Om Baskerlandet
Teksten beskriver de særlige karakteristika ved de baskiske provinser.
Uddrag af Hugh Thomas: The Spanish Civil War, 1961.
Dette samfunds vigtigste karakteristika har i umindelige tider været religiøs fromhed, politisk uafhængighed og selvforsyning på landbrugsområdet. Da kirken her er forblevet nær ved jorden, er kirkerne blevet ved med at være centrer for det borgerlige liv i de baskiske landsbyer. De lokale råd plejer stadig at mødes på verandaer af disse i reglen noget klodsede bygninger. I disses indre finder det puritanske i den baskiske indstilling til religionen udtryk i, at mænd og kvinder sidder hver for sig, enten adskilt af en midtergang eller således, at mændene sidder på et galleri og kvinderne nedenfor. De baskiske præster hævdede, at i 1936 var 99 pct. af landbefolkningen i Guipuzcoa, Alava og Vizcaya og 52 pct. af befolk-ningen i industriområderne (af dem, der var af baskisk fødsel) aktive kristne.
I politisk henseende var det i hvert fald siden den tidlige middelalder sådan, at forsamlinger bestående af repræsentanter for alle mænd over 21 år mødtes hvert andet år under et egetræ i Guernica i Vizcaya. Her svor da monarken eller oftere hans repræsentant at ville respektere baskernes rettigheder. Derefter valgtes ved lodtrækning et eksekutivråd til at styre i de næste to år. Både egetræet og byen Guernica var hellige i baskerne s øjne, hvilket tyder på, at en gammel kult af egen er blevet overført til det politiske liv. Disse skikke var tilsyneladende fuldt udviklet allerede før maurerne kom til Spanien – disse besejrede aldrig baskerne. Trods disse udpræget separatistiske vaner blev baskerne ved med at være en fast bestanddel af Castilien. En stor del af denne provins blev endog koloniseret af baskiske bønder, da den blev tilbageerobret fra maurerne. Det første virkelige skridt til selv-hævdelse tog baskerne i begyndelsen af det 19. århundrede, da de i kraft af deres fanatiske katolicisme og stærke egnsfølelse dannede kernen i carlisternes hær i disses krige mod de centraliserende og anti-klerikale liberale. Som følge heraf blev baskernes lokale rettigheder ophævet i 1839.
Den vrede, denne foranstaltning vakte, forstærkedes i slutningen af det 19. århund-rede. ved industrialismens frembrud i Spanien. Baskerne havde længe været kendt for deres skibsbygning på grund af de mange egetræer Vizcaya. I slutningen af det 19. århundrede blev Bilbao også en stor industriby på grund af de store og let udnyttelige malmlejer omkring den. I det 20. århundredes begyndelse kom 45 pct. af Spaniens koffardiflåde og næsten hele Spaniens jernproduktion fra de baskiske pro-vinser. I Bilbao voksede der et samfund frem, som lignede baskernes vigtigste handelspartneres, nemlig englændernes. Solid middelstands-tryghed fandt udtryk i de store baskiske banker med deres filialer over hele Spanien og i bankmændenes imponerende klubber og smukke herskabshuse. (Bilbaos arbejdere forblev dog mindre angliseret, sådan som det blandt andet sås af, at de gerne spiste katte i sherrystuvning).
Tekst 3 (I bogen) |Oversigten over kildetekster | Tekst 5 (I bogen)
