Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den blodige Søndag. Widgerykommissionen

Efter den blodige søndag, 30. januar 1972 nedsatte den britiske regering en undersøgelseskommission, der skulle fastlægge årsagerne til den tragiske hændelse, der kostede 14 katolikker livet. Kommissionen, ledet af Lord Widgery, udgav 10 uger senere en rapport, der placerede ansvaret hos demonstranterne. Rapporten har siden 1972 og til 1998 været afvist af det katolske mindretal som ufuldstændig og partisk overfor den britiske hær. Den følgende tekst er et uddrag af Widgerykommissionens rapport. I 1998 nedsatte Tony Blair en ny kommission, der sidder i Derry/Londonderry og til dags dato har fået op imod 800 vidneudsagn.

 

John Hume og mange andre, deriblandt mig selv, var af den faste overbevisning, at en høring om begivenhederne på Blodige Søndag i Derry kun kunne accepteres, hvis den blev udført af en godkendt uvildig myndighed. Jeg var af den opfattelse, at en overordnet europæisk eller amerikansk dommer skulle lede den, helst på neutral grund, eksempelvis i det nærliggende Donegal, som ville være belejligt for deltagende vidner. Som det var tilfældet med så mange tidligere tragedier i Derry, var jeg klar over, at der først og fremmest måtte tages hensyn til de ønsker, som de dødes og såredes nærmeste familie måtte have. Der var grund til at tro, at hvis vi stærkt og enigt holdt stand, ville vi få en undersøgelse, der i det mindste imødekom nogle af vore krav. Under disse omstændigheder blev jeg meget skuffet over at høre, at en gruppe af lokale gejstlige, ledet af fader Mulvey, havde fremsat en offentlig erklæring til fordel for afholdelse på Widgery, og at de nærmeste familier var enige i deres erklæring. Vort krav om en helt uvildig undersøgelse var dødfødt fra begyndelsen af. Mange vigtige vidner kom så i et alvorligt dilemma om, hvilken beslutning de skulle tage i forhold til at møde frem i Widgery. Af respekt for familierne besluttede jeg mig modstræbende for at fremlægge mit vidnesbyrd for Widgery undersøgelseskommissionen.

Jeg mødte op i kontoret i Bishop Street, der var stillet til rådighed til formålet, med min forberedte erklæring. Kommissionsmedlemmerne var gjorde meget ud af at forsikre mig om, at jeg ikke behøvede at gøre rede for min tilstedeværelse i det, der rent faktisk var en ulovlig march. Jeg gjorde det meget klart, at jeg ønskede at gøre rede for det og gjorde uden forbehold klart, at jeg deltog i marchen. Efter megen diskussion og formel undersøgelse af mit forberedte vidneudsagn, informerede kommissionsmedlemmerne mig om, at min tilstedeværelse ved høringen ikke var påkrævet – på trods af at jeg var den ene af to læger på stedet. Jeg havde undersøgt og behandlet de to første sårede, havde undersøgt fire af de døde på ”gerningsstedet” og var blevet udnævnt af kardinal Conway til at repræsentere ham ved obduktionen. Dr. Kevin Swords, den anden tilstedeværende læge, der havde behandlet en såret på stedet, blev indkaldt til at afgive vidneforklaring, ifølge Widgeryrapporten blot for at fastslå, om Gerald Donaghy havde haft noget i sine lommer. Jeg begyndte at føle mig meget ubehagelig til mode omkring hele formålet med Widgery og kommissionen. Jeg diskuterede det med fader Mulvey og fortalte ham som sædvanlig min mening i utvetydige vendinger.

Jeg havde kendt fader Mulvey i mange år og havde fået stor respekt for ham både som præst og som menneske. Vi havde oplevet mange gode tider sammen, med mange små mellemspil bestående af stædige diskussioner – sædvanligvis om den politiske scene.

Nogle af de personlige kvaliteter, som fader Mulvey har tilført sin præsteværdighed, havde jeg lært at kende, og vi havde ført mange interessante diskussioner, især omkring det vanskelige område selverkendelse. Vi havde mange fælles problemer på det område, og vi forsøgte at udforske dette interessante personlige område ved mange lejligheder. Hvad angår politik havde jeg gennemgået en grundig læretid i en politisk heksekedel, og mit politiske ståsted var meget klart defineret. Fader Mulveys politiske ståsted var efter min mening meget udflydende, så vi kunne aldrig rigtig blive enige på det politiske felt.

Jeg var overbevist om, at fader Mulvey og de andre præster havde opfattet Widgeryhøringen som helt hæderlig og havde tænkt, at i værste fald ville historien i det mindste blive fortalt.

Efter min mening havde præsterne undervurderet den luskede natur og de politiske manøvreringsevner i det britiske samfundssystems maskineri. Det var et fænomen, som jeg havde fået en meget klar erkendelse af, og som jeg ved mange lejligheder på min egen ubetydelige måde havde fornøjet mig med genere.

Gennem mine erfaringer i borgerretsbevægelsen og tidligere i Royal Air Force havde jeg udviklet en meget stor respekt for det britiske ”maskineri” i funktion. Jeg var nået til den erkendelse, at det ville reagere energisk og ofte yderst høfligt, hvis der var nogen fare for, at den offentlige samvittighed blev forrykket. Det havde ubegrænsede evner til at etablere ”civiliserede” arrangementer med folk, der viste tegn på at forrykke dets balance, og ville lægge et stort og velovervejet pres på, hvis en aftale ikke kunne komme i stand. Jeg var ikke i tvivl om denne reaktions dødbringende natur, hvis mekanismerne blev forstyrret i væsentlig grad.

Jeg havde ofte tænkt, at irerens synder er mange og kendt viden om, og har ofte grund i fuldskab og kævl og ofte en grundlæggende dumdristig storsindethed. På den anden side var englænderens synd et kompliceret, iboende hykleri, ofte ukendt for ham selv.

Jeg var fængslet af den teori, at ”maskineriet” kørte for at beskytte dette iboende hykleri og kun kunne fungere effektivt på grund af eksistensen af denne nationale svaghed.

Jeg indså, at maskineriet omhyggeligt var blevet samlet i århundredernes løb, og jeg skulle være yderst varsom, for det var hensynsløse mennesker, der fik det til at køre.

Widgery-rapporten blev offentliggjort den 19. april 1972, og jeg kan kun sige, at jeg var forfærdet over indholdet af denne såkaldt uvildige undersøgelse. På det tidspunkt var jeg begyndte at indse rigtigheden af Vincent Hannas udtalelse om, at loven er til for lovens skyld. Jeg havde også lært at tage den stadige stigende række af høringer, som vi fik stukket i hovedet, med et gran salt. Men denne seneste rapport grænsede til strafbar forsømmelse.

Widgery-rapporten har været udsat for megen kritik, så jeg vil indskrænke mine bemærkninger til det område, hvor jeg var personligt involveret – foruden en generel kommentar om, at rapporten omfattede mange diskussioner af paraffinprøver, der afslørede tilstedeværelse eller ikke af blypartikler, og mange spekulationer om, hvorvidt de afdøde havde været i besiddelse af våben, da de blev skudt. Ingen steder i rapporten var der taget hensyn til de konkrete retstekniske beviser fra obduktionerne, og om hvorvidt de konkrete beviser var i overensstemmelse med øjenvidneberetninger af begivenheden. Efter mit skøn er det helt almindelig procedure i enhver retssal.

Min personlige vidneforklaring drejede sig om Glenfada Park og de omkringliggende områder. Fire mennesker døde i det område – Jim Wray, Gerald McKinney, Gerald Donaghy og William McKinney. I rapporten fremfører lord Widgery i paragraf 83: ”Jeg behandler disse fire dødsfald samlet, fordi jeg finder beviserne for forvirrede og for modsætningsfyldte til at kunne adskille dem.” Han gik så videre til sagen om Gerald Donaghy og behandlede den adskilt og detaljeret med det primære formål at fastslå, hvorvidt Gerald Donaghy havde sømbomber i sine lommer. Dr. Kevin Swords blev tilkaldt for at vidne i denne sag, men kun for at fastslå, om afdøde havde noget i lommerne eller ej.

 

Den følgende tekst er et vidneudsagn fra en læge, der oplevede dentragiske søndag i Derry. Hele Widgeryrapporten kan læses i sit fuldeuddrag på webadressen: http://cain.ulst.ac.uk/hmso/widgery.htm

 

Tekst 19 | Oversigten over kildetekster | Tekst 21

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk