Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Tekst 1: Den blodige søndag, den 30. januar 1972 (en øjevidneberetning)

Siden 1998 har en kommission arbejdet på at blotlægge alle detaljer i de tragiske hændelser den 30. januar 1972. Den følgende tekst er en øjenvidneberetning fra de begivenheder, der på afgørende vis ændrede konflikten i Nordirland i 1972. Teksten er fra Raymond McCleans bog The Road to Bloody Sunday, 1997. Andre uddrag fra bogen kan læses i kapitel 7 på: http://cain.ulster.ac.uk/events/bsunday/mcclean.htm.

 

I løbet af weekenden har der været mange spekulationer om faldskærmssoldaternes opførsel i Magilligan. Det var deres første indføring i Derry-området, og vi var ikke i tvivl om, at indføringen af dem betød et skift til en meget hårdere linje. Den følgende søndag, den 30. januar 1972, havde NICRA, Northern Ireland Civil Rigths Association (Nordirlands borgerretsforbund) en anti-interneringsmarch til Derry City. Ruten skulle gå fra Creggan via Bogside-området til Guildhall Square. Loyalister havde annonceret en moddemonstration på Guildhall Square samtidig med borgerretsmarchen. Resultatet blev, at vores demonstration var blevet forbudt, og myndighederne havde gjort det meget klart, at marchen ikke ville få lov til at fortsætte til Guildhall Square. Det svirrede med rygter om, at faldskærmssoldaterne ville blive indsat i Derry City den dag. Vores erfaringer fra Magilligan havde hos os udelukket al tvivl om, at de ville håndtere marchdeltagerne på samme voldsomme måde, som de havde demonstreret ved Magilligan. Interneringen havde eksisteret i næsten et halvt år, og der var meget stærke følelser mod hele princippet om fængsling uden rettergang i den katolske befolkning. På grund af hyppigheden af bombninger og skyderi i byen havde det ikke været muligt at afholde nogen offentlige demonstrationer mod internering. Vi havde holdt møde med de politiske repræsentanter for IRA og fremført vore holdninger til den nuværende vold i byen. Vi havde påpeget, at almindelige mennesker ønskede at marchere mod internering i byen, men at vi ikke ville tage ansvaret for at føre uskyldige mennesker ud i gadernes udtalte vold. Vi blev forsikret om, at hvis folk ønskede at marchere i gaderne for offentligt at demonstrere deres indvendinger mod internering, ville The Provisionals (Det provisoriske IRA) holde sig væk den dag og lade folk protestere i fred.

Alt imens havde NICRA annonceret deres march til den 30. januar, og jeg mente, at det ville være en perfekt lejlighed til at afholde en stor fredelig protestdemonstration. I løbet af ugen voksede min frygt angående faldskærmssoldaterne handlinger, hvis de kom til Derry – især hvis The Provisionals ikke holdt deres aftale om at holde sig væk den dag. Lørdag aften før marchen begav Danney, Micky McGuinness og jeg os til Rocking Chair Bar, der på det tidspunkt var en god informationskilde om de løbende aktiviteter. Over nogle øl og en sludder med forskellige kunder blev vi forsikret om, at der ikke ville forekomme nogen vold den følgende dag. Jeg havde en sund respekt for den britiske efterretningstjenestes kompetence, så jeg forlod baren i forvisning om, at vi ville få en fredelig dag, eftersom jeg var sikker på, at den britiske efterretningstjenestes tilgængelige kilder havde oplyst dem om de samme omstændigheder, som vi var blevet informeret om.

Da jeg senere den aften nåede hjem, var jeg bekymret for næste dag på en ubehagelig ubestemmelig måde. Jeg indrømmede over for mig selv, at jeg i al hemmelighed var lettet over, at jeg ikke deltog i demonstrationens vagtværn, eftersom marchen var organiseret og ledet af NICRA, som jeg ikke var aktiv medlem af. Jeg kunne ikke sætte fingeren på nogen bestemt årsag til min uro, bortset fra den kendsgerning, at faldskærmssoldaterne ville komme til Derry den dag. Jeg kunne ikke klart se årsagen til denne beslutning.

Mine tanker gik tilbage til mine år som feltlæge i Royal Air Force, og dengang jeg en kort periode ”tog mig af” faldskærmssoldaterne i Bahrain. Jeg vidste, at de var et elitekorps i den britiske hær, alle håndplukkede frivillige, totalt disciplinerede og med en gruelig kampevne.

I Bahrain åbnede min formiddagskonsultation kl. 8.30 og forsatte indtil cirka kl. 13, hvor omkring 50 af diverse flyvevåbenfolk og soldater mødte op. Et stort antal soldater var blevet ført ud af Kuwait til Bahrain med forskellige grader af hedeslag. Marinesoldater, Coldstream Guards og almindelige soldater var blevet behandlet på hospitalet i Bahrain. Jeg huskede min overraskelse over, at ingen faldskærmssoldater blev ramt af hedeslag. Det var forbløffende i lyset af den kendsgerning, at de var blevet sat i stilling på en meget udsat højderyg i Kuwait, tilsyneladende uden beskyttelse fra den voldsomme sol i Kuwait i slutningen af juli.

En dag spurgte jeg en faldskærmssoldat, der mødte op i min konsultation, om det. Jeg sagde: ”Jeg ved, at I går for at være specielt barske, men jeg forstår ikke, hvorfor ingen af jer er blevet ramt af slemme hedeslag, når de andre soldater falder som fluer.”

”Det skal jeg sige Dem, sir,” sagde han. ”Men det er helt uofficielt.” Jeg sagde, ”Okay.” Han fortalte mig, hvad der var sket. ”Da vi ankom til Kuwait, vidste vi allerede, at vi skulle op på den højderyg, og at varmen ville blive et stort problem. Så vi ”beslaglagde” alle transportable køleskabe, vi kunne finde i byen Kuwait og tog dem med os op på højderyggen. Vi betjente hvert køleskab med beslaglagte generatorer og opbevarede alle vores håndklæder i kølerum. Vi havde ofte pauser, hvor vi dækkede os med frosne håndklæder og lagde os hvor som helst, hvor der var skygge.”

Jeg var forundret over den geniale enkelhed ved denne overlevelsesmetode. Jeg spekulerede også over, hvilken tilstand de civilister, der havde ”afleveret” deres køleskabe, var i.

Min respekt for faldskærmssoldaterne som disciplinerede kampsoldater var allerede høj. Med denne enkle historie steg de allerede høje tanker, jeg havde, om denne kampenhed.

Det gik op for mig, at min bekymring vedrørende den følgende dag var, at faldskærmssoldaterne var den britiske hærs ypperste kampsoldater. I Derry blev de bedt om at påtage sig en fredsbevarende rolle, hvor der muligvis var tusindvis af uskyldige civilister involveret. På en eller anden måde passede brikkerne til puslespillet ikke rigtigt sammen.

Jeg gik bekymret og forvirret i seng.

Søndag eftermiddag, efter en tidlig frokost, lagde jeg mit førstehjælpsudstyr i bilen og kørte til Creggan sammen med Mickey og Danny McGuinness. Sheila kom endnu engang ikke på grund af sin graviditet. Vi sluttede os til marchen ved Bishop’s Field, og stemningen var så afslappet og munter, at jeg besluttede mig for at lade mit udstyr ligge i bilen i Creggan, eftersom det så ud til, at der ikke blive nogen sårede at behandle. Vi begav os af sted fra Creggan, omkring 8-10.000 mand høj i en næsten løssluppen stemning. Vi brugte tiden med at fortælle historier og gætte på det korrekte antal af marchdeltagere. Mens marchen snoede sig vej gennem Bogside-området, voksede folkemængden gradvist efter min vurdering til omkring 15.000. Min holdning var, at vi ikke havde noget håb om at nå frem til Guildhall Square, og at det i øvrigt var holdningen blandt de muntre marchdeltagere omkring mig. Vi mente alle, at marchen ville blive stoppet for enden af William Street, at der uvægerligt ville opstå lidt håndgemæng, og at størstedelen af marchdeltagerne ville fortsætte over Rossville Street to Free Derry Corner, hvor vi skulle lytte til talerne. Den almindelige holdning var, at modstanden mod interneringerne allerede var tydeliggjort, alene ved det enorme antal af mennesker, der var dukket op for at give udtryk for deres misbilligelse.

Jeg gik sammen med adskillige venner et sted i midten af marchen, og da jeg gik ned ad William Street, bemærkede jeg adskillige soldater på en ubebygget grund til venstre for mig. Jeg bed med nogen bekymring mærke i, at de ikke var iført det sædvanlige kampudstyr og lå udstrakt med geværrene rettet mod folkemængden. Jeg syntes, at deres holdning var truende, men mente, at det sikkert blot skulle skræmme folk, og tænkte på det tidspunkt ikke videre over det. Da vi ankom til hjørnet af Rossville Street på William Street, var den forreste del af marchen allerede nået frem til barrikaderne på Lower William Street. Jeg kunne ikke klart se, hvad der skete på det tidspunkt, men pludselig så jeg adskillige røgskyer, som jeg forstod, var tåregasbomber, der eksploderede forrest i folkemængden. Jeg så dernæst stråler af farvet vand rettet mod hele den forreste del af menneskemængden. Jeg hørte også den nu velkendte lyd af gummikugler, der blev affyret. Klokken var da 15.40 om eftermiddagen. Jeg kiggede mig omkring og så nogle soldater på hjørnet af Sackville Street og Little James Street affyre gummikugler og tåregasbomber mod mængden ved hjørnet af Rossville Street og William Street. Adskillige teenagere rykkede frem mod Little James Street og kastede sten mod soldaterne. På det tidspunkt blev jeg ramt af en sky af tåregas, der fik mig til at hoste voldsomt og næsten fik mig til at kaste op. Sådan foregik de helt almindelige Derry-optøjer og var mere eller mindre, hvad vi havde forventet.

Folkemængden begav sig nu i retning af Lower William Street og over Rossville Street med tårerne strømmende ned ad ansigterne og mange med lommetørklæder for munden som beskyttelse. Der opstod nogen panik, da folk gik ind i lommer af tåregas på hjørnet af Rossvill Street. Pludselig hørte jeg tre eller fire skarpe knald hurtigt efter hinanden. Disse lyde var lette at skelne fra lyden af gummikugler eller tåregas, der blev affyret. Jeg sagde til Danny: ”Det lyder anderledes, ikke?” Han svarede noget i retningen af: ”Det er jeg bange for.” For første gang den dag blev jeg virkelig urolig. De ildevarslende skarpe knald kom tilsyneladende fra den øverste del af William Street hen imod den bagerste del af marchen, og lyden af gummikugler, der blev affyret, kom også fra den retning. Jeg huskede soldaterne, som jeg havde bemærket, da vi kom ned ad William Street og spekulerede på, hvad der foregik.

Inden der var gået et minut kom en mand, der råbte mit navn - jeg tror, der var Francie Brolly - løbende ned ad William Street. Jeg spurgte, hvad der var galt, og han råbte, at jeg hurtigt skulle følge med ham, da to mennesker var blevet skudt i den bagerste del af marchen. Jeg fulgte med ham, og nogen viste os hen til Shields’ hus, hvor jeg fandt en teenager og en midaldrende mand, der begge var blevet skudt. Drengen havde et indgangsskudsår på øverste tredjedel af højre inderlår og et ujævnt udgangssår over midten på højre yderlår. Han var bleg og chokeret, men mistede ikke meget blod. Drengens navn var Damian Donaghy. Jeg undersøgte den midaldrende mand, hvis navn var John Johnson. Han havde et skudsår på den øverste del af sit højre inderlår og et meget ujævnt sår over hans venstre skulderregion, som jeg mente kunne være forårsaget af rikochettering. I omkring et kvarter behandlede jeg disse to sårede sammen med nogle førstehjælpsfolk, da jeg i nærheden hørte lyden af skud i hurtig rækkefølge efter hinanden. Lyden kom tilsyneladende i retning af Glenfada Park. Jeg kendte udmærket lyden af benzinbomber og sømbomber, der eksploderede. Jeg hørte ingen lyde, der lød som disse eksplosioner. Efter nogle minutter holdt lyden af skud op, og en mand kom ind i huset og sagde, at en var blevet dræbt af skud lige udenfor. Netop da kom dr. Kevin Swords, en af mine gamle venner fra Dublin, og spurgte, om han kunne gøre noget. Vore to sårede var klar til at blive ført til et hospital, så jeg bad Kevin om at undersøge sagen udenfor – som jeg ikke rigtigt troede på. Kevin kom tilbage efter et par minutter og bekræftede, at en var blevet dræbt af skud udenfor. Jeg gik ud og gik hen over den lille plads. Jeg fandt på pladsens trin en liggende mand, der blev plejet af to unge drenge. Denne mand var Gerald McKinney, og da jeg undersøgte ham, erfarede jeg, at han allerede var død (Obduktionserklæring, bilag F). Jeg bad drengene om at fortsætte deres genoplivningsforsøg. En eller anden fortalte mig, at adskillige andre var blevet skudt og befandt sig i huse på den anden side af pladsen. Jeg fortsatte hen over pladsen og mødte Leo Day fra Johanitterordenen. Jeg bad ham om at kontakte Altnagelvin Hospital og bede dem om omgående at sende ambulancer.

I det første hus fandt jeg Michael Kelly, der havde et indgangssår umiddelbart til venstre for hans navle. Jeg kunne ikke finde noget udgangssår. Michael var allerede død, da jeg undersøgte ham. Liggende ved siden af Michael lå Jim Wray. Han havde to indgangssår på højre side af ryggen. Han havde et udgangssår på venstre side af ryggen og endnu et større udgangssår på sin venstre skulder. Jim var også død, da jeg undersøgte ham. Atter bad jeg de unge førstehjælpsfolk om at fortsætte med genoplivningen. Jeg gjorde det hovedsagelig for at holde dem beskæftiget og i håb om, at når de havde noget at foretage sig, ville de ikke blive grebet af panik i denne yderst rædselsvækkende situation. Jeg gik ind i værelset ved siden af, hvor jeg fandt William McKinney liggende på gulvet. Han havde et indgangsskudsår over sit højre bryst og et ujævnt udgangssår på sit venstre bryst. Der var ikke megen blødning. Han var helt ved bevidsthed, da jeg undersøgte ham. Han var bleg og chokeret, men yderst rolig. Han sagde meget roligt: ”Skal jeg dø, doktor? Skal jeg?” Jeg løj lidt for ham og sagde: ”Du er blevet ramt slemt, men hvis vi kan få fat i en ambulance og få dig hurtigt på hospitalet, håber jeg, at du klarer dig.” Jeg så Fader Mulvey i hallen og bad ham om at tale med William, hvilket han gjorde. Jeg blev hos William, indtil han lidt efter lidt mistede bevidstheden og døde.

Fader Mulvey fortalte mig, at han havde set ligene af tre unge mænd blive brutalt smidt ind bag i et pansret kampkøretøj ved afspærringen på Rossville Street. Han havde protesteret over for soldaterne, men de ignorerede totalt hans protester. Fader Mulvey var meget vred.

Senere erfarede jeg, at de tre unge mænd, der blev kastet ind i det pansrede kampkøretøj, var William Nash, John Young og Michael McDaid. Jeg spekulerede på, hvorfor ligene af disse tre unge mænd var blevet kørt væk i et kampkøretøj, mens andre lig og sårede blev efterladt på gaden. Jeg spekulerede på det, og det foruroligede mig lidt, men jeg kunne ikke regne det ud.

Vi fortsatte vore genoplivningsforsøg, indtil ambulancerne fra Altnagelvin Hospital til sidst dukkede op. Jeg havde mistet al fornemmelse af tid, men mens William var døende, havde jeg masser af tid til at tænke. Jeg vidste, at IRA ikke ville skyde, og jeg tænkte ved mig selv: ”Du godeste, disse soldater vil skyde os alle sammen.” Jeg så mig omkring i værelset og indså, at vi var totalt lukket inde og ikke kunne slippe ud. Min første tanke var, at jeg ønskede, at jeg havde et gevær, så jeg i det mindste kunne forsvare mig. Så gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvordan man affyrede et gevær, og at vi havde at gøre med professionelle, der havde alle kortene på hånden.

Uden at være mig det bevidst fortabte jeg mig i fortiden mange år tilbage til sveden og savsmuldet i en boksering på Trinity College og til en svidende erindring om, at jeg på et tidspunkt i min karriere havde været på vej til at udvikle mig til en hensynsløs, totalt selvcentreret overlever. Meget langsomt var jeg ved at indse, at mine oplevelser siden da, via arbejdet med de levende, lidende og døende, i væsentlig grad havde forandret min omhyggeligt konstruerede ydre skal.

Mine arbejdsomgivelser, hjulpet af begyndelsen til en ny indre sikkerhed, havde resulteret i en mere storsindet, følsom indgang til livet. Jeg var bevidst om den indre smerte, der var forbundet med de dertil forbundne justeringer, og var i al hemmelighed tilfreds med forandringen.

Men den dag stod jeg over for total forvirring.

Ved mange lejligheder siden borgerretsbevægelsens første færd i Derry havde jeg spekuleret lidt på, om jeg kunne have gjort en mere værdifuld indsats, hvis jeg fastholdt kursen mod den mere hensynsløse linje. Atter engang begyndte implikationerne omkring denne tankerække at forfølge mig.

Min sparsomme viden om irsk historie tilkendegav klart for mig, at disse tapre, lidende mennesker nødvendigvis måtte antage en mere hensynsløs holdning, hvis de skulle konfrontere de kræfter, der nu var taget brug over for dem.

Gradvist begyndte øjeblikkets sandhed at gå op for mig.

Det, disse mennesker tilsyneladende havde brug for, kunne jeg ikke give dem. Jeg var kun udrustet til at lappe deres sår sammen og se dem dø.

Den bitre viden om min egen utilstrækkelighed overvældede mig næsten. Jeg spekulerede på, om jeg, hvis jeg havde udviklet mig i en mere hensynsløs retning, kunne have hjulpet dem mere på denne forfærdelige dag. Kynisk tænkte jeg, at under de omstændigheder havde min egen bitterhed sikkert gjort det af med mig længe forinden, den kritiske dag kom.

Jeg vidste kun, at jeg følte mig meget sårbar. Jeg holdt mig selv beskæftiget for at undgå at blive overmandet af frygt. Jeg var rent faktisk fortabt i et virvar af forvirrede tanker.

Jeg tilbragte meget af tiden med at gå frem og tilbage mellem de to huse, hvor de døde og de døende blev behandlet, og opmuntrede de unge førstehjælpsfolk og andre, og jeg blev forbløffet over den ydre ro, som de alle bevarede. En mand, som jeg mente, hed mr. Porter, fortalte mig, at han havde set Jim Wray blive skudt, mens han lå på jorden. Jeg bad ham om at afgive en forklaring til Michael Canavan, der var til stede og hjalp de sårede. Mens jeg sad hos William Mckinney, lød der uden for et sted i nærheden af pladsen endnu en række skud. Der opstod en vis panik på pladsen, fordi folk forsøgte at søge dækning. Jeg bemærkede, idet jeg gik til og fra de to huse, at et anseligt antal mennesker bevægede sig tilsyneladende formålsløst omkring på pladsen i en tilstand af lammelse. Jeg så ingen civile med benzinbomber eller sømbomber eller våben af nogen art overhovedet. De tilstedeværende var skræmte og søgte efter dækning. De opførte sig ikke aggressivt på nogen måde. Da ambulancerne først var kommet, fik vi travlt med at læsse døde og sårede op i dem. Jeg hørte en ekstraudsendelse i en transistorradio, der sagde, at tre var blevet dræbt af skud i ”Londonderry”. På det tidspunkt vidste jeg, at mindst syv døde, og jeg spekulerede lidt på, hvor præcise nyhederne var. Jeg mødte Nell McCafferty ved siden af en af ambulancerne, og hun græd. Jeg havde ikke talt med hende siden den aften i City Hotel, hvor Sammy Devenney var blevet overfaldet. Jeg forsøgte at være munter og sagde: ”Du godeste, Nell. Hver gang jeg møder dig, græder du.” Mit primitive forsøg på at få hende tilbage til virkeligheden faldt totalt til jorden. Nell sendte mig et ondt blik blandet med aggression og foragt og gik videre. Jeg var ked af, at mit forsøg på rapmundethed var faldet til jorden, for jeg kunne godt lide Nell. Senere gik det op for mig, at min ydre brovten skulle dække over den rædsel og kvalme, jeg følte indeni, i et forsøg på at sikre mig, at mine sande følelser forblev skjult.

 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave

Oversigten over kildetekster, 1. udgave

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk