Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 32

Vaclav Havel: Om EU’s udvidelse mod øst, 1996

Vaclav Havel ser i denne tale, der blev holdt i Aachen i 1996, Europas historie gennem ’ansøgerlandenes bril­ler’. Han ser med en vis skepsis på EU’s udvidelses­pro­ces, idet han opfatter udvidelsestempoet som unødigt langsomt.

 

Jeg forsøgte for nylig at finde ud af, hvor Europas navn kommer fra. Jeg var noget overrasket over at opdage, at mange ser dets oprindelige rødder i det akkadiske ord ”erebu”, som betyder tusmørke eller solnedgang. Asien menes derimod at være afledt af det akkadiske ”asu”, som betyder daggry. Ved første øjekast virker denne op­dagelse ikke særligt opmunt­rende; ordet tusmørke for­bindes i vore tanker tradi­tionelt med forestillingen om af­slutning, udslettelse, nederlag, ødelæggelse eller fore­stående død. På nog­le punkter holder denne traditionelle sammenknyt­ning vand: tusmørke medfører faktisk af­slutningen på noget, i hvert fald afslutningen på en dag med al dens larm og travlhed. Men det betyder ikke ne­der­lag, fordømmelse eller dommedag. Langtfra: det er blot et komma i naturens og livets evige cyklus, hvor no­get ganske enkelt ender for at lade noget andet begynde. For mennesket betyder det for ek­sempel, at arbejdstiden, der er udadvendt, for det meste fysisk og rettet mod om­verdenen, finder sin afslutning og afløses af en tid til ef­tertanke, reflek­sion, evaluering, introspektion og andre bestræbel­ser, der er rettet indad.

Fra tidernes begyndelse har det været om aftenen, folk gav sig af med at reflektere over, hvad man havde foreta­get sig gennem den forløbne dag og den eventuelle be­tydning deraf, og de har holdt pause for at se tingene i perspektiv, genvinde kræfterne og tage beslutninger for den følgende dag. Lidt for­en­k­let kan man sige, at mens daggryet og den klare dag er hændernes tid, så er tus­mørket tankernes tid.

De temmelig dystre associationer, vi har tendens til at forbinde med tusmørket, er måske et produkt af den ty­pisk moderne kult omkring begyndelser og indledninger, fremgang og vækst, opfindelser, stig­ninger og forfrem­melser, en kult omkring driftig­hed, udadvendt aktivitet, ekspansion og energi - det vil sige den typisk moderne blinde tro på kvan­titative størrelser. Daggry, dagens be­gyndelse, solopgang, ”nationernes opvågnen” og lignen­de ord, metaforer og talemåder er meget populære nu til dags, mens solnedgang, stilhed, pause eller skum­ring ufortjent fremkalder en forestilling om stagna­tion, ned­gang, opløsning eller intethed. Vi er uret­fær­dige over for tusmørket. Vi er uretfærdige over for det fænomen, der muligvis lagde navn til vores kontinent.

Det er sandt, at en epoke i Europas historie synes at lak­ke mod enden. Den overordentligt lykkelige kom­bination af klassisk antik, jødisk religiøsitet, kris­tendom og ny energi fra de såkaldte barbariske stammer førte til det enestående europæiske frem­skridt, som gradvist har bi­bragt menneskeheden utal­lige værdifulde ting og præget hele verdens civilisation i vor tid. Europa synes at have in­tro­du­ceret tidens og historiens kategorier, at have opda­get udviklingen og i sidste ende også det, vi kalder frem­­gang. Måske vil hele den kendte europæiske historie, hvis den engang betragtes på en afstand af århundreder, fore­komme som en enkelt dag fuld af driftig aktivitet, store menneskelige bestræbelser og nyvundne erfaringer, stor energi og den ekspan­sio­nens etik, der knytter sig til det. Fra tilværelsens hem­melighed og frelse til stoffets hem­melighed, fra fjerne kontinenters skatte til politiske vær­dier såsom menneskets værdighed og frihed, retsstaten og bor­ger­nes lighed for loven - alt dette er områder, hvor Europa har gjort et bemærkelsesværdigt grund­læg­gel­ses­arbejde, som det siden udbredte, ofte til gavn for resten af verden, men ofte også til skade for ver­den.

Europas historie er ikke kun historien om fremme af be­greber som frelse, frihed, fremskridt og huma­nisme - det er også historien om grov undertryk­kelse af andre kultu­rer, erobring og plyndringer, ko­lo­nisering og eksport af højst tvivlsomme varer, af hvilke jeg blot skal nævne en, som er særdeles farlig, og som jeg personligt har oplevet, nemlig den kom­munistiske ideologi. Og hvis verden skyl­der den europæiske forestilling om fremgang, begyndelse og uafladelig stræben så gode og brugbare ting som de­mokrati, menneskerettigheder eller fjernsyn og com­­pute­re, så skylder den også den samme eu­ro­pæ­iske forestil­ling mange af sine gigantiske sociale for­skelle, den arro­gant antropocentriske behandling af vores planet og forbrugerkulten foruden arsenaler af dødbringende våben, som ofte falder i hænderne på særdeles tvivlsomme regi­mer. I dette århundrede nå­ede denne dunkle europæiske ekspansion sit be­græ­delige højdepunkt i de to verdens­krige, vores kon­tinent kastede verden ud i. De forskellige gaver, der oprindeligt stammer fra den europæiske fore­stil­ling om fremskridt, har andre for længst taget til sig.

Mange har adopteret dem i en sådan grad, at de nu

overgår Europa på netop de områder, hvor Europa en­gang hævdede sin dominans. I lang tid har Eu­ro­pa såle­des ikke været hjemsted for enorme koloni­imperier end­sige været verdens kontrolrum, og det har ikke længere det afgørende ord i forhold til ver­dens gang.

Det forekommer mig, at dette er et godt tidspunkt til at stoppe op og tænke over os selv. Det forekom­mer mig, at vi står over for en stor historisk udfor­dring - en udfor­dring til endelig at fastholde og be­gynde at praktisere den bedst mulige betydning af ordet ”tusmørke”. Det vil sige, at vi skal ophøre med at se Europas nuværende tilstand som dets energis tusmørke og i stedet anerkende den som en refleksionens og fordybelsens tid, en tid hvor den fysi­ske tumult for et øjeblik hører op, og tankernes styre tager over, mens solen går ned. Det betyder ikke fremmed­gørelse for os selv og den verden, vi lever i. Det handler simpelthen om at danne sig et nøgternt overblik over det, vi har opnået, vurdere betydningen og følgerne af vores bestræbelser og tage et par gode beslutninger for mor­gendagen. Gennem hele sin moderne historie har Europa efter mit skøn aldrig haft en bedre mulighed for at gøre netop dette end nu, og det ville være en stor fejl at und­lade at bruge den.

Med Deres tilladelse vil jeg forsøge at skitsere et par emner, vi burde gøre os nogle alvorlige tanker om, hvis vi skal anvende denne aftenmeditation på me­ningsfuld vis, så det ikke blot bliver en lejlighed til træt at døse hen ef­ter arbejdet eller nostalgisk min­des tidligere tiders store bedrifter, men derimod en chance for at formulere Europa som et mål for det 21. århundrede.

Ordet Europa har i dag to betydninger: den første er rent geografisk og fastsættes af de linier på kortet, der fin­des i enhver folkeskole og i ethvert atlas. Den anden be­tydning af Europa henviser til den gruppe af europæiske lande, som blev sparet for kommu­nismen, og som nu i overvejende grad er medlem­mer af den Europæiske Uni­on. Det omfatter med andre ord den del af Europa, som i politisk forstand har været relativ stabil og økonomisk fremgangsrig, og som gradvist har fremmet den indbyr­des inte­gra­tion til en stor politisk og økonomisk liga. Det­te Eu­ropa virker tiltrækkende på andre, og det er ikke no­gen tilfældighed, at man i mange af de lande, som ikke hører til denne gruppe, igen og igen hører sloganet. om deres ”tilbagevenden til Europa”, hvad der grundlæggende betyder optagelse i denne klub af historisk mere lyk­kelige lande, som fik lov at leve på den anden side af Jern­tæppet.

I denne betydning af ordet er Europa imidlertid en en­hed, der indrømmet udviser ringe opmærk­som­hed over for den udfordring, jeg netop talte om, altså udfordringen til at hæve sig over hverdagens stræben og foretage en dybtgående analyse af dens egen rolle i vores civilisation. Lidt maliciøst kunne man måske sige, at dette Europa er langt mere op­taget af udsendelsen af direktiver fra Bru­xelles eller eksporten af køer mistænkt for kogalskab. Det er, på trods af de pæne ord vi af og til hører fra den kant, et temmelig egocentrisk Europa, der bekymrer sig mere om de umiddelbare økonomiske interesser end om global tænkning.

Men der er også en tredje betydning af ordet Eu­ro­pa. Dette Europa repræsenterer en fælles skæbne, en fælles kompleks historie, fælles værdier og fælles kul­turliv. Og dertil kommer, at det på sin vis også er et område, der er karakteriseret ved en særlig op­førsel, en særlig forståelse for vilje og ansvar. Derfor kan dette Europas grænser af og til forekomme lidt diffuse eller variable: de kan ikke fastlægges ved at kigge i et skoleatlas eller ved at studere listen over med­lemsstaterne i den Europæiske Union for­uden de lande, der kunne tilslutte sig unionen, når som helst de måtte have lyst, såsom Norge, Schweiz og Island.

Derfor er det lidt sværere at tale om Europa i denne for­stand, og det sker da også mindre hyppigt. Og al­ligevel er det her, alle diskussioner om Europa og dets fremtid bur­de begynde. Det virker med andre ord, som om det burde være om ikke det vigtigste så dog det indledende punkt i enhver samtale i tus­mør­ket at diskutere, hvad Europa var engang, og hvad det nu tror på, hvad det kan og bør bli­ve til, og hvilken rolle det kan spille i fremtiden. Men bare rolig, jeg vil ikke bruge de næste par timer på at for­søge at besvare disse spørgsmål. Andre er bedre i stand til det, og de har allerede skrevet utallige bø­ger om emnet. Jeg vil blot nævne et par sider af Europa, som efter mit skøn for­tjener en øget op­mærksomhed for øjeblikket.

Den første er, at Europa i den tredje betydning af ordet altid har været og stadig er en enkelt og usyn­lig politisk enhed, skønt den er umådelig for­skel­lig­artet, mangesidet og kompliceret i sin opbygning. Dette er ikke blot et re­sultat af den geografiske form med en koncentration af mange mere eller mindre beslægtede folkeslag på en rela­tivt lille halvø og de tilgrænsende egne. Vigtigere er det, at indbyggernes flere tusind år lange fælles historie, ofte i forskellige multinationale imperier, har formet Europa til et en­kelt åndelig område eller civilisationskreds, der er flettet sammen af så mange politiske forbindelser, at man ikke kunne beskadige en af dem, uden det i visse tilfælde ville føre til den totale ødelæggelse.

Denne tilsyneladende banale ydre kendsgerning har

imidlertid haft betydelige politiske konsekvenser. Faktisk betyder det, at medmindre det fremtidige Europa baseres på en fuld forståelse af denne for­bin­delse og sammenflet­ning, vil det ikke blive en succes for nogen. På længere sigt kan vi simpelthen ikke forestille os et Europa som, skønt jerntæppet ikke længere eksisterer, alligevel vil være delt i et stabilt, velstående og stadigt mere forenet Europa og et min­dre stabilt og mindre velstående Europa, der ik­ke blev forenet. Lige som det er umuligt, at den ene halvdel af et lokale kan forblive varm og den anden kold, er det umuligt at  forestille sig, at to forskellige Europaer i al fremtid kan eksistere ved siden af hin­anden uden at skade dem begge, og det vil være den mere stabile og velstående halvdel, der kommer til at betale den højeste pris.

Det er ikke sådan, at den del af Europa, der søger sam­men i en union, ville lide skade ved en ud­vid­else. Tvært­imod vil den på længere sigt kun lide ska­de, hvis den for­sømte at udvide sig. Som civili­sa­tionsfænomen har Euro­pa nu en chance uden for­til­fælde i hele sin historie: det kan basere fremtidens sam­fundsorden på enighed mellem alle implicerede, på lighed og på fredelig og demokratisk samarbejde. Hvis det bortøder denne mulighed på grund af kort­­sigtede, individuelle eller overvejende økono­mi­ske årsager, så vil det samlet komme til at betale en pris for det. Et svigt over for denne mulighed vil i begge halvdele af Europa åbne døren for alle dem, som foretrækker kon­frontation frem for dialog, og som hellere definerer dem selv i modsætning til an­dre end som deres naboer.

Det nytter ikke at lade som om, at.mennesker af den­­ne type ikke længere eksisterer. Hvis ikke demo­kra­ter med andre ord sætter sig for at opbygge Eu­ropas interne struk­tur som en enkelt politisk enhed, så vil andre udføre det­te arbejde på deres egen måde - og demokraterne kan blive henvist til at stå græde­færdige tilbage på sidelinien. De dæmoner, der på så forfærdelig vis har påvirket Europas historie – og al­ler­værst i det 20. århundrede! – afventer deres stund. Det ville være en tragisk fejltagelse at glem­me dem på grund af nogle teknikaliteter med fonde, kvo­ter og tariffer. Den Europæiske Union er et ene­stående forsøg på at samle Europa i et eneste demo­kratisk og soli­darisk område.

Jeg ved, at hverken den Europæiske Union eller NA­TO kan åbne sig over for dem, der søger optag­el­se, fra den ene dag til den anden. Men hvad de utvivl­somt kan gøre - og bør gøre, før det er for sent - er at give hele det Eu­ropa, der deler et sæt værdier, en utvetydig forsikring om, at de ikke er lukkede klub­ber, samt formulere et klart og konkret koncept for den gradvise udvidelse, som ikke blot indeholder en tidsplan, men også forklarer logikken bag denne tidsplan. Der er gået seks lange år siden Jem­tæppets fald, og det giver ingen mening at benægte, at der trods visse lovende skridt faktisk ikke er sket meget på dette område.

Lad os vende os fra dette ret udvendige spørgsmål til et mere grundlæggende. En af de storslåede euro­pæiske tra­ditioner - en tradition, Europa i første halv­del af dette århundrede syntes at fortrænge me­re og mere - er fore­stillingen om den frie borger som kilden til al magt. Den frie del af Europa lærte imidlertid et og andet af de rædsler, som affødtes af fanatisk nationalisme, og hellige­de sig efter anden verdenskrig igen denne europæiske tra­dition og lag­de grunden til forsoning og samarbejde. Skønt den europæiske integration i begyndelsen primært var af økonomisk karakter, lå det politiske udgangspunkt ikke desto mindre fast, og hvilke politiske målsæt­nin­ger, der var opstillet, stod helt klart: der var reelt tale om en stor genfødsel af det borgerlige princip som det eneste meningsfulde grundlag for et vir­ke­ligt fredeligt samarbej­de mellem nationer. Tanken var ikke at undertrykke de nationale identiteter eller den nationale bevidsthed, som er en naturlig di­men­­sion af ethvert menneskes identitet, men at fri­gøre menneskene fra den nationale kollektivis­mes trældom, som har været årsagen til alle stridigheder og en svøbe for menneskenes individualitet.

Det kan lyde paradoksalt, men den europæiske inte­gration har aldrig betydet begrænsning af friheden i form af inddragelse af visse borgerrettigheder fra en stadig mere fjern magts side. Det har været lige det modsatte, en proces, der fremmer folks frihed ved ikke blot at frigøre dem fra frygten for andre, men ved også at tilbyde dem et endnu større rum til de­res selvrealisering som borgere. Det forekommer mig, at det først er nu, hvor den Europæiske Union indleder en ny runde samtaler om sin fremtid med diskussionerom den fælles udenrigs- og sikkerheds­politik, at europæere og europæiske politikere be­gyn­der at begribe selve omfanget af denne politiske dimension af den europæiske integrationsproces. Og jeg spekulerer på, om nogle af dem ikke bliver en smule skræmte ved tanken om omfanget af det arbejde, de har påtaget sig, i takt med at dets grund­liggende betydning bliver mere og mere tydeligt. Hvis et sådant tab af mod skulle indtræffe, ville det være så meget farligere netop nu, hvor Europa har den chance, jeg lige har omtalt – chancen for at or­ganisere sig som et hele på demokratisk basis for før­ste gang i historien.

Hvordan kan vi modvirke et sådant tab af mod? Hvor­fra henter vi modet til at forfølge virkeligt fri­sindede løsninger? Hvordan kan vi se ud over vores umiddelbare og individuelle interesser til fordel for hele kontinentets fremtid? Efter mit skøn behøver vi ikke gøre så meget – det burde række at minde os selv om den Europæiske Unions hymne. For giver Schillers ”Ode til glæden” ikke svaret på dette spørgs­mål, når den påpeger, at livet i frhedens hel­li­ge cirkel kræver, man aflægger en ed til Ham, som skal dømme os hinsides stjernerne? Hvad andet kan dette betyde end den kendsgerning, at frihed og an­svar­lighed er to sider af samme sag, og at frihed er utænkelig, hvis den ikke baseres på en forestilling om ansvarlighed over for en autoritet, der står over os.

Forestillingen om en metafysisk forankret ansvar­lig­hedsfølelse har været en af hjørnestenene i den euro­pæiske tradition. Og det forekommer mig, at tus­mør­­kets mulighed for selvfordybelse ligefrem invi­te­rer os til igen at hengive os til denne europæiske tra­di­tion og klart ved­stå os, at der er værdier, der står over vores umiddelbare interesser, at vi ikke kun skal stå til an­svar over for vores parti, vores vælgere, vores lobby eller stat, men også over for hele den menneskelige race, heriblandt vores efter­kommere, og at afvej­nin­gen af vores handlingers værd i sidste ende vil blive foretaget uden for rækkevidden af de dødelige om­kring os. I moderne sprogbrug betyder det ikke an­det end at lytte til den stemme, der taler til os fra vo­res samvittigheds dyb, når vi stilles over for for­skel­lige dilemmaer.

Lidt højstemt kunne man sige, at Europas opgave nu er at genfinde sin samvittighed og sin ansvars­fø­­lelse i ordets dybeste forstand - ikke bare i forhold til Europas egen po­litiske arkitektur, men også over for verden som helhed.

Vi kender alle de farer, der hviler over verden i dag. Vi ved alle, at vores planets ressourcer er begræn­se­de, og at forestillingen om uophørlig vækst før eller senere vil kol­lidere med disse begrænsninger. Vi ken­­der alle til det sta­digt større svælg mellem det hurtigt voksende antal af fat­tige i verden og den stag­nerende befolkningsgruppe, der udgøres af de stadigt rigere. Vi ved alle, at vi ødelægger naturen, luften og vandene omkring os. Vi ved alle, hvor man­ge potentielle konflikter, der ligger i dvale blandt menneskene i dag, hvor en samlet globa­li­se­ret civilisation skubber folk med forskellig kultu­rel baggrund tættere sammen, og dermed uund­gå­e­ligt vækker deres vilje til at forsvare deres identitet imod denne truende konformitet.

Men hvad gør vi for at undgå disse farer eller mod­stå dem? Meget lidt, er jeg bange for. Vi trækker os ind i vo­res egne sneglehuse og forsikrer os selv om, at det ikke kommer os ved. Som om vi fuldstændigt havde glemt ”dommeren hinsides stjernerne”, som den europæiske hymne minder os om. Som om vi hele tiden talte om Eu­ropa, men fuldstændigt havde glemt en af de bærende søjler under den europæiske åndelige tradition, nemlig universalismen, buddet om hele tiden at tænke på alle og handle som alle an­dre burde handle til gavn for universelt accep­ta­ble løsninger.

Menneskeheden er på vej ind i en multipolær og mul­­ti­kulturel civilisations æra. Europa er ikke læn­gere diri­genten for det globale orkester. Men det be­tyder ikke, at vi har udspillet vor rolle og ikke læn­gere har noget at skulle have sagt i verden. En ny op­­gave træder frem og med den også en ny fylde i selve Europas eksistens. Det vil ikke længere være Europas opgave - voldeligt eller ikke-voldeligt - at ud­­brede europæernes religion, civilisa­tion, opfin­del­ser eller magt. Heller ikke at belære verden om retsstaten, demokrati, menneskerettigheder eller retfærdighed.

Hvis Europa vil, kan det gøre noget andet, som er mere ydmygt, men også mere gavnligt: ved sit for­bil­lede kan det tjene som eksempel på, at mange forskellige folkeslag kan arbejde fredeligt sammen uden at sætte deres identi­tet over styr. Gennem sin egen opførsel kan Europa vise, at det er muligt at be­handle vores planet ansvarligt og tænke på de kom­mende generationer; det kan demonstre­re, at det er muligt at leve fordrageligt sammen med an­dre kulturelle verdener, uden at individer eller stater må give afkald på sig selv. Og derudover har Europa endnu en mulighed, hvis det ønsker at gøre brug der­af: at minde sig selv om dets bedste åndelige tra­di­tioner og disse tra­ditioners rødder, at undersøge hvad de har tilfælles med andre kulturer og andre ci­vilisationer og i fællesskab med andre søge et fælles åndeligt og moralsk minimum, der kan anspore os alle til at leve side om side på denne pla­net og i fæl­les­skab konfrontere de farer, der måtte true vo­res fælles eksistens.

Det er ikke og bliver aldrig igen Europas opgave at sty­re verden, med magt at udbrede dets egen fore­stil­ling om velfærd og værdier, at pådutte verden dets egen kultur el­ler at dirigere den. Den eneste meningsfulde opgave for Europa i det kommende århundrede er at være det bedst mulige, det vil sige genoplive og indgyde livet dets bed­ste åndelige tra­ditioner og således bidrage til at skabe et nyt møn­ster for global sameksistens. Vi kan gøre mest for verden, hvis vi ganske enkelt gør, som vores sam­vit­tighed byder os og handler, som vi mener, alle bur­de handle. Må­ske kan vi inspirere nogen ved at gøre det, måske ikke. Men vi bør ikke give os af med at spekulere over udbyt­tet, og skønt det er svært at skil­le sig af med den forestil­ling, at det er menings­løst at leve efter et højere imperativ, især når andre ikke gør det, så er det alligevel muligt. Og det kan ikke udelukkes, at det vitterligt er det bedste, Eu­ropa kan gøre for sig selv, for genoplivelsen af dets iden­titet, for dets nye morgengry.

For at kunne tage denne verdens kors på sine skul­dre, ydmygt og uden store armbevægelser, og så­le­des følge i sporet på Ham, vi har troet på i de sene­ste to tusind år, og i hvis navn vi også har begået så megen uret, vil Europa sandsynligvis først være nødt til at standse op og tænke over sig selv. Sker det, bliver det den bedst mulige fortolk­ning af fore­stillingen om tusmørket, som Europa angiveligt skyl­der sit navn.

 

Oversat af Lars Rosenkvist

 

Tekst 31 | Oversigten over kildetekster | Tekst 33

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk