Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

PLO’s charter fra 1968

PLO troede endnu i 1968, at de ville ende med at få hele Palæstina igen i kraft af en guerillakrig mod Israel. Det var først, da de i 1982 blev fordrevet fra frontlinjestaterne, at de måtte opgive denne strategi. Og da Jordan i 1988 overdrog dem Vestbredden, besluttede PLO sig for den skrabede løsning: Gaza-striben og Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad.

PLO’s charter er et helt igennem sekulært skrift, hvor PLO identificerer sig med Nassers ide om Palæstina som en del af en panarabisk stat.

 

Det Palæstinensiske National-Charter (PLO-pagten)
Resolution fra Den Palæstinensiske Nationalforsamling

Artikel 1.

Palæstina er det palæstinensisk-arabiske folks hjemland, og er en udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinensiske folk er en integreret del af den arabiske nation.

 

Artikel 2.

Palæstina med de grænser, som stod ved magt under det britiske mandat, er en udelelig territorial enhed.

 

Artikel 3.

Det palæstinensisk-arabiske folk har den juridiske ret til sit hjemland og har efter befrielse af deres land ret til selv at bestemme udelukkende efter eget samtykke og vilje.

 

Artikel 4.

Den palæstinensiske identitet er ren, væsentlig, medfødt, iboende og karakteristisk. Den overføres fra forældre til børn. Den zionistiske besættelse og spredningen af det palæstinensisk-arabiske folk som følge af de katastrofer, det har været udsat for, fører ikke til, at det taber sin palæstinensiske identitet og sit medlemskab i det palæstinensiske samfund eller ophæver den.

 

Artikel 5.

Palæstinenserne er de arabiske borgere, som normalt boede i Palæstina indtil 1947, uanset om de blev udvist fra det eller blev tilbage. Enhver, som efter den dato er født af en palæstinensisk-arabisk far, i eller uden for Palæstina, er også palæstinenser.

 

Artikel 6.

Jøder, som normalt havde boet i Palæstina frem til begyndelsen af den zionistiske invasion, vil blive betragtet som palæstinensere.

 

Artikel 7.

At der er et palæstinensisk samfund, og at det har materielle, åndelige og historiske bånd til Palæstina, er indiskutable fakta. Det er en national pligt at opdrage de enkelte palæstinensere på en arabisk, revolutionær måde. Alle informations- og uddannelsesmidler må bruges for at gøre ham bekendt med sit land på den grundigst mulige måde, åndeligt og materielt. Han må være forberedt på den væbnede kamp og være rede til at ofre sin ejendom og sit liv for at genvinde sit fædreland og sørge for dets befrielse.

 

Artikel 8.

Det palæstinensiske folk lever nu i en fase af dets historie med national kamp for at befri Palæstina. Derfor er modsætningerne mellem de nationale palæstinensiske styrker af sekundær betydning, og de må afsluttes pga. den basale konflikt mellem de zionistiske og imperialistiske styrker på den ene side og det palæstinensisk-arabiske folk på den anden. På dette grundlag udgør de palæstinensiske masser, enten de befinder sig i deres hjemland eller i eksil, både deres organisationer og enkeltindivider, én national front, som arbejder for tilbageerobring af Palæstina og for befrielse af det ved væbnet kamp.

 

Artikel 9.

Væbnet kamp er den eneste vej til befrielse af Palæstina. Derfor er væbnet kamp den overordnede strategi og ikke blot en taktisk fase. Det palæstinensisk-arabiske folk befæster sin absolutte bestemmelse og faste beslutning om at fortsætte sin væbnede kamp og arbejde for den væbnede folkerevolution for at befri deres land og deres tilbagekomst til det. De forsikrer også deres ret til et normalt liv i Palæstina og til at udøve sin ret til selvbe-stemmelse og suverænitet over det.

 

Artikel 10.

Kommandoaktion udgør kernen i den palæstinensiske folkekrig for befrielse. Dette nødvendiggør en omfattende optrapning og mobilisering af alle de palæstinensiske folkelige og uddannelsesmæssige anstrengelser, deres organisation og engagement i den væbnede palæstinensiske revolution. Der kræves også, at man opnår enhed i den nationale (wetani) kamp mellem de forskellige grupper i det palæstinensiske folk og mellem det palæstinensiske folk og de arabiske masser for at sikre revolutionens fortsættelse, dens optrapning og dens sejr.

 

Artikel 11.

Palæstinenserne har tre mottoer: National (wataniyya) enhed, national (qawmiyya) mobilisering og befrielse.

 

Artikel 12.

Det palæstinensisk-arabiske folk tror på arabisk enhed. For at yde deres bidrag til, at dette objektive mål kan nås, må de imidlertid på nuværende stadium af deres kamp, beskytte deres palæstinensiske identitet og udvide bevidstheden om denne identitet og dens eksistens og modstå enhver plan, som tager sigte op at opløse eller svække den.

 

Artikel 13.

Arabisk enhed og befrielse af Palæstina er to sammenfaldende mål. Hver af disse baner vejen for realisering af den anden. Arabisk enhed fører således til befrielse af Palæstina, og befrielse af Palæstina fører til arabisk enhed. Arbejdet med realisering af det ene mål skrider frem side om side med realisering af det andet.

 

Artikel 14.

Den arabiske nations skæbne, ja selve den arabiske eksistens, er afhængig af Palæstina-problemets skæbne. Af denne afhængighed udspringer den arabiske nations stræben efter og kamp for befrielse af Palæstina. Palæstinas folk spiller en førende rolle under realiseringen af dette hellige, nationale (qawmi) mål.

 

Artikel 15.

Befrielsen af Palæstina udgør, set fra en arabisk synsvinkel, en national (qawmi) pligt til at slå den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland tilbage og at likvidere zionismen i Palæstina. Det overordnede ansvar for dette påhviler den arabiske nation, dens folk og regeringer, med det palæstinensisk-arabiske folk i spidsen. For denne opgave må den arabiske nation mobilisere sine militære, menneskelige, moralske og åndelige ressourcer i et aktivt samarbejde med det palæstinensiske folk i befrielsen af Palæstina. De må, specielt i den nuværende fase af væbnet palæstinensisk revolution, tilbyde og forsyne det palæstinensiske folk med al mulig hjælp og enhver materiel og menneskelig støtte, og give det alle muligheder og anledninger til at kunne fortsætte at påtage sig og at udføre dets ledende rolle, når det gælder at fremme den væbnede revolution, indtil de har befriet deres hjemland.

 

Artikel 16.

Set fra et åndeligt synspunkt vil befrielsen af Palæstina sikre en atmosfære af sikkerhed og ro for Det hellige land, hvilket vil sikre landets helligdomme og garantere frihed til tilbedelse og besøg af alle grupper, uden diskriminering pga. race, farve, sprog eller religion. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle åndelige kræfter i verden.

 

Artikel 17.

Set fra et humanistisk synspunkt vil befrielsen af Palæstina give det palæstinensiske individ dets værdighed, stolthed og frihed tilbage. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle i verden, som tror på menneskets frihed og værdighed.

 

Artikel 18.

Set fra et internationalt synspunkt er befrielsen af Palæstina en defensiv handling, som er gjort nødvendig af kravene om selvforsvar. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk, som ivrigt ønsker at have et venskabeligt forhold til alle folk, støtte fra alle de stater, som elsker frihed, retfærdighed og fred, for at kunne genoprette dets legitime rettigheder i Palæstina, genoprette fred og sikkerhed i landet, og sætte dets folk i stand til at udøve national suverænitet og frihed.

 

Artikel 19.

Delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af Israel er helt igennem ulovlig, uanset hvor lang tid, der går, fordi den var i strid med det palæstinensiske folks ønske og dets naturlige ret til dets hjemland og uforenelig med principperne i FN’s charter, særlig retten til selvbestemmelse.

 

Artikel 20.

Balfour-deklarationen, Palæstina-mandatet og alt, som er baseret på disse, er at betragte som værdiløs og tomhed. Påstanden om historiske og åndelige bånd mellem jøder og Palæstina stemmer hverken overens med de historiske realiteter eller den sande opfattelse af, hvad der er en stat. Jødedommen, som er en religion, er ingen uafhængig nationalitet. Jøderne er heller ikke en selvstændig nation med sin egen identitet. De er borgere i de stater, som de tilhører.

 

Artikel 21.

Det palæstinensisk-arabiske folk, således som det fremstår gennem den væbnede palæstinensiske revolution, forkaster alle løsninger, som er en erstatning for fuld befrielse af Palæstina, og det forkaster alle forslag, som sigter mod at likvidere det palæstinensiske problem eller en internationalisering af dette.

 

Artikel 22.

Zionisme er en politisk bevægelse, som er organisk forbundet med verdensimperialismen og fjendtlig mod alle frihedsbevægelser og progressive bevægelser i verden. Den er racistisk og fanatisk i sin natur, aggressiv, eks-pansiv og kolonial i sit mål og fascistisk i sine metoder. Israel er den zionistiske bevægelses redskab, placeret strategisk i hjertet af det arabiske hjemland som base for verdensimperialismen til bekæmpelse af al arabisk håb om en arabisk nation med frihed, enhed og fremskridt. Israel er en konstant trussel mod fred i Mellemøsten og i hele verden.
Efter som befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske og imperialistiske tilstedeværelse og vil bidrage til oprettelse af fred i Mellemøsten, forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle liberale mennesker i verden og fra alle progressive og fredelige kræfter. Det palæstinensiske folk bønfalder dem alle, uanset deres sympatier og forbindelser, om at tilbyde hjælp og støtte til det palæstinensiske folk i dets retfærdige kamp for at befri sit hjemland.

 

Artikel 23.

Kravene til sikkerhed og fred, og kravene til sandhed og retfærdighed kræver, at alle stater ser på zionismen som en illegitim bevægelse og forbyder dens eksistens og bandlyser al dens virksomhed, for at venskabelige forbindelser mellem folkene kan blive bevaret, og indbyggernes loyalitet mod sine respektive hjemlande kan blive sikret.

 

Artikel 24.

Det palæstinensisk-arabiske folk tror på principperne om retfærdighed, frihed, suverænitet, selvbestemmelse, menneskelig værdighed og alle folks ret til at udøve disse.

 

Artikel 25.

For at realisere målene i dette charter og dets principper vil Den palæstinensiske befrielsesorganisation gennemføre sin rolle i befrielsen af Palæstina i overensstemmelse med denne organisations konstitution.

 

Artikel 26.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, som repræsenterer de revolutionære palæstinensiske kræfter, er ansvarlig for den palæstinensisk-arabiske folkebevægelse i dens kamp for at udøve sin ret til selvbestemmelse over det på alle militære, politiske og finansielle områder og alt andet, som det palæsti-nensiske spørgsmål kræver på det inter-arabiske og det internationale plan.

 

Artikel 27.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation vil samarbejde med alle arabiske stater, hver i henhold til dens ressourcer, og vil bevare neutralitet i deres gensidige forbindelser i lyset af krigens krav om befrielse og vil på denne basis ikke blande sig i noget arabisk lands indre forhold.

 

Artikel 28.

Det palæstinensisk-arabiske folk vil fastholde oprindelsen og uafhængigheden i sin nationale (wataniyya) revolution og forkaster alle former for indblanding, formynderi og underkastelse.

 

Artikel 29.

Det palæstinensisk-arabiske folk har den fundamentale og ægte juridiske ret til at befri og genoprette sit hjemland. Det palæstinensiske folk bestemmer selv sin holdning i forhold til alle stater og magter på basis af disses holdning til den palæstinensiske revolution og til opfyldelse af Det palæstinensisk-arabiske folks målsætning.

 

Artikel 30.

De kæmpende – og de som bærer våben i kampen for befrielsen – udgør kernen i folkearméen, som vil blive den beskyttende kraft om det, som Det palæstinensisk-arabiske folk har opnået.

 

Artikel 31.

Organisation skal have et flag, en troskabsed og en nationalsang. Alt dette vil blive udformet i henhold til en speciel vedtægt.

 

Artikel 32.

Vedtægter, som vil blive offentliggjort som Konstitution for Den palæstinensiske befrielsesorganisation, skal være i overensstemmelse med dette Charter. Den beskriver måden, hvorpå organisationen og dens organer og institutioner skal konstituere sig, hver enkelts kompetence og obligatoriske forpligtelse under Chartret.

 

Artikel 33.

Dette charter kan ikke ændres uden ved to trediedels flertal i blandt samtlige medlemmer af Nationalrådet (PNC) i Den palæstinensiske befrielsesorganisation, ved en speciel session sammenkaldt til dette formål.

 

Teksten er fra adressen: http://danmark.wordpress.com/2007/12/11/det-palaestinensiske-national-charter-plo-pagten/

 

Tekst 20 | Oversigten over kildetekster | Tekst 22

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk