Frygtens diktatur
ETA har fortsat terrorvirksomheden efter demokratiets indførelse og sætter i høj grad sit præg på livet i Spanien – og i Baskerlandet – den dag i dag.
Teksten er et uddrag af Politikens kronik den 21. august 2002. Kronikøren har valgt at være anonym af frygt for repressalier.
I tiden op til baskernes regionale valg befandt jeg mig i Madrid.
Bølgerne gik højt i presse og tv under valgkampen. Jeg var ude på gaden, den aften en bilbombe eksploderede foran Spaniens største bank, ikke langt fra hvor jeg befandt mig sammen med et par venner.
Ambulancer og politibiler ilede forbi os til stedet. Et par dage senere blev en politiker skudt i Zaragoza. Samme aften spiste jeg sammen med en spansk kollega, som selv bor dér og kendte vedkommende. Grædefærdig sagde hun: »Ingen vil være ved det, men vi befinder os i et land i krig.
Det er våbnenes krig mod ord. De skyder med skarpt og dræber, mens politikerne taler og taler og gør ikke noget – disse nationalister er nogle kujoner«, sagde hun. »De har gjort vold og terror til en livsstil, de myrder og røver banker, og de kræver enorme summer i beskyttelsespenge af rige erhvervsdrivende. Men selv lever de ansvarlige i sus og dus; du ved aldrig, hvornår du sidder ved siden af en af dem på en café eller i en biograf«.
Flere attentater og voldelige episoder rystede Spanien det forår, både før og efter valget. Men ude på gaden så alt ud til at ånde fred og normalitet. Her i San Sebastian hyggede folk sig på caféer, eller man promenerede på strandboulevarden.
Også blandt kongresdeltagerne havde der hersket en venlig og kollegial atmosfære, indtil den lille mand blandede sig. Men under overfladen lurede frygten. Den franske historiker, som før havde advaret mig mod at reagere, fortalte, at hun, når hun rejste ind i Spanien, altid efterlod sin bil i et bevogtet parkeringshus og ikke rørte den igen, før hun skulle tilbage. Hun var glad, fordi jeg havde gjort det samme.
Jeg havde svært ved at forstå, hvad der foregik i hovedet på disse mennesker. I ethvert civiliseret land ville man respektere, at man ikke har fået det store flertal med sig. Jeg tænkte på Sønderjylland, som er delt mellem Tyskland og Danmark. Sønderjyderne taler deres sønderjysk indbyrdes, men de respekterer, at det officielle sprog på den tyske side af grænsen er tysk, mens det på den danske side er dansk. Og ingen finder på at smide bomber i hovedet på hinanden for at tiltvinge sig retten til et eget uddannelsessystem på deres dialekt endsige til at have et særskilt politikorps. Jeg spurgte en gang mine venner i Spanien, om det alt sammen virkelig opstod som oprør mod Francos diktatur, som mange tror i Danmark. For så kunne jeg ikke begribe, at det hele ikke var slut for længe siden. »Nationalisterne har fået alt, hvad der ifølge den spanske konstitution tilkom dem, og meget, meget mere. Baskerlandet har en så vidtrækkende autonomi, som ingen anden region i verden nyder inden for en nationalstat. Men jo mere imødekommende den spanske regering viser sig, desto mere regner de med at opnå med deres terror«, var svaret.
