Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Uddrag fra kronik om hjemtagelserne, 1990

Indførelsen af hjemmestyret og de efterfølgende hjemtagelser betød, at den grønlandske centraladministration efter grønlandske forhold hurtigt blev meget omfattende. Den udvikling var ikke problemfri. I teksten, en kronik fra Politiken 1. marts 1990, ser Helene Brochmann på de udfordringer som man stod over for efter ti år med hjemmestyre.

 

[…]

 

Som en del af opbygningen af det grønlandske hjemmestyre, der indledtes i 1979, er der i hovedstaden Nuuk udviklet en forvaltning – en egentlig centraladministration. Administrationen er ikke uvæsentlig som redskab i styringen og ”grønlandiseringen” af det grønlandske samfund.

Det er blevet sagt om hjemmestyreadministrationen: ”Når tingene overtages til Grønland er det ’på dansk’, med udelukkende praktiske ændringer og modifikationer.” ”Administrationen har udviklet sig ved knopskydning og gennem resterne fra Landsrådets tid. Det er langtfra et strømlinet apparat.” ”Det er en betydelig fordel med mindre hierarkier.” ”Problemerne består i at kompetencefordelingen er så uklar.” ”Danskerne er helvedes effektive et par år, og så rejser de.” ”To år, så har man set det heroppe.” ”danskerne bliver forbavsede over, hvor anderledes det egentligt er.” ”det er en barriere, at administrationssproget er nødt til at være dansk.” ”Det er danske normer, danske begreber om effektivitet.” ”Forvaltningen er helt klart for stor. Der er for mange høvdinge i forhold til indianere.” ”Folk tror bare at det er ét stort bureaukrati, men det er lige så svært at administrere en lille befolkning som en stor.”

Der kan siges meget om den unge forvaltning. Ovenstående citater er imidlertid ikke bare fremsat ved ophedede værtshusdiskussioner eller bag teoretikeres skriveborde. De er et ganske lille udpluk fra en række interviews, cand.scient.pol. Bente Hamann og undertegnede lavede med en række ledende embedsmænd i efteråret 1987.

(…) den grønlandske centraladministration adskiller sig på afgørende områder fra størrelser, vi kender fra Danmark. Der er ikke tale om en egentlig administration, eftersom landet jo stadig hører under det danske rigsfællesskab og er underlagt det danske folketing på områder som f.eks. finanspolitik, udenrigspolitik er person- og strafferet. Administrationen har også statslige opgaver, som vi ikke kender i Danmark – f.eks. har Hjemmestyret mange virksomheder. Og endelig er befolkningen på kun godt 50.000 sjæle.

Hjemmestyreadministrationen er ganske ung. Nok startede man ikke helt forfra i 1979, eftersom det tidligere landsråd havde haft en del beføjelser på skole- og socialområdet. Alligevel skulle de fleste områder overflyttes og genopbygges i Grønland. Denne proces kom til at gå meget hurtigere end først beregnet, og det næstsidste område blev overtaget i 1987. kun Sundhedsvæsenet mangler stadig.

Denne hastige overflytning af opgaver var et politisk valg med nogle utilsigtede, om end forudsigelige konsekvenser. Selv om selve stillingerne blev overført til Nuuk, var der ikke tilstrækkelig med kvalificeret grønlandsk arbejdskraft at besætte dem med. Det betyder, at næsten alle direktører, fuldmægtige og mellemledere i administrationen er danskere. Dette er klart et problem i sig selv. Udskiftningen er desuden enorm – de færreste danske fuldmægtige bliver mere end et par måneder ud over de to år, som de har forpligtet sig til.

Til dels sammenhængende hermed præges administrationens arbejde af, at fordelingen af kompetence og ansvar ikke er éntydig – at den ene hånd ikke altid ved, hvad den anden laver.

Hjemmestyreadministrationen er, i lighed med alle andre organisationer ikke en maskine, der bare udfører de politiske beslutninger automatisk. Det er en sammensat størrelse, hvis dele ikke bevæger sig i samme takt.

Man kommer ikke uden om, at der går et skel mellem danskere og grønlændere. Både de kulturelle forskelle, i tænke- såvel som væremåde, og den sproglige er af betydning. De kulturelle er svære at indkredse, og deres betydning er meget afhængig af de impliceredes holdninger til og viden om dem. Den sproglige er mere konkret, og det vil i hvert fald være forkert at tro, at bare fordi alle grønlændere, der er ansat i administrationen, kan tale dansk, så er alt godt.

I det daglige arbejde der det ikke nok, at man er i stand til at tale sammen. Har to grupper hver sit sprog, giver det uvilkårligt et skel, en distance og trods alle gode viljer vil det ikke kunne undgå at præge klimaet og samarbejdet i en organisation.

Desuden medfører de to sprog selvfølgelig en hel del ekstra arbejde med tolkning og oversættelser.

Imidlertid er der også andre, mindst lige så vigtige brudflader, man må være opmærksom på.

Det administrative apparat i Grønland bygger på en dansk model, der aldrig har været tid eller vilje til at lave grundlæggende om på, og denne manglende tilpasning til det omgivende samfund – der jo ikke just ligner det danske – er et standende mål for kritik. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at administrationen i sin daglige praksis også har udviklet egne normer og rutiner.

Hierarkiet opfattes væsentlig mindre stramt end i Danmark, og tonen er mindre formel. Ofte administreres der på et ikke særlig fintmasket regelgrundlag, og mange beslutninger må tages uden at have fortilfælde at holde sig til.

For en ung organisation er det ganske naturligt, at der ikke udviklet faste strukturer og at tingene ændrer sig hurtigt. Men ikke mindst med den alt for store udskiftning af medarbejdere må det give nogle vanskeligheder, og i 1987 var situationen tilspidset. En stor sag om en uhjemlet låneoptagelse fyldte avisernes spalter, og et direktorat (”ministerium”) var ved at falde helt fra hinanden.

Alligevel overlevede den unge, løst strukturerede organisation disse rystelser.

Som en forklaring på dette kunne vi i de interviewedes udtalelser finde tegn på, at der i organisationen findes en myte som alle, bevidst eller ubevidst, forholder sig til. Ikke alle er lige ivrige fortalere for den, og enkelte er slet ikke, eller måske i direkte opposition. Men den udgør den dominerende referenceramme, så ingen undgår konsekvenserne af dens eksistens.

Det er myten om den rationelle forvaltning. En forestilling om, at den mest effektive og retfærdige administration pr. definition er funderet i uvildige embedsmænd, der, organiseret i et hierarki, laver sagsbehandling på basis af et omfattende sæt af regler herom. Myten er en direkte afspejling af den vesteuropæiske idealforestilling om hvordan en administration skal være, og centrale begreber er ”retssikkerhed”, ”lovhjemler”, ”præcedens”, ”effektivitet” og ”rationalitet”.

En ganske stor del af embedsmændene i den grønlandske administration holder fast i denne myte. Det er der ikke noget mærkeligt i, da der er funderet i nogle etiske værdier, der er helt grundlæggende i dansk tankegang og ikke mindst i vores uddannelsessystem.

Man kan imidlertid sætte spørgsmålstegn ved, om disse grundlæggende værdier også er af relevans i det grønlandske samfund.

Nogle embedsmænd mener, at de rationelle idealer er universelt gyldige, og at udviklingen i administrationen må gå i retning af i højere grad at leve op til dem. Det er for dem en daglig frustration, at de ikke har samme faste grund under fødderne som i et mere regelbundet system., og de er bekymrede for retssikkerheden i forvaltningen.

Andre forsøger i højere grad at tage stilling til det omgivende samfund og erkender fordelene ved det mindre faste system. Deres holdning er mere dobbelt: På den ene side synes de nok, at der burde være fastere rammer, men på den anden side sætter de stor pris på de muligheder, der ligger i de friere forhold, især for fuldmægtigene indebærer disse som regel flere selvstændige opgaver og et større ansvar, end de kunne have fået i tilsvarende stillinger i Danmark. I denne gruppe findes også folk, der ret bevidst arbejder på at tilpasse og udvikle systemet, helt klart med en skelen til den omstændighed, at de befinder sig i Grønland, men stadig med den rationelle myte som rettesnor.

Over for disse står en lige så sammensat gruppe, som – om de nu har tænkt over det eller ej – ikke har de samme idealforestillinger. Nogle har begrundet det direkte: den rationelle myte stemmer slet ikke overens med det grønlandske samfund. Embedsmanden kan aldrig blive uvildig og neutral i et samfund, der er så lille, at alle kender hinanden. Danske begreber om retssikkerhed har ingen rod i grønlandske opfattelser af ret og rimeligt. De passer slet ikke sammen med den måde, f.eks. familieforhold og personlige relationer i det hele taget tillægges betydning, og det formelle hierarki er kun en hindring for en smidig og hurtig sagsbehandling.

De pågældende embedsmænd kender udmærket idealerne om den upolitiske administration, men det er ikke ensbetydende med, at de afstår fra at indgå i et ret tæt samspil med landsstyremedlemmet, deres (grønlandske), politiske chef.

Som udenforstående skal man vogte sig for håndfaste konklusioner om, hvad der er den ”bedste” holdning. Men i interviews med et par landsstyremedlemmer om deres syn på administrationen, fandt vi det påfaldende, at ord som ”retssikkerhed”, ”effektivitet”, ”rationalitet” etc. aldrig forekom. Således var de meget på linje med den sidstnævnte gruppe embedsmænd, for når talen var om den ideelle tilstand, brugte de helt de sammen ord: Forvaltningen skal først og fremmest være præget af ”ro” og ”tryghed”, der skal være en ”tillid” mellem embedsmænd og politikere, og embedsmanden skal hellere være ”kreativ og bøjelig” end han skal stå fast på nogle udefra kommende principper.

 

[…]

 

Tekst 44 | Oversigten over kildetekster | Tekst 46

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk