Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Ole Bjørn Kraft: Fascismen, Historie-Lære-Lov

I dag har de fleste (i hvert fald i Danmark) en negativ vurdering af fascismen. Sådan har det ikke altid været. Ole Bjørn Krafts bog fra 1932 viser, at bedømmelsen i 1930’erne kunne være mere ’nuanceret’. Ole Bjørn Kraft (1893-1980) var konservativt folketingsmedlem 1926-1964 og var minister i flere omgange. Følgende uddrag udgør afslutningen af hans bog ”Fascismen. Historie – Lære – Lov”.

 

En vurdering af systemet, af dets fordele og dets angribelige punkter, er ligeledes i det store og hele ikke forsøgt i dette arbejde. For en nordisk og demokratisk opdraget tanke vil mange sider af det fascistiske system forekomme fjernt og uforståeligt, ja måske endogså frastødende. For nationer, hvor de enkelte individer af indstilling og opdragelse så at sige betragter friheden til at ytre sig, til at handle og færdes under sit eget ansvar og til fremme og opnåelse af sine individuelle formål, næsten som en livsfornødenhed, må tanken om at se alle disse rettigheder begrænset eller ophævet og hverdagens fredelige tilværelse ændret til tilstande som her kun kan tænkes at kunne tolereres, når nationen i den yderste fare påkalder sine borgeres opofrelse og underkastelse, forekomme utålelig og tyrannisk. Men fascismen kan ikke og skal ikke bedømmes udefra. Dommen tilkommer kun det italienske folk, og det må huskes, at dens forudsætninger og udspring bunder i en indstilling, tankegang og forhold, som den deler med det italienske folk men som også forekommer os fremmedartede. Heller ikke kan man se bort fra, at vi lever i en overgangstid, hvor meget der før gjaldt som sandhed, vil miste sin værdi, og hvor nye opgaver og krav vil kræve ny indstilling og handlemåde. Det demokratiske folkestyre står ikke længere i sin gamle glans og har ikke vist sig på alle områder at svare til de forventninger, man stillede til det eller at kunne løse alle de opgaver, tiden har sat det overfor på tilfredsstillende måde. Nu hvor det er gennemført, er det ikke i så høj grad dets teoretiske berettigelse som dets praktiske ulemper, der træder i forgrunden. Det vil ikke kunne benægtes, at folkene mindre spørger efter styresystemets begrundelse, end om dets praktiske resultater. Selvom fascismen ikke kan tænkes overført til andre lande i sin italienske form og udstrækning, vil det dog være for tidligt at påstå, at det ikke vil kunne inspirere endogså gamle demokratiske folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer.

 

Fascismen kræver og er opbygget på en hel ny indstilling overfor tilværelsen. Den mener selv at være bærer af en ny tid, hvis fornemste kendetegn er fornægtelsen af individet og dettes fuldstændige indordning under hele samfundets tarv og formål. En sådan indstilling eksisterer endnu intetsteds, - heller ikke i Italien, - som en almindelig udbredt og grundfæstet livsanskuelse. Når diktaturet skal bedømmes, er det derfor nødvendigt at erindre, at det må se det som sin opgave ud fra sin indstilling og livsanskuelse, at skabe denne nye ånd samtidig med at den af livets nødvendighed er tvunget til at forudsætte, at den allerede gør sig gældende. Det må så at sige ligesom jøderne opbygge det nye Jerusalem med murskeen i den ene hånd og sværdet i den anden, forsvarende sig imod de fjender, der angriber ikke blot dets foranstaltninger, men også selve den ånd, der driver værket. Spørgsmålet er, om det er berettiget på denne måde så at sige at foregribe udviklingen og at gribe til foranstaltninger, der i det mindste i dette levende nu af mange både indenfor og udenfor Italien må føles som hårdhed og uretfærdighed. Besvarelsen af dette spørgsmål må overlades til fremtiden. For en fascistisk tankegang, der en gang for alle har indstillet sig på forestillingen om sit eget jeg som et led i et stort maskineri, og hvor maskineriets lydefri og uhindrede virke er langt vigtigere end det enkelte leds større eller mindre selvstændighed, er det en naturlig følgeslutning, at hvad der tjener til helhedens styrkelse, forbedring og udvikling, er berettiget, uanset de ofre som det kan kræve af de enkelte led. Dermed bliver spørgsmålet om bedømmelsen således som det ofte går til et spørgsmål om tro. Har man ikke denne tro, da kan det ikke nytte at ville kritisere, thi i dette tilfælde kommer livsanskuelse til at stå mod livsanskuelse, og da er det ikke længer spørgsmålet om ret eller uret, men da er det spørgsmålet om styrke – hvad der kan bære, og hvad der må briste.

 

Tekst 14 | Oversigten over kildetekster | Tekst 16

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk