Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 26 (1. udg.)/Tekst 71 (2. udg.)

Tekst 26 (1. udg.)/Tekst 71 (2. udg.): Ungdom i Sydbelfast i 1990'erne

Teksten er interview med en ung dreng fra Sydbelfast. Børn og unge har været blandt de mest ramte under The Troubles, som følge af de ekstreme forhold der er vokset op under. Sydbelfast adskiller sig socialt og miljømæssigt fra Vestbelfast (se tekst 25/70).

Teksten er oversat af forlaget og stammer fra undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, Belfast 1999.

 

Den første gang jeg indså, at folk i Belfast på en eller anden måde var anderledes, var da jeg var ni år gammel. Jeg husker, at mine venner brugte ord som ”fenier” og ”taig”, når de omtalte andre unge, der ikke tilhørte vores klike. Vores klike fulgte orkestrene på ”Den tolvte”, når de andre tog på ferie. På det tidspunkt havde jeg indset, at ”vi” var protestanter og ”de” var katolikker. Vi lærte alle ”The Sash” udenad, så hvis vi blev stoppet af andre protestantiske grupper af unge, kunne vi synge den for at bevise, at vi var protestanter. Vi lærte endog ”Ave Maria” i tilfælde af, at vi blev stoppet af katolikker.

Da jeg var 10 år, kom jeg op at slås med en nabo, der var et par år ældre end mig, og til sidste kaldte jeg ham en ”fenian bastard” (katolsk skiderik). Han fortalte det til sin mor, der så fortalte det til min mor. Min mor kaldte mig ind for at straffe mig, og bagefter fortalte hun mig noget, der ændrede mit liv. Min far var katolik! Selv i sådan en ung alder var det et stort chok, men det forandrede mig ikke med det samme. Jeg holdt det hemmeligt for mine venner, der ellers ville have opfattet mig som ”anderledes”.

I de næste seks år fortsatte jeg med at tilhøre kliken. Som underholdning om aftenen sloges vi med katolikker ved en lokal blokademur. Sommetider kastede vi sten på hinanden hen over floden, og fra tid til anden blev det til nævekampe. Mine teenageår bestod mest af stenkastning og slåskampe. Ved en lejlighed blev jeg, mens jeg passede et bål, ramt i hovedet af et stykke skifer. Det sad fast i mit hoved, indtil jeg lænede mig fremad, og det faldt ud. Mine venner sagde, at jeg ikke måtte græde, for det ville glæde katolikkerne. Jeg prøvede at lade være, indtil jeg kiggede ned og så, at mit tøj var dækket af blod, hvorpå jeg blev grebet af panik. Jeg kunne ikke fortælle det til mine forældre, så en lokal protestantisk beboer vaskede såret. Næste morgen vågnede jeg op med en pude, der var tilsølet af blod, og jeg fortalte min mor, at et stykke træ fra bålet havde ramt mig i hovedet. Jeg fortalte hende først sandheden, da jeg var 21. Ved andre lejligheder fik jeg blå øjne, ømme ribben og sår overalt. Men jeg vidste stadig ikke, hvorfor vi sloges.

Da jeg var 16, blev jeg medlem af en lokal ungdomsklub, og situationen begyndte endelig at forandre sig. Jeg blev frivillig ungdomsleder og begyndte at tage kurser, der uddannede mig til den slags arbejde. Jeg startede ungdomsgrupper på tværs af samfundsgrupperingerne og rejste over hele Nord- og Sydirland. Højdepunktet var en to-ugers tur til Amerika. Da begyndte jeg at indse, at der ikke var nogen fysisk forskel. Vi var helt ens bortset fra forskellig religion og politisk overbevisning. Jeg begyndte at betvivle mine holdninger, da jeg dog kom af et blandet ægteskab, så kunne jeg virkelig være protestant? Var det rigtigt at synge ”skærfet, som min far bar”, for det gjorde han ikke?

I dag har jeg stadig ikke besvaret alle spørgsmål. Jeg opfatter mig stadig som en protestantisk unionist med en katolsk far, men, hvad væsentligere er, kan jeg se, at vi alle må forandre os. Vi må lære at leve sammen. Vi må acceptere hinandens holdninger, hvad de så end er. Jeg arbejder nu som socialarbejder blandt unge i kvarteret, hvor jeg voksede op. Jeg tilbyder nu unge en chance for at have en stemme i udviklingen af deres samfund. Jeg er også involveret i en række fredsgrupper over hele UK. Jeg tror, at hvis min far ikke var katolsk, var jeg blevet en meget anderledes person. Jeg kunne have fortsat den voldelige vej, jeg tog som teenager, og endt som mine venner – der enten er døde eller i fængsel for terroristvirksomhed.

 

Ordforklaring:

Fenier (engelsk: fenian. Gælisk: fianna)

Skældsord brugt af protestanter om katolikker og stammer fra myten om en irsk kriger ved navn Finn.

 

Taig

Et andet skældsord brugt af protestanter om katolikker.

 

Den Tolvte

Hentyder til den 12. juli, hvor protestanter fejrer William af Oranges sejr ved slaget ved Boyne.

 

The Sash

Orangeordenens slagsang. Den hentyder til det orange skærf, som de bærer.

 

Ave Maria

En bøn, der ofte bruges af katolikker.

 

Blokademur

En afgrænsning og potentielt urocenter mellem katolske og protestantiske kvarterer, der normalt adskilles af en bro eller en ”fredsmur”.

 

Til oversigten over kildetekster, 2. udgave

1. udgave: Tekst 25 | Oversigten over kildetekster | Tekst 27

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk