Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 34

Petr Uruba – Nato betyder frihed

Petr Uruba, der som tjekkoslovakisk statsborger under Anden Verdenskrig kæmpede i Royal Air Force, be­ret­ter i teksten om sine erfaringer og vurderer  betydnin­gen af Tjekkiets Nato-medlemskab. Teksten stammer fra den engelsk­sprogede tjekkisk radiostation ’ Radio Prague’.

 

(Radioværten) Rob Camerons gæst denne uge på programmet ’One on One’ er oberst Petr Uruba, en distingveret pilot, RAF veteran og tidligere Colditz fange, der som mange andre officerer blev anklaget af det kommunistiske regime, da han vendte hjem (efter Anden Verdenskrig). Oberst Petr Uruba var glad for at opleve et Nato-møde i den tjekkiske hoved­stad sidste uge – han fik ved den lejlighed en medalje af alliancen for sit arbejde for Nato-medlemskabet. Da han kom ind i studiet, star­tede Rob med at spørge ham om, hvorvidt flyvning altid havde været en lidenskab.

 

”Ja, det er faktisk en lidenskab. Så snart du er i luften, har du en følelse af frihed. Så det er det. Det er en lidenskab”.

 

De kom ind i det tjekkoslovakiske luftvåben som en ung mand på 18 år. Hundredvis af piloter flygtede fra Tjekkoslovakiet i månederne op til og efter den nazistiske besættelse, og mange rejste til Storbritannien og gik ind i RAF. Kan De for­tælle mig, hvordan De gennemførte denne rejse.

”Ja, besættelsen af vores land den 15. marts 1939 var et chok for mig. Naturligvis afslut­tede vi vores militære forpligtelser, og vi blev sendt hjem til vore familier, vore byer og vore landsbyer i en situation, hvor tyskerne mere eller mindre var til stede overalt. I denne situation sagde jeg til mig selv, at det ikke var et sted for mig at leve. Der var ingen frihed, man kunne ikke udtale sig frit. Så besluttede jeg at komme ud af landet for at befri mit land”.

Var det for Dem – som den unge mand De var – et stort eventyr, eller var De deprimeret og be­drøvet over, hvad der var sket med Deres land?

”Mest af alt var det en patriotisk pligt, men med mulighed for en smule eventyr. Men, det vigtigste var at komme ud af  det besatte land og gøre noget i den forventede kamp”.

 

Hvad er Deres første erindring om Storbritannien?

”Tja. Vi forlod Bordeaux og ankom til Fal­mouth, hvor vi for første gang fik britisk te”.

 

Kunne De lide det?

Ja. Engelsk te er det bedste. Ingen kan lave te, som de gør det i England eller Storbritannien. Men som jeg sagde, kamppiloterne blev sendt til Duxford, hvor der var en base for Royal Air Force kamppiloter og for den gruppe af tjek­ker, der allerede var ankommet. Efter kort til befandt vi os i et luftslag. Vi blev taget godt imod i Storbritannien, og RAF gjorde, alt hvad det kunne for at gøre brug af vore kamp­piloter. Vi startede ud med at bombe havnene ved kanalen, fordi tyskerne samlede deres skibe der med henblik på en mulig invasion af Storbritannien … det var en dum ide, fordi den sidste invasion fandt sted under Vilhelm Erobreren (1066)… men der var ingen skibe parat…”

 

Blev De skudt ned og taget til fange…?

”Nej, i virkeligheden skyldtes det en fejl fra navigatøren i kombination med en dårlig vejrudsigt. Vi var på et togt mod Boulogne, som ligger lige på den forkerte side af kanalen, men da vi fløj tilbage, efter at have bombet Boulogne, endte vi pga. vinden igen på den anden side af kanalen, og vi landede ved en fejl i Normandiet nær byen Fleurs. Her blev vi taget til fange”

 

Og De tilbragte noget tid i den berygtede Colditz krigsfangelejr, der er blevet gjort udødelig gen­nem utallige bøger og Hollywood-film. Fortæl mig om Colditz-lejren, således som De husker den. Hvad husker De om deres celle og om disciplinen der?

”Ja, vi havde navneopråb hver morgen og eftermiddag. Det skal enhver fange adlyde. Jeg vidste, at jeg som krigsfange i det mindste skul­le drille de tyske vagter. Min passive mod­stand var, at jeg ved navneopråb altid var den sidste, der kom til stede. Alle stod derude, og den tyske sikkerhedsofficer sagde, idet han så mig: Nå… ’Uruba – immer der letzer’ – ’Uruba – altid den sidste’!”.

 

Hvis vi vender blikket mod tiden efter krigen og skæbnen for de piloter, der satte livet på spil for friheden og kampen for at befri deres land fra den nazistiske besættelse, er den fyldt med pinsler. De, der valgte at komme tilbage til Tjekkoslo­vakiet efter 1945, blev fængslet af kommunis­terne. Mange af dem døde, de blev udsat for tortur. Hvad skete der med Dem efter krigen?

”Ja, det slog os med forbavselse. Det var et klassisk statskup. Og det var det værste. De sagde: ’I kæmpede på den forkerte side. I hjalp kapitalisterne med at vinde krigen!’. Det var helt tåbeligt. Specielt fordi de færreste af os kom fra rige familier. Allerede efter få måne­der blev vi smidt ud af hæren. Vi fik ikke en chance”.

 

Og mange blev fængslet?

”Ja, dem, der havde været aktive under krigen, blev fængslet”

 

Naturligt nok blev historien om de tjekkoslo­vakiske piloters skæbne undertrykt under den kommunistiske epoke. Først efter 1989 kom det ud, hvor dårligt mange blev behandlet. Er Deres opfattelse, at mange – specielt de unge – er be­vidste om, hvad der skete med Dem og deres kolleger efter 1948?

”Hvis jeg skal sige sandheden, så er folk ikke interesserede. Fordi der er gået… hvor lang tid? 50 år. De har ikke levet i den situation, vi levede i”.

 

Gør det Dem bedrøvet at se, hvor meget folk har glemt?

”Nej, jeg kan godt forstå, at de har andre inte­resser. Hvis det blev nødvendigt…, jeg håber virkeligt, at det aldrig bliver nødvendigt at gøre, hvad vi gjorde…det er derfor, jeg altid har været en stærk tilhænger af at komme med i Nato”.

 

Det er netop, hvad jeg gerne vil tale om. Prag har netop været vært for historiens første Nato-topmøde i et tidligere kommunistisk land. Jeg husker, at mange folk i perioden op til Tjekkiets Nato-medlemskab sagde, at dette land, der i 1939 blev besat af nazisterne og i 1968 af rus­serne, simpelthen ikke har noget alternativ til at gå ind i Nato, hvis det vil garantere dets sikker­hed i fremtiden. Er De enig i dette, og hvor rele­vant er dette argument i dag?

”For mig er det helt klart. Efter hvad vi har oplevet – først den tyske besættelse og senere vore allierede og venners okkupation! Dengang blev jeg rasende. Jeg sagde, vi må få nogen med magt til at hjælpe os med sikre vores frihed. Jeg så kun en mulighed, nemlig et stort Nato. Og husk på: Det var ameri­kanske tropper, der afgjorde Første Verdens­krig. Da de krigsførende tropper i Europa var udmattede, kom amerikanerne og gennem­førte det sidste angreb, der sikrede de allierede sejren. Igen under Anden Verdenskrig kom invasionen i juni 1944. De er der stadig, og de er parate til at hjælpe os. De er altid parate til at hjælpe det gamle Europa”.

 

Tekst 33 | Oversigten over kildetekster | Tekst 35

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk