Tale af Mordechai Chaim Rumkowski, leder af jøderådet i Lodz, 17. januar 1942
Kun arbejdet kan redde os
Brødre og søstre. I dag, i et hjørne af ghettoen, fejrer vi et jubilæum som, under de givne omstændigheder, er noget af bedrift. En bestemt analogi falder mig ind, omhandlende religiøse helligdage. Hvert år fejrer vi helligdagen sukkot. Men glæden ved de dage afhænger helt af vejret. Når vejret er godt lever den religiøse jøde i sin sukka [løvhytte], men på kolde og barske dage er han tvunget til at forlade denne ærværdige tradition. Det er det sammen med dagens fejring. Vi glæder os over det, vi har opnået i gennem året, at vi succesfuldt har bevæget os gennem 12 måneder. Men det der skygger for vores glæde, er det faktum, at dette øjeblik falder sammen med en anden lidelse.
Vi lever i dag under genfærdet af deportation. Kun for nylig, gennem et stort offer, accepterede vi ind i vores 140.000 store befolkning, endnu 23.000 landsforviste. Jeg er stolt af at sige, at disse landsforviste kan betragte dem selv som heldige, for den nådesløse skæbne som tilfaldt dem, trods alt gav dem en heldig skæbne at blive bragt til vores ghetto. Det er held i uheld. Til trods for dette kan jeg tie, når det handler om de 10.000 personer, vi nu deporterer. Uheldigvis modtog jeg den mest kompromisløse ordre, en jeg blev nødt til at udføre, for at forhindre andre i at gøre det. Indenfor mine evners grænser, i denne sag som i andre triste kniber, har jeg forsøgt at formildne strengheden så meget som muligt.
Jeg gjorde det på denne måde: Til deportation udpegede jeg det element i vores ghetto, som var en betændt byld. Og derfor inkluderer listen af landsforviste medlemmer af denne underverden og andre individer, der er til skade for ghettoen. Jeg er mange gange blevet kritiseret for indsmuglingen til ghettoen fortsætter. Det var uigendriveligt, og jeg kunne ikke benægte det. Nu, da jeg deporterer alle slags medvidere og snydere, gør jeg det fuldt overbevist om, at de har bedt om deres skæbne.
En kommission af mine betroede hjælpere bestemmer deportationslisterne. Den kommission garanterer grundlæggende, at de kun vil deportere personer, hvis de har fortjent det. Jeg indser, selvfølgelig, at ved denne velovervejede, hurtige handling, kan kommissionen måske lave fejl, men tilbage står det faktum, at der er absolut ingen ondsindethed hos dem der bestemmer.
Nogle personer beder andre om at gribe ind på deres vegne og er ligeglade med hvilke forbryderiske metoder der bliver brugt. Disse interventioner er til ingen nytte. Min forventning, baseret på myndighedsinformationer, er, at de deporteredes skæbne ikke vil blive så tragisk, som det er forventet i ghettoen. Det vil ikke komme bag hegn, og de vil arbejde på gårde.
Et rygte hydra [mangehovedet uhyre] er opstået ved marginerne af deportationsproceduren. Jeg må fordømme, i de stærkeste vendinger, at forstyrre den offentlige orden. Jeg har mange gange udtalt, at du kun kan basere din ro gennem arbejde, og indflydelsen af sladder kan kun underminere det jernfundament, som arbejde repræsenterer.
Hver ghettoindbygger burde identificere sig selv via hans arbejdsidentifikationskort, og det identifikationskort burde være uden en plet. Et arbejdsidentifikationskort med retsanmærkninger på er værre end intet kort overhovedet.
Vi er nu på tærsklen af meget dårlige tider, og alle bør være opmærksomme på dette.
Kun arbejde kan redde os fra den værste katastrofe.
Rumkowski og hans familie blev deporteret til Auschwitz med de resterende andre jøder, da ghettoen blev ryddet i foråret 1944.
Kilde: Hochstadt, Steve (ed.): Sources of the Holocaust.Macmillan, 2004.
