Situationen i Asien
Teksten er en tale holdt af den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles om USA's syn på situationen i Indokina umiddelbart før Geneve-konferencen. Talen blev holdt til udvalgte dele af den amerikanske presse den 29. marts 1954:
Indokina er betydningsfuld af mange årsager. Til hver en tid er der først og fremmest de menneskelige værdier. Omkring 30 mio. mennesker søger at opnå værdighed gennem selvstyre. Indtil for få år siden var de blot en fransk besiddelse. De tre politiske enheder – Vietnam, Laos og Cambodja – udøver nu i vidt omfang uafhængig politisk myndighed inden for Den Franske Union. Hver af de tre anerkendes nu af De forenede Stater og yderligere af mere end 30 nationer. De underskrev den japanske fredstraktat sammen med os. Deres uafhængighed er endnu ikke fuldstændig. Men den franske regering erklærede i juli sine hensigter om at fuldende denne uafhængighed, og forhandlingerne om at indfri dette løfte er i gang.
De Forenede Stater holder med stor opmærksomhed og sympati øje med denne udvikling. Vi glemmer ikke, at vi selv var en koloni, der vandt sin frihed. Vi har på Filippinerne støttet en tydeligvis vellykket udvikling hen imod politisk uafhængighed. Vi føler et slægtskab med alle, der overalt længes efter frihed.
Kommunistisk imperialisme
Kommunisterne forsøger at forhindre en velordnet udvikling af uafhængigheden og at forvirre begreberne for verden. Kommunisterne har i disse anliggender en fast linje, som Stalin udstak i 1924.
Planen er at oppiske den nationalistiske ånd, så den bliver voldelig. Dette udføres af professionelle agitatorer. Derpå forøges volden af det kommunistiske militær og tekniske lederskab og tilvejebringelse af militært udstyr. På den måde holdes folket i et kvælertag af den internationale kommunisme, og den anvender denne magt til at ”fusionere” folkeslagene i det sovjetiske indflydelsesområde.
”Sammensmeltning” er Lenin og Stalins ord til at beskrive deres proces.
”Sammensmeltning” forsøges nu i Indokina, angiveligt under ledelse af Ho Chi Minh. Han blev indoktrineret i Moskva. Han blev russeren Borodins medarbejder, da sidstnævnte organiserede det Kinesiske Kommunistparti, der skulle føre Kina ind under det sovjetiske indflydelsesområde. Ho flyttede derefter sin aktivitet over til Indokina.
Dem, der kæmper under Ho Chi Minhs banner, er overvejende blevet uddannet og udstyret i det kommunistiske Kina. De er bevæbnet med artilleri og ammunition gennem den sino-sovjetiske blok. Erobrede materialer viser, at meget af det blev fremstillet i Skodas Krigsmaterielfabrik i Tjekkoslovakiet og transporteret tværs gennem Rusland og Siberien, og derpå sendt gennem Kina ind i Vietnam. Militærforsyninger til de kommunistiske hære er flydt ind i Vietnam i en stadig stigende strøm.
Et anslået tal på 2000 kommunistiske kinesere står for den militære og tekniske rådgivning. De fungerer inden for Ho Chi Minhs styrker i nøglepositioner i Højkommandoens planlægningssektioner på divisionsniveau og i specialenheder som telegraftropper, ingeniørtropper, artilleri og transport.
På nuværende stadium bruger kommunisterne i Indokina anti-franske sloganer for at få lokal støtte. Men hvis de opnåede militær eller politisk succes, er det afgjort, at de vil underkaste folket et brutalt kommunistisk diktatur, der tager imod ordre fra Beijing og Moskva.
Farens omfang
Tragedien ville ikke stoppe her. Hvis de kommunistiske kræfter fik overbevisende kontrol over Indokina eller en betragtelig del af den, vil de helt afgjort antage det samme aggressionsmønster mod andre frie folkeslag i området.
Røde Kina og Sovjetunionens propagandister tydeliggør, at hensigten er at dominere hele Sydøstasien.
Sydøstasien er den såkaldte ”risskål”, der er med til at bespise den tætbefolkede region, der strækker sig fra Indien til Japan. Det er rigt på råstoffer som tin, olie, gummi og jernmalm. For det industrielle Japan er det betydningsfulde markeder og råstofkilder.
Området har stor strategisk værdi. Sydøstasien er både den mest direkte og bedst udviklede sø- og luftvej mellem Stillehavet og Sydasien. Her er store flåde- og luftbaser. En kommunistisk kontrol over Sydøstasien vil medføre en alvorlig trussel mod Filippinerne, Australien og New Zealand, med hvem vi har traktater om gensidig assistance. Hele det vestlige Stillehavsområde, deriblandt økæden, der danner brohoved ud for kysten, ville være bragt strategisk i fare.
Præsident Eisenhower vurderede situationen sidste onsdag, da han sagde, at området har ”grænseoverskridende betydning”.
De Forenede Staters standpunkt
De Forenede Stater har på mange måder vist sin sympati for den tapre kamp, der føres i Indokina af de franske styrker og de associerede staters styrker. Kongressen har gjort det muligt for os at yde materiel hjælp til de etablerede regeringer og deres folk. Desuden har vort diplomatiske korps forsøgt at afskrække det kommunistiske Kina fra åben aggression i området.
Præsident Eisenhower forklarede i sin tale den 13. april 1953, at en våbenstilstand i Korea ville være et bedrag, hvis den blot udløste angreb fra fjendtlige hære andetsteds. Jeg sagde i september, at hvis Røde Kina sendte sin egen hær ind i Indokina, ville det få alvorlige konsekvenser, der måske ikke kun begrænser sig til Indokina.
Udtalelser for nylig var beregnet på at indskærpe potentielle angribere om, at angreb måske ville føre til krigshandlinger på visse steder og med den frie verdens deltagelse, så at angreb ville koste mere, end det ville vinde.
De kinesiske kommunister har rent faktisk undgået direkte at bruge deres egen Røde Hær i åbne krigshandlinger mod Indokina. Men de har i høj grad øget deres støtte til krigshandlingerne i området. De fremmer bestemt disse krigshandlinger med alle andre midler undtagen åben invasion.
Under alle omstændigheder virker det, som om det er ønskeligt at afklare De Forenede Staters synspunkt.
Hvis Sydøstasien påtvinges det kommunistiske Sovjetunionen og dets kinesiske kommunistiske allieredes politiske system, vil det under vores dages forhold være en alvorlig trussel mod hele den fri verden. De Forenede Stater føler, at denne mulighed ikke bør accepteres passivt, men bør imødegås med fælles handling. Det kan omfatte alvorlige risici. Men disse risici er meget mindre alvorlige end dem, vi kan se i øjnene kun få år frem i tiden, hvis vi ikke tør være beslutsomme i dag.
De frie nationer ønsker fred. Men freden skabes ikke ved blot at ønske den. Man skal planlægge og arbejde for freden. Sommetider er det nødvendigt at tage chancer for at skabe fred, ligesom det i krig er nødvendigt at tage chancer for at vinde sejren. Chancerne for at skabe fred forbedres normalt ved at lade en potentiel angriber vide i forvejen, hvad et angreb vil føre til.
Jeg håber, at de erklæringer, jeg afgiver her i aften, vil tjene fredens sag.
Det kommunistiske Kina
Lad os nu drøfte vores politiske relationer til Røde Kina og først spørgsmålet om anerkendelse.
De Forenede Stater anerkender ikke det kinesiske kommunistiske styre. Det er en kendt sag. Men årsagerne til dette er ikke så velkendte. Nogle mener, at der ikke er nogen årsager, og at vi udelukkende lader os lede af følelser. Deres regering mener, at dens holdning er nøgtern og rationel.
Ikke anerkendelse
Lad mig først minde om, at den diplomatiske anerkendelse er af frivillig karakter. Et land kan ikke gøre krav på et andet lands anerkendelse. Generelt er det nyttigt, at der er diplomatisk samkvem mellem dem, der udøver den faktiske regeringsmagt, og det er en veletableret kendsgerning, at anerkendelse ikke omfatter moralsk billigelse.
Præsident Monroe fordømte i sit berømte budskab til Kongressendet ekspansionistiske og despotiske system i det zaristiske Rusland og dets allierede. Men han sagde, at det ikke desto mindre ville være vores politik ”for os at betragte det faktiske styre som det lovlige styre”. Det har så afgjort været De Forenede Staters politik, og jeg mener, at det er en sund generel politik. Men hvor det ikke tjener vore interesser, har vi friheden til at afvige fra den.
Hvad angår det kommunistiske Kina, er vi tvunget til at tage hensyn til den kendsgerning, at det kinesiske kommunistiske Kina har været konsekvent og voldsomt fjendtlig indstillet over for De Forenede Stater.
En typisk kinesisk kommunistisk tryksag lyder: ”Vi hader Amerika, fordi det er det kinesiske folks uforsonlige fjende”; ”Vi foragter Amerika, fordi det er en korrupt, imperialistisk nation, et reaktionært og dekadent verdenscenter”; ”Vi ser ned på Amerika, for det er en papirtiger og kun sårbar over for nederlag”.
Med alle de propagandafærdigheder, som kommunismen har udtænkt, bliver den slags temaer udbredt af de røde magthavere i trykte medier, i radio, i skuespil, i billeder. De udøser deres had med barbariske handlinger som pågribelse og fængsling af amerikanere.
De ansvarlige for amerikansk politik må stille følgende spørgsmål og svar: ”Vil det gavne vort land, hvis vi gennem anerkendelse giver større indflydelse og prestige til et styre, der aktivt angriber vore vitale interesser?” I kan kun finde et svar: ”Nej”.
Optagelse i FN
Lad os nu vende os mod spørgsmålet om Røde Kinas optagelse i FN. Ifølge FN-pagten retter medlemskabet sig kun til ”fredselskende” stater. Det er derfor relevant at minde om, at det kinesiske kommunistiske regime blev en fredsbryder i slutningen af 1950. Dets hære invaderede Korea og førte krig mod FN-styrkerne. De bidrog i høj grad til drab og kvæstelse af omkring 500.000 soldater fra FN-styrken, deriblandt 100.000 amerikanere.
FN’s generalforsamling stemte den 1. februar 1951 med 44 mod 7 for, at den Kinesiske Folkerepublik var ansvarlig for krigshandlingerne i Korea. Den anmodede den om at trække sine styrker ud af Korea. Men de er der stadig.
Det er sandt, at de kinesiske kommunistiske styrker tog beslutning om våbenstilstand i Korea. Men det var ikke nogen fremstrakt hånd fra de kinesiske kommunisters side. Det var FN-styrkens gevinst. Kommunisterne underskrev først, da det med en sidste desperat og blodig indsats ikke lykkedes dem at bryde gennem FN-troppernes linjer, og først da FN-tropperne havde gjort det klart, at konflikten, hvis den fortsatte, ville bringe nogle værdifulde militære og industrielle aktiver i det nærliggende Manchuriet i fare.
De kinesiske kommunisters fortsatte manglende ønske om fred demonstreres i Indokina.
Som et af de FN-medlemmer, der skal stemme om anerkendelse, må vi spørge: ”Vil det tjene verdens interesser at udvide FN med et styre, der er dømt som fredsbryder, og som ikke har renset sig for dette fredsbrud, og som fortsat støtter brug af magt som krænkelse af FN’s principper?”. Jeg kan kun finde svaret ”nej”.
Befri Kina på Formosa (:Taiwan)
Der er stadig endnu et aspekt i dette kinesiske spørgsmål. Vi må ikke glemme, at Kinas nationalistregering fortsat virker på Formosa og millioner af frie kinesere er samlet der under dens jurisdiktion. Og mange flere er tro mod den. De har været vore loyale venner og allierede, da vi under 2. Verdenskrig havde brug for hinanden.
Skulle de frie nationer lette og opmuntre de kinesiske kommunisters blodige likvidering af disse frie kinesere på Formosa? For mig er svaret igen kun ”nej”.
Erfaring med kommunisternes løfter
Nogle mener, at De Forenede Stater burde anerkende det kinesiske kommunistiske regime og byde det velkommen i FN i tillid til løfter, der er givet til Korea og Indokina.
De Forenede Stater må vurdere dette forslag på basis af tidligere erfaringer.
De Forenede Stater indvilligede i af anerkende det sovjetiske regime i 1933 i tillid til dets løfter i den såkaldte Litvinov-aftale for at undgå og forhindre politiske aktioner fra Sovjetunionens side mod vor politiske system og samfundsorden. Vi ydede og tilstod anerkendelse. Men de løfter, vi modtog, var indholdsløse.
I februar 1945 i Jaltasanktionerede Storbritannien og De Forenede Stater Sovjets dominerende indflydelse i Centraleuropa. Det blev gjort på basis af en sovjetisk aftale om, at folkeslagene i de befriede Europa skulle have ret ”til at vælge den styreform, som de ønskede at leve under”, og at der i Polen skulle afholdes ”frie og uhindrede valg så hurtigt som muligt”. Men de løfter, vi fik, var indholdsløse.
Der var også en Jalta-aftale med henblik på det Fjerne Østen. De Forenede Stater indvilligede i, at Sovjetunionen fik kontrol over Port Arthur, Dairen og den manchuriske jernbane. Til gengæld gav Sovjetunionen løfte om at støtte nationalistregeringen i Kina. Denne aftale blev stadfæstet i Moskva i august 1945. Så tilegnede det sovjetiske styre sig de aktiver i Manchuriet fra Kina, som det var blevet lovet. Til gengæld gav det Kina en trediveårig forpligtelse til at ”yde Kina moralsk støtte og hjælp i form af militærmateriel og andre materielle ressourcer, og denne støtte og hjælp skulle udelukkende ydes til nationalistregeringen som den centrale magtstyring i Kina”.
Da det sovjetiske styre havde erhvervet sig det, det ville have, gik det straks over til at assistere det kinesiske kommunistiske regime i dets anstrengelser på at omstyrte nationalistregeringen. Det ydede de kommunistiske styrker store forsyninger af militærmateriel og andre materielle ressourcer, som den havde lovet udelukkende at yde nationalistregeringen.
I dette spørgsmål opfyldte vi igen aftalen. Men de tilsvarende kommunistiske løfter viste sig at være indholdsløse.
Vor erfaring med de kinesiske kommunisters løfter er begrænsede, for vi har kun én aftale med dem. Det er den koreanske våbenstilstand. FN-styrkerne har meldt, at kommunisterne har krænket den fyrre gange. Det fortæller kun historien delvist, for den basale krænkelse er, at den svenske og svejtsiske kontrolkommission bliver nægtet en fyldestgørende mulighed for at føre tilsyn med Nordkorea og påvise kommunistiske krænkelser.
De Forenede Stater vedkender sig, at kun få nationer har en fortid, der ikke skæmmet af visse aftalebrud. Vi vedkender os også, at alt, hvad der er menneskeligt, er foranderligt. Der er så afgjort ikke noget hævngerrigt eller kompromisløst ved det amerikanske folk. Intet folk er så villigt til at tilgive og glemme. Men det ville være letsindigt af os at ignorere de seneste års begivenheder, som har fyldt vore arkiver med indholdsløse løfter. Vi vil ikke finde os flere.
Det er nu De Forenede Staters politik at undlade at udveksle amerikanske præstationer med kommunistiske løfter.
De Forenede Staters synspunkt blev tydeliggjort på Berlinkonferencen for nylig. Ved at stå fast lykkedes det mig langt om længe at få en aftale i stand med en modstræbende mr. Molotov om, at Genevekonferencen ikke ville være en ”konference for de fem stormagter” og at en invitation til Geneve i sig selv ville beskrive nærmere, at hverken invitationen til eller afholdelsen af denne konference skulle anses for at antyde diplomatisk anerkendelse, hvor den ikke allerede var blevet givet.
Det kinesiske kommunistiske regime er kun blevet inviteret til at drøfte Korea og Indokina, hvor det rent faktisk er til stede som en angrebsstyrke, vi ikke kan ignorere. Jeg sagde i Berlin: ”Det … er en ting at anerkende det onde som en kendsgerning. Det er noget andet at tage det onde til sig og kalde det godt.” Det vil vi ikke gøre.
Farerne forude
De Forenede Staters delegation vil tage til Geneve i et forsøg på at skabe et forenet og uafhængigt Korea, hvorfra det kommunistiske Kina skal have trukket sin invasionshær tilbage. Desuden håber vi, at eventuelle drøftelser om Indokina vil tjene til at få de kinesiske kommunister til at indse faren i deres angivelige plan om at erobre Sydøstasien, så de vil indstille den. Men vi vil ikke være tilbøjelige til at give det kommunistiske Kina, hvad det ønsker af os, blot for at få løfter om god opførsel i fremtiden.
Andre vil måske ønske det anderledes. Men vi tør ikke glemme, at i den periode, da vi godtog kommunisternes løfter på deres glatte ansigt og tog deres fredelige hensigter for givet, steg faren til stadighed.
Vi kan, tror jeg, lære noget af Dien Bien Phu. I nogle dage har der tilsyneladende været stilhed. Men faren er faktisk til stadighed steget. Fjendens minører har aldrig indstillet deres arbejde. De har gravet sig ned og lavet tunneller for at skaffe sig fremskudte stillinger, så at de indre forsvarsværker kan underkastes massive angreb fra nærliggende positioner.
I dag fornemmer den fri verden også en stilstand. Faren for storkrig har tilsyneladende veget. Jeg håber, at det er tilfældet. Er det sådan, er det fordi, de frie nationer har set faren og modigt og beslutsomt har handlet i forening for at imødegå det.
Der er dog ingen grund til at antage, at faren permanent er drevet over. Der er ingen beviser på, at de sovjetiske kommunistiske herskere har accepteret en permanent fred, hvis en permanent fred vil blokere deres ambitioner. De fortsætter uophørligt med at grave sig ned og bygge tunneller for at skabe fremskudte stillinger mod frihedens forsvarsværker.
I Europa holder Sovjetunionen Østtyskland i sit greb og skaber letsindige manøvrer for at forhindre en forsoning mellem Frankrig og Tyskland. I Asien er hele området fra Japan og Korea til Sydøstasien foruroliget af kommunistiske forsøg på indtrængen.
Mod sådanne forsøg er den kun et forsvar: stadig agtpågivenhed, fornuftig politik og stort mod.
De Forenede Stater hører med i et prægtigt selskab, der førhen har stået sammen over for store farer og har overvundet dem. Hvis vi er tro mod denne fortid, kan vi se fremtiden i møde med håb og tillid.
