Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 5 (1. udg.)/Tekst 12 (2. udg.)

Tekst 5 (1. udg.)/Tekst 12 (2. udg.): Brev fra Padriac Pearse til hans mor

Teksten er Padraic Pearses afskedsbrev og en hilsen til hans mor fra Kilmainhamfængslet, den 3. maj 1916. Få dage efter blev han som leder af Påskeoprøret henrettet. Brevet og mange andre breve fra oprørerne, klenodier og materiale fra Påskeoprøret findes i Kilmainhamfængslet, der i dag fungerer som museum.

 

Min kæreste mor

Jeg har indtil nu håbet, at det ville blive muligt at se dig igen, men det virker ikke sandsynligt. Farvel, kære, kære mor. Gennem dig siger jeg farvel til Wow-Wow, M.B., Willie, Miss Byrne, Michael, kusine Maggie og alle på St. Endas. Jeg håber og tror, at Willie og St. Endas vil være i sikkerhed.

Jeg har skrevet to sider om økonomiske anliggender og en om mine bøger, som jeg gerne vil have, at du får. Sammen med dem er der nogle få digte, som jeg gerne vil have bliver tilføjet til mine digte i manuskriptet i det store bogskab. Du bad mig om at skrive et lille digt, der var skrevet, som om det var dig, der talte om mig. Jeg har skrevet det, og der er en kopi af det i Arbour Hill Barracks sammen med de andre papirer, og Fader Aloysius sørger for at få lavet en kopi til.

Jeg har lige modtaget den hellige nadver. Jeg er lykkelig, bortset fra min store sorg over at skulle skilles fra dig. Jeg får den død, som jeg ville have ønsket mig, hvis Gud havde givet mig valget - at dø som soldat for Irland og for friheden.

Vi har handlet rigtigt. Folk vil sige slemme ting om os, men senere vil de prise os. Sørg ikke over det, men opfat det som et offer, som Gud har bedt mig og dig om at yde.

Farvel igen, kære, kære mor. Gud velsigne dig for din store kærlighed for mig og for din store tro. Må Han huske alt det, du så tappert har lidt. Jeg håber snart på at møde far, og om kort tid skal vi alle mødes igen.

Wow-Wow, Willie, Mary Brigid og mor … farvel. Jeg har ikke ord til at udtrykke min kærlighed til jer, og hvor meget jeg længes efter at se jer. I mit hjerte vil jeg kalde på dig i min sidste stund.

Din søn, Pat.

 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave

1. udgave: Tekst 4 | Oversigten over kildetekster | Tekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk