Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 23 (1. udg.)/Tekst 69 (2. udg.)

Tekst 23 (1. udg.)/Tekst 69 (2. udg.): Principper for fred

Teksten er et interview med George Mitchell til BBC i december 1998. George Mitchell var USA’s præsident Bill Clintons særlige udsendning og havde en afgørende indflydelse som forhandlingsleder under forhandlingerne til Belfastaftalen. I interviewet fortæller Mitchell om de principper, han fandt afgørende ud fra de særlige irske historiske forhold. Han blev rost for sit arbejde og prøvede sig senere som forhandler i Mellemøsten.

Teksten er oversat af forlaget og stammer fra undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, Belfast 1999

 

Jeg er blevet spurgt, hvad man i forhold til andre konflikter kan lære af Nordirland. Men selv om vi ville ønske det, er der ingen trylleformular, som vi, når den er fundet, kan bruges til afslutte alle konflikter. Men der er visse universelle principper, som mine erfaringer i Nordirland har vist mig.

For det første tror jeg ikke på, at konflikter ikke kan afsluttes. De er skabt og fastholdt af mennesker. De kan afsluttes af mennesker. Uanset hvor gammelt konflikten er, hvor hadefuld, hvor skadelig, kan freden vinde.

Da jeg ankom til Nordirland, mødte jeg til min skræk en udbredt pessimisme blandt befolkningen og de politiske ledere. ”Du spilder din tid.” ”Den konflikt kan ikke afsluttes.” ”Vi har myrdet hinanden i århundreder, og vi er dømt til at myrde hinanden i al evighed.”

Jeg arbejdede efter bedste evne på at vende denne holdning. Det er det særlige ansvar, politiske ledere har, fordi mange i befolkningen følger deres eksempel. Ledere skal lede. Og en måde at gøre det på er at skabe en håbefuld holdning; en holdning til, at problemer kan løses, at ting kan blive bedre. Ikke på en tåbelig eller urealistisk måde, men således, at der skabes håb og tillid blandt folk.

Et andet behov er en klar og målrettet politik, der ikke giver efter over for folk, der udøver vold. Igen og igen forsøgte de at ødelægge fredsprocessen i Nordirland; på visse tidspunkter lykkedes det næsten.

I juli 1998 blev tre katolske drenge brændt ihjel, mens de sov. En ødelæggende bombe i Omagh dræbte 29 og sårede 300, både protestanter og katolikker en måned senere. Det var handlinger præget af rystende uvidenhed og had. De bør fordømmes totalt. Med at falde for fristelsen til at gøre gengæld ville give forbryderne det, de ønsker: En eskalerende sekterisk vold og en ende på fredsprocessen. Svaret bør være, at de, der begik forbrydelserne, hurtigt drages til ansvar, og fortsætte i fred.

Det kræver en endeløs tålmodighed og udholdenhed. Sommetider virker bjergene så høje og floderne så dybe, at det er vanskeligt at fortsætte rejsen. Men uanset, hvor trøstesløse udsigterne virker, må søgenen efter fred fortsætte.

At forsøge at afslutte en konflikt er ikke noget for den skræmte og tøvende. Det kræver mod, udholdenhed og rolige nerver at trodse volden. Jeg tror, det er en fejltagelse i forvejen at true med, at forhandlingerne stoppes, hvis der sker voldshandlinger. Det er en opfordring til dem, der bruger vold til at ødelægge fredsprocessen, og den flytter kontrollen fra det fredelige flertal til det voldelige mindretal.

Et tredje behov er vilje til at indgå kompromiser. Fred og politisk stabilitet kan ikke opnås i skarpt adskilte samfund, med mindre der er en ægte vilje til at forstå modpartens standpunkt og indgå i principielle kompromiser. Det er let at sige, men meget svært at gøre, for det kræver af de politiske ledere, at de tør tage en risiko for fredens skyld.

De fleste politiske ledere bryder sig ikke om at tage nogen risici. De fleste bliver ledere ved at minimere dem. At bede dem under meget vanskelige og farlige omstændigheder om at være dristige er meget forlangt.

Men det må kræves af dem, hvis der skal være noget håb om fred. Jeg ved, at det kan gøres, fordi jeg så det på første hånd i Nordirland. Mænd og kvinder, hvoraf nogen aldrig før havde set hinanden, talt sammen og havde levet hele deres liv i strid, mødes i en fredsaftale. Indrømmet, at det var en vanskelig og langsommelig proces. Og hvis det kan gøres der, kan det gøre andre steder.

Et fjerde princip er at indse, at realisationen af aftaler er lige så vanskelige og lige så væsentlige som at nå frem til dem. Det burde sige sig selv. Men det at nå frem til aftalen er ofte så vanskeligt, at der er en naturlig tendens til at fejre den, derpå tage hjem og slappe af. Men som vi nu ser i Nordirland, i Mellemøsten, på Balkan er gennemførelsen ofte sværere end at blive enige.

Det vil kræve ekstraordinær målbevidsthed og engagement at komme sikkert gennem alle problemerne. Men jeg tror, at det kan gøres og vil blive gjort. Det ville være en umådelig tragedie, hvis processen mislykkes nu. De britiske og irske regeringer og politiske ledere i Nordirland er kommet for langt til at lade freden slippe bort.

Der er et sidste punkt, der for mig er så vigtigt, at det rækker ud over åben konflikt. Jeg mindes klart min første dag i Nordirland for næsten fire år siden. Jeg så for første gang den store mur, der fysisk adskiller befolkningsgrupperne i Belfast. Den er ni meter høj og visse steder udstyret med pigtråd øverst og er en grim påmindelse om konfliktens intensitet og varighed. Ironisk nok kaldes den Peace Line, fredslinjen.

På denne første formiddag mødtes jeg med katolikker på deres side af muren og om eftermiddagen med protestanter på deres side. Deres budskaber var ikke blevet koordineret, men de var enslydende: I Belfast, fortalte de mig, er der stor sammenhæng mellem arbejdsløshed og vold. De sagde, at hvor mænd og kvinder ikke havde nogen muligheder, intet håb, er de tilbøjelige til at vælge voldens vej.

Mens jeg sad og lyttede til dem, tænkte jeg på, at jeg lige så vel kunne have været i Chicago eller Calcutta eller Johannesburg eller i Mellemøsten. Fortvivlelse er drivstof til uro og konflikt overalt. Håb er altafgørende for fred og stabilitet. Mænd og kvinder over alt har brug for indtægter til at forsørge deres familier med. Og de har brug for den tilfredsstillelse at bruge deres liv til noget lødigt og meningsfuldt.

Nordirlands befolkning fortjener noget bedre end The Troubles, den ballade, de har oplevet i de seneste tiår. Fred og politisk stabilitet er ikke for meget forlangt. De er de minimale nødvendigheder for et ordentligt og omsorgsfuldt samfund.

 

Til oversigten over kildetekster, 2. udgave 

1. udgave: Tekst 22 | Oversigten over kildetekster | Tekst 24

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk