Uddrag af Rudolf Höss’ selvbiografi
Rudolf Höss var leder af Auschwitz. Hans selvbiografiske noter nedskrev han efter sin tilfangetagelse.
Om der Stürmer og antisemitisme
Det blad [Der Stürmer] var på mange måder katastrofalt, det gavnede slet ikke den alvorlige antisemitisme, men skadede den tværtimod. Det kan ikke undre, når det efter sammenbruddet kom frem, at det var en jøde der redigerede bladet og skrev de skrappeste hetzartikler. [Der ikke belæg for denne påstand] Som fanatisk nationalsocialist var jeg fast overbevist om, at vores ide ville vinde indpas og blive fremherskende i alle lande efter at være blevet tilpasset de forskellige folkeslags egenart. På den måde ville det jødiske overherredømme jo også blive fjernet. Antisemitisme var jo ikke noget nyt fænomen i verdenshistorien. Den dukkede op, hver gang jøderne havde tilranet sig for megen magt, når deres modbydelige uvæsen var blevet for iøjnefaldende for offentligheden.
Om sigøjnere
[…] mens jeg var ved Inspektoratet for kz-lejrene i Oranienburg, blev jeg ofte tiltalt af sigøjnere, som kendte mig fra Auschwitz, og udspurgt om deres slægtninge, selv længe efter at disse var blevet gasset. Jeg havde altid svært ved at finde de undvigende svar, netop fordi de var så tillidsfulde. Selvom jeg havde mange problemer med dem i Auschwitz, var de dog mine yndlingsfanger – hvis man overhovedet kan sige sådan noget.
Deres trang til at stjæle og vagabondere er medfødt og umulig at komme til livs. De har også et helt andet syn på moral. For dem er der absolut intet ondt i at stjæle. De kan ikke forstå, at man bliver straffet for det. Dette gælder det store flertal af de arresterede sigøjnere […]
Om de første gasninger på sovjetiske krigsfanger
Gasningen blev udført i arrestcellerne i blok 11. Jeg overværede selv henrettelserne, beskyttet af en gasmaske. Døden indtrådte øjeblikkeligt i de propfyldte celler, så snart man kastede zyklon B ind. Kun et kort, halvkvalt skrig, og så var det forbi. Disse første henrettelser ved gasning trængte ikke rigtig ind i min bevidsthed, måske var jeg alt for påvirket af, hvad der skete. Tydeligere husker jeg gasningen af 900 russere kort efter i det gamle krematorium, som blev anvendt, fordi benyttelsen af blok 11 var for besværlig. Mens fangerne stod ned af vognene, slog man simpelthen nogle huller foroven i ligrummets betontag. Russerne fik besked på at klæde sig af i forrummet og gik alle helt roligt ind i ligrummet, fordi man sagde til dem, at de skulle afluses derinde. Hele transporten kunne lige akkurat være inde i ligrummet. Døren blev låst og gassen sluppet ned gennem hullerne i taget. Jeg kan ikke sige, hvor længe det varede, ingen døden indtrådte. Men man kunne høre en summende lyd et godt stykke tid. Da pulveret blev kastet ned, var der nogle, som råbte "gas", og så begyndte en vældig brølen og et pres på dørene. Men dørene holdt. Første flere timer efter blev der åbnet for dem og luftet ud. Her så jeg for første gang gassede lig i bunkevis. Det fik mig til at føle ubehag, og jeg gyste, selvom jeg havde forestillet mig gasdøden værre. Jeg havde altid forestillet mig, at ofrene kvaltes under store smerter. Men ingen af ligene viste tegn på krampetrækninger. Lægerne forklarede mig, at blåsyren virkede lammende på lungerne, men virkningen var så pludselig og så stærk, at døden indtrådte, før krampetrækningerne begyndte. Det havde derfor andre og hurtigere virkninger end f.eks. belysningsgas eller ved at lukke for tilførsel af luftens ilt. Drabet på de russiske krigsfanger vakte egentlig ikke tanker til live i mig dengang. Jeg havde fået en ordre, og den måtte udføres. Men jeg må ærligt indrømme, at denne gasning virkede beroligende på mig, da masseudryddelsen af jøderne jo skulle begynde inden for en overskuelig fremtid, og hverken Eichmann eller jeg endnu var klar over, hvordan de store masser, der kunne ventes, skulle dræbes […] Jeg havde været meget nervøs for, at vi skulle henrette dem alle ved skydning, når jeg tænkte på de store mængder, på kvinderne og børnene. Jeg havde allerede fået nok ved at se de henrettelser af gidsler og grupper, som var blevet befalet […] Nu var jeg beroliget ved tanken om, at vi ville blive sparet for alle disse blodsudgydelser, og at også ofrene kunne skånes lige til det sidste øjeblik.
Citaterne er fra: Höss, Rudolf (2004): Kommandant i Auschwitz, selvbiografiske optegnelser. Gyldendal.
