Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Det brogede Spanien
//
Kildetekst 11

Francos død

Den danske journalist ved Politiken og forfatter John Njor skrev i 1976 bogen Spanien ved korsvejen. Heri berettes i afsnittet »Den sidste fascist-diktators død« om Francos lange død.

Kilde: John Njor: Spanien ved korsvejen. København, 1976.

 

Da alle rubrikideer var brugt op, og det var umuligt at finde på flere forstærkende tillægsord, benyttede aviserne efterhånden samme rubrik for hver dag, det gik stadig værre med Franco: »Mas grave Franco«.

Nyresten, vand i lungerne, blodpropper, urin i kroppen, blødninger i maven, svigtende tarmfunktioner, betændelse i hjerteklapperne, lungebetændelse, mundbetændelse, bughindebetændelse, hver dag havde næsten sin nye sygdom, som føjedes til den lange række. Og hver gang blev endnu en specialist medlem af lægeholdet. Hustruen Carmen Polo Franco delte tiden ligeligt mellem sygeværelset og kapellet, hvor hun bad for mandens syndige sjæl.

Den 28. oktober var lægeholdet blevet udvidet fra 11 til 14, som havde ansvaret for hver sin sygdom. Den 29. var holdet oppe på 17, senere blev det udvidet til 19, og i alt nåede det op på 32, før eksperterne ikke kunne holde liv i Franco længere. Han var nu skrumpet ind til kun at veje knap 40 kg, havde i uger levet i respirator, fået føde ind i venerne, lå i hjerte-lungemaskine, kunstig nyre, haft dræn i lungerne og i maven, en pacemaker til at hol­de hjertet i gang, var blevet opereret så mavesækken stort set var væk, og hans kød til sidst ikke kunne klare flere sammensyninger. Han blev derfor kølet ned, da den lave temperatur nedsatte blødningerne. Han havde fået ud­skiftet alt sit blod næsten 10 gange ved utallige blod­transfusioner.

 Flere gange havde hans hustru, efter at Caudilloen til sidst var blevet overført fra Pardo-paladsets mange læ­gemaskiner til endnu mere avanceret udstyr på La Paz-­hospitalet (la paz betyder fred), bedt lægerne om at stand­se maskinerne og sende ham tilbage til paladset for at han der kunne få fred – fra la Paz til la paz.

Og endelig skete det længe ventede, som man efterhån­den var ved at tro, ikke kunne lade sig gøre pga. alle maskinerne. Endelig afslørede en af maskinerne, at der ikke skete mere i oldingens hjerne. Den havde for stedse udtænkt sin sidste ondskabsfuldhed. Torsdag den 20. no­vember 1975 drog Francisco Bahamonde Franco, embeds­mandens søn fra landsbyen el Ferrol i Galicien, sit sid­ste suk gennem respiratoren, og ministerpræsident Carlos Arias Navarro kunne træde frem på TV-skærmen, og mens han kæmpede med at holde tårerne tilbage med­dele, hvad spanierne havde ventet dagligt i 34 dage: »Franco er død«. Avisernes rubrikker og billedet af caudilloen var stort set enslydende: »Franco ha muerto«. Klokken 4.40, to uger før han ville være fyldt 83 år, blev Spanien og Euro­pa af med den sidste af de tre ’store’ diktatorer. 36 år nåede han at regere Spanien med jernhånd – ja reelt i 39 år spredte han død og undertrykkelse omkring sig. 

Navarro dekreterede 30 dages landesorg.

Men hvorfor kæmpede de 32 specialister så længe for at forlænge et liv, der ikke stod til at redde? Måske Fran­cos nevø, Nicolas Franco, gav svaret: »Jeg tror, det var konstruktivt. Det gav Spanien tid til at vænne sig til at skulle undvære ham«.

Det kan også skyldes egoisme fra Franco-familiens side, samt hærens ønske om at få tid til at komme helt i stilling, så ingen kupmagere havde en chance for at ud­nytte situationen. Mht. familien hersker der ingen tvivl om, at svigersønnen, der stod i spidsen for lægeholdet og var ansvarlig for, at dødskampen trak så længe ud, bag kulisserne kæmpede voldsomt for at sikre familiens frem­tid. Ikke uforståeligt efter, at den gennem så mange år havde betragtet Spanien nærmest som privat ejendom og raget godt til sig af værdierne. Nu ønskede de efter­ladte sig titler. De krævede Franco, mens han lå i respi­ratoren, skulle udnævnes til »Fredens konge« eller »Fre­dens fyrste«, således at Francos enke stadig var noget mere end »la Viuda«, når manden forsvandt. Men det blev ved de bestående titler, og slægtningene nåede kun at sikre sig økonomisk. Enken måtte snart skifte paladset ud med en stor lejlighed i Madrids centrum.

 

Tekst 10 | Oversigten over kildetekster | Tekst 12

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk