Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 15

Lidice – offerbyen

Som reaktion på attentatet mod Reinhard Heydrich gav Hitler ordre til, at den tjekko­slovakiske by Lidice skulle slettes fra landkortet. Teksten her er sammen­skrevne øjenvidne-skil­dringer bl.a. fra nogle af de få overlevende fra Lidice-massakren. Øjenvidneskildringerne findes i John Bradleys bog ’Lidice Sacrificial Village’.

 

Vi blev gennet ind i skolens gymnastiksal og sov på gulvet, hvorpå der var spredt halm for at gøre det blødere. Efter tre dage, der var fyldt med børns gråd og mødres fortvivlelse, ankom cirka 50 SS-mænd til gymnastiksalen. En af dem sagde, at vi alle skulle til en kon­cen­trationslejr. Da vi spurgte, hvad der var sket med vore mænd, svarede han, at også de ville komme til en koncentrationslejr. Ligeledes ville børnene følge, men for sig selv og under bedre forhold. Derfor skulle vi for­lade gymnastiksalen først… Men vi troede det ikke… mødre tog deres børn i armene, de holdt dem tæt ind til sig for at beskytte dem med deres egne kroppe. Men der stod 50 bevæb­nede SS-mænd overfor os svage forsvars­løse og skrækslagne kvinder. Langsom råbte SS-mændene navnene på børnene op, de kom enten selv (over til SS-mændene) eller blev taget med magt fra deres mødre. De gennem­trængende skrig fra børnene var skrækkelige: ”Mor lad mig ikke gå”, ”græd ikke… jeg kommer tilbage”… Ingen af os kunne forstå, hvad der skete; de fleste af os kastede os ned på halmen og græd i fortvivlelse.

Børnenes historier er gribende; de var så lam­mede af terroren, at de helt glemte at blive bange: ”De tog os til gymnasiet i Kladno (en nærliggende større by). Jeg havde aldrig været i Kladno før og havde aldrig set så stor en by. Husene var ligeså store som vores kirke og vores skole…Så kom der flere mennesker, og nogle mødre sagde, at det var Gestapo. De stillede hele tiden spørgsmål og studerede vores hår og øjne. De skrev en masse ned og forlod os derefter. Andre mænd kom med kaffe og tørt brød. Til frokost fik vi suppe og kartofler, det samme fik vi om aftenen. Den dag, det var onsdag, vidste ingen, at de havde skudt alle vore fædre og bedstefædre. Vi troede ligesom vore mødre, at vi ville se dem igen. Natten kom, men man kunne konstant høre nogen, der græd, så vi sov næsten ikke. Jeg sov en smule, mor sad ved siden af mig… Hele torsdagen gik, uden at der skete noget: igen sort kaffe og kartofler til frokost. Ind imellem kom der nogen, der ville vide et eller andet, men vi var trætte ligesom vore mødre… Fredag aften kom der mange mænd til gymna­stiksalen, de ville placere os i den ene side (af hallen) og vore mødre i den anden. De (mød­rene) skulle rejse et eller andet sted hen med tog, og vi skulle følge efter i bus. Men vore mødre troede dem ikke og ville ikke give slip på os. De holdt fast på os, og mændene i uniform havde store problemer med at skille os ad, det lykkedes til sidst, fordi de var så mange. Fra da af kunne jeg ikke se min mor. Det lykkedes mig blot at råbe til hende, at hun ikke skulle være bange, at jeg ikke ville falde ud af bussen og at jeg ville holde mig pæn… Da trak SS-mændene deres revolvere og skød op i loftet, vi blev bange. I et andet rum satte de et skilt om halsen på os med navn og et nummer; vi drenge ville være et godt ek­sem­pel for pigerne ved at være modige og ikke græde. Til slut græd vi dog alle”.

Fredag den 12. juni blev kvinderne skilt fra deres børn for at blive sendt til lejrene. Far­vel­scenerne var hjertegribende. Et tjekkisk politi­mand, der var på vagt udenfor skolen, beskrev scenen på denne måde: ”Vi skal aldrig glemme den aften. I det øjeblik, børnene blev skilt fra deres mødre, jamrede hele skolen; de græd­ende børn blev anbragt i et klasselokale på før­ste sal… Dette øjeblik knuste vore hjer­ter… Klokken 8 næste morgen ankom store køretøjer til skolen … Kvinderne blev ført først væk i store lastbiler, der var dækket med sejldug. De blev anbragt med bevæbnede vag­ter foran sig. I hver lastbil var der mindst fire SS- eller politifolk. Kvinderne var blege men bevarede roen, de vidste på dette tidspunkt ikke, hvad der var sket med deres mænd og unge sønner, og de var derfor kun oprørte over, at de skulle skilles fra deres små børn. De stirrede udtryksløst frem for sig. Kolonnen med 17 lastbiler så for os ud som en begra­vel­sesprocession for levende ofre. Så kom turen til børnene. Tre af dem, en dreng og to piger, blev bragt til Prag i en grå røde kors bil; to tyske kvinder i røde kors uniformer og en tysk chauffør fulgte dem. Derefter kørte to busser hen til hoved­indgangen. Den første bus blev fyldt med 46 børn, adskillige røde kors kvin­der og tre tjekkiske mødre, sandsynligvis mød­re til nogle af de alleryngste børn. 48 børn gik ind i den anden bus… Busserne forsvandt for altid, og børnene viste sig umulige at opspore efter krigen. Det sidste tegn på, at de var i live, var postkort fra børnelejren i Gneisenau.

 

Tekst 14 | Oversigten over kildetekster | Tekst 16

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk