Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Holocaust
//
Tekst 64

Breve fra SS-Obersturmführer Karl Kretschmer (SK 4a)

Karl Kretschmer skrev hjem til sin familie. Han var medlem af en Sonderkommando og indimellem berettede han om, hvad den foretog sig.

 

Søndag 27. september 1942

 

Min Kære Soska,

Du vil være utålmodig, fordi du ikke har modtaget et brev fra mig siden mandag d. 21. september 1942, men jeg kunne virkelig ikke skrive tidligere. For det første fordi jeg igen rejste et tusind kilometer de sidste par dage (denne gang med bil, to dage med støv og skramlen) og for det andet fordi jeg er syg. Jeg føler mig ussel, og jeg er ved dårligt mod. Hvor ville jeg gerne være sammen med jer alle. Hvad du ser her gør dig enten brutal eller sentimental. Jeg er ikke længere i området omkring Stalingrad, men længere nordpå i midten af fronten. Ikke direkte ved fronten, men tæt nok på til at en bombe fra luften vil ramme mig en af disse dage. Men jeg har lige så stor chance for at blive ramt af en her, som i Karlsruhe. Så vidt jeg ved, er i indtil nu blevet sparet af englænderne. Lad os håbe det forbliver sådan. Efter mine oplevelser i Rusland, betyder mit elskede hjem mere for mig end noget andet i verden. Hvis jeg kunne bede, ville jeg bede til, at dig og hjemlandet ville forblive uskadt. Det bliver vidunderligt at blive genforenet. Jeg ved, du vil blive, overasket over at høre mig sige det.

Som jeg sagde, er jeg i meget nedtrykt humør. Jeg må hive mig selv ud af det. Synet af de døde (inklusiv kvinder og børn) er ikke særlig opmuntrende. Men vi kæmper denne krig for overlevelsen eller ikke overlevelsen for vores folk. I derhjemme, tak skaberen, føler ikke den fulde styrke af det. Bombeangrebene har, imidlertid, vist hvad fjenden har på lager til os, hvis han har nok magt. Det er man opmærksom på hvor end du går langs fronten. Mine kammerater slås bogstavelig talt for eksistensen af vores folk. Fjenden ville gøre det samme. Jeg tror, du forstår mig. Krigen er i vores mening en jødisk krig, jøderne er de første, der får det at føle. Her i Rusland, hvor end der er en tysk soldat, er der ingen jøde tilbage. Du kan forestille dig, at jeg i starten skulle bruge lidt tid på at forstå dette. Vær venlig ikke at tale med Fru Kern om dette.

Jeg er også syg (diarre, feber, kulderystelser). Det virker til at alle her har det. Skiftet i diet og oven i købet ingen vand. Efter du har de betydningsfulde Vestrussiske byer bag dig, kommer du til den endeløse steppe. Afrika kan ikke være værre. Landskabet er forfærdeligt. Bare støv, støv og mere støv. Befolkningen vegeterer i det. Skaderne skabt af krigen er hurtigt repareret, da husene ikke er andet end et par stolper og brædder. Alt andet er lavet af mudder fra naturen. Tagene er dækket med strå og hø og derefter er der smurt mudder ovenpå. Solen bager alting hårdt. Fordi der også er meget kridt, et alt malet hvidt og det er det. Kvinderne udfører alle disse opgaver. Der også mænd rundt omkring, men de må arbejde steder, hvor man ikke kan se dem. Alle spytter. Gammel og ung. Du ser folk tage en mundfuld solsikkefrø og så bliver det hele skudt ud. Hele dagen. Som papegøjer. I byerne stødte jeg stadig på noget kultur. På landet er det ikke mere at se. Alt er primitivt. Det eneste, jeg endnu ikke forstår, er, hvorfra Stalin har fået sin militære magt og våben fra. Det eneste svar må være, at hele befolkningen har været engageret i krigsindsatsen og intet andet de sidste tyve år. Det kan ikke have været muligt på nogen anden måde.

Så meget for det. Nu til mad. Jeg har altid sagt til dig, at en soldat går ikke sulten rundt. Der er bare en hage ved det: maden kommer fra omegnen og når du lader de frodige marker i Ukraine bag dig, og kommer til stepperne er der mangel på nogle ting, f.eks. smør. Hærkommandoen hjælper så med at forsyne os med dåse og konserveret mad. Personligt har jeg været heldig, fordi det har været muligt at købe mad set i lyset af vores hårde arbejde. Købe er ikke det rigtige ord, pengene er ikke noget værd, vi bytter. Vi er tilfældigvis i besiddelse af gammelt tøj, som er meget efterspurgt. Vi kan få det hele her. Tøjet tilhører personer, som ikke længere er i live i dag. Så du behøver ikke sende mig tøj eller lignende. Vi har nok her til det næste år. Vil du være så venlig at få noget salt til mig – det hvide Kaisers Kaffe agtige i pakker. Når jeg får orlov, vil jeg tage mindst 15 kg. af det med tilbage hertil. Det er mere værdifuldt end penge her.

Jeg skrev til dig, at jeg måske ville kunne finde et persisk tæppe til dig. Det viser sig nu, at det ikke er muligt. For det første er jeg ikke længere i det rette område, og for det andet er de jødiske forhandlere ikke længere i live. Yderligere, er der mange der prøver at få fat i den slags tæpper. Jeg har også hørt at folk har betalt en formue for dem. Det er selvfølgelig ikke noget jeg kan gøre. Måske, alligevel, smiler lykken til os. Dette er mit sjette brev. I dag sendte jeg pakke no. 2 (smør) og 3 (2 dåser sardiner i olie, 2 gummi kugler, 1 x te og 2 pakker søde sager til børnene) […] Når det kolde vejr engang sætter ind, vil du få en gås indimellem, når nogen tager på orlov. Der er over 200 gående rundt her omkring, såvel som køer, kalve, grise, høner og kalkuner. Vi lever som prinser […] I dag, søndag, fik vi stegt gås (1/4 hver). I aften skal vi have due. Jeg smører et tykt lag smør på brødet. Vi søder alting med honning, fordi der ikke er noget sukker. Send mig venligst tomme dåser med låg (der ikke vejer mere end 100 g.) men store. Vi får dem fyldt og forseglet her. Vi kan sende pakker der vejer op til 1 kg. i hvilket som helst antal. Du kan sende mig en pakke der vejer op til 1 kg. Med frimærker. Jeg er ved at overtage forretningen. Lige nu har jeg optalt over 110,000 i kassen – RM i rubler […]

 

Tag dig af børnene for mig.

Med længsel og kærlighed i mit hjerte

Din karl

 

Send mig venligst Føreren og andre aviser hver dag. Vi kan ikke få nogen af dem her.

 

---

 

Kursk, 15.10.1942

Elskede hustru, kære børn.

I vil blive overraskede over at modtage et brev fra mig fra Tyskland. Grunden til dette er, at en som tager på orlov, bringer det med sig og han vil poste det derfra. Jeg giver ham også en pakke (8 kg.) som han poster i Koblenz. Den indeholder 5 kg. smør, 2,5 kg. hvedemel og 1 stang sæbe […]

Jeg kan fortælle, at min dagligdag mere eller mindre kører glat. Vi har fået fat i et lille hus der minder om det i Gartenstr. det er dog ikke nær så pænt. Det er forfaldent og der udført en del billigt byggearbejde på det. Mere end 40 familier levede her førhen, men de måtte fjerne sig for os. Jeg har nu min egen 2-værelses lejlighed. Jeg arbejder i stuen, hvor jeg også har krigkassen (150.000 RM) og jeg sover i køkkenet. Indtil nu har det ikke været så koldt, så det har været tåleligt. Vi får bragt træ ind pr. ton. Jeg håber det holder hele vinteren. Fangerne skal hugge og stakke det. Jeg overlever. Hvis du var sammen med mig nu ville det være vidunderligt. Revillen er 6.00, men jeg vågner altid tidligere, fordi jeg indtil nu ikke har kunnet sove længere end 5 timer, selvom jeg nogle gange går tidligt i seng.

Klokken 7.00 får vi kaffe (så meget brød du vil have, en klat smør – ca. 60 g – nogle gange puré eller kunstig honning). Da vi først ankom hertil var der ægte honning. Jeg spiser altid fire skiver brød. Så arbejder vi indtil klokken 12.00. Der er altid god mad til frokost – meget kød, en masse fedt (vi har vores egne husdyr, grise, får, kalve og køer). Vi har også sørget for kartofler, så alle har nok at spise. Vi har syltet vores egne tomater og agurker. Vores kok bijobber med en delikatesse derhjemme og han ved virkelig, hvad han laver. Afhængig af mit humør og min appetit spiser jeg op til tre portioner. Så er det tilbage til arbejdet indtil kl. 18.00. Til aftensmad er der enten noget varmt: stegte kartofler med røræg eller andre retter, eller noget koldt: brød og noget pølse. Man kan se, at der bliver taget vare på vores kropslige behov. Vi modtager værnemagts rationer, som ikke er overdrevne, men alligevel nok, og får selv fat i noget ekstra. Jeg tror der vil være nok til vinteren. Lige nu er der 600 gæs som laver megen larm i gårdspladsen. Dine julegæs er, håber jeg, blandt dem. Hvis tingene flasker sig kommer jeg med dem selv. Hvis ikke, vil jeg sørge for, at du får dem i god tid.

Vi tilbringer aftnerne med enten at spille kort, drikke eller sidde sammen med chefen. Jeg har tilbragt megen tid med chefen. Når han vil spille kort, drikke kaffe, eller snaps skal nolge af officererne holde ham med selskab. Man kan ikke holde sig for sig selv. Jeg tror, jeg har givet et godt indtryk indtil nu. De første par dage var jeg træt og kunne ikke tage så meget, men herefter lykkedes det mig at komme igennem natten og var faktisk den sidste til at stoppe.

Jeg har allerede fortalt dig om skydningerne – at jeg heller ikke kan sige ’nej’ her. Men de har mere eller mindre sagt, at de endelig har fundet en god fyr til at køre den administrative del af tingene. Den sidste var alt i alt en kujon. Sådan bliver folk bedømt her. Men du kan stole på din far. Han tænker på dig hele tiden og skyder ikke overdrevent. Så det er vores liv. Vi kommer ikke ud af bygningen med mindre vi skal i biografen, teateret eller inviteres til tjenestestederne eller officererne. Der sker absolut ingenting i byen. Søndage er ligesom ugedage. Jeg elsker at være hjemme ved jer alle sammen. Hvordan har haven det? […]

Det er dejligt Hr. Kern skal til Frankrig. Jeg tror, han ville have været for svag til østen, selvom folk forandrer sig her. Folk bliver hurtigt vant til synet af blod, men blodpølse er ikke så populært heromkring.

Jeg sender dig megen kærlighed. Jeg håber mine pakker […] når dig meget snart. I øjeblikket kan jeg ikke sende andet, men det jeg har sendt dig skulle vare et stykke tid. Inden da kommer der en anden mulighed.

Jeg håber pakken til Wurzel kommer frem til hans fødselsdag. Det ville gøre mig glad.

 

Mange kys og hilsner til børnene

Til deres kære mor et langt dybt kys

I er mit et og alt

Jeres Papa.

 

Kilde: Klee, Ernst et al. (eds) (1991): Those Were the Days. The Holocaust through the Eyes of the Perpetrators and Bystanders. Hamish Hamilton, London.

 

Tekst 63 | Oversigten over kildetekster | Tekst 65

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk