Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 16

Martin Andersen Nexø: Lidice-Theresienstadt

Den danske forfatter og kommunist Martin Andersen Nexø beretter i nedenstående rejseskildring om byen Lidice og koncentrationslejren Theresienstadt. Artiklen blev oprindeligt bragt i de danske kommunisters avis, Land og Folk, den 6. december 1946

LIDICE - THERESIENSTADT

Man kunde unde vore hjemlige Patenthumanister - og forresten vore to Hundredtusende tyske Flygt­ninge med - en Tur gennem Mel­lem- og Østevropa. Her bløder Befolkningerne endnu af de Saar, de tyske Nazihorder og deres italienske og ungarske Hjælpere med koldt Blod har tilføjet dem. Landene ligger nedtrampede, Byerne er mer eller mindre lagt i Ruiner, Befolkningen decimeret - og hvad der er blevet i Live af dem blottet for det nødvendigste.

Prag er vel den By i de nedtrampede Lande, der har lidt mindst. Alli­gevel fik jeg af Overborgmester Dr. Vazek i Prag følgende Tal:

159 Husblokke paa fire til fem Etager helt lagt i Ruiner.

2000 Husblokke meget haardt ramte.

3000 Husblokke haardt beskadigede og 5000 Husblokke lettere be­skadiget (sprængte Vinduer og Døre, afrevet Tag).

Alligevel gjorde Prag et velbevaret, ja ligefrem holdent Indtryk sammenlignet med Leningrad, som jeg besøgte et halvt Aar, efter at de tyske Belejrere var jaget bort. Og Leningrad der hade været Skive for 150.000 Granater og Luftbomber under den mere end toenhalv-aarige Belejring, virkede ligefrem letsaaret sammenlignet med Beograd, der i Krigens Løb fik en Femtedel af alle sine Bygninger for­vandlet til Ruin­hobe. Men Folk jeg traf som kom fra Polen, erklærede at dette her var ingenting. Vilde jeg se en By i Ruiner, maatte jeg ta til Warszawa!

Meget ligger afsvedet og i Ruiner, Lidelse og Savn og Tab af Kære er gaaet hen over alle Sind. Jugoslavien alene har mistet over en Tiende­del af sin Befolkning, Republiken har 700.000 foræl­dreløse Børn. Uover­kommelige synes de Opgaver, Folket staar overfor. Men Krigens Hær­gen der lagde saa meget øde, synes at ha virket lutrende og staal­sættende paa Sindene; alt det stillestaaende og kuede, som kendetegner den vest­lige Verdens Be­folk­ning og lammer den, er brændt til Slagger og har givet Plads for en alle omfattende Vilje til at skabe et nyt Samfund, en ny Verden. Her er ingen Blækfisk til at plumre Vandene og lyve Reaktion om til Frisind; de er fortæret af Flammerne uden at efterlade saa meget som en vaad Plet. Og de andre hærdedes blot, i ]ugoslavien f.Eks. tog næsten alle Forfattere virksom Del i Frihedskampen som Par­tisaner og beklæder nu for manges Vedkommende vigtige Poster inden for Regeringsapparatet. Og om Tjekoslovakiet kan det samme siges. Kun i Brati­slava, Hovedstaden i Slovakiet der er forholdsvis uberørt af Frihedskampene før og under Krigen, traf jeg en lille Kreds af blege Intel­lektuelle, der dybt grebet paa det individuelle Frisinds Vegne diskuterede, at et Par Kolleger i Leningrad hade faaet Masken revet af.

Alt i alt er det, trods Forødelserne, velgørende at drage østpaå! Medi­cinmændenes og Fidusmagernes vamle Luft er veget for Virkelighedens, der kan forekomme skarp og nøgtern nok ved den første Indaanding, men hurtig mætter Sindet ved sin haand­gribelige Sandfærdighed. Det gør allerede godt, ikke bestandig at maatte læse mellem Linjerne for at fange en Traad af det Hemmelighedskræm­me­­ri, der efterhaanden synes at være det vestlige Demokratis Hovedindhold. Her er Demokratiet ingen Aflagring - ingen Gødningshob, hvor sprag­lede Haner staar paa et Ben og hal-kokker. Der er Hvile selv i en saa lille Ting, som at Fænomenerne ikke har dobbelt Bund, at et Dementi f.Eks. er et Dementi og ikke en Bekræftelse af et Rygte. Blot fire Timers Flyvning til Prag, og man overraskes over Hændelsernes Gennemsigtighed, over Aaben­hjærtigheden i hvad der sker. Alt af Betydning lig­ger aabent i Dagen. Og Pressen, der ikke er afhæn­gig af Privatspekulationen men udgives af de fol­kelige Organisationer, er heller ikke indstillet paa at føre Læserne bag Lyset, men taler lige ud som For­hol­dene.

Som rejsende er man afhængig af, at Oplysningerne man faar er videst muligt objektive, og man er tak­nemmelig for, at der ikke her som i de skandi­na­viske Lande er nogen Tendens til at foregøgle den besøgende, at han befinder sig i et Folkehjem, et Land hvor Frihed og Lighed er noget nær fuld­kommen - et socialt Paradis. Alt i alt ligner Grund­trækkene i den sociale Opbygning dem i Sverige og Danmark, men den sættes ikke i Glas og Ramme, man peger først og sidst paa Manglerne og frem­hæver, hvor langt der er igen. Mon Forskellen ikke er den enkle, at man her er fremadvendt, mens de afgørende Kræfter hos os arbejder paa at skrue Udviklingen tilbage?

 

Den første Udflugt fra Prag gjaldt Lidice, Lands­byen der maatte sone Drabet paa Heydrich med total Udslettelse. Jeg saa senere i Jugoslavien

Hund­reder åf Landsbyer og Stæder, der var jævnet med Jorden af det tyvende Aarhundredes Hunnerhorder under deres djævelske Anstræn­gelser for at udrydde den slaviske Race. Men Lidice er et Symbol og et Valfartssted for Tjekoslovakerne, og bør være det for hele den friheds­elskende Del af Menneskeheden.

Idag er Lidice nogle Jordvolde og Lavninger med Græs og Ukrudt, hvor Faar græsser. Og disse grøn­klædte Flader, som ligger saa uskyldigt under Him­len, skriger til den om nogensinde noget Jordsmon har gjort det. Intet kan virke mere rystende end denne tilsyneladende saa frede­lige Plet, hvor en lille trivelig Bys 7-8 Hundrede Indbyggere indtil for fire Aar siden levede deres jævne Arbejdsliv, for pludse­lig i Løbet af et Døgn at blive sendt over i Døden. Vil man Anskuelsesundervisning i Erobrernes dia­bolske Tankegang, denne Parring af pervers Tænk­ning og kynisk Logik, skal man læse Beretningen om Byen Lidices Skæbne. Her er bragt i Anvendelse alt, hvad erobrende Horder gennem Tiderne har opsamlet af Metoder til grundig Ødelæggelse, ende­lig summeret op i Ludendorffs totale Krig.

En af de moderne Hunnerhorders mest blod­bestænkte Fogder, Heydrich, blir slaaet ihjæl af de undertrykte; det maa sones, og saaledes at de under­trykte aldrig mer forgriber sig paa de sakrosante Udyr. Man pønser først paa at sprænge den Gade i Luften, hvor Udyret blev om­bragt; men der bor forskellige Kollaboratører i den, og Huse er ogsaa for værdifulde til det kommende Livsrum! Men­neskeofre er det billigste - ogsamtidig det mest virkningsfulde; disse ikke-germanske Svæklinge sætter jo Menneskeliv højere end alt andet! Men Ofringen maa ikke nøjes med ti Liv for ét, som det hidtil var Normen for erobrende Horder; nej en hel By maa udslettes, om det rigtig skal batte. Og det skal være en By, der har saa lidt som mulig med Drabet af det sakrosante Udyr at gøre. Saa først faar Ofringen symbolsk Virkning, naar hele Nationen, Børn, voksne ogOldinge staar til Ansvar for, at ikke et Haar krummes paa en Nazibøddels Hode!

Handlingen er grundig forberedt i alle Enkeltheder, med smørende, kattevenlige Lader samler man paa den afgørende Dag Stadens Ind­byggere under Fore­givende af, at man har noget for dem værdifuldt at meddele dem - og omringer Byen, saa ingen kan slippe bort. Alle voksne Mænd bliver skudt og kastet i en Kule, som tyve jødiske Fanger fra The­resienstadt har maattet grave, Kvinderne og Bør­nene sendes til forskellige tyske Arbejds- og Blod­aftapningslejre, hvorfra kun nogle faa er vendt tilbage, og Staden blir ved Brand og Sprængning jævnet med Jorden. Til sidst blir ogsaa Kirke­gaarden udslettet, efter at Ligene først er gravet op og plyndret for eventuelle Ringe og Guldtænder. At ligrøverne kommer op at slaas om Byttet og myrder løs paa hinanden, bør ikke undre nogen. Det er saa helt i Erabrerens Aand.

---

En halv Times Bilkørsel fra Lidice ligger There­sienstadt, de dødsdømtes By. Byen tæller Forhold til sin Størrelse – den hade før krigen 7000 Indb. – mange massive Bygninger, er overhodet stærkt præ­get af den gamle Æra under det østrigske kej­ser­døm­me, der ekselerede i Monumentalbygninger.

Theresienstadt virker uhyggelig allerede ved sin Velholdthed; ikke en Bombe eller Granat er slaaet ned her, ingen Husmur er koparret af Geværkugler, ikke saa meget som en Vinduesrude er sprængt. Men der er ikke Gardiner for et eneste Vindu, ingenPotteplanter liver op, tomme Lejligheder ga­ber ud af de sorte Vinduesgab. Da Tyskerne beslut­tede at gøre Fæstningen Theresienstadt til Koncen­trations-, Sorterings- og Tilintetgørelseslejr for Ev­ro­pas Jøder, jog de hele den tjekiske Befo1k­ning bort. De skulde ingen Øjenvidner ha!

Ved Indkørslen til denne døde Stad, hvis Problem den medKæmpeopgaver overbebyrdede tjekoslova­kiske Regering endnu ikke har naaet at løse, er der en trekantet Plæne med 26.000 hvide Kors rejst over Jøder som mam har kunnet fastslaa er blevet myrdede i selve Byen. De er jo kun en Brøkdel af det samlede Antal myrdede.

Theresienstadt er nu nedlagt som Fæstning. Men Fæstningsværkerne staar fremdeles, og i deres dybe Kassematter stuvedes Jøder fra alle Lande sammen saa de bogstavelig laa og stod oven paa hinanden i Stank og Ekskrementer: kummerfulde afsjælede Væsner, der hurtigt blev bragt saa dybt ned i menneskelig Uværdighed, at de gjorde Abekunster for en Brødskorpe. Deres dyriske Plageaander, der stod langt, langt under dem brugte deres af haar­rejsende Gru fremkaldte Forhutlethed som Bevis paa, hvor lavt de stod som Race, og saa en særlig Fornøjelse at trykke dem længer og længer ned. De 26.000 hvide Kors ved Indkørslen, fortæller om, hvad mange af dem maatte udstaa, før de undslap ind i Døden. Men de fleste holdt ud og gled videre – ud til Gaskamrene og Forbrændingsovnene!

I Fæstningens Vo1dgrave er der firkantede Inde­lukker. I et af dem blev paa skønne Sommetaftener opført Friluftsteater: en Flok Fanger blev sluppet derind og Blodhunde lukket ind til dem. De søn­der­­rev Fan­gerne, til stor Moro for Herrefolket og ikke mindst dets Damer. Kam­mandantens Datter var den ivrigste til at pudse Blodhundene paa Fan­gerne. I et andet dybt Indelukke, hvor en impro­vi­seret Stige fører ned, opførtes »Gladiatorkampe«. To Mænd blev jaget derned hver forsynet med en togrenet, skarpsleben Fork. De fik at vide, at den der overvandt den anden og dræbte ham, selv vilde slippe for at dø. Oppe paa Bastio­nerne laa Kom­man­danturets Damer med deres Gæster og betrag­tede »Skuespillet« gennem Teaterkikkerter.

Alt dette bør ikke mørkelægges af blødsødne »Hu­ma­nister« og gaa i Glemmebogen. Vi har ikke raad til at slaa en Streg over Nazismens djævelske Ud­skej­elser og behandle dem som en forbigaaende Forvildelse, som enhver kan komme ud for. Vi maa hade Ondskaben og Brutaliteten - af al vor Magt! og saavel Lidice som Theresienstadt giver stærkt for­tættede Prøver paa Bundrekerd i bestialsk Ondskab.

Alle Jøder Jorden over burde rejse et Mindesmærke ved Theresien­stadt og gøre Byen til et VaIfartsted.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk