Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Holocaust
//
Tekst 13

Dr. Paula Tobias om boykotten 1. april 1933

Dr. Paula Tobias og hendes mand var læger i byen Bevern, som havde 1800 indbyggere. Boykotten blev opfattet meget forskelligt. I de større byer var den langt mere synlig, og der var langt flere bevæbnede vagter. Generelt set, var forfølgelsen af jøder i begyndelsen mindre udbredt i landlige områder, men langt mere udtalt i de større byer.  I 1935 flygtede familien til USA. Hendes oplevelser blev nedskrevet i 1938. Hun døde i 1971.

 

[…] på dagen for boykotten den 1. april var der hele dagen to brunskjorter med rifler foran vores hus.

Det kan være af interesse for jer at vide, hvordan hele denne dag fandt sted i vores situation. Vi vidste ikke det skulle ske, og da jeg som sædvanlig kl. 6.30, havde jeg åbnet porten og hjulpet vores dreng ud med hans cykel, kom der fra den anden side af gaden to unge fyre i fuld uniform og fortalte mig, på den mest skamfulde måde, at det var meningen, at de skulle stå foran vores ejendom og ikke lade nogen patienter komme ind. Da jeg svarede, når alt kommer til alt, så er en ordre en ordre, og der var nok ikke noget vi eller de kunne gøre ved det, blev de meget lettede og gik hen til deres plads foran porten. Befolkningen fandt ud af nyheden med det samme, og generede sig ikke med at komme. Men nogle af dem holdt øje med, hvad der foregik, og da der i et par timer om eftermiddagen ikke var nogen vagter, sneg de sig ind. De stakler der havde stået vagt var blevet generet af forbi passerende og brugte enhver mulig undskyldning for ikke at blive beordret til denne opgave. Bønderne forbød direkte deres i drenge at deltage og fandt på en masse ekstra arbejde til dem. En fortalte hans afkom, at det var langt mere tjenstgørende job for nationen at fragte møg ud af staldene i stedet for at stå med et gevær og latterliggøre dem selv.

 

Om morgenen tog vores chauffør og jeg til vores nærliggende grønsagshave. Vi havde planlagt dagen før at lægge kartofler, og det gjorde vi, selvom min mand sagde til mig, at det var fjollet at lægge kartofler for andre. Jeg forsikrede ham for, at vi selv ville spise dem i efteråret, og det var det, vi gjorde. Nogle timer senere fik jeg ham overtalt til, så længe vi ikke skulle arbejde, at gå en dejlig lang tur i skoven, som vi ellers aldrig havde tid til på en hverdag. Partilægen, som var udstationeret på den lokale kro, for at tilse patienter, havde heller ikke noget at lave, fordi lige pludselig havde ingen brug for en læge. Folk som var kommet fra omegnen tog bare hjem igen, efter de havde fundet ud af sammenhængen. Vores chauffør gik rundt som en kalkunsk hane, brølede af vagterne og fortalte dem, hvordan de skulle stå og holde deres geværer så længe de stod vagt foran en veteran officers hus. Med undtagelse af en notorisk bølle sagde ingen af de unge fyre, der blev afløst hver anden time, et utilbørligt ord eller gjorde noget stødende, alle var glade, når deres vagt var slut. Da vores dreng kom hjem fra skole, talte de med ham og fortalte vittigheder.

Sådan var det ikke alle steder. I Holzminden var der for eksempel blodige optøjer med mange arresterede og smadrede vinduer. […]

                     

Kilde: Steve Hochstadt (ed.): Sources of the Holocaust. Palgrave Macmillan, 2004.

 

Tekst 12 | Oversigten over kildetekster | Tekst 14

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk