Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Om højrefløjens ideologi

Eric Hobsbawn giver i sit værk Ekstermernes århundrede, det han kalder det »korte århundrede« fra 1914 til 1991, nogle bud på væsentlige udviklingstræk og begivenheder. Også Den spanske Borgerkrig sættes i dette perspektiv. I nedenstående uddrag diskuteres forskellen mellem de fascistiske bevægelser og det ikke-fascistiske højre og deres ideologi.

 

Uddrag af Eric Hobsbawn: Ekstremernes århundrede: Verdenshistorie 1914-94. Samleren, 1997. (s. 135-141).

 

Gammeldags autoritære eller konservative

[…] og general Francisco Franco i Spanien – havde ingen specifik ideologisk dagsorden, bortset fra antikommunisme og de sædvanlige klassebestemte fordomme. De blev måske nok Hitler­tysklands eller deres egne fascistbevægelsers allierede, men kun på grund af konjunkturerne i mellemkrigstiden – deres »naturlige« alli­erede var alle dele af den politiske højrefløj. Selvfølgelig kunne natio­nale overvejelser gribe ind i denne alliance. Winston Churchill, en stærkt højre-orienteret, om end ikke særlig karakteristisk Tory, udtrykte en vis sympati for Mussolinis Italien og kunne ikke få sig selv til at støtte den spanske republik imod general Francos styrker, men Tysk­lands trussel mod Storbritannien gjorde ham til forkæmper for den internationale antifascistiske front. På den anden side mærkede så­danne gammelreak-tionære af og til ægte fascistiske bevægelsers mod­stand i deres hjemland, sommetider med stærk opbakning fra mas­serne.

En anden del af højrefløjen indførte noget, der er blevet kaldt en »organisk statsmagt« (Linz 1975, s. 277, 306-13) eller konservative sty­rer, der mindre forsvarede en traditionel orden, end de bevidst gen­oplivede dens principper som en metode til at modarbejde både den liberale individualisme og arbejderbevægelsens og socialismens udfordringer.

 

[…]

Men selvom reaktionære regimer af denne art havde rødder og inspirationskilder, der både var ældre end fascismen og sommetider afveg en del fra den, var det ikke så let at skelne tydeligt imellem dem, fordi de havde fælles fjender, om ikke ligefrem fælles mål. Således var den romersk-katolske kirke dybt og usvigeligt reaktionær i den udgave, der officielt blev vedtaget på det Første Vatikan-koncil i 1870, men ikke fascistisk. Faktisk måtte den i kraft af sin fjendtlighed over for grundlæg­gende sekulære stater med tota-litære aspirationer komme i modsæt­nings-forhold til fascismen. Men doktrinen om den »korporative stat«, hvis bedste eksempler findes netop i de katolske lande, var i alt væsent­ligt udarbejdet i (italienske) fascistiske kredse, selvom disse selvfølgelig trak på blandt andre den katolske tradition. Faktisk blev disse regimer sommetider kaldt »klerikalt fascistiske«. Fascisterne i de katolske lande kunne komme direkte fra katolicismen, som det var tilfældet med den belgiske Leon Degrelles Rexist-bevægelse.Kirkens dobbelttydige holdning til Hitlers racisme er ofte bemærket; det samme kan i mindre grad siges om den betydelige hjælp, som personer inden for kirken, somme­tider i betydningsfulde positioner, efter krigen gav flygtende nazister eller fascister – herunder mange, som stod anklaget for forfærdende krigsforbrydelser. Hvad der forenede kirken ikke blot med de gammel­dags reaktionære, men også med fascisterne, var et fælles had til det 18. århundredes oplysning, Den franske Revolution og alt, hvad der efter kirkens mening var afledt deraf:  demokratiet, liberalismen og selvfølgelig først og fremmest »den gudløse kommunisme«.

Faktisk blev den fascistiske periode et vendepunkt i den katolske kirkes historie – væsentligst fordi kirkens identifikation med et højre, hvis fremmeste internationale fanebærere nu var Hitler og Mussolini, skabte betydelige moralske problemer for socialt indstillede katolikker (for slet ikke at nævne de tungtvejende politiske problemer, man fik).

 

[…]

 

 

Så mangler vi de bevægelser, der med fuld ret kan kaldes fascistiske. Den første af disse var den italienske, der gav fænomenet dets navn – skabt af en overløben socialistisk journalist, Benito Mussolini, hvis fornavn ­– en tribut til den mexicanske antiklerikale præsident Benito ]uarez ­symboliserede den dybfølte antipapisme i hans hjemegn Romagna. Selveste Adolf Hitler erkendte sin gæld til og respekt for Mussolini, også da både Mussolini og det fascistiske Italien havde vist sin svaghed og in­kompetence under Anden Verdenskrig. Til gengæld overtog Mussolini noget forsinket fra Hitler den antisemitisme, som havde været totalt fraværende i hans bevægelse før 1938 – ja, faktisk fra hele den italienske historie siden landets samling. Den italienske fascisme i sig selv havde imidlertid ikke den store internationale tiltrækningskraft.

 

[…]

 

Og forud for Hitlers sejr i Tyskland ville ideen om fascismen som en universel bevægelse – en slags højrefløjsparallel til den internationale kommu­nisme med Berlin som sit Moskva – ikke have udviklet sig. Alt dette førte ikke til en seriøs bevægelse, men under Anden Verdenskrig blot til ideologisk motiverede tyskerkollaboratører i det besatte Europa. Det var på dette punkt, mange af de traditionelt ultrahøjreorienterede, især i Frankrig, uanset deres rasende reaktionære indstilling, nægtede at være med: De var nationalister – ellers kunne det hele være lige meget. Nogle af dem sluttede sig endda til modstandsbevægelsen. Desuden ville fascismen ikke have opnået nogen alvorlig indflydelse uden for Europa, hvis det ikke havde været for Tysklands status som åbenlyst succesombrust kommende verdensmagt. Det er heller ikke sandsynligt, at ikke-fascistiske reaktionære herskere ellers ville have gidet posere som fascistsympatisører, som da Portugals Salazar i 1940 hævdede, at han og Hitler var »bundet sammen af den samme ideologi« (Delzell 1970, s. 348).

 

[…]

 

Den væsentligste forskel mellem fascisterne og det ikke-fascistiske højre var, at fascismen levede af at mobilisere masserne nedefra. Den hørte grundlæggende til i en æra med demokratisk og folkelig politik, som de traditionelle reaktionære afskyede, og som forkæmperne for »den organiske stat« for-søgte at se bort fra. Fascismen var stolt af sin mobilisering af masserne og fortsatte den symbolsk i det offentlige tea­ters fremtrædelsesform – Nürnberg-stævnerne, folkemasserne på Piazza Venezia, som vendte blikket op mod Mussolinis gestikuleren på balko­nen – selv efter magtovertagelsen, ligesom de kommunistiske bevægel­ser gjorde. Fascisterne var modrevolutionens revolu-tionære: i deres re­torik, i deres appel til dem, der betragtede sig som samfundets ofre, i deres krav om en total forvandling af samfundet, og selv i deres bevidste tilpasning af de revolutionæres symboler og navne – tydeligst i Hitlers »Nationalsocialistiske arbejderparti« med det (modificerede) røde flag og indførelsen af de rødes første maj som en officiel helligdag straks i 1933.

Selvom også fascismen specialiserede sig i en retorisk tilbagevenden til fortidens traditioner og fik megen støtte fra den samfundsklasse, der virkelig ville have foretrukket at udslette det foregående århundrede, hvis den havde kunnet, fik man ikke nogen virkelig fornemmelse af, at der var en traditionalistbevægelse som f.eks. carlisterne i Navarra, der var en af Francos vigtigste støtter under Borgerkrigen, eller Gandhis kampagner for tilbagevenden til håndvæve og landsby-idealer. Fascister­ne fremhævede mange traditionelle værdier, hvilket er noget ganske andet. De fordømte den liberale frigørelse – kvinderne skulle blive hjemme og føde mange børn – og de nærede mistro til den moderne kulturs undergravende indflydelse, ikke mindst den modernistiske kunst, som de tyske nationalsocialister beskrev som »kulturbolsjevisme« og degenereret. Men de centrale fascistiske bevægelser – den italienske og den tyske – appellerede ikke til de traditionelle vogtere af den tyske orden, Kirke og Konge, men søgte tværtimod at fortrænge dem ved hjælp af et komplet utraditionelt ledelsesprincip, konkret udtrykt gen­nem selvskabte mænd legitimeret ved deres masseopbakning og gen­nem sekulære ideologier, sommetider ligefrem kulter.

 

Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk