Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 25 (1. udg.)/Tekst 70 (2. udg.)

Tekst 25 (1. udg.)/Tekst 70 (2. udg.): Ungdom i Vestbelfast i 1990'erne

Teksten et interview med en ung kvinde, der bor i Vestbelfast. Børn og unge har været blandt de mest ramte under The Troubles som følge af de ekstreme forhold, de er vokset op under. Interviewet afspejler på mange måder, hvad der skete med børn og unge under 30 års konflikt.

Teksten er oversat af forlaget og stammer fra undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, Belfast 1999.

 

Mit navn er Kate, og jeg er 21. Jeg har boet i Belfast hele mit liv. Jeg har set mange ting, der stadig kan chokere mig, selv om jeg er vokset op med dem. Min familie er katolsk, og jeg bor i et stålsat nationalistisk/republikansk kvarter, hvor man opdrages til at hade de mennesker, der skulle være ens naboer, fordi de har en anden baggrund og har en anden religion. Der er også en bitter foragt for RUC (Nordirlands politi), som den republikanske samfundsgruppe hævder er uacceptabel.

Min første rigtige oplevelse med terrorisme fik jeg, da jeg var omkring fem, da mit hjem blev besat af IRA. Hvis nogen ikke ved, hvad jeg mener, går det ud på, at en gruppe republikanske bevæbnede mænd kommer til ens hjem, banker på døren, og når man åbner, skubber de sig ind, hundser rundt med en og ligger på lur efter deres mål, der i min families tilfælde var RUC og den britiske militærbase lige bag mit hjem. Da de havde åbnet ild, brugte de min fars bil til at slippe væk i. De stillede den 10 minutters gang væk og efterlod elefanthuer og to håndgranater i den. Da politiet fandt bilen, gav de min far besked om at komme og hente den. Derpå forsøgte de at sigte ham, fordi han, da han satte sig ind i bilen, samlede granaterne og elefanthuerne op, så hans fingeraftryk var derpå. Det er kun et kortfattet eksempel på, hvad der skete første gang; denne form for angreb på mit fødehjem fandt sted fem gange i alt, fire gange af The Provisional IRA og en gang af INLA (Irish National Liberation Army), der er en republikansk paramilitær udbrydergruppe.

I årenes løb har jeg hørt om og set mange af mine familie og venner myrdet eller lemlæstet uden grund – af de mennesker, som jeg troede, var mine fjender: de loyalistiske paramilitære grupper/RUC. Men i virkeligheden gjorde republikanerne det samme. Begge sider troede på, at de gjorde det for at beskytte deres land og forsvare deres religionsfæller. Da jeg blev gammel nok til virkelig at forstå, hvad der foregik omkring mig, berørte det mig ikke mere, men uanset hvor meget jeg forsøgte at glemme det, kunne jeg ikke. Påmindelserne om, hvad der var sket, ville aldrig forsvinde, for hver dag kunne jeg se disse mennesker – de såkaldte forsvarere af vort samfund, der havde påført mig så mange chokerende oplevelser. Selv om jeg havde vejledere og gik til psykiater, følte jeg mig vred og ensom. Min familie fortsatte bare med deres liv, men det kunne jeg ikke.

På det tidspunkt var jeg 14 og begyndte at drikke og ryge og holde sammen med en flok, der var ældre end mig. De sniffede, kørte vildt rundt i stjålne biler og tog stoffer, så for at passe ind og blive en af flokken, begyndte jeg også at gøre disse ting. Min familie mistede kontrollen over mig, og skolen var efter min mening spild af tid. Så jeg besluttede ganske enkelt, at jeg ikke ville gå der længere. Men det lod sig ikke bare sådan gøre, for mine forældre blev hevet i retten, og jeg fik besked på, at jeg ville komme i ungdomsfængsel for piger, hvis jeg ikke gik i skole. Så gik jeg i skole en dag om ugen, og domstolen var glad. Mine forældre havde mistet kontrollen over mig, og sandt at sige, var jeg ligeglad. Denne holdning bevarede jeg, indtil jeg var omkring 19, og ud over en straffeattest havde jeg et misbrug af alkohol og stoffer og var i bund og grund en lille bandit. Det blev så slemt, at de paramilitære grupper i mit eget samfund besluttede, at der ikke var mere at gøre for at afhjælpe mit misbrug. Men den virkelige grund var, at jeg ikke ønskede hjælp, selv om jeg havde set to af mine venner dø af at sniffe, to andre dræbt i trafikuheld og en havde hængt sig af frygt for, hvad de paramilitære grupper ville gøre ved ham, når de i sidste ende fik fat i ham.

Jeg havde mistet kontakten med min familie, men selv om de afskyede det, jeg havde gjort, forsøgte jeg at holde kontakten til min mor ved lige, selv om det kun drejede sig om en opringning en gang om måneden for at lade hende vide, at jeg havde det godt nok. Jeg fik besked om at forlade landet, men jeg fortsatte med min livsførelse. Og så en torsdag aften gik min mor ind i en lokal butik, og på vejen ud stoppede to mænd hende og sagde, at jeg ikke fik flere chancer: Hvis jeg ikke var ude af landet inden 24 timer, ville jeg blive skudt. Min mor kunne ikke klare det. Hun forsøgte forgæves at kontakte mig.

Presset var for meget og hun endte med at tage en overdosis og døde af et hjerteslag. En uge gik, og jeg besluttede mig for at besøge hende på hospitalet, men min familie ville ikke lade mig se hende.

Efter det kunne jeg ikke leve med tvivlen om, hvorvidt jeg var ansvarlig for min egen mors død, så jeg brød med mine klike og forsøgte at skabe mig et nyt liv med min kæreste og mit barn.

Det er næsten fire år siden, og vi er stadig sammen. Jeg tror ikke, jeg havde overlevet, hvis jeg ikke havde haft ham ved min side til at presse mig til at nå noget med mig selv.

Det var på det tidspunkt, at jeg besluttede mig for at involvere mig i lokalt socialt arbejde, så jeg begyndte at arbejde som frivillig, samtidig med jeg gik på college. Nu skal jeg i gang med mit forberedelseskursus til universitetet og håber at komme ind på universitetet næste år. Det beviser blot, at der er håb for alle, og uanset hvordan livet arter sig for en, skal man aldrig give op, for ting kan altid blive bedre, hvis man blot ønsker det.

 

Til oversigten over kildetekster, 2. udgave 

1. udgave: Tekst 24 | Oversigten over kildetekster | Tekst 26

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk