Gradvis udvikling eller revolution?
Santiago Carillo var gammel kommunistisk borgerkrigsveteran og eksileret generalsekretær i det forbudte PCE. Han levede i eksil i Paris, hvorfra han forsøgte at bekæmpe Franco. Han er desuden kendt for at dreje kommunismen væk fra den sovjetiske stalinistiske version ved i stedet at tale om en eurokommunisme. I et interview med den italienske journalist Oriana Fallaci (hendes spørgsmål er markeret med kursiv i teksten nedenfor) i anledning af Francos henrettelser af de fem terrorister den 27. september 1975 forklarer han, hvordan kommunisterne vil opføre sig, når Franco er død.
[…]
Hele spektret af politiske kræfter i Spanien er enige om at styrte regimet. Men hvis ikke højrefløjen giver os en håndsrækning, og hvis ikke center-partierne opgiver deres valne ubeslutsomhed, så vi indenfor den nævnte tidsfrist kan nå til enighed om, hvad der skal gøres, så kan diktaturet ikke bringes til fald ved fredelige midler. Så bliver vi nødt til at bruge vold for at få det styrtet. For eksempel gennem en folkerejsning med støtte fra dele af hæren. Men det er mit inderlige håb, at dette ikke bliver nødvendigt.
Hvorfor?
Fordi jeg ikke tror på terrorisme og guerillataktik. Vi kommunister står ikke fremmede overfor guerillakrig. Vi brugte det selv helt op til 1949. Men så opgav vi det, fordi vi indså, at det var nytteløst.
Hvorfor nytteløst?
Fordi det spanske folk endnu ikke havde forvundet sårene fra borgerkrigen og den fascistiske undertrykkelse. Millioner faldt i den tre år lange borgerkrig. 300.000 af os døde af den undertrykkelse, som fulgte efter. Det har taget os alle disse år at forvinde det. Hele nationen lider endnu under et trauma. Den er nærmest allergisk overfor væbnet kamp, overfor blodsudgydelser. Ingen af os ønsker at opleve disse rædsler igen, medmindre det er absolut nødvendigt.
En borgerkrig kan som intet andet styrke moralen hos den sejrende part – og den kan som intet andet svække moralen hos dem, der taber. Vi, som kæmpede dengang, har måttet vente på, at en ny generation skulle vokse op, så de nødvendige betingelser for frihedens genindførelse kunne være til stede.
Men den nye generation har ikke oplevet borgerkrigen, de frygter den ikke.
Nej, men alligevel må vi søge at undgå den. Det er vigtigere end noget andet. For de unge, der i dag ville kæmpe på vor side, er sanmer af dem, som dengang kæmpede imod os. Vi ønsker ikke at give de unge ordre til at dræbe deres fædre. Vi ønsker ikke at udsætte de demokratiske kræfter for så dramatiske alternativer. Vi har brug for alle de kræfter, der er til rådighed, for at styrte regimet. Blodsudgydelse er spild. Fascisme er ikke Franco: for at likvidere Franco må man eliminere fascismen helt ned til rødderne. Og det kan kun ske gennem politisk kamp, ikke ved hævnaktioner. Det er det, baskerne og FRAP ikke forstår – eller ikke vil forstå. Det er her, de handler forkert med deres terrorisme.
Tag nu f.eks. attentatet på ministerpræsident Carrero Blanco: det var nytteløst, men det var dog i det mindste en politisk aktion. De andre derimod … hvad nytter det at dræbe en barber, der engang har været politibetjent? Hvem gavner det, bortset fra regimet og politiet? For øvrigt spekulerer jeg sommetider på, om der ikke bag nogle af dine aktioner ligger en eller anden form for tilskyndelse fra regimets side, fra politiet. Der foreligger ikke et eneste sikkert bevis mod nogen af dem. der er dømt for disse forbrydelser. Overhovedet ingen. bortset fra de ’tilståelser’, man har opnået gennem tortur.
Er De sikker på, attentatet mod Carrero Blanco var nytteløst?'
Ja. Carrero Blancos død chokerede regimet, fordi han var den, der var udset til at fare det videre. Men hans død ændrede ikke ved realiteterne. Han blev efterfulgt af Arias Navarro, som løser præcis de samme opgaver, og som desuden har ansvaret for antiterroristloven.
Det er derfor, jeg ikke kan acceptere disse mordforsøg: man udrydder en person, men en anden star straks parat til at overtage hans plads.
Jeg har da ellers hørt, at Carrero Blancos død styrkede spaniernes moral.
Det er rigtigt. Man kan ikke påstå, de sørgede over ham ret i et vist omfang. Men for mig at se består problemet ikke i at opnå en lille tilfredsstillelse hist og her. Det består i at styrte regimet.
[…]
Jeg er politiker. Jeg er kommunist. Jeg er revolutionær. Revolution skræmmer mig ikke. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv med at forberede den, drømme om den. Men med revolution mener jeg ikke bomber og guerillakamp. Jeg mener afskaffelse af menneskelig udnyttelse af hinanden, frihed for alle mennesker. Og jeg vil gerne tilføje: jeg fordømmer ikke vold i enhver situation. Jeg accepterer den, når den er nødvendig. Og skulle revolutionen i Spanien kræve vold, som den har gjort det i så mange andre lande, så er jeg parat. Jeg kunne aldrig få mig selv til at anbringe en bombe under Carrero Blancos bil, men bliver en væbnet opstand nødvendig, vil jeg straks gribe min pistol.
Men vold, hvor den er unødvendig, hvor den måske endda skader ens interesser, er i reglen blot etudtryk for kærlighed til vold for dens egen skyld, nydelse af vold. Og det finder jeg afskyeligt. Jeg håber som sagt inderligt, at de seneste aktioner fra begge sider ikke vil resultere i en ny borgerkrig.
Er det en bestemt episode fra den forrige, der har givet Dem denneindstilling?
Nej, jeg kan ikke koncentrere det til en enkelt episode. Der var flere, faktisk temmelig mange. For eksempel alle de døde barn, jeg har set… Nar voksne skyder på hinanden, er der altid et barn, der kommer i vejen og bliver dræbt. Jeg gjorde hale borgerkrigen med. Alle tre år. Jeg var også guerilla, mans jeg endnu troede på guerillakrig. I ni år. Jeg ved ikke, om jeg er en god skytte, men jeg sigtede altid med et formål: at dræbe. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad jeg gjorde dengang, selvom jeg ikke fortryder det. En borgerkrig, en revolutionær krig, kan virke opløftende, men den er også afskyvækkende. Der er altid nogle af dem, der er med, som nyder at dræbe. Nogle, som lærer at dræbe mad koldt blod, at undertrykke deres medmennesker – at blive politifolk. Jeg kunne aldrig blive politimand. Politifolk ender altid med at karma Tide deres job. Hvis vi kommunister nogensinde kommer til magten i Spanien, så vil jeg arbejde for, at politikorpset udelukkende bliver bemandet med folk, der ikke bryder sig om at være politifolk. Og jeg vil skifte dem ud hver tredje måned for at undgå, at de begynder at kunne lide deres job.
[…]
Hvis Franco blev stillet for retten, som Papadopoulos blev det i Grækenland, ville De så stemme for, at han skulle dømmes til døden?
Ja, absolut. Jeg er og vil altid være modstander af politisk forfølgelse i Spanien, modstander af tanker om at straffe dem, der har arbejdet i regimets tjeneste. Efter min mening skal de have lov at slippe for tiltale. Men selvom jeg er parat til at lade Francos bødler leve, er det noget helt andet når det drejer sig om Franco selv. Hans ansvar er simpelthen for stort. Han er langt mere skyldig end sine bødler. Ja, jeg ville underskrive Francos dødsdom. Selvom der inderst inde i mig er noget, der siger, at jeg hellere ville se den skrøbelige olding flygte. Til Filippinerne måske, hvor han har et tilflugtssted.
Men hvad nu, hvis han dør forinden – af alderdom simpelthen?
Det ville jeg beklage dybt. Jeg er en af de spaniere, der mener, at det ville være en historisk uretfærdighed, hvis Franco får lov til at dø i sin seng. Få folk i Europa har kæmpet så længe og så målbevidst for deres frihed som det spanske. Jeg synes ikke, vi fortjener at se ham dø fredeligt og roligt i illusionen om, at hans tyranni er uforgængeligt. Den tilfredsstillelse skal han ikke have. Han skal opleve tyranniets fald med åbne øjne…
[…]
