyd og lanse og gå ud én for én for at følge bjørnenes spor; vi ville organisere et stort og virksomt jagtselskab, drive dyrene sammen, og kaste en melinitbombe ned blandt dem.

 

Hvis vi ønsker at drive byggevirksomhed, vil vi ikke plante en mængde pæle og palisader på kanten af en sø, men bygge sådan, som man bygger nu. Ja, vi vil endda bygge i en dristigere og mere prægtig stil, end man nogensinde før har brugt, for vi har midler nu, som ingen mennesker før har haft.

 

De emigranter, der befinder sig lavest nede på den økonomiske skala, vil langsomt blive efterfulgt af de, der står højere oppe. De, som i øjeblikket lever i fortvivlelse, vil tage af sted først. De vil blive anført af de middelmådige intellekter, vi frembringer i så stor overflod, og som alle vegne er forfulgte.

 

Dette hæfte vil åbne op for en generel diskussion af det jødiske spørgsmål, men det betyder ikke, at der vil komme nogen afstemninger om det. Et sådant udkomme ville med det samme gøre en ende på sagen, og dissidenter må huske på, at valget mellem loyalitet og modstand er ganske frivilligt. De, som ikke ønsker at komme med os, bør blive tilbage. 

 

Lad alle, som er villige til at slutte sig til os, samles under vores banner og kæmpe for vores sag med stemme og pen og dåd.

 

De jøder, som er enige i vores tanker om en stat, vil slutte sig til det Jødiske Samfund, som derigennem får autoritet til at konferere og forhandle med verdens regeringer i vores folks navn. Samfundet vil således blive anerkendt som en statsskabende magt i sine forhandlinger med regeringerne. Denne anerkendelse vil være lig statens praktiske oprettelse.

 

Hvis verdensmagterne skulle erklære sig villige til at tildele os suverænitet over et neutralt stykke jord, vil Samfundet indlede forhandlinger om ejerskabet af denne jord. Der er to territorier, der kommer i betragtning her: Palæstina og Argentina. I begge lande er der blevet  foretaget vigtige koloniseringseksperimenter, omend de var baseret på et misforstået princip om en gradvis jødisk infiltration. Infiltration er dømt til at ende galt. Den fortsætter indtil det uundgåelige øjeblik, hvor den indfødte befolkning føler sig truet og tvinger regeringen til at sætte en stopper for yderligere tilstrømning af jøder. Det er derfor forgæves at immigrere, med mindre vi har suveræn ret til at forsætte denne immigration.

 

Det Jødiske Samfund vil forhandle med landets nuværende herskere, under protektorat af de europæiske statsmagter, hvis de viser sig venligt stemte over for planen. Vi ville kunne tilbyde de nuværende indehavere af landet enorme fordele, påtage os en del af den offentlige gæld, bygge nye trafikårer, som ville være nødvendige på grund af vores tilstedeværelse i landet, og gøre mange andre ting. Oprettelsen af vores stat ville være fordelagtig for de tilstødende lande, fordi opdyrkningen af et stykke jord øger de omkringliggende områders værdi på utallige måder.  

 

Palæstina eller Argentina?

 

Skal vi vælge Palæstina eller Argentina? Vi vil tage, hvad vi bliver givet, og hvad den offentlige jødiske mening udpeger. Samfundet afgør begge disse punkter.

 

Argentina er et af verdens mest frugtbare lande, breder sig over et enormt område, er sparsomt befolket og har et mildt klima. Den Argentinske Republik ville have stor gavn af at afstå en del af dens territorium til os. Den nuværende jødiske infiltration har ganske vist frembragt en vis utilfredshed, og det ville være nødvendigt at oplyse Republikken om det væsensforskellige ved vores nye bevægelse.

 

Palæstina er vores uforglemmelige historiske hjem. Selve navnet Palæstina ville have en utrolig tiltrækningskraft på vores folk. Hvis Hans Majestæt sultanen skulle give os Palæstina, kunne vi som gengæld påtage os at regulere hele Tyrkiets økonomi. Der ville vi udgøre en del af en europæisk fæstning mod Asien, en civilisationens forpost mod barbariet. Som neutral stat ville vi forblive i kontakt med hele Europa, hvilket nødvendigvis ville garantere vores eksistens. Kristendommens hellige steder ville blive sikret, idet de ville blive givet eksterritorial status, en almen praksis i national lovgivning. Vi ville skærme helligdommene som en æresgarde, og svare for opfyldelsen af denne pligt med vores eksistens. Æresgarden ville være det store symbol på løsningen på det jødiske spørgsmål efter atten århundreders jødisk lidelse.

 

Oversigten over kildetekster | Tekst 2

 

 

 

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk