Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 27

Den patriotiske taxachauffør

Michael Konupek interviewer under fløjlsrevo­lutionen i 1989 en taxachauffør, der i mange år havde levet som iagttager og passiv modstander af det politiske system i Tjekkoslovakiet. Taxachaufføren havde gennem mange år været tilknyttet Sokol. Michael Konupek er tjekke og medunderskriver af Charta 77. I 1989 havde han været bosat i Norge i 12 år.

 

TORSDAG DEN 30. NOVEMBER

Min første morgen i Prag indleder jeg med en tur gennem en af Prags forstæder, et sted der vækker kære minder.

Men hvad er der sket med det fine villa­kvar­ter? Haver, der er overgroede med brænde­nælder og hyldebærtræer? Hegn, der er faldet sammen, sikrede vinduer? Var der nogen, der sagde, at Tjekkoslo­vakiet havde trukket sig ind i sit familieliv og sin have? Er denne slag­mark resultatet?

Eller var det bare en kliche, alle vi ’Østeuropa-eksperter’ har brugt, vi som har betragtet den Centraleuropæiske tragedie på afstand, og som ikke selv har behøvet at leve i den?

Jeg prajer en taxa. Således træffer jeg

DEN PATRIOTISKE TAXACHAUFFØR

Det siges, at taxachauffører i hele verden er noget for sig selv. Storbyens tjenere med sans for selv­stændighed. De har hovedfag fra ’gade­universitetet’ og har hørt og set det meste.

Min chauffør, der er en fåmælt fyr i 50’erne, er veteran i branchen. Han har oplevet usæd­vanligt meget, og i lighed med de allerfleste i Tjekkoslo­vakiet har han et stort behov for at dele sine indtryk og tømme sin sjæl.

Jeg beder om at blive kørt til Laterna Magica, der er oprørets hovedkvarter. Chaufføren ser trikoloren på min jakke, og før jeg når at spørge om tilladelse til at optage vores samtale på bånd, hører jeg:

- Journalist? Fint! Slå den til, jeg skal fortælle dem noget! Jeg har set det hele fra ’tribunen’.

Til min store forbavselse viser han sig at være en næsten gammeldags patriot:

- Det vil blive en stor opgave at lære alminde­lige mennesker om vores egen historie, og hvor vi kommer fra. Historieskrivning er grundlaget for enhver nation. Det, der står i bøgerne, skal afspejle det, der skete, således som det virkeligt var… ikke et eventyr eller propaganda. Om den første republik lærte vi i skolen næsten ude­luk­kende, hvor og hvornår der havde været strejker, og hvor mange arbejdsløse der havde været. Ikke et ord om den nationale genfødsel, om Masaryk og Stefanik. Det må vi snarest rette op på.

 

Men findes der personligheder, der er i stand til at fratage kommunisterne magten?

Chaufføren nøler lidt: - Jo, det tror jeg… Ordentlige mennesker findes der masser af. Hvis partiet accepterer at blive sat til side. Måske bliver det nødt til at gøre det. For kommunisterne har begået så mange fejl­tag­elser. Det er vores patriotiske pligt at rette op på det, der kan rettes op på…

 

Det er interessant, at De  efter så mange år snakker om patriotisme.

Det er fordi jeg har været medlem af Sokol! Sokol (Falken) var vores egen nationale idræts­bevægelse. Alle var enten med i Sokol eller i spejderbevægelsen. Ungdomsproblemer var ukendte. Men hvad har dette Socialistiske Ungdomsforbund (kommunist­partiets ung­domsorganisation) gjort? Det har svigtet fuldstændigt. Børn melder sig ind for at få studie­pladser. Sokol derimod var vores natio­nale stolthed. Politisk neutralt og patriotisk. Vi snakkede aldrig om politik. Vi turnerede, dyrkede broderskab og ærlighed…Vi havde et slagord: ’Fremad med løvens styrke’. Og selv­følgelig afskaffede Hitler Sokol, da han kom. Kommunisterne gjorde det samme efter ’48. Og derefter banker man fra grundskolen denne marxisme ind i hovedet på ungerne. Men børn vil lege. Det kunne Sokol tilbyde, leg og kropstræning. Spejderbevægelsen kunne give dem naturoplevelser, kammeratskab, lejr­skoler, ærlighed, alt sammen positive værdier. Det er ikke således, at folk ikke har råd… langt fra. Vi har nok at spise, men hvad hjæl­per det, når man hele tiden er trist i sjælen. Det er ikke rart, at folk emigrerer. Det burde vi egentlig være glade for. Alle ved, at Lendl er tjekke. Selv nogle af partipampernes børn emi­grerer. Vi har været dybt ulykkelige i 20 år, men vi troede ikke på os selv. Ingen troede, at så mange ville komme ud i gaderne for at pro­testere. Selv ikke kommunisterne kunne i ’48 stable så mange tilhængere på benene. Til trods for at de havde støtte blandt arbejderne, der var utilfredse med Benes. Benes var syg, og alle vendte ham ryggen…

 

Hvad siger folk… hvordan virker Dubcek og Havel på dem?

Det skal jeg sige Dem. Folk kan selvsagt lide Dubcek. Men han er blevet gammel, og nogen politiker… I ’68 forstod jeg ham ikke ret godt. Ikke mindst fordi han taler slova­kisk… Havel… mange folk støtter ham, men andre kan ikke lide ham, jeg mærker ofte, at de be­tragter ham som værende…jeg vil ikke sige noget grimt, måske bliver han et eller andet stort, men på mange virker han som noget af en distanceblænder, en bluffer hvis de forstår, hvad jeg mener, støttet fra Vesten og sådan, stor villa i Dejvice…

 

Nej vent lidt, Havel bor nede i byen i en lejlighed, som han deler med sin bror, ingen villaer…

Der ser De, vi ved ingenting!

 

Hans skuespil opføres over hele verden, han tjener relativt set meget.

Ja, der ser De igen. Det er vigtigt at få at vide, hvem folk er.

Vi tror efter så mange år ikke på nogen. Men så tror jeg at…selvom jeg ikke specielt kan lide rødhårede, at hvis det forholder sig, som De siger med Havel, så er han lidt af en hård negl. Han kunne jo have gjort som de fleste. Blæse på det hele. Men han har pirket til regimet hele tiden, og han har risikeret livet, de kunne jo have gjort kort proces med ham. Det værste i dette land er korruptionen, enhver partisekretær begynder med at bygge sig en kæm­pe­villa, vi ved ikke engang, hvor meget de tjener, det må der ryddes op i…

…Hvor mange folk fik ikke ødelagt deres liv! Her må der ryddes op. Jeg er lidt ældre og forsigtig, men når jeg kører med nogle af studenterne, så siger de altid: Værre kan det ikke blive! I morges så jeg et fint slagord på en telefonboks, der stod bare: Vær ikke bange. Det er helt rigtigt. Denne nation har levet i frygt i 40 år. Hvor kunne vi have været uden kommunisterne? Jeg arbejdede i flyindustrien, vi kunne alt. Vi behøver ikke at være i spidsen på alle områder, det er kun japanerne, der er det, men vi kan producere det, vi har behov for, fx. kunne Tesla-fabrikkerne lave radioer og fjernsyn…men de laver et eller andet til russiske satellitter. Vi er fremme nu, (Laterna Magica er) bygningen til højre…

 

Jeg ved det…

Han slår taxameteret fra, tænder sig en cigaret, og vi taler endnu en halv times tid. Da jeg endelig stiger ud af den trange Skoda, siger han: - Hør her, der er lige en ting til, slå båndoptageren til igen, jeg skal sige Dem noget: Jeg har kørt taxa i 20 år og har forsat til gode at træffe et menneske, der ikke forbander dette regime!

 

Tekst 26 | Oversigten over kildetekster | Tekst 28

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk