Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Landbrugsminister Maslovs beretning om stormen på Vinterpaladset

Teksten er et uddrag landbrugsminister Maslovs beretning om situationen i Vinterpaladset den 25. oktober 1917.

 

Tirsdag den 24. oktober deltog jeg som sædvanlig i den provisoriske regerings møde i Vinterpaladset. Alle ministrene var til stede, og Kerenskij ledede mødet.

 

Efter at adskillige mindre sager var behandlet, gik vi over til jordloven [...]. Mens vi arbejdede, modtog Kerenskij flere rapporter om opstanden, som bolsjevikkerne var ved at forberede. Det blev besluttet at udsætte behandlingen af jordloven og gå over til dagens aktuelle problemer.

 

Forparlamentets resolution blev drøftet, og derpå behandlede vi spørgsmålet om Petrograds forsvar. Ved ettiden om natten sluttede mødet.

 

Onsdag formiddag kl. 11.30 blev jeg pr. telefon kaldt til et særligt møde i den provisoriske regering. Det blev rapporteret til os, at bolsjevikkerne havde besat Petrograds telegrambureau, statsbanken, posten og telegrafen. Vi var enige om, at Polkovnikov, som var ansvarlig for forsvaret, ikke havde handlet beslutsomt, og N. M. Nisjkin blev udnævnt til hans afløser [...].

 

Vagtstyrken i Vinterpaladset bestod af nogle officerselever, en del af ingeniørskolen, to kompagnier kosakker og nogle medlemmer af kvindebataljonen.

 

Klokken ti om aftenen blev der affyret et skud mod paladset, fulgt af råb og skud fra officerseleverne. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at to sømænd var klatret op til paladsets øverste etage og havde kastet to håndgranater ned. Granaterne sårede to officerselever [...].

 

Sømændene blev arresteret og afvæbnet. Hele bygningen blev undersøgt, og ca. 50 fjendtlige sømænd og soldater blev arresteret og afvæbnet. I mellemtiden kom der flere og flere sømænd og soldater, indtil vagten syntes hjælpeløs. Uden for paladset blev der skudt med geværer, maskingeværer og endog kanoner. Ved totiden om natten mellem d. 25. og 26. oktober lød der et voldsomt spektakel ved paladsets indgang. Oprørerne forsøgte at bryde ind, og 30 af officerseleverne prøvede at holde dem tilbage. [...] Den bevæbnede bande af soldater, sømænd og civile med Antonov i spidsen brød ind. De truede og kom med vittigheder. Antonov arresterede alle i den revolutionære komités navn og noterede derefter alle de tilstedeværendes navne ned. Han begyndte med Konovalov, så Kisjkin og så de andre. Han spurgte efter Kerenskij, men han var ikke længere i paladset.

 

Vi blev sat under arrest og fik at vide, at vi ville blive ført til Peter Paul fæstningen. Vi tog vores frakker, men Kisjkins var borte. En eller anden havde stjålet den. Han fik en uniformsfrakke. Der udspandt sig en diskussion mellem Antonov, soldaterne og sømændene om, hvorvidt ministrene skulle føres til deres bestemmelsessted i biler eller til fods. Det blev besluttet, at de skulle spadsere.

 

Hver af os blev bevogtet af to mænd. Da vi gik gennem paladset, var det, som om det var fuldt af oprørere, hvoraf nogle var berusede. Da vi kom ud på gaden, blev vi omringet af en pøbelflok, der råbte og truede os (...) og forlangte Kerenskij udleveret. Mængden syntes at være besluttet på at tage loven i deres egne hænder, og der blev skubbet til en af ministrene. Netop da blev der affyret et skud, og mængden faldt noget til ro. [...] Ved Troitsky-broen råbte mængden: »Kast dem ud i floden!« Råbene blev højere og højere. Netop da begyndte et maskingevær at skyde fra den anden side af os. Vi kastede os ned, mens nogle fra mængden løb deres vej og med dem en af de arresterede officerer. [...]

 

Herfra til fæstningen kom vi uden yderligere ophidsende begivenheder [...]. Hver af os blev anbragt i en særlig celle [...], som var kold og fugtig. På den måde tilbragte jeg natten. Om morgenen fik jeg noget varmt vand og et stykke brød, ved middagstid en eller anden suppe. Det var først kl. ni om aftenen, jeg fik noget at spise, to koteletter og nogle kartofler. Ellers skete der ikke noget i dagens løb. Jeg fik et katalog over bøger og et stykke papir, som jeg kunne skrive de ting ned på, som jeg behøvede dagen efter. Klokken tre om morgenen blev jeg vækket ved, at adskillige militærpersoner trådte ind i min celle. De fortalte mig, at den 2. sovjetkongres havde besluttet, at Salazkin og jeg skulle sættes under husarrest. De førte mig til kontoret; Salazkin var der også – – –. De bad mig om at give mit æresord på, at jeg ikke ville forlade mit hus. Det nægtede jeg og sagde, at jeg ikke var forpligtet til at give noget løfte til fængselsvagter. Salazkin svarede på samme måde. Så fik vi at vide, at røde gardister ville blive placeret i vore hjem. [...]

 

Efter denne samtale steg et medlem af den revolutionære komité og jeg ind i en vogn, og uden anden bevogtning kørte vi til eksekutivkomiteens bygning. Da vi gik ind, sagde han: »De er fri, men De skal vide, at ved at nægte at give mig Deres æresord, bringer De mig i fare for at blive arresteret.«

 

Tekst 28 | Oversigten over kildetekster | Tekst 30

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk