Socialisterne og fremtiden
Francisco Lopez Real var medlem PSOE’s nationale komité og international sekretær, da han i april 1975 deltog i en »Spaniens dag« i København, som var arrangeret af Socialdemokratiet i Hovedstaden.
Kilde: Aktuelt, den 5. april 1975.
Det spanske diktatur lakker mod enden. De afgørende faktorer bag regimets sammenbrud kommer både indefra og udefra. De vigtigste af de ydre årsager er den økonomiske krise, som førte til den sidste regeringskrise, samt den hermed forbundne politiske krise, der kom til syne ved henrettelsen af ministerpræsident Carrero Blanco sidste år.
Denne udvikling har nået et højdepunkt ved den fortsatte politiske opløsning, Francos politiske forsvinden og forventningen om hans forestående død. Uoverensstemmelserne i afgørende spørgsmål mellem de nuværende politiske magthavere er almindeligt kendt i Spanien. Endvidere har tabet af kontrollen over vigtige dele af samfundsøkonomien, som længe har været knyttet til regimet og givet det stabilitet, umuliggjort dets overleven. Dele af den katolske kirke har med henblik på de forestående politiske forandringer ændret opfattelse. Man har nu placeret sig i opposition til det nuværende autoritære system for at sikre sig en plads i det Spanien, der kommer.
Også faktorer uden for regimet har bidraget afgørende til diktaturets svækkelse og endelige fald. Grupper som f.eks. arbejderklassen og det store befolkningsflertal gennem deres politiske og faglige organisationer, der siden 1939 har været udelukket fra enhver politisk indflydelse, har bekæmpet regimet fra det øjeblik, det etablerede sig. Udenrigspolitisk har det ligeledes været af stor betydning, at Spanien er isoleret, at dets magthavere er under pres fra visse europæiske regeringer, samt at de portugisiske og græske diktaturer omsider er borte.
I Spanien har man reageret meget forskelligt på dette forløb. På den ene side finder vi »ultra« folkene, som ønsker at opretholde magtens arkaiske og tyranniske former, på den anden de folk, der i øjeblikket sidder på magten, eller som håber at overtage den uændret. Disse sidstnævnte ønsker systemet reformeret, dog kun således, at egentlige, fundamentale ændringer undgås, samtidig med at man ikke desto mindre vil kunne tale om en »politisk liberalisering«. Hjørnestenen i denne pseudo-reform er udnævnelsen af Juan Carlos til statschefens efterfølger. Endelig er der de grupper og organisationer, som arbejder for en demokratisk løsning, og som går ind for et klart brud med det system, der i sin tid blev skabt imod folkets vilje.
De førstnævnte kan ikke regne med støtte fra nogen af de magtgrupper, vi i Spaniens aktuelle situation må tage hensyn til. De har overlevet en gammeldags fascisme, der kun kunne eksistere i det klima, som sejren i borgerkrigen og diktaturets opretholdelse skabte. Den løsning, der foreslås af de nuværende magthavere, hviler på kontrollen over statens administrations- og magtapparat, samfundsfunktionernes fortsættelse ved inertiens hjælp og derved på dele af borgerskabet, hvis selvtilstrækkelige interesser, den varetager.
Disse mennesker indrømmer selv, at de hverken har en grundlæggende ideologi eller egentlig støtte i befolkningen, ej heller en vision om et fremtidigt samfund, hvor forskellige politiske retninger kan fungere side om side. Tilmed er denne »politiske liberalisering« en illusion. Den officielle fagorganisation, parlamentets opbygning, magtens centralisering såvel som andre fascistiske principper, der ligger til grund for den nuværende spanske samfundsbygning, umuliggør en ændring af systemets natur inden for dets egne rammer.
Denne analyse fører til en konklusion, der genfindes i historien og som for nylig bekræftedes af det portugisiske og det græske folks eksempel. Den vises, at den eneste vej ud af den nuværende situation, er et brud med fortiden og en ny start med et demokrati, der giver mulighed for egentlig planlægning af samfundets udvikling, genoprettelsen af de borgerlige rettigheder og opbygningen af et politisk system, der afspejler befolkningens vilje.
En demokratisk løsning efter disse retningslinjer hyldes i dag af forskellige dele af det spanske samfund, som i øjeblikket samarbejder, men hvis motiver og fremtidsmål er forskellige. Det Span-
ske Socialistiske Arbejderparti (PSOE), der repræsenterer arbejderklassen og størstedelen af den spanske opposition, har kæmpet og kæmper for at give de spanske arbejdere mulighed for at forholde sig til det kapitalistiske system i overensstemmelse med nutidens krav.
Det tror på at kampen for samarbejde inden for den socialistiske bevægelse på den iberiske halvø, de folkelige bevægelsers magtovertagelse, opfyldelsen af arbejdernes krav, skabelsen af en fælles platform for alle antifrancoistiske kræfter, kort sagt tilfredsstillelsen af alle de behov, der er fælles for spanierne – alt dette kræver, at selvbestemmelsen gives tilbage til folket.
For at vinde støtte og tilslutning til disse ideer, af hvilke nogle er nærmere præciseret i et overgangsprogram, vil PSOE fortsætte kampen med de mest effektive midler i lyset af den aktuelle situation. Vi regner med vore danske partifællers solidaritet i denne kamp.
