Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Kritik af G-60

Op igennem 1960’er begyndte flere og flere grønlændere at se mere kritisk på grønlandspolitikken. Man mente, at udviklingen var blevet gennemført hen over hovederne på den grønlandske befolkning. Teksten er fra en debat i Folketinget i april 1970, hvor det grønlandske folketingsmedlem Nikolaj Rosing fremførte nogle af de klassiske kritikpunkter.

 

Rosing: Det må erkendes, at man både her i landet og i Grønland er spændt på denne debat, og hvad man kan få ud af den. Som ministeren i sin redegørelse berører, har der længe været debat om og kritik af den officielle Grønlandspolitik. Dette sker på møder, i grønlandske og danske blade, i pjecer og bøger. Efter min opfattelse af ministerens tankegang ville grønlænderne formå at gennemleve omstillingsprocessen, hvis bare man fortsætter den vedtagne Grønlandspolitik. Dette vil kunne lade sig gøre på visse områder, men på andre områder navnlig på de menneskelige og efter min mening væsentligste områder, er en næsten uoprettelig skade sket, hvilket kendsgerningerne bedre kan fortælle.

[…] hvad kan grunden til grundene hertil være? Der kan være mange, som vi ikke kan komme ind på alle i den korte taletid. Jeg kan kun nævne et par stykker. For det første har vi pludselig og ganske uventet mødt en højt udviklet teknik og civilisation fra nyordningens begyndelse i 1950. dengang levede ni ganske primitivt. Industrialiseringen og den kulturelle udvikling, som den danske befolkning gennem flere generationer jævnt har tilegnet sig, kunne vi indhente i løbet af en enkelt menneskealder, den omstilling, som ellers ville vare 2-3 generationer. Dette er ikke alene en hård og ufordøjelig kost, det indebærer også større faremomenter for passivitet, mindreværdskomplekser og overfladiskhed, hvilket, og mere til er tilfældet i dagens Grønland. Hvad kan man forvente sig andet? For det andet og i nøje forbindelse med det førstnævnte måtte der – det gælder også for den kommende tid – sendes et hav af teknikere og håndværkere til Grønland, der skal lave alt for os. Resultatet: vi er blevet tilskuere. Grønland bliver en værdsat arbejdsplads for danskerne, også for arbejdsmænd hele året rundt, medens der er arbejdsløshed i grønlandske byer, og medens store årgange for alvor melder sig.

[…] I 1960 var der omkring 2.700 danskere i Grønland, i dag ca. 6.000 statsansatte og private virksomheder, samt afhoppere, medens grønlandske butiks- og kontoruddannede ikke kan få plads i deres eget land.

Imidlertid begynder man i forbindelse med problemerne vedrørende uddannelse og beskæftigelse for store årgange at tale om at det vil være nødvendigt, at veluddannede grønlændere søger beskæftigelse her i landet. Vi ved, at enhver snask borger har ret til at få beskæftigelse hvor som helst i riget, enten han er dansker eller grønlænder, det kan ikke ændres. Men sådan som udviklingen går, synes det, som om man stræber efter, om jeg så må sige en folkebytning, nemlig at danskerne okkuperer Grønland og jager uddannede grønlændere, som vi knytter de bedste forhåbninger til med henblik på vor fremtid, ud af det land, hvor de hører hjemme.

Hvad bliver konklusionen af det, jeg har redegjort for? Man kan ikke skabe et levedygtigt moderne samfund udelukkende ved hjælp af indført arbejdskraft. Vi slår arbejdslysten og arbejdsglæden ihjel hos den indfødte befolkning og fremme yderligere udvikling af de negative tilstande, hvis vi fortsætter som hidtil.

[…] Det andet spørgsmål er, om vi ikke kan lempe befolkningskoncentrationen, som indirekte tvinger folk til at flytte til byerne, hvor store tilpasningsvanskeligheder opstår og nedbrydende kræfter florerer. Jeg ved med sikkerhed, at mange familier ude i bygderne hellere vil blive dér, hvor de er, hvis bare de får lov til at bo i et bedre hus, men på grund af koncentrationspolitikken får de ikke lov til det. Koncentrationstankens baggrunde og fordele har vi teoretisk kunnet se, men har ikke kunnet kende ulempernes omfang; de er nemlig store.

To tredjedele af alle beboelseshuse opføres som etagehuse, så vi i dag lever meget tæt på hinanden. Til opførelsen af sådan anvendes den udsendte og dyre arbejdskraft. Hvis vi kunne reducere antallet af etagehuse og i stedet forsøge enkelt- og tofamilieshusbyggeriet også ude på de store bygder og i ikke-udviklingsbyerne, kunne vi samtidig give større beskæftigelse til grønlandske mestre og bedre boliger for de familier som, vil blive på deres sted og er fortrolige med fangstlokaliteterne. Kendsgerningen er den, at tilflyttere til udviklingsbyerne går over til uproduktivt arbejde, mens det, vi stræber efter, er større produktion.

I den usikre tid for det grønlandske hovederhverv, hvor en koldere periode i den kommende tid efter eksperters udsagn er det mest sandsynlige, kan vi ikke fortsat samle befolkningen på få steder. Koncentrationens hovedmotiv har været, at i åbentvandsbyerne, hvor råvaretilførsler har de bedste muligheder, skulle fiskeriet ekspanderes. I dag er udsigterne meget usikre, hvorfor vi må over til trawlfiskeri for at sikre os mod ugunstigere erhvervsforhold. Hvis fiskeriet fortsat svigter og endnu koldere klima indtræffer, så torsken forsvinder fra vore farvande, hvad skal den koncentrerede befolkning sa leve af, med mindre man etablerer utraditionelle fabriksvirksomheder? Det er den eneste måde at give befolkningen muligheder for beskæftigelse på. Det er derfor vigtigt, at koncentrationspolitikken og bebyggelsesmåden og skabelsen af andre beskæftigelsesmuligheder overvejes nøje. […]

 

Tekst 25 | Oversigten over kildetekster | Tekst 27

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk