Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 33

Roma-befolkning demonstrerer mod opdeling af by

I såvel Tjekkiet som i Slovakiet udgør romaerne (også kaldet sigøjnere) et meget synligt mindretal. I begge lande lever romaerne under leveforhold, der er langt ringere end de gennemsnitlige leve­forhold i befolkningen. Romaerne giver ofte udtryk for, at dette er et udtryk for diskri­mi­na­tion. Myndighederne i såvel Slovakiet som i Tjekkiet mener omvendt, at det skyldes roma­ernes manglende ønske om at lade sig integrere i samfundene. Teksten her er et udtryk for for­holdet mellem romaer og tjekker i byen Usti nad Labem. Teksten er skrevet af Mark Vacher.

 
USTI NAD LABEM Muren er faldet - halvanden måned efter at den blev opført.
I byen Usti nad Labem i Tjekkiet byggede bystyret en mur ned gennem Maticnigaden for at adskille to uenige grupper, nemlig tjekkerne på den ene side af gaden og sigøj­nerne på den anden side. Muren fik enorm symbolsk betydning, hvilket også var med­virkende til, at den nu er revet ned.
Men muren i Maticni var ikke en ny Berlin­mur. Hvor Berlinmuren i næsten 30 år ad­skilte familier, byen og borgerne og blev sym­bolet på et adskilt folk og et delt Europa, skilte muren i Maticni intet, der før var samlet. Den var tværtimod den fysiske manifestation af et dybt og rodfæstet skel, som eksisterede længe før det første betonelement blev lagt.
På den ene side af Maticni-gaden bor fire tjekkiske familier i deres huse.
Overfor bor 150 sigøjnere i to faldefærdige boligblokke. Modsætningen mellem genbo­erne er slående. Tjekkernes køkkenhaver er velholdte, og dem selv ser man kun, når de låser op for deres garageporte eller lukker sig ud og ind af deres gadedøre.
Hos sigøjnerne derimod flyder det med affald, og der er næsten altid udendørs aktivitet. Således vrimler det med forhutlede unger i beskidt tøj med snottet løbende, der roder og leger i bunker af skrot og skrammel.
Sådan var det i hvert fald, da vi midt i novem­ber besøgte Maticni for første gang. Da stod muren der stadig, og det første syn, der mødte os, var en treårig dreng, som havde tisset i buk­serne og gik grædende rundt i to graders frost. Vi havde ikke været der længe, før børnene flokkedes omkring os. »Kourona, kourona, deutsch-mark«, »Willst du sex« lød det ustandselig, og enkelte af børnene trak deres bukser ned for at få opmærksomhed og penge fra de to fremmede mænd.
Hvad angik de voksne, så disse overhovedet ikke ud til at tage notits af børnene eller deres opførsel, så længe de ikke gik i vejen for dem, der kom slæbende på ramponerede sofaer, gamle fjernsyn eller gammmelt jern.
I det hele taget fremstod boligblokkene som et råt og trøstesløst eksempel på socialt og men­neskeligt forfald.
Da vi to timer senere forlod Maticni for første gang, gik den lille dreng stadig grædende om­kring i våde bukser.
Det var scener som disse, lugten og synet af affald, samt støjgener fra fester, der varede til langt ud på natten, som i 1995 fik tjekkerne fra Maticni til at klage til bystyret. I 1996 bekostede bystyret en oprydning, hvorved man på én- gang fjernede ikke mindre end 80 tons affald. I 1997 gennemførtes en omfat­tende rottebekæmpelse, igen for bystyrets reg­ning, og ligeledes i 1997 anmodede tjek­kerne i Maticni om en mur, der kunne skær­me for lugt- og støjgener, samt udsigten til dynger af affald.
Men det var en hændelse ved påsketid i 1998, som for alvor satte fokus på forholdene i Maticni. Sagen var, at en beruset sigøjner blev påkørt af en bil, da han vaklede omkring på den store indfaldsvej til Usti, der krydser Maticni. Sigøjneren kom ikke selv alvorligt til skade, men sammen med sine kammerater over­faldt han bilens fører og passager. Politiet blev tilkaldt, og det udviklede sig til et større slagsmål.
Nu havde tjekkerne i Maticni det endelige ar­gument over for bystyret for at få opført en mur. Så da borgmesteren en måned før lokal­valget i 1998 lovede at bygge en mur mellem tjekkerne og sigøjnerne, blev denne af mange tjekker opfattet som et symbol på lov og orden.
Muren var altså resultatet af en længere­varen­de konflikt, hvilket i øvrigt også var tilfældet med dens udseende. Først ville borgmesteren, bakket op af tjekkerne i Maticni, have bygget en fire meter høj betonmur uden udgang til gaden. Dette var imidlertid for skrapt for flere medlemmer af byrådet, og kompromiset blev en opførelse af en legeplads til sigøjner­bør­nene, et nyt fortov og endelig en 1,80 meter høj gul mur med huller i og tre ulåste låger, der fører ud til Maticni.
Midt i Maticnis gråhed stod muren lysende gul og ny.
Mange tjekker har svært ved at forstå sigøj­nernes modvilje mod den. I mange tjekkers øjne er sigøjnerne naive, beskidte og larmende mennesker, der, som en ung tjekkisk lærer­studerende udtrykker det »ikke respekterer den mest grundlæggende regel, som er at holde orden i sit hus«.
Hvad er grunden til, at sigøjnerne i Matcini ikke respekterer de mest grundlæggende regler? Forfatteren til bogen »Zed« om muren i Maticni, journalisten Frantisek Rocek, finder svaret i Ustinad Labems nyere historie.
Problemet med sigøjnerne, siger han, er, at de har haft svært ved at tilpasse sig det industrialiserede samfund. Under kommu­nismen ansatte man langt flere arbejdere end nødvendigt. Derfor var der også arbejde til sigøjnerne, men ikke nødvendigvis brug for dem. Konsekvensen er, at de aldrig har lært værdien af at passe et arbejde, mener Rocek. Indførelsen af markedsøkonomi efter 1989 har betydet virksomhedslukninger og vok­sen­de arbejdsløshed i hele samfundet. I Maticni nærmer arbejdsløshedsprocenten sig 100.
De to boligblokke i Maticni har aldrig været tænkt som en sigøjnerghetto, men som et sidste tilbud til folk, der ikke betalte deres husleje. Desværre, siger Rocek, er dårlige beta­lere og sigøjnere i langt de fleste tilfælde to sider af samme sag.
Sigøjnerne i Maticni udgør en arbejdsløs gruppe på samfundets bund med en kultur, der hører fortiden til, konkluderer han.
Således belært af Rocek vender vi tilbage til Maticni og får mod betaling arrangeret en overnatning hos sigøjnerfamilien Lacko. Familien er meget gæstfri, og hen på aftenen henter hr. Lacko et gammelt skrive­maskine­etui, der er fyldt med fotos af hans familie. De næste to timer går med at kigge på billeder, og hr. Lacko forklarer meget engageret, hvem bil­lederne forestiller. Der er fotografier af levende slægtninge, men også døde fotogra­feret i kis­ten - og helt ud i familie-relationer, der for en dansker forekommer meget perifere.
Hvad Lackos samling af billeder vidner om, er en værdsættelse og betydning af familien, hvil­ket er noget helt andet end det indtryk, som mange tjekker - og ikke mindst vi - havde fået af sigøjnerne i Maticni.
Efter at have sovet hos Lacko-familien bliver det nemmere at opholde sig i Maticni. Børnene er ikke længere helt så pågående, selv om de stadig tigger og slås indbyrdes. Hen på eftermiddagen beder en af hr. Lackos døtre os om at følge med op på øverste etage i et af boligkomplekserne.
»Vil I se vores skole?« spørger hun til vores store overraskelse. De fleste af sigøjnerbørnene kommer kun yderst sjældent - om nogensinde - i den nærliggende skole, og myndighederne har forlængst opgivet at tvinge dem derhen.
Skolen er et enkelt rum. Udenfor leger bør­nene i en svinesti og er møgbeskidte, og i familien Lackos hjem havde alle sko på inden­døre. I skolerummet derimod tager alle deres sko af. Der er gulvtæppe i hele rummet, og børnene leger uden konflikt, hvorimod de havde tæsket løs på hinanden udenfor.
Under opsyn af hr. og fru Lacko tegner bør­nene. Deres tegninger bliver hængt op på væggen. Her er vandfarver og børnebøger, farvekridt, spil og bygge-legetøj.
Der er ca. 35 børn tilknyttet skolen, fortæller fru Lacko. Ca. 20 er til stede denne dag.
Alle børnene får besked på at sætte sig på gul­vet i den ene side af rummet.
Hr. Lacko har ti sedler i hånden, som børnene får lov at trække efter tur. På hver af sedlerne står titlen på en sang, som de derefter synger i kor. Det er sigøjnersange, og børnene elsker dem. De synger flerstemmigt og af fuld hals.
Det er ikke bare flot, det er ufattelig smukt.
Børnene får også lov at synge enkeltvis, og der bliver klappet af alle. I over halvanden time synger disse forsømte børn koncentreret san­gene om Magdalena, Esmaralda og om, hvad det vil sige at føle sig som sigøjner. Dette er ikke ydmyghed og tiggeri, men et smukt udtryk for sjæl og stolthed.
Da børnene har forladt skoleværelset, og vi er på vej ud ad døren, tager Lacko en gammel støvsuger frem og støvsuger omhyggeligt dette rum, som kun har været betrådt af strømpe­fødder.
Efter vort besøg i skolen ændrede mange af børnene totalt adfærd over for os.
Flere holdt op med at tigge penge, og hvis nogen talte vulgært eller prøvede at sælge sex, blev de omgående irettesat af de andre, og vi fik blikke, der signalerede overbærenhed med dem, der ikke vidste, hvordan man skulle opføre sig. Børnene fulgte os til busstoppe­stedet og sagde farvel med både knus og klem.
For tjekkerne er identitet og selvværd i høj grad forbundet til et sted, hvilket vil sige det sted man kommer fra og værner om. Således hører det til de grundlæggende værdier at passe sit arbejde, sit hus og sit privatliv.
Omvendt er det, som er vigtigt for sigøjnerne, en forgrenet og omfangsrig familie, der sikrer venner og alliancer, hvorhen man end rejser. Det samme gælder kendskabet til de sange, som fortæller historien om, hvem man er og hvor man kommer fra.
Hvad betyder det så, at muren i Maticni er fal­det? For tre af de fire tjekkiske familier har historien fået den lykkelige udgang, at staten har købt deres huse og givet dem mulighed for at købe sig nogle nye med tjekkiske genboer som dem selv. Hvad angår sigøjnerne i Maticni er konsekvensen, at de mister medier­nes bevågenhed og forbliver i de trøstesløse bo­ligkomplekser uden arbejde - med deres ryg­te imod sig og familien Lackos skole som et skrøbeligt fundament for identitet og selv­værd.
Symbolet er faldet, men de sociale og kulturelle modsætninger står endnu.

 

Fakta:
Muren mellem tjekker og sigøjnere i den tjekkiske by Usti nad Labem blev opført i oktober 1999.
Ligesom Berlinmuren blev den rejst om natten under politibeskyttelse med den hensigt at adskille to folkeslag.
Muren påkaldte sig omgående international opmærksomhed og blev kraftigt fordømt af EU-Kommissionen, som gjorde klart, at Tjek­kiets optagelse i EU kunne risikere at få ube­ha­ge­ligt lange udsigter.
Knap to måneder efter opførelsen blev muren i Usti revet ned.
Det skete takket være det tjekkiske parlaments indblanden i det, medlemmer af bystyret i Usti nad Labem opfatter som lokalpolitiske anliggender. Således har regeringen i Prag vist den vilje, der skal til, for at træde ind i EUs gode selskab. Mens EU-Kommissionen på sin side har medvirket til at fjerne endnu et sym­bol på adskillelse og fremmedhad i Europa.

 

Tekst 32| Oversigten over kildetekster | Tekst 34

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk