Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Ernest Hemingway: Farvel til våbnene

Uddraget er fra den roman, der gjorde Hemingway verdensberømt. Romanen handler om en ung amerikaner, der var med ved fronten under 1. Verdenskrig.

 

Det blæste op ud på natten, og klokken tre om morgenen, mens regnen øsede i strømme, begyndte der et bombardement, og kroaterne løb tværs over bjergenes græsmarker og gennem små pletter skov ned imod vores frontlinie. De kæmpede i mørket og regnen, og det lykkedes først et modangreb af bange mænd fra anden linie at slå dem tilbage. Det regnede med granater, og raketter skød op gennem den plaskende regn, og det knitrede af maskingevær- og riffelild langs hele linien. De kom ikke igen, og det var mere roligt; i vindstødene og regnen kunne vi høre lyden fra et vældigt bombardement længere mod nord.

De sårede blev bragt ind i lægestationen; en del af dem kom på feltbårer, andre kunne selv gå, og atter andre hang over ryggen på mænd, som løb tværs over marken. De var alle sammen våde til skindet, og frygtelig angst. Vi fyldte to vogne med de alvorligste tilfælde, efterhånden som de kom op fra lægestationens kælder; idet jeg lukkede døren til den ene ambulance og skød slåen for, kunne jeg mærke regnen i mit ansigt blev til sne. De tunge fnug kom fygende med regnen.

Da det gryede, blæste det stadig hårdt, men der faldt ikke mere sne. Den var smeltet, så snart den havde rørt den våde jord, og nu regnede det igen. Der kom et nyt angreb kort efter daggry, men ligeledes uden resultat. Vi ventede et angreb til hele dagen, men det kom ikke, før solen var gået ned. Bombardementet satte ind sydpå neden for den lave, skovbevoksede bjergskråning, hvor østrigerne havde samlet de fleste kanoner. Vi ventede også et bombardement, men det kom ikke. Det var ved at blive mørkt. Kanonerne fyrede fra marken bag landsbyen, og det lød ganske hyggeligt, når granaterne fløj bort over hovedet på os.

Vi hørte, at angrebet i syd var brudt sammen. De angreb ikke mere den nat, men vi hørte, de var brudt igennem nordpå. I løbet af natten kom der ordre til, at vi skulle holde os klar til tilbagetog. Kaptajnen ved lægestationen fortalte mig det. Han havde det fra brigade-kommandoen. Lidt senere kom han fra telefonen og sagde, at det var løgn. Brigaden havde fået ordre til, at Bainsizza-linien skulle holdes for enhver pris. Jeg spurgte om gennembruddet, og han sagde, at han havde hørt af brigaden, at østrigerne var brudt igennem syv og tyvende armékorps med retning mod Caporetto. Der havde stået et stort slag nordpå hele dagen.

”Hvis de bæster lader dem slippe igennem, er vi solgt,” sagde han.

”Det er tyskerne, der angriber,” sagde en af sanitetsofficererne. Ordet tysker vakte altid bange anelser. Vi ville ikke så gerne have noget at gøre med tyskerne.

”Der er femten divisioner tyskere,” sagde sanitetsofficeren. ”De er brudt igennem, og det ender med, at de afskærer os.”

”I brigade-kommandoen erklærer de, at denne linie skal holdes. De påstår, at gennembruddet ikke er alvorligt, og at vi kan holde en linie tværs gennem bjergene fra Monte Maggiore.”

”Hvor havde de det fra?”

”Fra divisions-kommandoen.”

”Ordren til tilbagetog kom fra divisions-kommandoen.”

”Vi sorterer direkte under armékorpset,” sagde jeg. ”Men her sorterer jeg under Dem. Og selvfølgelig vil jeg tage af sted, hvis De giver ordre til det. Men se, om De ikke kan få klar besked.”

”Det er en ordre, at vi skal blive her. Vil De bringe de sårede herfra til forbindsstationen.”

”En gang imellem kører vi dem også fra forbindsstationen videre til feltlazarettet,” sagde jeg. ”Jeg har aldrig oplevet et tilbagetog – vil De ikke sige mig, når der nu er tilbagetog, hvorledes får man så de sårede med?”

”Slet ikke. Man tager så mange, man kan, og lader resten ligge.”

”Hvad skal jeg tage med i ambulancerne?”

”Hospitalsinventaret.”

”Javel,” sagde jeg.

Næste nat begyndte tilbagetoget. Vi hørte, at tyskerne og østrigerne var brudt igennem mod nord og rykkede ned gennem bjergdalene mod Cividale og Udine. Tilbagetoget foregik i god orden; det var vådt og surt. Vi bevægede os langsomt af sted ad de overfyldte veje og kunne i mørket se, vi kom forbi tropper, der marcherede i regnen, kanoner, heste, der trak vogne, muldyr, lastbiler, alt sammen på vej væk fra fronten. Forvirringen var ikke større end under en fremrykning.

Den nat hjalp vi med at tømme feltlazaretterne, som var oprettet i de mindst ødelagte landsbyer på plateauet, og kørte de sårede ned til Plava ved flodbredden, og næste dag sled vi uafbrudt i den øsende regn med at tømme lazaretterne og forbindsstationerne i Plava. Det regnede støt og stadigt, og Bainsizza-hæren arbejdede sig ned ad plateauet i oktoberregnen og over floden, hvor vi havde vundet de store sejre i foråret. Ved middagstid næste dag kørte vi ind i Gorizia. Regnen var hørt op, og byen var næsten tom. Da vi kom ned en ad gaden, så vi dem læsse pigerne fra soldater-bordellet på en lastbil. Der var syv piger med hatte og overstykket på og små kufferter i hånden. To af dem græd. En af de andre smilede til os, stak tungen ud og spillede med den. Hun havde tykke, svulmende læber og sorte øjne.

Jeg standsede ambulancen og gik hen og snakkede med værtinden. Pigerne fra officersbordellet var taget af sted tidligt om morgenen, sagde hun. Hvor tager de hen? Til Conegliano, sagde hun. Lastbilen startede. Pigen med de tykke læber stak igen tungen frem i retning af os. Værtinden vinkede. De to af pigerne blev ved med at græde. De andre kikkede interesseret ud på byen. Jeg gik tilbage til vognen.

 

Tekst 1 | Oversigten over kildetekster | Tekst 3

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk