Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Irland – fra påskeoprør til påskeaftale, 1. udgave
//
Tekst 15 (1. udg.)/Tekst 57 (2. udg.)

Tekst 15 (1. udg.)/Tekst 57 (2. udg.): Orangeordenen

Forholdet mellem Orangeordenen (The Grand Orange Lodge) og den unionistiske bevægelse, hvis øverste organ er Ulster Unionist Council, beskrives i denne tekst fra Orangeordenens egen hjemmeside. Orangeordenen går tilbage til 1795, hvor den blev grundlagt i County Armagh som en kristen, protestantisk organisation. Dens opgave var på dette tidspunkt at forsvare protestantismen og dens værdier. Navnet henviser til kong William af Oranjes sejr over den katolske kong James i slutningen af 1700-tallet.

Medlemmerne kaldes Orangemen og bærer et orange bånd over skulderen. Orangeordenen har været drivkraften bag mange marcher og fastholdelsen af den protestantiske historie. Orangeordenen har traditionelt haft forbindelse til UUP (Ulster Unionist Party). Ordenen afbrød i 2005 den formelle forbindelse til UUP. I stedet støtter Ordenen i dag alle unionistiske partier i Nordirland alt efter sag.

Kilde: http://www.grandorangelodge.co.uk/history.aspx?id=99489#.WTTsKsY601g. Uddraget er oversat til dansk af forlaget.

 

Der er for øjeblikket megen debat om forholdet mellem The Orange Institution (orangeordenen) og Ulster Unionist Council (Ulster unionistråd).

I denne artikel er det ikke vor hensigt at kommentere debatten, men blot udrede de historiske informationer, hvad angår baggrunden for dette forhold.

Ulster Unionist Council blev formelt stiftet ved at møde i Ulster Hall, Belfast, den 3. marts 1905 under formandskab af oberst James McCalmont, parlamentsmedlem for East Antrim og vicestormester for Grand Orange Lodge of Ireland (Irlands store orangeloge). Hertugen af Abercorn blev valgt til præsident og dr. T.H. Gibson til sekretær.

[...]

Efter 1929 fandt unionistlederne det ønskeligt af demonstrere enigheden blandt alle protestanterne, der støttede forbindelsen til Storbritannien, og sammensætningen af Ulster Unionist Council forandrede sig igen, og i 1925 var medlemskabet på 508. Hver af de 28 distriktsforeninger sendte 10 unionister og fire repræsentanter for orangisterne, og det samme gjorde foreningerne i Cavan, Donegal og Monaghan. The Queen’s University Unionist Association (The Queens universitets unionistforbund) sendte ti, The Apprentice Boys (lærlingene) ti og Ulster Liberal Unionist Association (Ulster liberale unionistforbund), Unionist Clubs Ireland (Irlands unionistklubber), Ulster Unionist Labour Association (Ulster unionistiske arbejderforbund) og Ulster Women’s Unionist Council (Ulster unionistiske kvinderåd) hver 12.

I 1929, da forholdstalsvalgsystemet til parlamentsvalget var afskaffet i Nordirland, blev repræsentationen i Ulster Unionist Council igen reorganiseret, således at der var seks medlemmer fra hver af de 48 valgkredsforeninger og yderligere seks for hver af de tre grevskaber uden for Nordirland. De 12 pladser, der førhen var reserveret til unionistklubber, hvoraf mange var blevet reorganiseret som valgkredsforeninger, blev givet til Junior Imperial League Divisional Council fra Ulster Reform Club. Orangistlogernes repræsentation blev udvalgt for sig på basis af grevskab og medlemskab: Belfast 36, Down 20, Antrim 16, Armagh 12, Tyrone 12, Fermanagh 8, Londonderry 8, City of Londonderry 4, Monaghan 4, Cavan 4 og Donegal 4. I alt 128. I Stormont-parlamentets tid (1921-1972) var de loyalistiske rækker repræsenteret i Ulster Unionist Councils med så mange som 138 … 122 fra Grand Orange Lodge of Ireland, 10 fra Association of Loyal Orangewomen og 6 fra Apprentice Boys of Derry.

Det store flertal af unionistiske parlamentsmedlemmer i Stormont Parlamentets 51 år lange periode var medlemmer af Orangeordenen. Af de 95, der indtil 1969 aldrig nåede kabinetsrang, var 87 (deriblandt en kvinde) medlemmer af Orangeordenen. De tilbageværende otte var kvinder, og tre blev valgt for første gang i 1969. Kun tre medlemmer af kabinettet i denne periode var ikke orangister, og tre andre, der var, forlod Orange Institution senere. Alle senatorer i Stormont i perioden 1921-68 var en orangister, bortset fra en kvindelig senator. Og af de 56 medlemmer af Westminster-parlamentet i samme periode, var alle undtagen to (begge kvinder) logemedlemmer. Alle premierministre for Nordirland i perioden 1921-72 var logemedlemmer. 35 af de 60 unionistmedlemmer, der vendte tilbage til det nordirske parlament i juni 1998, skønnes at være medlemmer af Orangeordenen. De fleste af dem tilhører Ulster Unionist Party og et stort tal i DUP (Democratic Unionist Party). Af den nuværende 101 medlems ledelse af Ulster Unionist Party, skønnes 84 at have direkte eller indirekte forbindelse til Orangeordenen. I det nuværende Ulster Unionist Council er der et lignende procentuelt Orangeordensmedlemskab.

 

Citater:

”Jeg har altid sagt, at jeg først og fremmest er orangist og dernæst politiker og medlem af parlamentet.” – Sir James Craig, Nordirlands premierminister, 1934.

”Jeg er henrykt over at have den storslåede Orangeorden bag mig.”

– John M. Andrews, premierminister i Nordirland, i 1941.

”Jeg er så afgjort stolt af at tilhøre (orange)ordenen og dem, der kritiserer det, ved intet om det.”

– Major James D. Chichester Clark, premierminister i Nordirland, i 1969.

”Orange Institution er ganske enkelt en pressionsgruppe, der er opsat på, at Ulster Unionist Party er nært knyttet til forfatningen.”

– pastor W. Martin Smyth, Stormester i Irland (1972-1996).

”Nogle få Orangebrødre mener, at vi udelukkende er en religiøs orden. Selv om jeg er enig i, at vi hovedsagelig er en religiøs gruppe, har ordenen i generationer befundet sig i første række i forhold til at fastholdt vor forfatningsmæssige position. Orangeritualet hævder, at det er orangisters pligt at overholde og opretholde loven og forfatningen. Det er grundlæggende vigtigt, at vi fortsat gør dette, for hvis vi mistede vor forfatningsmæssige stilling i United Kingdom og dets ”borgerrettigheder og religionsfrihed for alle”, som vi også har forpligtet os til at støtte, ville den være truet.”

– John M. Andrews, stormester i Irland, i 1950.

 

The Orange Hall har traditionelt været mødested for valgkredsen Ulsters unionistforeninger og underafdelinger.

 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave 

1. udgave: Tekst 14 | Oversigten over kildetekster | Tekst 16

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk