Kurt Werner fra Sonderkommando 4a, beskriver babi-Jar
Vidneforklaring. Kurt Werner var medlem af Sonderkommando 4a. Han beretter her om Babi-Jar massakren 29.-30. september 1941.
Den dag tog hele kommandoen, på nær en vagt, af sted omkring klokken 6 om morgnen for at deltage i disse skydninger. Jeg kom dertil med lastbil. Det var alle mand på dæk. Vi kørte omkring 20 minutter i en nordlig retning. Vi stoppede på en brolagt gade i et åbent landskab. Det var her vejen stoppede. Der var utallige jøder, og der var opsat et sted, hvor jøder skulle indlevere deres tøj og bagage. En kilometer længere fremme så jeg en stor, naturlig ravine. Der var terrænet sandet. Ravinen var omkring 10 meter dyb, ca. 400 meter lang, omkring 80 meter bred ved toppen og omkring 10 meter bred i bunden.
Så snart jeg ankom til henrettelsesstedet, blev jeg sendt ned i bunden af ravinen sammen med nogle af de andre mænd. Det varede ikke længe før de første jøder blev bragt ned til os fra toppen af ravinen. Jøderne skulle ligge med ansigtet nedad på jorden nær ravinens vægge. Der var tre grupper med skytter i bunden af ravinen, hver gruppe bestod af 12 mand. Grupper af jøder blev samtidig sendt ned til hver henrettelsesgruppe. Hver på hinanden følgende gruppe af jøder skulle ligge ovenpå ligene af dem der allerede var blevet skudt. Skytterne stod bag jøderne og dræbte dem med et skud i nakken. Jeg kan stadig huske jødernes fuldstændige frygt, når de først kunne se ligene fra toppen af ravinen. Mange jøder skreg af rædsel. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvilke nerver af stål der var nødvendige for at kunne gennemføre det beskidte arbejde dernede [i ravinen]. Det var forfærdeligt […]
Hele morgenen skulle jeg være ned i ravinen. Noget af tiden skulle jeg skyde hele tiden. Derefter blev jeg tildelt jobbet med at fylde magasiner til maskingeværer med ammunition. Mens jeg gjorde det, blev andre kammerater tildelt skydningsopgaven. Ved middagstid blev vi tilbagekaldt fra ravinen og om eftermiddagen, skulle jeg, sammen med nogle andre ved toppen, lede jøderne til ravinen. Mens vi gjorde dette, var der andre mænd der skød ned i ravinen. Jøderne blev ledt hen til kanten af ravinen og derfra gik de selv ned af skråningen. Skydningen den dag må have varet indtil klokken 17:00 eller 18:00. Derefter blev vi kørt tilbage til vores indkvartering. Den aften fik vi alkohol (snaps) igen.
Kilde: Ernst Klee et al. (eds) (1991): Those Were the Days, The Holocaust through the Eyes of the Perpetrators and Bystanders. Hamish Hamilton, London.
