Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Phnom Penh´s fald, april 1975

Den 17. april 1975 brød forsvaret af Cambodias hovedstad Phnom Penh sammen, og Røde Khmer-bevægelsen var herre i hele landet. Dagen efter bragte dagbladet ”Information” en analyse af udviklingen skrevet af Poul E. Svejstrup.

 

Det var de hvide flags og ikke de røde massakres dag i Cambodia, da Khmer Rouge-partisanerne i går overtog magten i Phnom Penh, og alene dette fortæller meget om de myter, der er opstået om partisanerne og den cambodianske krig gennem de fem lange år, kampen har stået på. Myter, som bunder i manglende kendskab til eller negligering af, hvad det er, partisanbevægelsen står for, og hvad den vel.

Det var fra første færd en påtvunget krig, der skyldes et sammenfald af omstændigheder. Først og fremmest var det amerikanernes naive illusion om, at en hurtig lynoffensiv ind over Cambodias grænser den 30. april 1970 ville øge USA´s muligheder for at trække sig ud af Vietnam og dernæst giveThieu-styret i Saigon mulighed for at stive sine fronter af. Dernæst var det et internt politisk anliggende i Cambodia. De kræfter, der kom til magten efter kuppet mod fyrst Norodom Sihanouk den 18. marts 1970, havde reelt meget lidt støtte i befolkningen, hvad der meget tydeligt demonstreredes af glæden blandt Phnom Penhs indbyggere i dag, når man trækker træthed og opportunisme fra. Det var en lille, meget snævert funderet klike af magtbegærlige politikere, hvis drivkraft var landets økonomiske forhold og ikke nordvietnamesernes eller FNL´s tilstedeværelse i de østlige provinser.

 

Den unge generation

Det er vigtigt at holde disse proportioner for øje. Fyrst Sirik Matak og general Lol Nol var først og fremmest talsmænd for en lille lobby, som mente, at en åbning til USA og en afskaffelse af fyrst Sihanouk som statsoverhoved ville bringe landet den økonomiske vitalitet, som det havde krav på i det 20. Århundrede.

Disse tanker faldt også sammen med mange unge cambodianeres, og derfor kan man høre argumentet om, at studenter jo i begyndelsen støttede det nu knuste styre, hvis tidligere chef rekreerer sig på Hawaii. Og det gjorde de til en vis grad ud fra den baggrund, at Cambodia under Sihanouk var en isoleret enklave, hvor den udenrigspolitiske balancegang måtte lægge sig hindrende i vejen for en  hurtig udvikling af landets økonomi.

De unge, der delte Sirik Mataks og Lon Nols illusioner, var blevet for mange i forhold til de muligheder, som Cambodia under Sihanouk kunne byde på. Der opstod en voldsom frustration hos denne generation, der fyldte de gamle, udrangerede coca-cola-biler op, da det faldne regime trak i kamptøjet. Senere blev denne ungdom ulykkeligt desillusioneret ved at se, at magtkliken i Phonom Penh alene arbejde for egen vindings skyld. Det gjaldt fyrst Sirik Mataks venner ude i forretningslivet, og det gjaldt i høj grad militærets officerer, som under Sihanouk havde følt sig tilsidesat, fordi han ikke af udenrigspolitiske grunde agtede at øge militærets styrke eller dets troppers antal.

Det væsentligste var, at man levede på illusionen om, at USA ville komme for at blive: at man kunne rokke ved Cambodias udenrigspolitiske stilling og løbe en minimal risiko.

 

Aftaler med Hanoi

Hvad angår Hanois og FNL´s tilstedeværelse i de østlige provinser, Mondulkiri og Ratanakiri, så var det mere et påskud, end det var det egentlige grundlag for et kup mod fyrst Sihanouk. Tilstedeværelsen af styrker her tog ikke sigte på at omdanne Cambodia til en  kommunistisk stat, men var alene en strategisk og militær nødvendighed for Thieus modstandere. Deres tilstedeværelse var under Sihanouk tolereret, men ikke mere. Han var kritisk indstillet over for deres tilstedeværelse, som regeringen havde fuldt opsyn med, eftersom der forelå aftaler med parterne, aftaler, som bl.a. Lon Nol i  sin egenskab af ministerpræsident havde indgået med Hanoi og FNL. Washington kendte til disse troppers tilstedeværelse, og fyrst Sihanouk på sin side vidste, at ethvert ord om denne tilstedeværelse kunne bruges i amerikansk propaganda mod den neutralitetsbundne stat, som Washington har afskyet lige siden John Foster Dulles dage. Dulles krævede gang på gang af Sihanouk, at han klart valgte side. Sihanouk nægtede til det sidste og måtte i flere år føle presset fra de amerikanske hemmelige overskridelser af hans grænser. Man prøvede ikke alene fra USA at styrte ham, men bombede løs rundt om i provinserne.

 

Hetzen

Kredsen omkring Lon Nol og Sirik Matak, der synes at være den eneste af ”superforræderne”, der er blevet tilbage i Phnom Penh, måtte klart nok udnytte FNL´s og Hanois tilstedeværelse i de østlige provinser for at bringe amerikanerne helt ind i billedet og åbne vejen for den økonomiske transfusion, som de satsede på. Derfor var oplægget en hektisk kampagne mod nordvietnameserne og FNL-partisanerne, som gav sig direkte og hårdhændet udtryk i en jagt på det lokale vietnamesiske mindretal i landet. Det kom til store massakrer på dette mindretal, og selv om dette fordømtes af  omverdenen, banede det vejen for amerikanernes ankomst.

Fyrst Sihanouks forsøg på en balancegang mellem krigens parter i Vietnam og stormagterne blev knust. Han har altid selv imødeset denne udvikling, og han vidste i 1969, at katastrofen var på vej. Han var kørt træt, fysisk som psykisk, og han vidste, at tiden var kommet, hvor hans spådom om en stærkere tilknytning til den  kommunistiske del af Asien ville begynde at gå i opfyldelse.

Den eneste mulighed for at bevare Cambodia som en selvstændig stat var helt og aldeles at alliere sig med de kræfter i Asien, som havde samlet sig omkring et endeligt opgør med vestlig indblanding og imperialisme. Cambodia kunne ikke eksistere som en lille enklave på kanten af Vietnam med et politisk system, der rummede alle muligheder for fortsat vestlig indtrængen.

 

Frustrationen

Der er flere sammenfald i denne historie. Den frustration, som prægede den unge generation i Phnom Penh, og som kom til udtryk i begejstring over Matak og Lon Nol i de førstedage af krigen, var den samme frustration, som andre unge havde ude i junglerne og i Battambang-området. Fælles for parterne var kravet om en modernisering af Cambodia: et krav om at få landet helt ind i det 20. Århundrede og begrænse det halvfeduale styre, som eksisterede under Sihanouk. Men man var uenig om formen for denne modernisering. De unge akademikere, der forlod Phnom Penh i løbet af tresserne, og som nu udgør kernen i det nye regime, var politisk bevidste i modsætning til de unge tilbageblevne i Phnom Penh, for hvem det centrale var de manglende muligheder for at gøre nytte af deres uddannelse og en tiltagende vrede over korruptionen i de grupper, som omgav kongehuset.

Den cambodianske magtklike, som nu er forsvundet, levede på den store illusion, at landet kunne eksistere som en vestvendt stat med støtte fra USA. Den ignorerede totalt, at USA var kørt træt i Indokina. Og den havde ingen reel fornemmelse af, med hvilken styrke Kina havde manifesteret sig i området i de seneste år. Sjældent har et lands ledere udvist så katastrofal mangel på viden og kendskab til magtforhold og udenrigspolitik som netop Lon Nol-regeringen, og man mærker det på samtlige kommentarer fra regimets få overlevende i dag. De føler sig snydt og bedraget.

 

Konflikter

Lon Nol-styret lod sig bedrage af mangel på historisk indsigt og dermed også mangel på ægte nationalt sindelag. Fyrst Sihanouk kunne ikke bedrage af historien, ej heller de partisaner i Khmer Rouge, der tog kampen op ved hans side, og som i dag udgør magtens centrum i Phnom Penh. Det, man havde tilfælles, var ikke alene kampen rent militært, men det overordnede mål at bevare Cambodia som en selvstændig stat, som ikke solgte ud af sine interesser og dermed risikerede, at landet atter truedes med at blive ædt op af naboerne.

Der har været gjort mange forsøg på at blæse en konflikt op mellem fyrsten i Peking og partisanerne i Cambodia. Og der eksisterer rigtig nok forskelle i deres politiske holdning og syn. Fyrsten er ikke kommunist; mange i befrielsesfronten er det, og mange i denne front er enige om, at kongedømmet ikke skal dominere landets politik.

Men tilfælles har disse cambodianere en forståelse for, at kampen navnlig har drejet sig om opretholdelsen af Cambodia som et selvstændigt og ikke-allieret land. Så at sige  at bevare den khmerske identitet over for stærke kræfter udefra. Siden det gamle Angkor-rige, det gamle Cambodia, begyndte at miste terræn og territorium for 750 år side, har Cambodias ledere været i evig kamp for at bevare landets identitet i et stadig indskrumpet land. Fra begge sider bogstavelig taget gnavede vietnamesere og siamesere sig ind i landet for derefter at blive fulgt af franskmændene, der ganske vist i 1884 standsede de andres appetit på landet, men samtidig gjorde det til en brik i deres imperiepolitik og dermed kløvede den nationale identitet. Cambodia havde derefter ikke mange oprigtige venner, bortset fra Kina, som siden historieskrivningens begyndelse fra dette område har haft et meget specielt og meget varmt forhold til Khmererne, som nu igen slår tydeligt igennem.

En kamp om den nationale identitet og den historiske arv, som socialisterne i Cambodia nu har ført, er altså også rettet mod de umiddelbare naboer. Når Khmer Rouge-partisanerne så hurtigt fik en befrielsesbevægelse op at stå, var det ikke alene på grund af udstrakt hjælp fra FNL og Hanoi, men også, fordi kampen i sig selv drejede sig om landets identitet. Det blev en befrielseskamp i en historisk dybere forstand. ( … )

 

Det, der har skabt myten om et fremtidigt Cambodia under vietnamesisk overhøjhed, skyldes i høj grad franskmændenes Indokina, hvor de tre stater Laos, Vietnam og Cambodia blev slået sammen … samt den omstændighed, at USA i sit krampagtige forsøg på en inddæmning af Kina behandlede dette område som værende en etnisk og kulturel enhed. Hvad det ikke var og ikke er.

De kommunistiske ledere i Hanoi havde ikke i 1970 nogen som helst lyst til at „vietnamisere” Cambodia, men nok, at landet solidariserede sig med den kamp, man førte på den anden side af grænsen. En udstrakt støtte til befrielsesbevægelsen i Cambodia var en given ting, fordi den umiddelbart også ville komme vietnameserne og FNL til gode; men en annektering af et land, der traditionelt har udgydt blod i kampen mod vietnamesiske mandarinregimer, var ikke og er ikke på dagsordenen.

Den vietnamesiske indflydelse vil naturligvis være til stede i et fremtidigt Cambodia; men den vil være i aftagende i takt med USA´s mindskede rolle i området. Cambodia vil atter kunne rejse sig af ruinerne med sin selvstændighed i behold efter fem forbandede år.

Den historiske betragtning om, at vietnameserne er ekspansionistiske, og at dette vil få konsekvenser for Cambodia, er en betragtning af tvivlsom karakter i dag. Tidligere tiders migrationer mod syd i dette område skyldtes dynastiernes kamp i Vietnam og et tidligere voldsomt tryk fra Kina, inden dette land blev samlet i nyere historie. For så vidt er en stor og stærk kulturkreds, den østasiatiske med dens kulturelle ligheder – og med konfucianismen som et særpræg afløst af marxismen – ved langsomt at lukke sig. Tilbage står et Sydvietnam, hvor nu efterhånden kun Saigon forbereder sig på de hvide flags dag.

 

Tekst 8 | Oversigten over kildetekster | Tekst 10

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk