Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Fra en toskansk squadristas dagbog

Dette er et uddrag af en ung fascistisk toskaners dagbog. Hans navn er Mario Piazzesi, og han er født i 1902.

 

30. januar 1921.

[…]

Efter det korte skyderi er der intet spor af de røde. Men vi er ikke tilfredse med, at den så længe forventede straffeekspedition er endt med en så kedelig abort. Ingen hævn for vore døde, sådan som vi havde svoret, nemlig ”tand for tand”, eller rettere 32 tænder for én, som vi sagde med en talemåde, vi var meget glade for. Vi fik ikke raseret nogen af de rødes barakker.

Vi vender tilbage til fascisthovedkvarteret i via Cavour[1] i små grupper sammen med den højtærede herr professor, ham den forsigtige, der siger, at vi har udrettet alt det, vi ville, og sammen med Pirro, der i mangel af noget konkret at henvise til hævder, at vi intet som helst har udrettet.

”Halløj, tænd lige lyset!”

Men man kan ikke tænde noget lys, fordi ”Sor Filiberto”, Smorti, efter attentatet på la Difesa har skænket byen en ny generalstrejke, jeg ved ikke hvilket nummer i rækken. Som sædvanlig stopper alt lidt efter lidt. […]

Den første nat tilbringer vi i fascisthovedkvarteret, fordi der går rygter om, at de røde ”vil komme og gøre rent”. Svært bevæbnede holder vi vagt på skift.

”Du og dine venner indtil midnat, og så I andre indtil i morgen tidlig.”

”Og så må I se at holde jer vågne, hvis de nu skulle komme fra Le Cure eller fra Rifredi[2].” ”Jeg tror ikke, de kommer, og hvis de skulle komme, skal vi nok vise Dem!” Pirro rynker stolt brynene og sætter sig overskrævs på en stol henne ved døren med en Mauser-pistol fra marinen under armen. Timerne går langsomt, og alle bliver mere og mere urolige. Nu og da hører man et skud, og så springer alle op. Nogle fylder sig med punch. Men de kommer ikke, sådan som vi havde håbet og frygtet, og bortset fra en smule skyderi ved daggry på hjørnet af via degli Alfani[3] forløber morgenen roligt. De røde kommer ind fra forstæderne og er i færd med at samle sig på deres strategiske punkter. Men nu er det os, der også går omkring i de forbudte zoner, omkring stationen, ved Mercato Centrale og i de små gader ved Santa Croce.

Luciano Ferro fra Fællesorganisationerne fik vi støvet op i via Cavour og straks sendt til S. Maria Nuova-hospitalet. Og for at han ikke skal føle sig alene, lader vi lidt efter hans søn følge efter ham. Begge to har fået en ordentlig omgang tæsk.

Ved middagstid er der uro omkring Homers Bar, som er åben, fordi den er rød. Sammen med nogle kammerater går Gigi med det drengede ansigtsudtryk ind på baren, der er fyldt af strejkende sporvognskonduktører. ”Jeg vil have en god fascistisk kop kaffe”, siger han.

Det er vel ikke nødvendigt at sige, at den gode kop kaffe hverken bliver serveret eller drukket. Til gengæld kommer det til slagsmål og rudeknuseri. I mellemtiden får vi dårlige nyheder. Så snart de røde finder nogle af vore, som går alene, bliver de straks sendt på hospitalet, og nu nøjes vi ikke med at give hinanden tæsk. På S. Maria Nuova er der nu allerede indlagt 6 af vore kammerater. […]

Kun nu og da hører man nogle af vore eller af deres hidsige kampsange. Det er hæse stemmer, der påkalder fremtidens lys. Arditi’ernes[4] krigsråb og sange runger i Firenze’s klare luft:

”Ungdom, ungdom

Du forårets skønhed

i fascismen ligger frelsen

for vor frihed

Dengang fra skyttegravene…”

Natten til fredag er spændt og fyldt med angst. […] Der går rygter om, at der er blevet sluttet fred, og at arbejdet vil blive genoptaget i morgen. […]

Men vi går ikke hjem, for luften synes så fyldt med spænding, at det ville være en forbrydelse at gå glip af sådanne timer. I det klare vejr åbner butikkerne igen, og der kører nogle enkelte sporvogne. Men de rødes anseelige tab tirrer ledernes uforsonlighed. Fredsforslagene forsvinder op i den blå luft, og strejkerne genoptages.                      

”Nu må vil sætte lidt mod i de bangebukse til forretningsdrivende!”

Gennembankningen af et par bangebukse får automatisk metalgitrene foran forretningerne til at gå op igen. Man ser nogle trikoloreflag blive hængt ud under skodderne på borgerskabets huse […]

Skyderiet fortsætter ved Santa Croce og videre ud mod Le Cure. Ved nogle geværsalver bag Santa Maria Novella[5] bliver 4 jernbanearbejdere liggende for at smage på asfalten. Så bliver de hjulpet bort af nogle kammerater. Rino mener, at vi er for humane. Hvis vi skyder, bør vi skyde efter kroppen og ikke kun sigte mod benene.

Vi går rundt i byen med stadig større radius, helt ud til forstæderne, hvortil de røde trækker sig tilbage. Når vi marcherer i gaderne, går den ene halvdel på det ene fortov, den anden halvdel på det andet fortov, akkurat som på skoleudflugt.

”Bang, bang,” nu skyder de fra nogle vinduer.

”Væk derfra stoddere. Væk. Hold op med det!”

Det er unødvendigt at gentage opfordringen, fordi visse hårdtslående argumenter altid gør deres virkning.

”Sig mig, hvor skal du hen? Jeg har ondt i fødderne”

”Kan du ikke se det? Vi skal hen til S. Marco Vecchio”[6].

”Så drenge, nu bliver der kamp!”

Hic sunt leones[7]

Vi er midt inde på fjendeland, helt omgivet af stilhed. Det lyder, som om hele gruppen går på tåspidser. Hertil er det gået godt, alt for godt næsten. Også de to, der råber, at vi skal komme og hjælpe dem midt på via Faentina, ligner to af vore. Vi løber hen mod dem, som altid hjælpsomme og dumme nok til at få en geværsalve mod os.

De to røde, for det var to røde, forsvinder ind i en port.

Her må magten tale. Men det er vanskeligt at skyde i disse snævre gader, der omgives af mure og høje huse. Fra to lejligheder bag os og fra de rødes mødested, som ligger lige foran os, skydes der. […]

Nu er de røde blevet bange, og fra området bag ved deres foreningsbygning stikker de af. Men vi kan ikke lave det bål ud at det, som vi havde drømt om, fordi mændene fra Misericordia[8], som bærer vore sårede kammerater bort, fortæller os, at det kongelige politis lastvogne er på vej, og som man ved, er vi mere bange for fængslet end for hospitalet. Piazza delle Cure er fyldt med ængstelige folk, som på afstand har hørt skyderiet. Men byen er rolig. I centrum er der flag, forretningerne er åbne, og en masse mennesker bevæger sig mod domkirken. Strejken er slut.

På Piazza Ottaviani holder il Fascio på ny rådsmøde. Salen er fuld, og scenen er fuld. Sange og glade råb. Sejrstegn, strejken er brudt, og byen er nu vor. Bifald og hurraråb.

Pirro taler begejstret om de to dage, som var vi i 1848[9]. Så griber han kraven på en blå frakke og trækker dens ejermand op på scenen.

”Jeg skal her vise jer en 16-årig helt, som ved den udødelige gud…”.

”Men jeg er 18 år.”

Pirro truer ham til at tie.

”Hold mund dit fjols. Det ser bedre ud!”

                                                                                                                                                   (1921)

 

[1] Via Cavour er et hovedstrøg i Firenze; gaden munder ud på domkirkepladsen.

[2] Rifredi er et arbejderkvarter i den nordligste del af byen.

[3] Via degle Alfani er en af via Cavours sidegader.

[4] ”Gli Arditi” var elitekorpsene i den italienske hær under 1. Verdenskrig.

[5] S. Maria Novella, kirke i centrum af Firenze, nær ved hovedbanegården.

[6] S. Marco Vecchio og via Faentina er lokaliteter i den nordøstlige del af byen.

[7] ”Hic sunt leones” = ”her kommer løverne”.

[8] Misericordia, filantropisk selskab grundlagt i meddelalderen, som tager sig af sygetransport mv.

[9] I forbindelse med revolutionerne i 1848 var der folkelig uro overalt i Italien. Uroen blev slået ned med hård hånd, men blev indledningen til den italienske samlingsproces.

 

Tekst 2  | Oversigten over kildetekster | Tekst 4

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk