Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Marchen mod Rom

Dette er et uddrag af svenskeren Alf Ahlbergs bog ”Marchen mod Rom – Kampen mellem arbejderbevægelsen og fascismen i Italien”. Det følgende er oversat fra den norske udgave, som udkom i 1933.

 

24. oktober holdt fascisterne deres sædvanlige efterårskongres. Denne gang havde de valgt Napoli til samlingssted, åbenbart i den hensigt at gøre indtryk på de sydlige dele af landet hvor bevægelsen endnu ikke havde det stærke fodfæste som i de nordlige. Man anslog nu medlemstallet til 800.000, og omkring 200.000 var mødt frem i Napoli. ”Ledere, legionærer, sortskjorter!”, således begyndte Mussolini sin tale. ”I dag har vi uden sværdslag erobret hele Neapels brændende, skælvende sjæl (ordene er typiske for den fascistiske retorik). Demonstrationen er fuldstændig i sig selv, og kan ikke forvandles til kamp, men jeg siger jer med al den alvor som øjeblikket kræver: her gælder det bare dage, måske timer – enten skal regeringen overgives til os eller også marcherer vi til Rom og tager den. Men for at vi skal kunne handle samtidig, og i hver afkrog af Italien få taget halsgreb på de uslinger som sidder inde med den politiske magt, er det nødvendigt at I er rede og på vagt. Jeg siger jer højtideligt og sværger at ordre skal gives hvis det behøves.” Føreren bar her for første gang et bånd med Roms farver på uniformen.

”Til Rom! Til Rom!” lød råbet blandt de sorte legioner. Statskuppet var indledt.

Mussolini ilede selv tilbage til Milano. Om aftenen den 27. kunne man se ham i teatret. En telefonbesked kaldte ham bort. Legionerne i Cremona havde sat sig i besiddelse af post, telegraf og jernbane. Aktionen var begyndt – med eller uden lederens befaling.

Fascisterne samlede deres hovedstyrke i Civita Vecchia, en by nogle mil nord for Rom. Befalingen over sortskjorternes legioner lå hos et ”hemmeligt kvadrumvirat”, som bestod af Michele Bianchi, general de Bono, kaptajn de Vecchi og løjtnant Italo Balbo. Den 28. oktober satte toget sig i bevægelse. Også artilleri førtes med.

Natten til den 28. oktober fløj et opråb ud over hele landet. Det blev udsendt fra Popolos redaktion i Milano som havde forskanset sig bag barrikader. Da borgere i byerne og landsbyerne vågnede om morgenen fandt de allerede opråbet slået op på husvæggene:

”Fascister! Italienere! Tiden for den afgørende kamp er inde. På denne tid for fire år siden begyndte landets hær den sidste offensiv som førte til sejr. I dag griber sortskjorternes hær denne forfuskede sejr og fører den gennem en desperat march mod Rom op til triumf på Kapitol. I dag er førere og legioner mobiliseret. Fascismens krigslov er trådt i kraft. Under Il Duces ledelse er der dannet et hemmeligt kvadrumvirat hvor alle partiets militære, politiske og administrative funktioner skal samles. Hæren er nationens yderste reserve og skal derfor ikke tage del i kampen. Fascismen udtaler endnu engang sine dybe beundring for Vittorio Venetos armé. Fascismen marcherer heller ikke mod den offentlige magts repræsentanter; den angriber en flok politiske idioter og forbrydere, som i fire lange år ikke har været i stand til at give landet en regering. De klasser som danner det produktive borgerskab ved at fascismen vil pålægge nationen disciplin og støtte alle kræfter som arbejder for landets økonomiske vækst og velfærd. – Arbejdere, landbrugets og kontorernes, jernbanens og fabrikkernes arbejdere, har intet at frygte fra den fascistiske magt. Deres retfærdige krav skal loyalt blive opfyldt. Vi vil vise ædelmod mod vore våbenløse modstandere, men være uforsonlige mod de væbnede.

Fascismen trækker sit sværd for at hugge de alt for mange gordiske knuder over som binder og hæmmer livet i Italien. Vi kalder Gud i det Høje og vore femhundredetusind døde vil vidner på at der er en eneste kraft som driver os, en eneste vilje som samler os, en eneste lidenskab som sporer os: at kæmpe sammen for vort lands redning og dets storhed.

Alle fascister i Italien! Vis jer i mod og kraft som Romere! Vi må sejre. Vi skal sejre. Viva Italia. Viva il Fascismo!”

                                                                             *

Sarfatti har i sin bog om Mussolini, som denne selv har autoriseret, kaldt det kapitel som handler om marchen mod Rom: ”På barrikaderne”. Titlen er typisk for den fascistiske historieskrivning, som gerne fremstiller statskuppet som en revolution af vældige dimensioner som blev gennemført med uhørt mod.

Der fandtes ingen barrikader når undtages de teatralske grejer som var rejst omkring Popolos redaktion i Milano. Der blev heller ikke udkæmpet nogen barrikadekamp.  Marchen mod Rom tog sig ud som en militærparade.

I virkeligheden må man i det fascistiske hovedkvarter have vidst at man ikke behøvede at regne med nogen alvorlig modstand. Hæren, særlig officererne, stod på fascismens side og kunne ikke bruges til at bekæmpe fascisterne. Mussolini har selv erkendt dette i en tale i Perugia i 1923: ”Hvem skulle have kunnet gøre modstand? De blege mænd, som på det tidspunkt skulle forestille en regering? De ville aldrig have kunnet hindre os i at nå vort mål med deres maskingeværer som ikke ville være blevet affyret i rette øjeblik.” Øverstkommanderende, general Diaz, hyldede den 27. oktober fascisterne i en begejstret tale fra en balkon i Firenze. Kongens fætter, hertugen af Aosta, indfandt sig straks i kvadrumviratets hovedkvarter i Perugia. Regeringen kunne nok have erklæret undtagelsestilstand; men alle kommunikationsmidler var allerede uden større modstand blevet besat af fascister, så det ville bare være blevet en papirbeslutning.

 

Tekst 3 | Oversigten over kildetekster | Tekst 5

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk