Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Giovanni Giolitti: Den nye liberale stil

Dette er et uddrag af Giovanni Giolittis tale til parlamentet den 4. februar 1901. Giolitti var en fremtrædende liberal politiker, som med korte undtagelser skulle blive uafbrudt regeringsleder i årene 1903-1914.

 

Ærede medlemmer af det høje ting. Jeg har ikke til hensigt at gå ind på en detaljeret gennemgang af regeringens optræden i forbindelse med opløsningen af Fællesorganisationen i Genova. Den deputerede, der repræsenterer Genova, har fremstillet sagens enkeltheder, og dertil har jeg intet at tilføje. Jeg har derimod til hensigt at undersøge de kriterier, som har fået regeringen til at handle på en måde, der kunne få ganske alvorlige følger.

Det spørgsmål, der nu rejses i parlamentet i anledning af hændelserne i Genova, berører de fundamentale juridiske spørgsmål vedrørende indenrigspolitikken, og det kommer især ind på forholdet mellem regeringen og arbejderklassen samt grænserne for regeringens indblanding i konflikter mellem kapital og arbejde. Den sociale fred afhænger i allerhøjeste grad af løsningen af disse problemer.

Desværre har regeringen og mange af dens medlemmer endnu en tendens til at betragte enhver arbejdersammenslutning som farlig. Denne tendens skyldes ringe forståelse for nye økonomiske og politiske strømninger, som allerede gennem nogen tid har udviklet sig i såvel vores som i alle andre civiliserede lande. Det afsløres, at man endnu ikke har forstået, at organiseringen af arbejderklassen går side om side med samfundets udvikling.

Den tendens, som jeg har talt om, har den uheldige virkning, at den gør arbejderklassen til fjende af staten. Arbejderne føler sig til stadighed betragtet med fjendtlig og ikke, som det burde være tilfældet, med venligt blik af regeringen, som dog burde være upartisk over for alle de forskellige samfundsklassers medlemmer. […]

Opløsningen af Fællesorganisationen i Genova er en konsekvens af et system, som vi har set anvendt andetsteds. Her i Rom har regeringsmyndighederne forbudt kommunen at understøtte Fællesorganisationen. Men der var vel ingen, der ville tillægge hovedstadens kommunekontor samfundsomstyrtende ideer! […]

Men hvilket skin af illegitimitet har da disse fællesorganisationer over sig? De repræsenterer arbejderklassens legitime interesser. Deres funktion er at bedre disse klassers vilkår, det være sig både hvad angår løn, arbejdstid og den uddannelse, som kunne forøge arbejdets værdi. De kunne faktisk, disse fællesorganisationer, om de blev ret udnyttet af regeringen, være yderst nyttige mellemled mellem kapital og arbejde, ligesåvel som de kunne tjene andre funktioner som f.eks. at kanalisere emigrationen.

Hvorfor forsøger regeringen da systematisk at modarbejde dem? Man siger, at fællesorganisationerne, da de blev dannet, indtog en fjendtlig holdning over for Staten. Men dette er en uundgåelig konsekvens af regeringens holdning! Den som ser sig systematisk forfulgt af staten, hvordan skal han dog blive en ven af staten?

Regeringen har én opgave, nemlig at sørge for lovens opretholdelse, såvel over for disse som over for andre institutioner. Hvis de svigter, skal regeringens optræden være fast. […]

Jeg tror, at dertil, hvor vi nu er nået, vil det være på sin plads at ordne dette område med lov. Arbejdersammenslutningerne har ret til at blive repræsenteret ligesom industrien og handelen.

På samme måde, som der eksisterer handelskamre, der er reguleret ved lov, kan jeg ikke se, hvorfor staten ikke skulle kunne eller rettere burde med lov sikre fællesorganisationerne. Jeg tror, at det er nødvendigt at ligestille arbejdsgivere og arbejdstagere over for loven. Enhver af de to parter skal have sine lovlige repræsentanter anerkendte af staten. Dette er en ny funktion, som pålægges den moderne stat, men det er tåbeligt at ville regere ved hjælp af metoder, der var passende for 50 år siden, og som nu er fuldstændig utilstrækkelige.

Desuden frygter jeg aldrig de organiserede kræfter, jeg frygter adskilligt mere de uorganiserede, fordi regeringen lovligt og på nyttig vis kan gribe ind over for de førstnævnte, mens indgreb over for de uorganiserede kræfter kun kan gennemføres ved anvendelse af vold.

Hovedårsagen til at man forsøger at blokere for fællesorganisationernes virke, er denne: deres virke er med til at hæve lønnen. At det er i industriens interesse at holde lønomkostningerne nede, kan jeg forstå; men hvilken interesse har staten i at holde arbejdernes lønninger nede? Det er en fejltagelse og en ren fordom at tro, at en lav løn er til fordel for industriens fremgang. Den arbejder, der er underernæret, er altid svag såvel fysisk som intellektuelt. De lande, som har høje lønomkostninger, er desuden de industrielt mest udviklede.

Vi finder vore bønders overdrevne nøjsomhed meget rosværdig; men også denne ros er en fordom. Den, som ikke forbruger, De må tro mig på mit ord, producerer heller ikke!

Når regeringen griber ind for at holde lønnen nede, begår den både en uretfærdighed, en økonomisk fejl og en politisk fejl. Den begår en uretfærdighed, fordi den svigter sin pligt som fuldstændig upartisk dommer mellem borgerne, den tager del i kampen mod én klasse. Den begår en økonomisk fejl, fordi den forstyrrer virkningen af den økonomiske lov om udbud og efterspørgsel, som er den eneste legitime regulator for lønnens størrelse ligesom for priserne for enhver anden vare. Regeringen begår endelig en politisk fejl, fordi den gør de klasser, der, når det kommer til stykket, udgør landets flertal, til fjender af staten.

Kun ved at holde sig fuldstændig uden for denne kamp mellem kapital og arbejde, kan staten på nyttig vis udvise sin pacificerende, til tider også rådgivende rolle, som er dens eneste legitime opgave inden for dette område. […]

Det afhænger først og fremmest af os, af de konstitutionelle partiers holdning til de folkelige klasser, om fremkomsten af disse klasser skal blive en ny konserverende styrke, et nyt element til styrkelse af velstand og storhed, eller derimod en lavine, der omstyrter fædrelandet!

                                                                                                                                          (1901)

 

Oversigten over kildetekster | Tekst 2

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk